"Jeg stod med bare bryster inde i Imperial"

Hvad kan få dig til at svæve på skyerne og falde ned i et sort hul på en og samme tid?
– Jeg er jo stærkt inspireret af mit eget liv, når jeg skriver mine bøger. Og bedst som der er en situation, der er sjov, og jeg sidder og klukker indvendigt og klaprer på computeren, kommer bagsiden af medaljen ligesom krybende og kræver at komme med i bogen. Det får den så lov til, men det er med snotklude rundt på arbejdsbordet.

Hvilken del af din garderobe har den bedste historie?
– Jeg skulle til gallapremiere på filmen "Don Juan". Jeg havde ikke kongens mønt og ledte i samtlige genbrugsbutikker og fandt en smuk, lang kjole til en hund. Den var lidt for stor, men det var der vel ingen, der så i farten. Da filmen var færdig, rejste jeg mig og klappede, stropperne gled ud over skuldrene og kjolen susede ned, så jeg stod med bare bryster inde i Imperial. Heldigvis stod alle publikummer med snuden samme vej som jeg. Kjolen hænger i skabet, men jeg har ikke vovet at tage den på siden.

Hvad er din største hjertesorg?
– At min yngste søn er født med deforme fingre, men jeg glæder mig dagligt over, at han er super kvik.

Hvad ville du aldrig give penge for?
– Det er altid med en dårlig smag i munden, når jeg bruger penge på overdreven luksus. Vi lever jo i en forbrugsverden, hvor vi bliver lullet ind i falske behov og luksus. Vi er splittede, fordi vi er globalt bevidste, og vi ved, at en alt for stor del af klodens befolkning ikke ejer noget som helst og går sultne i seng.

Hvad er din største last?
– Chanel-neglelakker i alle regnbuens farver. Og sko!

Hvornår græd du sidst?
– Da jeg så et billede af en kræftramt, ung mor, der sad skaldet i en kørestol og smilede i solnedgangen.

Hvilken modetrend hopper du aldrig med på igen?
– Moden skifter, og vi skifter med – vi er så lette at manipulere! Så svor man aldrig mere smalle ben, men da bukserne med svaj havde haft deres renæssance, stod man igen der i en cigaretbuks!

Hvornår er du mest dig selv?
– Når jeg slapper af i mit sommerhus med familien, tænder bål og river blade.

Hvilket politisk emne kan få dig helt op i det røde felt?
– Der er mange emner, men det liberale undertrykkende og dybt uretfærdige slogan "Enhver er sin egen lykkes smed" kan jeg, mildest talt, ikke så godt med.

Hvilken beslutning har du fortrudt?
– At jeg stod et helt år på en skjortefabrik i Herning i stedet for at tage til USA i huset og lære sproget.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?
– De er ikke så pylrede med ungerne. Jeg curler nok en del mere for mine børn, end min mand gør, og det øver jeg mig på at drosle lidt ned for.

Hvornår føler du dig allermest som kvinde?
– Sjovt nok når jeg bruger mine maskuline og feminine sider på én gang. Når jeg instruerer film, kræver det, at jeg styrer, skærer igennem og har en portion maskulinitet og hår på brystet. Samtidig er jeg meget lyttende og omsorgsfuld over for spillerne og bruger min intuition og mavefornemmelse, hvis jeg er i tvivl. Så føler jeg mig superstærk, som den kvinde jeg er.

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?
– Det kommer bag på nogle, at jeg ikke kan synge en salme i kirken uden at tudbrøle.

Kønsrollerne i dag er...
– På vej til mere retfærdighed, men vi kan ikke lukke øjnene for, at der stadigvæk ikke er ligeløn.

LÆS OGSÅ: Maria Gerhardt: "Brysterne sad alligevel lidt i vejen"