Katherine Diez: Jeg har været så selvkritisk, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv

Katherine Diez har brugt mange timer i selskab med historiske filosoffer, ikoniske forfattere og bragende værker. Hun brænder for kunst og i særdeleshed for litteratur. Derfor er det heller ikke uset, at hun på en naturlig måde drysser om sig med citater fra verdensberømte tænkere eller refererer til historiske begivenheder. Det er også tilfældet, når hun sætter sig ved sit tastatur for at skrive sine kulturklummer og litteraturanmeldelser.

Hun vil være med til at fjerne fordommene om kulturliv – men det er ikke altid lige til.

– Jeg kan mærke rebelskheden i mig, når jeg møder totalt stadfæstede og forankrede fordomme om litteratur og klassisk kunst. Om alt det, som jeg gør noget ud af at fremme i mine skriverier. Dér kan jeg mærke, at jeg bliver opildnet, for jeg vil ændre på de fordomme.

– Jeg havde fået udgivet min allerførste boganmeldelse. Det var af Morten Sabroes nye roman ”32 cm”, og jeg havde virkelig gjort mig umage med den. Men der kom en kæmpe polemik ud af den boganmeldelse, og jeg havde det forfærdeligt i de 14 dage, hvor det stod på. Jeg kunne mærke, hvordan folk, som jeg følte, at jeg havde et godt forhold til, pludselig viste sig, som om de havde noget imod mig. Det var især nok fordi, at jeg var ekstremt følsom på det tidspunkt. Der var endnu ikke nogen, som havde fortalt mig, hvad det ville sige at være en del af den offentlige debat. Du ved, ligesom i en kampring, hvor der står en og giver peptalk, vand og massage, før man bliver sendt i ringen. Jeg gik bare derind uden skjold og sværd – og så er det klart, at det giver nogle blå mærker. 

Er det ikke en del af præmissen, når man er debattør, at folk er uenige?

– Selvfølgelig! Der SKAL være nogen, som er uenige – og det handler faktisk slet ikke så meget om, hvorvidt man er enig eller uenig. Det handler om at have respekt for hinanden. Hvis jeg nu sagde noget, som nogen var dybt uenige i, så var det jo ikke, fordi de ville gå hen og spytte mig i hovedet. Man ville jo bare fremlægge sine modargumenter. Det er sådan, et sundt debatklima fungerer. Det er bare ikke alle, der bidrager til det sunde debatklima. Men man siger jo også, at der altid vil være en stump af den gamle abehale tilbage – og det gælder så sandelig også i den offentlige debat. Der findes de der ”underbuksetrolde”, som nogle gange blander sig mere for at blande sig end for reelt at bidrage med noget. 

– Så jeg fik klart nogle slag, i form af kommentarer, på det tidspunkt, som gjorde ondt. Det har givet mig nogle ar, men det var også en lærdom, som jeg har taget med mig videre, fordi jeg, trods det, har svært ved at forestille mig at forlade den offentlige debat. Det er for vigtigt for mig til, at jeg kan lade være. 

Katherine er ikke i tvivl om, hvorfor der skulle gå over et år fra hendes debut i den offentlige debat til, at hun lærte, at det ikke var en fordel at følge med i, hvad alle folk skrev og mente om hende og hendes holdninger.

– Nysgerrighed. Jeg har været for nysgerrig i forhold til, hvad folk mente om mig – men det er anderledes nu. Jeg er blevet meget mindre interesseret i det. Det er ikke ensbetydende med, at jeg tænker, at man skal gå rundt og sige: ”fuck jer, jeg er ligeglad med, hvad I tænker om mig”. Det synes jeg bestemt ikke, at man skal! For det er en rimelig god grobund for at blive et rigtigt ”røvhulsmenneske”. Man skal opføre sig ordentligt, og være et godt menneske – og gå op i at være det. Det er klart, at der altid vil være mennesker derude, som har problemer med måden, som man gør tingene på. Så hvis man kun går op i, hvad andre tænker, så kan man ikke gå op i andet. Derfor handler det om at afveje det hele tiden. Rette et blik mod sig selv og spørge: er der noget om snakken? Er der noget, som jeg kunne gøre bedre? Har de ræson? Samtidig med at man heller ikke skal lade det fylde ALT i sit liv. 

