Klumme: Adoptionsdebatten der kammede over
Klumme: Adoptionsdebatten der kammede over

Adoptionens pris

Klumme: Adoptionsdebatten der kammede over

For nylig drønede debatten om den danske dokumentarfilm "Adoptionens pris". Her fortæller Nynne Oldenburg åbent om sin egen overreaktion efter tv-visningen af den nu landskendte dokumentar.

For nylig drønede debatten om en dokumentarfilm, der blev vist i fjernsynet. I grove træk handler historien om en lille pige fra en fattig familie i Afrika, der bliver bortadopteret til et barnløst ægtepar i Danmark. Og må gå så grueligt meget galt igennem.

I lidt flere træk handler det om, at hendes HIV-smittede, kærlige og fornuftige biologiske forældre har fået besked om, at de snart skal dø. Og vælger at adoptere deres datter og hendes lillebror bort til et barnløst ægtepar fra Danmark for at give dem et bedre liv. I begyndelsen er alt godt, men situationen er selvfølgelig vanskelig. Og den lille pige er så traumatiseret af savn, at hun hurtigt får det svært. Og hendes nye forældre aner ikke, hvordan de skal håndtere hende. Og systemet omkring dem svigter i stedet for at støtte. Og de biologiske forældre overlever og håber at høre godt nyt om deres datter. Og adoptivforældrene fejler og fortvivler. Og magter ikke ansvaret. Og det hele ender ulykkeligt. For alle.

Seerne var ikke sene til at placere skylden: Det er den iskolde onde adoptivmor. Og den svage mand og adoptivfar. Og deres opdragelsesmetoder, deres inkompetence og afmagt. Eller firmaet, der står for formidlingen af fattige folks børn til velhavende vesterlændinge. Og alle dem, der burde, men ikke har bidraget med hjælp og bare ladt staklerne i stikken. Ergo er det systemets skyld.

På formiddagsbladenes forsider blev adoptivforældrene hængt ud som verdens værste mennesker. Og på morgen-tv kunne man se staklerne grådkvalt bekende deres skyld og undskylde deres underskud og utilgivelige utilstrækkelighed i et forgæves forsøg på at være gode forældre for de børn og den datter, de fastholder, at de elsker. Måske er det hele også mediernes skyld.

Andre gav instruktøren skylden for at have set passivt til for at få en god film i kassen. Eller producerne bag produktionen. Fagfolk fra filmbranchen gav tv-stationen, som viste den forkortede version af dokumentarfilmen, skylden – det største drama var for dem, at filmen ikke blev vist på tv i sin fulde længde. Og den halve time gør åbenbart hele forskellen i fremstillingen af tragedien.

Det var ikke til at se glashusene for bare stenkast.
Jeg blev selv fanget af debatten på Facebook. Og brugte dagen derpå med at debattere og argumentere og forsvare – og sparke med sten efter angriberne. Fordi jeg som mor til et barn med visse vanskeligheder kunne genkende mange situationer, hvor fortvivlelsen og afmagten koger over. Hvor min datter virker fjorten gange så ulykkelig som adoptivpigen, og jeg selv skriger syvogfyrre gange så frygtelige ting som det, der blev sagt i filmen af de forældre, folk fordømmer. Blot fordi jeg er biologisk mor, og vores scener ikke også udspiller sig på fjernsynet, føler jeg mig ikke finere. Og jeg spørger bare, hvem i familien Danmark, der ville kunne tåle at få fem år af deres livs drama under lup af et filmkamera.

Al vreden handler vel om virkeligheden. Et forsøg på at forenkle og finde nemme løsninger på vores følelse af afmagt over for den store verden. At fattigdommen findes. At kærligheden er kompleks. At stille sig til dommer over andre er en måde at føle sig klog og bedre på. En dårlig og dum måde, som intet ændrer ved noget. En facebook-bekendt foreslog at stoppe snakken og udnytte al den energi, vi alle sammen brugte på at hidse os op på den ene eller anden, på at GØRE NOGET for alle dem, der stadig kan hjælpes, i stedet for at kyle sten efter dem, der ikke gjorde nok for én, det gik så grueligt galt for. Av. Den sad. Det er min egen skyld. Og din.


Læs også: Julia brød med sin adoptivfamilie

Gå ikke glip af de nyeste artikler! Tilmeld dig vores nyhedsbrev i dag

Nynne Oldenburg, 42

Manuskriptforfatter og oversætter. Bor på Frederiksberg med sin datter og sin kæreste.
Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi