Jagten på evig ungdom er en ydmygelse

Er du klar til den livslange forgæves anstrengelse, som kampen mod uret udgør? Til at tilbringe værdifuld tid på at dekonstruere dig selv i et forsøg på at tæmme angsten for forfaldet? Det forfald, der i vores samfund er lig med en usynliggørelse i et meget stort omfang, især hvis du er kvinde.

For sagen er, som jeg skrev i en tidligere klumme, at kvindeidealet er et erotiseret barn og at den helt unge kvinde derfor er hypererotiseret i vores kultur. Hypererotiseret og i et vist omfang reduceret til sin seksuelle funktion eller som minimum til sin krop, som er i fokus, og som ligesom hendes ansigt og fremtoning bliver analyseret, beskrevet, detaljeret og dekonstrueret. Hendes værdi gøres op og hendes stemme, hendes person, hendes potentiale minimeres, så hun reduceres til et objekt, som det mere eller mindre eller mindre udtrykkes af skuespilleren Ashley Judd i hendes frygtindgydende røv-sparker af et feministisk essay fra for nogle år tilbage (se artiklen på thedailybeast.com).

Pointen er ifølge Judd, at de konstante angreb på vores kropsbillede og den seksualisering, som piger og kvinder udsættes for, også betyder, at vores seksualitet og dermed værdi degraderes, som vi går gennem livet.

Og her ligger miseren. For det er fuldstændig ligegyldigt, om vi bliver ældre naturligt eller tyr til videnskaben og dermed bliver ældre mindre naturligt, for granskningen, fejlfindingen og latterliggørelsen følger med. Uanset anstrengelsen kan vi ikke undgå at blive holdt op imod det evigt reproducerede, stereotypiserede, digitalt designede kvindeideal.

Og dermed taber vi uanset hvad. Vi taber imod uret, kampestenen ruller ned ad bjergsiden og vores forhåbninger til, at vores aldring vil være tålelig, vil uafvendeligt styrte i grus med den. Idealet er lagt til rette for individets fiasko. For hvis der ikke er fedt på sidebenene, er der det nok heller ikke i ansigtets underhud, og hvis man har det i underhuden, så er der som regel for meget andre steder. Bruger man nervegift i kampen imod alderen er der en god chance for, at man ligner et flåt-offer og gør man det ikke, er der en god chance for, at man – oh skræk – kommer til at ligne en moden kvinde.

Vi ved alle sammen, at ingen creme kan gøre mirakler. Det blev fornyeligt bevist af Forbrugerrådets magasin Tænk, at rynkecremerne har begrænset om overhovedet nogen virkning. Og reklamer for produkter, der skal forhindre rynker, har da også i dag totalt fjernet sig fra produktets virkning og et blevet til formidling af en digitalt manipuleret fantasi. Dette sås blandt andet, da L’Oreal i Storbritannien måtte tilbagetrække deres Lancôme-kampagne med skuespillerinden Julia Roberts i en porcelænsudgave fra det ydre rum, efter at det britiske klagenævn ’Advertising Standards Authority’ mente, at kampagnens forskønnede billede af den midaldrende skuespillerinde udgjorde urealistisk og falsk markedsføring.

Under sagen anførte L’Oreal, at billedet var ‘aspirational’, altså noget at stræbe efter. Man skulle dælme tro, det var en morsomhed fra selskabets side. Men idet det efter alt at dømme var seriøst ment, så har jeg følgende besked til skønhedsindustrien, reklameindustrien, pressen og andre, der lever af at promovere illusionen om, at man kan købe sig til evig ungdom:

Kvinders værdi afhænger ikke af deres alder. Kvinders værdi og deres objektive skønhed er to ret urelaterede størrelser ude i virkeligheden mellem almindelige mennesker. Og erfaring og attråværdighed udelukker heller ikke hinanden derude. Folk forelsker sig og elsker hele livet og heldigvis da. I tror, man kun kan sælge tasker til den brede offentlighed, hvis de bæres af en sur teenager, og dermed fejler jeres indre logik også, idet vi lever i et samfund, hvor gennemsnitsalderen øges kraftigt disse år, og hvor mange af de mest købestærke forbrugere allerede har nok af sure teenagere i deres dagligdag.

Og helt generelt er jeres skønheds-propaganda kommet så langt væk fra noget, der kunne forekomme i virkeligheden, at jeres troværdighed lider overlast. Det samme gør antagelsen om, at I har noget positivt at tilbyde den undrende offentlighed. Og endelig: Et samfund eller en kultur, der afviser erfaring, modenhed og livsvisdom, må på forhånd være dømt til fiasko. En bragende, hybris-dreven fiasko.

Se, der var noget at tænke over og aspirere til, der i Babelstårnet. Uret tikker.

LÆS FLERE KLUMMER AF ANNE SOFIE ALLARP HER.