Den tidligere Grand Avenue-frontmand Rasmus Walter er tilbage med sit andet soloalbum. Her fortæller han om at føle sig som en hamster i et bur, om glæden ved musik, man kan synge med på, og om, hvorfor det er lige så pinligt at synge på dansk som at gå nøgen ned ad Strøget.
For nylig sad Rasmus Walter og så fodbold med sin tvillingebror. Det var landsholdet, der spillede. Og endnu en gang blev den 34-årige sanger ramt af den følelse, der er kommet snigende de seneste par år, og som er blevet mere og mere påtrængende.
“Der var engang, hvor dem på landsholdet altid var sådan nogle, der var ældre end én selv, og så gik det op for mig, at de er mere end 10 år yngre end mig nu. Det plejede at være sådan nogle voksne, man så op til, men i dag kunne de jo nærmest være mine børn,” siger han.
Rasmus Walter er netop nu aktuel med sit nye album Lige her lige nu, som i høj grad kredser om netop det tema.
“Det er ikke, fordi jeg føler mig gammel, men jeg kan bare godt mærke, at jeg er blevet ældre. Der er en del spørgsmål forbundet med det. Har jeg udrettet det, jeg gerne ville? Hvor er jeg på vej hen? Gør jeg det rigtige? Kan det bære, eller brister det?”
Indtil videre ser det ud til, at projektet ‘Rasmus Walter’ sagtens kan bære. Han valgte at holde pause fra sit band gennem 10 år, Grand Avenue, da han i 2011 debuterede med sit første selvbetitlede soloalbum. Et album, der både blev belønnet med rosende ord fra en lang række anmeldere og også langt overgik Rasmus Walters egne, dog forholdsvis beskedne, forventninger til det.
“Jeg havde bare tænkt, at jeg ville sælge 200 kopier til venner og bekendte og så vende tilbage til Grand Avenue. Men mennesket er jo sådan indrettet, at det hele tiden sætter sig selv nye mål, så da jeg havde solgt 500, ville jeg op på 1.000, og sådan forsatte det. Jeg blev sådan en hamster i et bur.”
Indtil nu har debutalbummet solgt over 9.000 eksemplarer, og den første single, Endeløst, fra det nye album har solgt guld, 10.000 stk., og blev ved årsskiftet kåret af P3’s lyttere til at blive ikke bare ‘Ugens’, men ‘Årets uundgåelige’ i 2012 på en delt førsteplads med bandet Turboweekend.
O.k. at være den pæne dreng
Rasmus Walters interesse for musikken begyndte, da han som 13-årig spillede covernumre med vennerne i sin fars kælder i fødebyen Aarhus. Som 17-årig flyttede han til København og brugte et par år på forskellige småjobs som at sælge havemøbler i Magasin og arbejde i en smørrebrødsbutik. Derefter rejste han til London, hvor han tilbragte de næste fire år, bl.a. på en musikskole, og det var her, han mødte drengene, som han efterfølgende dannede bandet Grand Avenue med. De første par år, efter at Rasmus Walter var kommet tilbage til København, måtte han arbejde i en vuggestue, mens bandet lavede en demo. Men efter at de personligt tog ind og afleverede demoen til P3’s værter og blev spillet i radioen uden om pladeselskaberne, varede det ikke længe, før de stod med en pladekontrakt i hånden. Grand Avenue nåede at udgive fire album fra debuten i 2001, til Rasmus Walter udgav sin solodebut i 2011. Og musikalsk er der sket en del med ham siden.
“Mit gamle band driller mig, for de synes, at jeg er blevet den værste popdreng. Vi lavede også popmusik i Grand Avenue, men det var pakket ind i guitarrock, så det var mere skjult. Men jeg er jo en popdreng. Jeg kan godt lide en god melodi.” siger han.
Da Rasmus Walter udgav sit første soloalbum, blev han i en ellers hæderlig anmeldelse i Politiken bl.a. kaldt ‘den pæne dreng i dansk rock’ – en beskrivelse, han har det helt fint med.
“Det er ikke noget fyord for mig, så jeg tænker bare: Tak for komplimenten! Jeg vil da gerne være den pæne dreng. Jeg har ikke brug for at stå og være indie og smadre guitarer. Det er overhovedet ikke min mission. Jeg vil hellere lave noget, man kan synge med på, end et eller andet, man kan analysere i flere timer – det er slet ikke mig.”
Det er ikke kun genren, der er anderledes end dengang med Grand Avenue. En anden, og i sagens natur meget logisk, konsekvens er, at det i dag er Rasmus Walter alene, der tager de store beslutninger. Og selv om han ikke udelukker, at han vil vende tilbage til bandet en dag, nyder han, at han som solist kan være mere umiddelbar og intuitiv, end da han var en del af en gruppe, hvor han konstant skulle indgå kompromiser.
“Jeg synes, man kan miste noget af den spontane energi og nerve, hvis man snakker for meget om det hele. Jeg er stor tilhænger af bare at gøre det og måske endda gøre det lige lidt inden, guitaren stemmer ordentligt.”
Fortsætter på næste side...
Pinligt at synge på dansk
Der er også den markante forskel på Grand Avenue-dagene og de seneste år som solist, at Rasmus Walter i dag synger på dansk. Det var egentlig slet ikke planen, for selv om han længe havde gået med tanker om en soloplade, var det hele tiden meningen, at den skulle være på engelsk. Men da hans tvillingebror, instruktøren og illustratoren Anders Walter, en dag stod og manglede en sang til et tegnefilmsprojekt, overtalte han Rasmus Walter til at skrive et nummer på dansk. Det var også broderen, der sendte nummeret ind til pladeselskabet, som efter at have hørt det bad ham producere et helt album på sit modersmål.
“Det var vildt grænseoverskridende. Jeg syntes, det var så pinligt, at jeg sang på dansk. Jeg kunne lige så godt have gået nøgen ned ad Strøget dengang. Pludselig kunne folk jo forstå, hvad jeg sang. Og så skal man jo helst have andet at sige end ‘baby, baby’. Det føles meget mere naturligt på det nye album.”
Rasmus Walter er vokset op til lyden af koryfæer som Lars H.U.G., Steen Jørgensen og Steffen Brandt, men de senere år har han lagt den danske musik på hylden.
“Siden jeg begyndte at skrive på dansk, har jeg passet meget på med overhovedet at lytte til noget dansksproget, fordi man bliver så let påvirket. Jeg vil nødig komme til at stjæle noget ufrivilligt, og det kan man næsten ikke undgå i popmusik.”
Rasmus Walter har dog ingen ambitioner om, at al hans musik skal være 100 % original.
“Du kan synge alt fra Wonderwall til De vilde kaniner over min sang Endeløst. Der er jo bare de der fem akkorder, som alle bruger, og The Beatles har for længst sat dem sammen på alle tænkelige måder. Det handler om at finde sit eget udtryk over nogle slidte akkorder, og der vil jeg hellere blive inspireret af udenlandsk musik end af dansk.”
Farvel til rock’n’roll-tilværelsen
Efter at Rasmus Walter sprang ud som solist i 2011, føler han, at han endelig har vinket farvel til fortiden og dermed også nogle af de historier, der har klæbet til ham det meste af hans karriere – som at Grand Avenue bare blev kendte, fordi de så godt ud, at de var sådan nogle, der festede med U2 på en kæmpe lystyacht ejet af Microsoft-milliardæren Paul Allen, og ikke mindst, at Rasmus Walter var ham, der var kæreste med Helena Christensen et enkelt år af sine 20’ere. Det sidste med den konsekvens, at han stadig af og til bliver beskrevet som ‘Helenas eks’, når han møder op til fx premierer og lignende. Også selv om han har sin nuværende kæreste med. Men selv om han er irriteret ved tanken, er det ikke noget, han tager så tungt længere.
“Det er jo latterligt, men heldigvis er det kun de kulørte blade, der skriver sådan om mig. Jeg snakker heller aldrig om det, og jeg gider ikke snakke om det. Jeg har en familie og et barn, så det er jo absurd, at jeg skal forholde mig til min ekskæreste for syv-otte år siden.”
Rasmus Walter blev i december 2012 far for første gang til sønnen Milo, som han har fået med kæresten Barbara, og hans liv er derfor væsentlig anderledes end for bare få år siden, hvor han stadig turnerede Europa tyndt med Grand Avenue.
“Det er klart, at det kræver en vis portion levet liv at blive klar til at få en familie. Det er dejligt, at jeg har fyret den af, da jeg var yngre, og jeg har ikke været klar før nu. Men jeg har til gengæld heller ingen skrupler eller panikfornemmelser omkring det, og jeg føler absolut ikke, at jeg går glip af noget. Det ville jeg nok have følt for fem år siden.”
Faktisk er det ikke mere end halvandet år siden, Rasmus Walter mødte sin nuværende kæreste Barbara, men han var hurtigt overbevist om, at hun var den rette.
“Jeg tror ikke helt på det der med, at man skal have været sammen et bestemt antal år, før man får børn. Enten kan man mærke, at den er der, eller også kan man ikke. Sådan er jeg i hvert fald indrettet. For min skyld kunne vi have fået barn inden for den første måned.”
Familieforøgelsen har under alle omstændigheder haft stor betydning for hele processen omkring det nye album.
“Jeg havde allerede indspillet pladen i august, og det var meningen, at den skulle udkomme sidst på året. Men da jeg fandt ud af, at jeg skulle have et barn, blev jeg nødt til at planlægge det hele nøje derefter og udskyde både releasen og turneen, så jeg kunne være hjemme med min søn de første måneder.”
Og når det først går løs med turné, er Rasmus Walter helt rolig. For som han siger, er der “kun fire timer til Aalborg”, og sønnike kan jo bare “få nogle hørebøffer på og komme med på Skanderborg Festival.”
Fortsætter på næste side...
RASMUS WALTER OM...Fritid
“Jeg kan godt lide at bruge mine hænder. Jeg er ligeglad med, om det handler om at bygge et bord, lave mad eller sy et pudebetræk. Jeg er meget DIY-agtig og kan godt blive lidt sur, hvis folk siger, at der er noget, de ikke kan finde ud af. Det er jo bare at følge en opskrift eller finde en YouTube-tutorial.”
At være forfængelig
“Jeg har været bange for at blive skaldet de sidste 10 år. Jeg har det fint med gråt hår, men de høje tindinger er det eneste, jeg tænker på, når jeg kigger mig selv i spejlet. Jeg er på grænsen til at være psykotisk omkring det, og det er belastende for mine omgivelser at høre på, for jeg snakker ikke om andet. Det er virkelig min store skræk. Jeg ville hade at miste mit hår.”
Sine svage sider
“Andre vil nok synes, at jeg er lidt påståelig. Jeg vil gerne have ret, og jeg er svær at bide skeer med. Jeg siger også ret sjældent undskyld. Enten er det, fordi jeg ikke gør noget forkert, eller også er jeg dårlig til at erkende det. Jeg er nok lidt sort-hvid, hvis det ikke kører efter min logisk-pragmatiske opfattelse.”