Kære Robak: "Skal jeg afsløre deres utroskab?"
SPONSORERET indhold

Kære Robak: "Skal jeg afsløre deres utroskab?"

Hver uge svarer Michael Robak på spørgsmål om livets små og store dilemmaer.

Af: Kicki Thomsen
19. feb. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af Michael Robak

Kære Robak,
Jeg vil gerne høre din mening om en sag, der nager mig. Til en fest på mit arbejde var to af mine gifte kolleger sammen. De var meget lidt diskrete. De kyssede hinanden på dansegulvet og tog en taxa sammen fra festen. Den mandlige part kender jeg ikke så godt, han arbejder i en anden afdeling.

Kvinden kender jeg ret godt, vi har arbejdet sammen i flere år, og tilmed synes jeg, hendes mand er rigtig sød. Han kommer indimellem og henter hende på jobbet og er altid smilende, imødekommende. De har en lille søn sammen. Jeg synes, hun er rigtig tarvelig over for sin mand. Jeg har lyst til at sladre. Men ved ikke, om det ødelægger mere, end det gavner. Hvad siger du?

Venlig hilsen Trine

Kære Trine,
Du er kommet til den rette. Jeg har skrevet en hel roman om dette tema: Skal man sladre om andres utroskab? 282 sider. Og uden at afsløre for meget så kan jeg godt sige, at sladrehanken i min bog ikke er en helt. Tværtimod. Så mit korte svar er: Don't go there. Du risikerer, at din indblanding udløser en tsunami af smadret porcelæn, barnegråd og breve fra Statsforvaltningen.

Lad os for en kort stund zoome ind i din kollegas liv, i tiden efter du har ringet til hendes mand. Han bliver – sikkert helt forståeligt – rasende, og efter at han har råbt og skreget og vækket barnet, flygter han op i deres sommerhus. Han prøver at genkalde sig billederne fra deres bryllupsnat og en ferie til Budapest, men scenerne ser pludselig helt anderledes ud.

Efter 12 dåseøl beslutter han sig: Han vil skilles. Dagen efter meddeler han det til konen og kræver, at hun er ude af huset, inden aftenen er omme. Drengen, der stadig er i nattøj, sidder på hendes hofte, mens hun græder ned i flyttekasserne...

Jeg behøver vist ikke at male flere billeder frem. Der en ret stor sandsynlighed for, at du kommer til at splitte en familie ad. Fordi du er forarget. Det er et alt for stort ansvar at bære. Desuden kender man ikke et parforholds indre dynamik. Måske har hun sine grunde til at være manden utro. De findes.

Så jeg slutter, hvor jeg begyndte: Don't go there. Jeg ville ikke svare på samme måde, hvis det var din bedste ven, søster eller bror, der var den bedragede, men det er det ikke her.


LÆS OGSÅ: Kære Robak: Min mand virker ligeglad med dåbsfesten

LÆS OGSÅ: Kære Robak: Jeg kan ikke lide min søsters kæreste 

LÆS OGSÅ: Kære Robak: Min kollega er ulideligt humørsyg