Iris Gold fortæller sin barske historie for første gang: ”Jeg følte mig så magtesløs og alene om det”

Skrammerne og mærkerne er tydelige.

Iris Gold står og ser sig selv i øjnene i spejlet, men hun ser ikke sig selv gennem de øjne, der kigger ind i spejlet. Det er, som om hun ser sig selv udefra. Hun er fjern fra sig selv, men alligevel helt tæt på.

For lige dér ved hun, at hun ikke kan gemme det mere, hverken for sig selv eller omverdenen.

Næsten hver tredje kvinde verden over har været udsat for vold. Ifølge Videnskab.dk har mere end 23 procent af danskerne været udsat for fysisk eller seksuel vold i et parforhold.

Én af dem er sanger og sangskriver Iris Gold. 

Foto: PlanBørnefonden.

Hun står normalt på scenen iført guld og glimmer, men inde bag alt guldet gemmer sig en barsk historie. En historie, som hun først er klar til at fortælle nu.

”Det har været så uoverskueligt og så stort, at jeg har følt mig for lille til at tale om det. Jeg har på mange måder følt mig forkert, og jeg har været bange for at blive sat i bås og havne i en offerposition,” fortæller hun.

”Men jeg er jo kun mig – og den her historie er en del af mig.”

Den ”svage powerkvinde”

Når Iris Gold skal optræde, har hun altid et stort stykke guldfarvet stof hængende fra halsen og ned ad ryggen, som mest af alt ligner en gulvlang kappe. Når hun står på scenen, tager hun fat i kappens to hjørner, hæver armene til hver sin side, og så står hun med det, der ligner to store guldvinger.

Da vi møder Iris Gold, har hun ikke sine guldvinger med, men er bevidst mere afdæmpet. Hun vil ikke vække mere opsigt end højst nødvendigt. Hun har det store smil på læberne, som man kender hende for, når hun står på scenen, men hun er nervøs. Stemmen og blikket afslører hende.

Det er første gang, hun fortæller sin historie til en, som ikke er i hendes nærmiljø, crew eller som ikke er fagperson. En historie, om hvordan hun som seksårig var udsat for et overgreb, hvordan hun senere var i et voldeligt forhold og på krisecenter – en historie om de ekstremt svære år, som har fulgt hende, og som kommer til at følge hende, indtil hun ikke er her mere.

Det er tydeligt på Iris, at hun ikke er komfortabel, når hun snakker om det, som hun har gået igennem. Kropssproget er lukket, og øjnene er ofte våde. Hun holder mange og lange pauser.

”Der har været rigtig meget skam forbundet med det. Jeg har været flov over mig selv, fordi jeg har den her persona som Iris Gold med stor guldkappe og karatespark på scenen. Jeg har fået at vide af så mange kvinder, at de oplever mig som en powerkvinde. De kaldte mig superhelt, da jeg stod på scenen som gravid,” fortæller hun.

”Og det syntes jeg bare ikke passede sammen med dét, som jeg har gået igennem. Det kunne ikke være mig, der gik igennem det her, fordi jeg var jo stærk og sej.”

Spejlet

De følelser, der har fyldt – og stadig fylder i Iris Gold, har hun beskrevet i sin nye sang ’Boys Boys Boys’, som hun udgiver i samarbejde med PlanBørnefonden. Sangen startede for flere år siden som et digt til hende selv. Noget, der ikke skulle udgives, men noget som skulle bruges til at bearbejde de mange ting, der skete inde i hende.

Foto: PlanBørnefonden.

I ’Boys Boys Boys’ synger hun om traumet fra overgrebet, da hun var seks år gammel. Hvordan mænd sagde, at de kunne lide hende. Og hvordan de sagde, at hun skulle lade være med at kæmpe imod.

Hun synger om, hvordan hun som 12-årig blev smidt ud hjemmefra, og hvordan en kæreste var voldelig overfor hende. Hvordan hun blev nødt til hurtigt at blive voksen, og hvordan hun ikke talte om alt det, som hun gik igennem.

”Det gik utrolig meget udover mit selvværd. For hvordan kunne én, som var så stærk udadtil være så svag? Hvordan kunne jeg lade det ske?” spørger hun retorisk.

”Hvis en veninde var kommet til mig og havde sagt, at dét, som skete for mig, var sket for hende, ville jeg havde sagt, at hun skulle forlade den voldelige kæreste med det samme. Det er så underligt. Jeg kunne godt være klar i hovedet over for dem, som jeg holdt af, men ikke mig selv.”

Da Iris Gold stod der foran spejlet med tydelige mærker på kroppen, blev hun dog for alvor klar over, hvad hun var involveret i. Hun havde pakket tasken før, men var endt med at blive i forholdet. Denne gang kunne hun dog mærke, at noget var anderledes.

”Det er jo ikke matematik. Og vold er slet ikke logisk. Det er vildt svært at gå fra en voldelig partner, fordi de er gode til at få dig tilbage i folden igen. Du er blevet groomet til at ville finde dig i rigtig mange ting. Men da jeg stod der og kiggede på mig selv, var jeg oprigtigt bange for, at hvis jeg blev i det, så ville jeg måske ikke være der bagefter næste gang,” fortæller hun.

”Det var, som om dét rykkede noget i mig. Som om en stemme udefra nærmest fortalte mig, at nu var det nok. Det var ikke en mulighed at blive her denne gang.”

