Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Ulykkeligt parforhold
Foto: Getty Images Læs svaret fra Vibeke Dorph, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Vibeke Dorph om ægteskab

Kære brevkasse: “Min kone nægter at give mig det, jeg har brug for"

Jeg føler mig svigtet af min kone, hvad gør jeg, spørger en læser i denne uges brevkasse.

Jeg er en mand i slutningen af 40'erne med to nu næsten voksne børn og gift med en kvinde, som jeg har været sammen med i snart 25 år.

Min kone og jeg har altid været gode til at tale sammen og i fælleskab fået hverdagen til at glide. Jeg er stadig meget glad for hende, men desværre har vi et problem, der altid har spøgt, men som nu virkelig fylder.

Min kone er en meget udadvendt kvinde med ordet i sin magt, men hun er bag sit stærke ydre også en kvinde, der har det meget svært med fysisk nærvær. Det har altid været mig, der har skullet tage initiativ til sex, og jeg har mange, mange gange oplevet at blive afvist. Min kone er heller ikke typen, der kommer over og lægger sig hos mig i sofaen, når vi ser tv, hun er i det hele taget ikke fysisk.

Vi har haft diskussionen mange gange, hendes svar er altid, at sådan er hun bare, og at hun ikke kan holde ud, at jeg presser hende til sex.

Jeg har lige været igennem en meget svær periode med store problemer på mit job samtidig med, at en af mine bedste venner har været alvorlig syg og haft brug for min hjælp. Her havde jeg mere end nogensinde brug for at kunne komme hjem til et varmt kram og en kvinde, der gav mig noget nærvær og var der for mig, sådan som jeg altid har været der for hende.

Desværre oplevede jeg det stik modsatte. Min kone var hjælpsom med gode råd, men hun trak sig fysisk, igen med undskyldningen om, at hun føler sig presset. Jeg er så træt af hele tiden at blive afvist, at jeg efter denne her oplevelse faktisk overvejer at forlade hende, for jeg kan ikke blive ved med at undvære sex og nærvær. Har du et råd til mig, før det kommer så vidt?
G.H.

LÆS OGSÅ: Kære Vibeke: Skal jeg gå fra min vrede mand?

Vibekes svar

Manglende sex og nærvær har ødelagt alt for mange ægteskaber, og hvor ville det dog være synd, hvis det også skulle ske for jer. For du beskriver jeres ægteskab som velfungerende, I taler godt sammen og er et godt team i det daglige, I har en masse at passe på, så hvor vil jeg håbe, at I ikke kaster håndklædet i ringen efter så mange gode år sammen.

Når jeg læser din mail, lyder det, som om (manglende) sex og nærvær har fyldt rigtigt meget igennem tiden, alligevel er I gået omkring problemet som katten om den varme grød. For I er aldrig nået længere end til, at din kone afviser dig og siger, at hun føler sig presset, hvorefter du sikkert ganske indebrændt har affundet dig med det.

Sæt jer dog i stedet ned og tal om sex, som I ville tale om alle mulige andre udfordringer i jeres ægteskab. Hvis du f.eks. fik fortalt din kone, at dit behov for at ligge i arm eller modtage et trøstende knus ikke nødvendigvis behøver resultere i sex, så kunne det være, at det ville være lettere for hende at give dig den form for omsorg.

Og hvis du så tilmed foreslog hende, at hun nok skal „slippe" i det daglige, men én gang om ugen skal I have sex, så ville det måske også lette på det pres, som lader til hele tiden at ligge og true i luften hjemme hos jer.

Det er nemlig tit sådan med kvinder, at vi er en lille smule bange for sex, men i det øjeblik, vi ligger i sengen, så går det bedre. Prøv at tale om jeres samliv uden at lukke bebrejdelser, skyldfølelse og andre destruktive kræfter ind i samtalen.

Stejler din kone stadig, så foreslå hende, at du får dit behov dækket et andet sted – det kunne måske også være medvirkende til, at hun tager dig og dine behov mere alvorligt.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholds-problemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46,

2100 København Ø. Du har også mulighed for at ringe hver tirsdag kl. 10.00-12.00 på tlf. 30 85 19 68.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold og Sex