Nabo
SPONSORERET indhold

Kære brevkasse: Jeg føler mig udnyttet af min nabo

Jeg føler, at min nabo har udnyttet min venlighed. Hvad stiller jeg op, spørger en læser Vibeke Dorph i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Modelfoto, Getty Images
10. nov. 2017 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmets brevkasse

Jeg bor på Sydfyn og kører hver dag til Odense for at arbejde. Jeg har i mange år taget toget, men for et stykke tid siden besluttede jeg mig for at anskaffe en lille bil, så jeg kunne spare tid på transporten, der efterhånden også var blevet dyrere end med bil. Min genbo arbejder også i Odense, og vi har pendlet sammen i de sidste par måneder, inden jeg anskaffede bilen.

En morgen ringede hun, fordi hun var blevet forsinket og spurgte, om hun kunne køre med, hvilket jeg naturligvis sagde ja til. På turen til Odense foreslog hun så selv, at vi kunne følges, hvilket var helt i orden med mig, for vi har haft nogle hyggelige morgenture sammen i toget. Vi har dog fri på forskellige tidspunkter, så vi følges ikke hjem.

Jeg tjener ikke det vilde og er enlig forsørger, så egentlig gik jeg jo ud fra, at hun ville bidrage med lidt benzinpenge til morgenturene. Men nu har jeg haft hende som passager i snart to måneder, og hun har ikke selv bragt det på bane én eneste gang.

Hvis jeg havde bedre økonomi, ville jeg nok ikke tænke så meget over det. Derfor spørger jeg dig, om du synes, jeg kan være bekendt at nævne det, eller om det er min egen fejl, at jeg ikke fik sagt det i tide?
G.I.

Vibeke Dorphs svar

Det kan da bestemt ikke være din fejl, at du ikke selv har fortalt din nabo, at hun godt kan betale lidt for de indtil nu gratis køreture til arbejde, som hun har inviteret sig selv med på. Faktisk undrer det mig, at hun ikke i samme sætning, som hun foreslog, at I fulgtes om morgenen, også nævnte, hvad hun havde tænkt sig at betale dig for ulejligheden.

At hun ikke fik gjort det, og stadigvæk ikke har gjort, synes jeg vi her skal nøjes med at kalde for ubetænksomt. Den ubetænksomhed skal du da hurtigst muligt få rettet op på og da absolut ikke bebrejde dig selv.

Før du taler med hende om prisen for at køre med dig hver morgen, så beslut dig for, hvad du mener, vil være rimeligt. Vær opmærksom på, at beder du din nabo om at betale halvdelen af kørselsudgifterne, så hænger du også på ansvaret for at transportere hende til arbejde hver dag. Er du syg, holder en fridag, tager tidligere af sted hjemmefra, så kan det skabe en irritation imellem jer, fordi hun jo har betalt for sin transport.

Det skal du lige have med i dine overvejelser, for det vil gøre dig mindre fri, sådan er det jo med penge. Derfor kan du måske foreslå, at hun lægger et mindre beløb pr. tur, som I så afregner, når måneden er gået.

På den måde får du køreturen honoreret, men er mere fri til at gøre, som det nu passer dig.

Anbefalet til dig