Kære brevkasse: Min bror udnytter vores far

Hjemmets brevkasse

Jeg er 59 år, lykkelig gift, har to børn og stærke familiebånd til både min gamle far og mine svigerforældre. Jeg har en tre år ældre bror, der rejste til Sydamerika som ung, og kun har været i Danmark en enkelt gang – for mere end 10 år siden. Før da lod han aldrig høre fra sig. Vi har ikke talt meget om ham, men jeg har fornemmet, at min far har savnet ham. 

Min bror ejer en virksomhed, og efter hans eget udsagn går det rigtig godt. Han viste os billeder af fabrikken, og en kone og en voksen datter, som ingen af os nogensinde har mødt, da han var her og boede hos vores far.

Det var en meget underlig fornemmelse for mig at vide, at de findes, uden at vi kendte dem. Vores far var ufatteligt lykkelig for at se min bror, og han har talt om dette besøg lige siden, selvom han ikke har hørt fra ham. Det er mig, der tager mig af vores far, og jeg vil da ikke lægge skjul på at jeg har været lidt irriteret på min far, når han har pralet af sin dygtige søn i udlandet, mens han har haft umådeligt svært ved at sige tak til mig.

Så sker der det, at min far får en mindre blodprop i hjernen. Jeg kontakter min bror, og pludselig står han ved sygesengen fire dage senere. Egentlig burde jeg jo være glad, men det, de to taler mest om, er, at min far nu skal sætte en del af sine penge i min brors virksomhed, hvilket min far har lovet, at han vil.

Du må virkelig tro mig, når jeg siger, at det ikke er pengene, det her handler om – vi har selv, hvad vi skal bruge, men jeg synes simpelthen, at min bror er en grib. Min mand mener, at jeg skal blande mig udenom, men jeg vil ikke se min far blive taget ved næsen af sin søn. Hvad tænker du?
N.N.

Vibekes svar

Netop, fordi pengesager er noget, der kan splitte familier ad i atomer, så er jeg i princippet fuldstændig enig med din mand. Man skal holde sig langt væk fra at blande sig, for det gør som regel kun tingene værre, hvis man gør det.

Alligevel kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at din brors opførsel er helt og aldeles skamløs. Derfor synes jeg da også, at du ikke for din egen, men kun for din fars skyld, skal tage en snak med ham.

Her skal du holde alle dine tanker for dig selv om, hvordan du har ofret dig gennem årene, mens din bror har spillet fandango i det sydamerikanske. For, at din far har savnet sin søn og måske derfor har sat ham på en piedestal, det kan du ikke gøre noget ved.

Du kan bare glæde dig over, at du selv har haft et tættere forhold til din far og kunne være så meget for ham. Kan du ikke glæde dig over det nu, så vil du helt sikkert gøre det, den dag han er væk. Og du vil fortryde det, hvis du belemrer ham med følelsesmæssige bebrejdelser, det er det sidste, han har brug for nu.

Hvad du kan gøre, er at tale med din far om, hvorvidt det er en god idé at skyde sine surt tjente sparepenge efter en virksomhed, han ikke aner noget om. Du kan sagtens sige ligeud, at du er bekymret for, at han bliver udnyttet økonomisk, og det vil du gerne sikre dig, at han ikke bliver.

Det kan være, at den samtale kan føre til, at I får styr på din fars økonomi og måske får talt om, hvad der skal ske med din fars penge, den dag han er væk. Men igen, prøv at lade være med at blande dine egne følelser ind i det, du skal ikke gøre din bror følge ad den usle vej, han er slået ind på.

Vælger din far alligevel at skyde penge i din brors firma, så træk vejret dybt og læg det bag dig. For når det kommer til stykket, er det hans penge, og dem må han gøre med, hvad han vil.