Her er den 29-årige videnskabskvinde, der hyldes for det første foto af et sort hul
SPONSORERET indhold

Her er den 29-årige videnskabskvinde, der hyldes for det første foto af et sort hul

Den amerikanske datalog Katie Bouman er blevet ansigtet på succesen bag det spektakulære billede.

Af: Sara Wilkins Foto: Getty Images
12. apr. 2019 | Livsstil | ALT.dk

Det var et historisk øjeblik, da det første foto af et sort hul nogensinde blev offentliggjort onsdag og trak overskrifter verden over.

For hvordan tager man lige et billede af et sort hul, der befinder sig 55 millioner lysår fra jorden, fylder 6,5 milliarder gange så meget som solen og hidtil ikke har været muligt at indfange på et fotografi?

Det ved den amerikanske datalog og videnskabskvinde Katie Bouman, der har stået i spidsen for udviklingen af den algoritme, der – blandt andet – har gjort det muligt at tage det revolutionerende foto.

For det er langt fra kun Dr. Bouman, men et stort hårdtarbejdende team på over 200 forskere, der er kommet i mål med billedet efter at have brugt flere år på at analysere store mængder computerdata fra radioantenne-netværket Event Horizon Telescope. De store mængder data kommer fra otte observatorier spredt ud over fire kontinenter, der har observeret universet i 10 dage i april 2017, skriver New York Times.

Og da fotoet af det sorte hul endelig så dagens lys, kunne Katie Bouman og teamet bag næsten ikke tro deres egne øjne.

- Da vi så det første gang, kunne vi slet ikke begribe det. Det var ret spektakulært, udtaler hun til BBC’s Radio 5.

Det er tre år siden, at Katie Bouman først gav sig i kast med at udvikle algoritmen i forbindelse med hendes kandidatstudier på MIT-universitetet (Massachusetts Institute of Technology), og for det er hun blevet hyldet verden over på de sociale medier siden offentliggørelsen:

Katie Bouman understreger dog selv over for New York Times i en SMS, at "fokus burde være på teamet og ikke på et individ. At fokusere på en enkeltperson sådan her hjælper ingen, heller ikke mig".

Det samme understregede hun i et Facebookopslag onsdag:

- Fotografiet er en kombination af billeder, der er produceret gennem forskellige metoder. Det er ikke en algoritme eller en person, der har lavet dette fotografi, det krævede det fantastiske talent fra et hold af forskere fra hele verden og årevis af hårdt arbejde for at udvikle instrumentet, data-processerne, foto-metoderne og analyseteknikkerne, der var nødvendige for at fuldføre denne tilsyneladende umulige bedrift.

Men selvom Katie Bouman selv – og andre i temaet ifølge New York Times – har kritiseret det manglende fokus på hele teamet bag, er det alligevel vigtigt at gribe muligheden for at hylde kvinder i videnskab, fordi det sker alt for sjældent, mener en repræsentant for Girls Inc., der arbejder for at fremme kvinder, blandt andet i videnskab.

- Det her er signifikant, fordi drenge og piger begynder at se kvinder som videnskabsfolk - ikke bare at man kan være det, men at man er det, siger Penn Sheppard til New York Times.

Katie Bouman har også selv undret sig over, hvordan man kan få flere kvinder ind i videnskab og tror i høj grad, det handler om at vise bredden i faget:

- Det er vigtigt at vise, at når man vælger at blive datalog eller ingeniør, så handler det ikke bare om at sidde i et laboratorium og skabe et kredsløb eller taste på din computer, siger hun til Time Magazine.

Stort tillykke til Dr. Bouman og hele teamet bag herfra!