På grund af sit arbejde skal Katherine have en holdning til det meste – i hvert fald det, som omhandler kultur. Hun finder blandt andet inspiration, mens hun sidder med snuden i avisen eller øret klisteret til radioen. Men det er klart, at det ikke altid er lige let at finde ud af, hvad næste emne til klummen skal være.

– Det er fedt at være kulturdebattør, for alt er jo kultur. Men det betyder ikke, at jeg altid ved, hvad min næste klumme skal handle om. Jeg kan sagtens føle mig ”udklummet”.

Med årene er hun blevet meget bevidst om, hvad hun skriver. Erfaringerne har nemlig vist hende, at noget sætter mere ild i debatbålet end andet.

– Da jeg skrev min bogreol- og dating-klumme, som egentlig ER et overstået kapitel, men som mange nok kender mig for, havde jeg slet ingen idé om, hvor vildt det ville gå for sig. Jeg var så grøn og uerfaren på det tidspunkt, at jeg overhovedet ikke overvejede det. Jeg skrev den på halvanden time og afleverede. Så tænkte jeg, at mit arbejde var klaret. Men derfra eksploderede det bare.

Det var klummen ”Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol”, som Katherine havde skrevet. Det var en kommentar til det københavnske datingliv, og det viste sig virkelig at ramme ned i et ømt punkt. Tonsvis af kommentarer, modsvar og beskeder i en hård tone var resultatet, da både læsere og anmeldere røg til tasterne.

– Efterfølgende er der nogen, som har troet, at jeg har siddet der og skrevet den klumme ud fra, hvad der kunne bringe mig frem i min karriere. Men det er helt nonsens, for den handler slet ikke om noget af det, som jeg fagligt beskæftiger mig med. Det var bare en tankefræser. Og jeg har faktisk ikke lyst til, at folk kun kender mig for den klumme. De skal hellere kende mig for noget, der har med min faglighed at gøre.

I tiden efter den meget omtalte klumme har Katherine været meget opmærksom på, hvordan og hvornår hun har lyst til at være debatskabende – for det kræver overskud at komme igennem sådan en runde.

– Jeg er blevet mere ”klummeintelligent”. I dag ville jeg simpelthen være i stand til at sige, at nu vil jeg gerne have folk op af stolene – og det er jo også en del af det at være klummeskribent og debattør. Jeg kan skrue meget højt op for rebelknappen, hvis det er det, jeg vil. Eller jeg kan skrue ned. Og det er meget sådan, at jeg vurderer og mærker efter, hvad jeg kan holde til. Og hvis jeg er et sted, hvor jeg har meget om ørerne og kan mærke, at jeg ikke kan – så skruer jeg ned. 

Selvom smagen af shitstorme og ophedede debatter er noget, som Katherine på et tidspunkt i højere grad udfordrede, er situationen noget anderledes i dag.

– Jeg kan ikke se grunden til, hvorfor jeg skulle skrue så højt op for rebelknappen igen. For et år siden ville jeg nok have gjort det. Men jeg vil ikke skrue op for en rebelknap bare for at skrue op for den. Jeg har virkelig ikke lyst til at bidrage med larm og støj, fordi der er så meget af det i forvejen i verden. For et år eller to siden havde jeg nok bare gjort det igen, men jeg er virkelig blevet klogere på relativt kort tid.

Erfaringerne er ikke det eneste, som har ændret Katherines syn på sagen. Hun er fyldt 30, og det har for hende været starten på et nyt kapitel i sin tid som debattør.

– Jeg har det meget milepælsagtigt. Jeg er fyldt 30 år, og nu vil jeg gerne blive rigtig voksen. Det gælder både i mit arbejde og i mit private liv. Det indebærer altså, at jeg ikke bare skal stille mig op og råbe og skrige, for det kommer der ikke en skid ud af. Jeg lukker selv for ørerne, når andre gør det. Derfor er det nogle andre parametre, som jeg skriver ud fra i dag.

– Jeg er måske også blevet en smule mindre fandenivoldsk, når jeg skriver. Men det er ikke bevidst, jeg tror måske bare, at der er et tomrum hos mig, som er blevet fyldt. Et tomrum, hvor der før var plads til virak. Jeg befinder mig i et parforhold, hvor jeg føler mig meget rolig og tryg, og jeg kan mærke, at det er her, at jeg hører til. Det påvirker måske, mere eller mindre ubevist, hvilke ord og emner jeg vælger, når jeg skriver.  

