Mette Kirstine var stolt over sin datter og skulle til at dele det andre – men så fik hun én tanke

Min datter har netop fået karakterer i 3. G. på gymnasiet.

Hun har fem fag på A-niveau og et gennemsnit på 11,23.

Jeg har lyst til at råbe det fra hustage, skrive ”mit barn er et geni” på et kæmpe banner og løbe gennem byen med det. Jeg har i hvert fald lyst til at skrive på Facebook, hvor stolt jeg er. Jeg gør det ikke. Hvorfor? Fordi det er en åben invitation til alverdens hverdagspolitibetjente og besserwisser-typer. Jeg orker ganske enkelt ikke at tage alle forbehold i teksten, så jeg ikke bliver misfortolket eller mistænkeliggjort. Det er blevet sådan, at man er skyldig i dårlig moral, til det modsatte er bevist.

Jeg kan levende forestille mig kommentarerne på det indtil videre fiktive opslag om min datter.

Hverdagspsykologen ville skrive noget passivt aggressivt i stil med: ”Tillykke med din datter, der sikkert også er en god ven og et godt menneske. Husk det, for hendes karakterer definerer faktisk ikke det vigtigste ved et menneske”.

Til det skulle jeg så – så venligt som muligt – svare, at det ved jeg sandelig godt. Og så ville jeg føle mig kaldet til at skrive en ordentlig klamamse om, at jeg aldrig har pacet eller signaleret, at man kun gør sig værdig til kærlighed, hvis man klarer sig godt bogligt. Men nu handlede opslaget jo ikke om balancen mellem selvtillid og selvværd, men helt uskyldigt om, at min datters pinlige mor er ved at besvime af stolthed over sit afkom.

Den socialdemokratiske jantelovstype ville se mig som et slet menneske i et samfundsperspektiv. Kommentaren ville lyde noget i stil med: ”Tillykke med 12-tals-pigen. Jeg håber, I ved, at hænder faktisk også kan være kloge, og hun har et valg om at blive faglært, tjene flere penge end akademikere og have jobgaranti. Blinkesmiley”.

Hvortil en super-woke veninde ville svare: ”12-tals-pige! Hvor nedsættende. Og hvordan ved du overhovedet, at det unge menneske definerer sig selv som hunkøn, hva´?”

En anden ville sikkert indskyde, at det er cringe at prale af sine børn. Hvortil en sprogrevser ville påpege, at vi faktisk har et udmærket dansk ord for den slags, ”tåkrummende”, og at han vil kæmpe mod denne anglificering.

Du kan godt se det, ikke? Det spinner ud af kontrol. Jeg ville blive tillagt motiver, jeg ikke har. Og jeg ved vitterligt ikke, hvordan, hvorfor og hvornår, vi følte os kaldet til at police the world. Værre endnu ved jeg ikke, hvorfor vi ikke leder efter hinandens gode intention i stedet for at fare frem med moral, bedrevidenhed og egne kæpheste.

Min tese er, at det handler om at gribe enhver chance for selv at fremstå dygtig og dydig. Problemet er bare, at det ikke er spor moralsk eller ordentligt at folde en skammel af andre mennesker, som man kan stille sig op på og lyse i sin ufejlbarlighed.

Tidligere var der nogenlunde enighed om, at den der nabo, der holdt øje med alle andre gennem en sprække i gardinerne – og slog ned på de mindste fejltrin, skulle få sig et liv. Vi tog ham overhovedet ikke alvorligt, og han havde ikke magten til at få os alle os andre til at ændre os.

Med sociale medier er der pludselig mange af den slags naboer, der stikker løftede pegefingre ud gennem det digitale gardin. Ude på gaden står jeg helt paranoid og prøver at gætte, hvordan jeg undgår deres dømmende blik derinde fra. Og ved du hvad? Jeg er træt ind til skroget af at lade mig styre af det. Så tillykke, min seje datter. Din mor er så stolt. Punktum.