Et særligt fællesskab

I en rigtig svær periode af sit liv kom Iris på krisecenter. Her fik hun hjælp fra psykologer og sociale rådgivere til at bearbejde sårene. Traumerne forsvinder aldrig helt, men det gjorde det nemmere for hende at åbne op.

”Det hjalp at snakke med fagfolk – og blive anerkendt i mine oplevelser. Jeg har talt det igennem med min familie og venner mange gange, men det er ikke altid, at de kan overskue at snakke om det, når jeg lige har behov for det. Det er jo også hårdt for dem at høre, hvad jeg har været igennem – og måske begynder de at bebrejde sig selv, fordi de ikke så noget. Og så kører det i en spiral, hvor alle bare har det rigtig dårligt,” fortæller hun.

”På krisecenteret var vi samlet så mange forskellige kvinder, der havde oplevet det samme, på ét sted. Alle samfundsklasser, alle racer og alle religioner. Der gik det for alvor op for mig, at det er ikke kun mig, det her er sket for. Det kan ske for alle. Det var der også noget styrke i, fordi jeg havde følt mig så magtesløs og alene om det.”

Iris behøvede ikke at forklare de andre kvinder på krisecenteret, hvad hun havde været ude for. For de vidste det godt. Ikke nødvendigvis, hvad hun specifikt havde oplevet, men de havde en idé om det – for de havde selv været igennem det.

”Der var en særlig form for fællesskab. Der var en fin respekt for hinanden, som jeg ikke havde oplevet på samme måde før. Det var rigtig rart at være sammen med andre, som har været igennem det samme som én selv, så jeg ikke behøvede at forklare mig og gennemleve de ting, jeg har oplevet igen – for det gør jeg hver gang, jeg fortæller min historie, og det er virkelig, virkelig hårdt.”

De fire vægge

For at optage musikvideoen til ’Boys, boys, boys’ rejste Iris Gold i samarbejde med PlanBørnefonden til Zimbabwe. Her mødte hun nogle af de lokale børn og unge, som har samme historie som hende. Historier om overgreb og vold.

Der gik det for alvor op for hende, hvor privilegeret hun har været ved at komme på krisecenter og få en lang række gode værktøjer med derfra – og hvad det betyder at have mennesker omkring dig, der kan hjælpe, når du har været igennem noget svært.

Foto: Douglas Dana / PlanBørnefonden

Det har for Iris gjort, at hun har lært at passe på sig selv. Både når der er noget, hun ikke vil fortælle om, ikke vil uddybe, eller ikke vil gøre.

”Jeg har virkelig at sætte grænser. Særligt, når det kommer til mig og mine følelser. For det er jo ikke en buffet. Jeg skal passe på mig selv. Jeg vil ikke længere gøre noget, som jeg er utryg ved,” fortæller hun.

”Jeg har lært at sige nej – og stå fast på mit nej. For nej betyder nej, hvilket også er det helt store budskab i min sang.”

Musikvideoen til ’Boys, Boys, Boys’ er optaget af og med en række af de lokale Zimbabwe, der er med i Planbørnefondens program. Her står de sammen frem og siger nej til kønsbaseret vold – og at nej betyder nej.

For selvom ressourcerne i Zimbabwe er få til at hjælpe dem, der har været udsat for vold og overgreb, så ser de vold i nære relationer som et samfundsproblem, der skal løses i fællesskab. Dét håber hun, at vi kan lære noget af herhjemme, hvor mange ser partnervold som et privat problem.

”Jeg synes, at det er underligt, for hvis der var en, der blev slået ned på gaden, så ville vi jo gøre noget og ringe til politiet. Det kan pludselig blive alles problem. Men hvorfor er det ikke det, hvis det sker i hjemmet? Jeg har oplevet, at folk har en tendens til at tænke; ”det er mellem jer, det skal jeg ikke blande mig i”. Men bare fordi det sker bag fire vægge, er det ikke nødvendigvis mindre voldsomt,” siger hun.

”Det er ikke kun den udsatte, der er påvirket af volden. Det påvirker også alle involverede i den udsattes liv. Hele mit community. Hele min familie. Mine venner. Arbejdspladsen. Derfor er det ikke kun et privat problem.”

Guldvingerne

I dag har Iris Gold det godt. Det er som solstråler, der bryder en sort sky, siger hun. Skyerne er der måske stadigvæk, men der er stråler, der kommer igennem skyerne. Derfor er der også helt bevidst upbeat musik bag den barske tekst ’Boys, Boys, Boys’.

”Jeg vil gerne vise, at man både kan gå igennem svære ting, men stadig være alle mulige andre ting. Være sexet, være mor, være veninde, være fjollet. Ja, alle de ting, som vi alle sammen er. Bare fordi jeg kommer med den her sang om alt det, som jeg er gået igennem, betyder det ikke, at jeg skal klæde mig selv i sort og spille akustisk guitar.”

Foto: Douglas Dana/PlanBørnefonden.

I musikvideoen har Iris Gold har ikke sine guldvinger på, som hun plejer, men er i en lang, hvid kjole generelt mere nedtonet i forhold til guld og glimmer, end hun plejer at være. Hun er sammen med en pige, der ligner hende som barn. På ryggen har den lille pige et par vinger. I guld, selvfølgelig.

”Mine vinger har altid været der. Jeg har altid været ’fabulous’. Der har bare været nogle små knæk i vingerne nogle gange, og det er der stadig, kan man sige. Det, som jeg har været igennem, skal ikke definere mig,” fortæller hun.

”Dét, der definerer én og viser, hvem man er, er, hvordan man kommer ud af de svære ting. Så jeg er fucking stærk.”