Kedeligt liv?
SPONSORERET indhold

Kedeligt liv?

Af: Sofia Manning Foto: Miklos Szabo, I Stock Photo
28. sep. 2009 | Livsstil | ALT for damerne

Nogle mennesker lever ét liv i virkeligheden og et helt andet i deres dagdrømmerier. De kan beskrive, hvordan de surfer på internettet, mens de for et øjeblik får opfyldt drømmen om en anden tilværelse. For nogle er det palmer – de kender rejsesider og -tilbud ud og ind, for andre er det tanken om at være selvstændig – de besøger hjemmesider, hvor andre selvstændige viser noget af det, de drømmer om, eller måske er det tanken om at bo på landet – eller i byen, der fylder.

Andre lever i et trist parforhold, keder sig på arbejde eller føler sig bare placeret på den forkerte hylde. Men de færreste gør noget ved det, fordi der er så mange ubekendte ved at skifte spor – og man ved jo, hvad man har, og ikke, hvad man får.

Men de ved åbenbart ikke, hvad de har – ellers ville de vel forsøge at forbedre det? Og nej, der er naturligvis ingen garantier for, at det, du får, når du handler, er bedre, men selve processen og følelse af at gøre noget for at ændre sin situation, kan i sig selv være nok til at skabe følelsen af noget bedre.

Helt ærligt

Tør du? Første skridt på vejen til at turde skifte spor er at kigge sig selv og sit liv efter i sømmene og være helt ærlig. Og turde se resultatet, virkelig se det og ikke bare skubbe det væk, som noget betydeligt eller ubehageligt.

At gøre status kan være ganske simpelt: Giv dit liv karakter, eventuelt på en skala fra 1-10. Du kan dele dit liv op i kategorier eller blot give det en overordnet karakter. Ligegyldigt resultatet, skal du bagefter spørge dig selv, hvad skal der til, for at du kan give dit liv 10? Der kan være flere svar, men kig på dem, og mærk efter: Kan du handle på dem?

Acceptér uvisheden

Frygten for at skifte spor bunder for de fleste i den manglende spåkugle. Hvis du kunne se ud i fremtiden, så du var helt klar over, hvad der lå forude, så kunne du måske også gå med til, at det ikke så lige godt ud alt sammen, så længe resultatet var godt. Vi vil med andre ord have vished. Men jeg kan fortælle dig én gang for alle, at det får du ikke! Hvis du starter med at acceptere det, så er mit bud, at du er halvvejs i processen med at skifte spor, hvis det er det, du dagdrømmer om.