Karen-Lise Mynster om sin afdøde mand: ”Søren var helt ekstraordinær på dét punkt”

Tavsheden er larmende i filmen 'Krysantemum', der foregår i Nordjylland. Samtidig står alle de usagte ord om en familietragedie i kø, og man sidder med en knugende fornemmelse i maven en stor del af tiden i biografens mørke.

Hvorfor siger de ikke højt, hvordan de har det? Hvorfor taler de ikke om de følelser, der så tydeligt gør ondt, og som splitter dem ad?

Karen-Lise Mynster spiller moren i filmen, Kamma, og hun kender godt til den tavshed, der kan være i en familie. Hun tager en dyb indånding, inden hun svarer på mit spørgsmål om, hvad hun tænker om at være i verden på den måde, hvor man ikke får sagt tingene højt.

"Altså, jeg kan godt lide tanken om, at man er i verden og også har en ro i sig. At man ikke hele tiden føler, at man skal debattere alting. Snakke om alting. Have en mening om alting. Samtidig synes jeg også, at det er forfærdeligt, når man ikke får sagt tingene højt. Dialog er vigtigt, og en psykolog vil jo altid sige, at man skal tale om tingene. Samtidig tænker jeg også, at vi jo er forskellige alle sammen, og bare fordi du eller jeg har brug for at tale om tingene, så er det ikke sikkert, at alle andre har det på samme måde. Nogle mennesker har det måske bedst med at gå med tankerne inde i sig selv. Men jeg ved det ikke. Jeg er i tvivl."

Hun holder en lille pause.

"Og jeg tror bare, at man nogle gange skal være i tvivl om de sandheder, som vi prøver at trække ned over hovedet på hinanden. For hvis der er noget, jeg har lært – og der er ellers ikke så meget, jeg har lært, ha ha – så er det, at vi har hver vores sandhed."

"Når man har børn, ser man på nærmeste hold, hvordan de for eksempel kan opleve en rejse helt forskelligt. Den ene elskede det, den anden syntes, det var forfærdeligt. Fra sort til hvidt. Og så får man det sådan, undskyld – var vi alle på den samme rejse?

Jeg tænker tit over, hvor vigtig ens opvækst er, for det er jo der, man bliver dannet som menneske. Det er der, sporene sætter sig, og hvis du har en opvækst, hvor der ikke bliver talt så meget, men hvor der er rigtig meget kærlighed og rigtig meget ro og fred, så lærer du måske at gå med tankerne selv.

Og du lærer, at tavsheden kan være nærende. Men det er klart, at hvis der er store traumer, som der er i 'Krysantemum', så ligger tavsheden som en stor byld, der helst skal prikkes hul på, så materien kan komme ud."

Hvordan var din egen opvækst, hvad de her ting angår?

"Jeg er vokset op i en tid, hvor man ikke talte med børn på en ligeværdig måde. Da jeg voksede op, blev børnene sendt ud, når man skulle tale om svære ting, og det var ikke godt, for som barn kan man jo mærke, når der er noget.

Man gjorde det for at beskytte børnene dengang, men det var bare en dårlig måde at gøre det på, hvis du spørger mig, for man bliver jo mere angst, hvis man kan mærke, at der er noget galt, men ikke får at vide, hvad det er. Man bliver også fastholdt i en barnlig og umoden rolle, hvis man ikke får lov til at deltage i nogle gode snakke om tilværelsen."

Hvordan har du det med at tale om svære ting i dag, når du ikke har lært det hjemmefra?

"Fordi jeg netop er opvokset sådan, har jeg skullet lære mig det. Og der har teater været en givtig ven. Som skuespiller kommer man til at beskæftige sig med så mange historier, menneskeskæbner og forfærdeligheder, og på et tidspunkt syntes jeg, at det var så pragtfuldt at være i alle de forfærdeligheder.

Og det var måske fordi, jeg havde brug for at dykke til bunds og blive konfronteret med mig selv. Jeg synes, jeg er blevet meget bedre til at tale om det svære, som årene er gået, men jeg kan da også godt mærke, at jeg som menneske måske ikke er den, der har nemmest ved det. Men jeg gør det. Og jeg øver mig stadig."

Har du været bevidst om at tale åbent med dine egne børn?

"Ja, helt sikkert. Også i kraft af min mand. Han kom fra et hjem, hvor de talte mere om tingene. Så ja, jeg synes bestemt, at vi har talt meget med vores børn. Også om det svære. Men igen – jeg synes ikke, det har været let. Jeg tror, at vi er mange, der lider af en form for konfliktskyhed, som måske bunder i, at vi er bange for, at der skal ske noget, hvis vi åbner os for meget. Noget uigenkaldeligt.

Vi kan være angste for, at vi selv forsvinder i et dyb, at nogen slår hånden af os, eller at vi bliver sat ud på et sidespor, hvor vi ikke kan finde hjem igen. Og derfor tror jeg, at man skal passe på med at sige, årh, vi skal og kan tale om alt. For jeg synes, det er svært. Særligt når det handler om mennesker, man elsker, som har det svært. Hvordan skal man lige omfavne det? Jeg har tit følt mig utilstrækkelig i den sammenhæng, og jeg har følt, at jeg har dummet mig. Men igen – jeg øver mig."