At sige sin mening var noget, som Katherine skulle lære. En anden ting, som hun med årene er blevet nødt til at lægge lidt væk, er det, som hun kalder sit pleaser-gen. Noget, som hun til tider har kunnet genkende fra sin egen mor. Katherine har altid syntes, at hendes mor var en ”overskuds-blæksprutte”. Med alle hendes arme gjorde hun alt for at sikre, at folk omkring hende havde det godt – og det har Katherine taget med sig. Det er bare ikke altid, at det har været nemt.

– Tidligere var jeg i langt højere grad sådan en pleasende tapetmus. Ej, jeg har sgu aldrig været en tapetmus, men jeg havde svært ved at kræve min plads. For jeg har altid været dårlig til at give mig selv plads – og så er man jo et meget usundt og sikkert også ulykkeligt menneske. Man SKAL kræve sin plads. Men kun den plads, som man behøver – ikke mere end den, det er meget vigtigt.

Dukker dit pleaser-gen stadig op i dag?

– Oh yes. Det gør det. Men det er i en grad, som jeg egentlig er ret glad for. Det er ikke noget, som længere er for meget, og som gør vold mod mig og min egen intrigeret, som det i højere grad gjorde tidligere. Nu har jeg nok pleaser-genet på den måde, som jeg kan genkende hos min mor. Det der behov for, at mennesker omkring mig ikke skal mangle noget og skal have det godt. Og det er jeg faktisk ret glad for at have. Jeg kan godt lide at være i nærheden af mennesker, som har det på samme måde, fordi jeg synes, at det vidner om empati.

Kombinationen mellem at være pleasende uden at være tilbageholdende med holdninger og meninger har gjort, at Katherine føler, hun er landet et rigtig godt sted midt i mellem.

– Det har taget mig så mange år at finde frem til det leje, som jeg er på nu. Så herfra, hvor jeg står i dag, ville jeg ikke ønske, at jeg var mindre rebelsk. Det er sundt for resten af mig som menneske. Jeg har brug for at stille mig op og sige fra. Jeg har brug for den grad af rebelskhed i de korrekte doseringer for at være det menneske, jeg er. For hvis jeg ikke gjorde det, så var jeg, som jeg var tidligere.

Katherine er sikker på, at hun er landet på den rigtige hylde – selvom det at være kvindelig debattør ikke altid er let.

– Jeg prøver virkelig at undgå at forholde mig til den kritik, der er rettet mod min person. Meget af den kritik ville jeg nok have været foruden, hvis jeg havde været en mand. Meget af den kritik går jo på alt muligt, som vi kvinder generelt forholder os til, men som mænd ikke gør. Det er vores udseende, det er, om vores stemmer er skingre, om vores nederdel for kort osv. Hos mænd er det i langt højere grad de ord, som kommer ud af munden, der bliver kommenteret på. Vi kvinder må stadigvæk slås med en form for filter, som vi ikke kan gøre noget ved. Det er alt muligt andet end at være debattør, som vi bliver målt og vejet på i den offentlige debat – og det er et kæmpe problem!

– Derfor er jeg også så taknemmelig for, at der findes kvindelige rebeller derude i verden, som opererer på andre områder, end jeg gør. Jeg er for eksempel taknemmelig for, at der findes debattører med en udpræget feministisk agenda. Jeg er enormt glad for, at de findes! De er med til at belægge en vej med grus, så jeg og andre kvindelige debattører har nemmere ved at gå fremad. Det er nemlig noget, som vi gør i fællesskab – og i det fællesskab må vi ikke glemme alle de historiske feminister, som har gjort det nemmere for os, som lever i dag.

– Jeg håber bare, at vi på et tidspunkt i fremtiden når dertil, hvor alle kan skelne mellem det, som bliver sagt, og at det ikke er så fucking vigtigt, hvilken frisure vi har – og det gælder i alle brancher. Det eneste, der virkelig er vigtigt, er, at vi viser respekt over for hinanden. Det er det ENESTE, der er vigtigt for mig. Og om debattøren eller dommeren har lyserøde stiletter – couldn’t care less. Det er uvæsentligt. Og jeg håber, at alle snart vil begynde at care less om det uvæsentlige og care more om alt det, der er vigtigt.