Karen-Lise har prøvet at skulle omfavne det svære. Hun var sammen med sin mand, skuespilleren Søren Spanning, i 39 år. I 2014 fik han en alvorlig blodprop i hjernen, og da han vågnede op efter en måned i koma, var han lam i venstre siden af kroppen, hvilket han kæmpede med indtil sin død i februar 2020. Det var voldsomt svært for både ham og familien.

Hvordan havde du det med at tale med Søren om den svære tid, I var igennem de sidste seks år, han levede?

"Det synes jeg, at jeg havde det godt med. Det kunne vi godt. Der lagde vi ikke låg på noget. Men det var også, fordi Søren var helt ekstraordinær på det punkt. Han lærte mig meget. Søren var rigtig god til at tale om tingene. Han kaldte en spade for en spade. Han var ikke bange for at tale om sin sygdom med nogen, heller ikke selvom man godt kunne mærke, at andre mennesker måske syntes, at det var lidt akavet.

Han var rigtig god til at fortælle, at sådan her er det altså. Det er forfærdeligt. Jeg har det rædselsfuldt. Jeg er lam. I starten var han også vred over det og ked af det, men det måtte han affinde sig med, og det hjalp ham at fortælle om det. Det var godt for os som familie, selvfølgelig, at han kunne lægge det hele frem, og det var også godt for de venner, han havde, som i starten var dybt chokerede, og som ikke vidste, hvordan de skulle håndtere det.

Jeg oplevede det samme med en veninde, som for mange år siden blev opereret for brystkræft. Hun var supergod til at sige, ja, nu har jeg et kunstigt bryst, og det sætter jeg ind i min bh, og så er det sådan. Og når man gik i svømmehal med hende, smed hun bare tøjet – ja, sådan ser jeg ud nu – og det gjorde jo, at omgivelserne meget bedre kunne håndtere det. Det kræver mod, og det er måske ikke alle, der kan gøre det, men det er godt at blive inspireret af."

Vi har alle sammen vores egen vej at gå i forhold til at opleve og tackle den. For mig er det stadig en proces. Når man i så sen en alder mister et menneske, man har været sammen med i så mange år, så tror jeg faktisk også, at det er en proces, som vil blive ved på en eller anden måde, til man dør. Jeg tror, det er noget, man vil bære med sig hele tiden. Sådan er det i hvert fald for mig."

Jeg har læst, at du på et tidspunkt har sagt, at man er meget privilegeret, når man får lov til at møde kærligheden. I havde 39 år sammen, kan du sætte flere ord på jeres kærlighed?

"Nej. Det kan jeg faktisk ikke."

Du kunne godt, men du vil ikke, eller …?

"Der er nogle ting, man har lov til at beholde for sig selv. Jeg er ikke sådan en, der bralrer ud. Jeg har altid syntes, at det var det hårde ved at være skuespiller, at fordi man er kendt, så skal man også fortælle alt om sit liv og ditten og datten. Jeg synes, det er vidunderligt, at folk gør det, men jeg har altid følt, at det havde jeg lov til at have for mig selv.

Og det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil være generøs, der er mange ting, jeg gerne vil tale om. Men med nogle ting som nu det, du spørger til, så føler jeg, at det bliver uvirkeligt for mig selv, hvis jeg taler offentligt om det.

Jeg får det sådan: Hov, hvem er jeg egentlig? Hvor er min kerne? Og hvis jeg alligevel svarer på det, så bliver det sådan en sludder for en sladder. En kliché. Forstår du, hvad jeg mener? Så det, jeg kan sige, er, at ja, jeg har været heldig at møde den store kærlighed. Og det i sig selv er jo også lidt af et statement."

Det sidste bliver sagt med et stort smil og samtidig en mine, der gør det klart, at det emne er uddebatteret. Der er noget utroligt befriende over at tale med et menneske, der som Karen-Lise Mynster står så roligt og sikkert i sig selv, og som ved, hvad hun vil og ikke vil. Måske er det noget, der kommer med alderen. Sammen med en vis skrøbelighed.

"Jeg havde det ikke dårligt med at blive 40, 50 eller 60 år, men jeg synes faktisk, at det med at blive 70 i år var sådan lidt: WOW! Nu er der sgu ikke så mange somre og juleaftener tilbage, og der bliver flere tanker om livets afslutning, synes jeg.

Jeg kan mærke på omgivelserne, mine venner, at der kommer en skrøbelighed ind i livet i den her alder. Og jeg synes også, at jeg har kunnet mærke det på mig selv. Jeg er blevet mere skrøbelig i sindet. Der skal ikke så meget til at gøre mig ked af det. Eller glad. Ulykkelig. Eller nervøs. Jeg er blevet mere fragile – porøs – synes jeg. Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med den sorgproces, jeg er igennem. Eller også er det bare alderen."

Hun holder en lang pause.  

"Der er en grund til, at man fejrer de der runde fødselsdage. Tænk, at man overhovedet har overlevet 70 år. Tillykke, du blev sgu 70, og du står stadig på dine fødder! Og det er jo godt. Men jeg kan også godt mærke, at de gør ondt. Fødderne. Fordi jeg har gået, stået, løbet og knoklet.

Det minder mig om, at jeg har været her længe, og at der kommer en tid, hvor jeg ikke er her mere. Det får mig til at tænke over de spor, jeg har sat i mine børn og børnebørn, og her tænker jeg ikke kun på, at mine gener lever videre. Jeg tænker på den kraft, vi har haft sammen i en stærk familie."

Hun stopper op igen.

"Det er sjovt, for de tanker, man får, når man bliver ældre, er meget anderledes."

Hvordan?

"Ja, altså, de bliver mere..."

Hun tænker sig om et øjeblik.

"De bliver mere langstrakte. Det er som om, at når man tænker en tanke, så bliver den meget lang. Den holder ikke op, den bliver ved med at køre, og så kommer der nogle andre små biveje ind. Og det synes jeg faktisk er ret spændende. At man kan have de der lange tanker i et forløb. Det kan jeg godt lide at bruge tid på. Og så er der til gengæld andre ting, jeg overhovedet ikke gider mere."

Der er ingen, der vil se gamle ud. Og det er jo interessant. Se, nu kommer de lange tanker igen. For hvad er det, der gør, at man ikke vil se gammel ud? Hvad er det, der gør, at et gammelt ansigt er frygteligt? I nogle kulturer er det at blive gammel jo en stor gave. Man går til den ældste for at få råd, for den ældste har jo gennemlevet hele det her voldsomme liv med trængsler og glæder og har derved fået et stort bibliotek af viden og erfaring. Det eksisterer ikke i vores samfund.

Her er man erfaringsRAMT. Ikke erfaringsRIG. Det, synes jeg, er et stort problem, og det er ikke kun fordi, jeg nu selv er 70 år. Jeg er jo på en måde ekstremt privilegeret, fordi jeg stadig arbejder med det, som jeg altid har elsket højt. Men jeg synes, det er et stort problem, at vi hele tiden taler om ældre på den måde, hvor det handler om, at ældre skal plejes. Ældrepleje.

Og selvfølgelig skal vi tage os af dem, der ikke kan klare sig selv, men vi taler ikke ret meget om, hvordan ældre mennesker også skal plejes ved at føle sig erfaringsrige. Ved at føle, at der er nogen, der har brug for og lyst til at høre om deres liv. Om alt det, de har oplevet.

Jeg har en nabo, som er oppe i 80’erne, og hun har haft et kæmpe liv med arbejde på Grønland og alt muligt, det er så spændende. Men der er ingen, der gider at høre om folks liv. Jo, i podcasts og sådan noget. Men hvem gider sætte sig ned med et gammel menneske og bare lytte og spørge?

Ofte er det først, når et menneske dør, at man tænker, åh, hvorfor spurgte jeg ikke om det og det. Jeg ærgrer mig næsten hver dag over alt det, jeg ikke fik spurgt min mor og min farmor om. Så, al den snak om ældrepleje burde også handle om, at ældre har brug for at blive plejet med nysgerrighed, spørgsmål og interesse."

Oplever du selv det at være ”erfaringsramt” som en form for aldersshaming eller devaluering?

"Nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg tror, det er fordi, jeg stadig arbejder som skuespiller. På den måde er der stadig brug for mig. Det er meget det, det handler om, tror jeg. Mange holder op med at arbejde som 65-årige, fordi de har haft et hårdt arbejde og nyder at få ejerskab over deres egne dage. Men jeg oplever, at mange bliver ekstremt usynlige for omverdenen, når arbejdslivet slutter.

Pludselig er man bare et lille, gammelt menneske i gaderne. Og jo mere man bliver usynlig, jo ældre bliver man. Det er jo selvforstærkende. I det øjeblik man opdager, at der ikke er brug for en, så falder man sammen. Det er derfor, det er en kunst – faktisk – at blive pensionist. Jeg har en ven, der pludselig begyndte at spille guitar og skrive sange, da han blev pensionist, og jeg synes, det er vidunderligt, når nogle på den måde gør noget, de altid har drømt om. Eller synker man hurtigt ned, tror jeg."

Vil du blive på scenen, til du dejser om?

"Ha ha, nej, det tror jeg ikke, men det er jo det eneste, jeg kan. Og så synes jeg i øvrigt også, at det er godt at tjene penge. Jeg har ingen pensionsopsparing. Jeg tænker egentlig, at mit arbejdsliv vil blive udfaset stille og roligt, efterhånden som der bliver mindre at lave, men jeg har ikke planer om at melde ud, at nu stopper jeg. Jeg bliver ved, så længe jeg synes, det er spændende, og så længe der er brug for det, jeg kan. Jeg vil jo gerne bruge min erfaringsrigdom til noget."