Michael Robak om camping med eks-konen
Michael Robak om et helt særligt forhold.
Engang i det forrige årtusinde så jeg ind i et par blågrønne, århusianske øjne. Hendes ballast var et job som barchef på byens mest kulørte vandhul. Min fortid var som pædagogmedhjælper på brun stue. Hun røg amerikanske cigaretter – jeg røg Grøn Look. Senere viste det sig, at hun både var klogere og ældre end mig. Men jeg kæmpede for det.
Til første julefrokost var jeg speedet på Thy-pilsnere og angreb hende i et grundløst anfald af selvtillid. Jeg stak både højt og lavt. Halvt charmerende og helt insisterende. Mærkeligt nok gav det bonus. Eller for at være mere præcis, det gav adgang til alkoven i hendes hybelagtige lejlighed. Det var vinter, så de kommende uger lå vi tit under hendes hvide dyner. Hende og mig. Vi grinede, snakkede, røg, knaldede og røg derfor igen.
Efter fire måneder ville vi giftes. Vi gjorde det på en weekendvagt. Hemmeligt bryllup, romantik på en Venstreborgmesters kontor. Dagen efter stod vi op og gik på arbejde. Med tømmermænd og vielsesringe på. Jeg var lige fyldt 25, vi var unge og søde. Naive og forvirrede. Gammeldags glade for hinanden. Så vi fik en fed lejlighed og en fed baby og nye fede jobs i en federe by. Det var dengang, det var fedest at være os.
Men så begyndte det at gå dårligt. Det kom snigende, som en knop på armen. Man klør i den, og den bliver til et sår, der bløder, og man vågner op med blod på dynen. En lille knop, som man aldrig fandt ud af, hvorfor man fik. Vi kunne ikke detektere, hvorfor der begyndte at lugte jordslået omkring os. Før lugtede hovedpuderne af os to. Nu lugtede de af kam. Vi blev skilt, før jeg var fyldt 30. Selvfølgelig var det dramatisk. For det skal det være, når man har troet, tryglet og håbet på kærligheden.
Men vi blev aldrig uvenner, måske fordi vi en januarnat havde aftalt et hemmeligt bryllup, mens vi lykkeligt blæste røgringe i alkoven. Måske fordi vi stadig var unge og naive. Der lå en blød buffer mellem os. Så kom årene med børnehaver og forældreintra. Ulige uger, der alt andet lige blev noget mere livlige end de lige. Og der gik mere end 10 år, før jeg igen så hende sovende med sit karakteristiske rolige åndedræt.
Jeg var vågnet tidligt. Sidst jeg havde set hende ligge sådan, kan jeg slet ikke huske. Men jeg gætter på, at stanken af gråd og snot og flyttekasser og rødvinssjatter hang i luften. Men nu var det noget andet. Hun sov i en sølvblank, amerikansk campingvogn et sted syd for San Francisco – på ferie med vores fælles store dreng og de to børn, vi hver for sig siden fik. 14 dages ferie med sin ekskone. Oh yes.
Da jeg kom hjem, var der i grove træk tre reaktioner. Damerne spurgte med romantisk musik i stemmen, om vi nu var blevet kærester (hvilket vi ikke var). De mænd, der var gift for første gang, nærede dyb afsky for konceptet og syntes, det mindede om en slags guddommelig dobbeltstraf for det forliste ægteskab. Og de mænd, der var i gang med ægteskab nummer to eller tre, kiggede drømmende frem for sig og konstaterede alligevel med tør stemme, at det havde sgu noget over sig. Og ville i hvert fald være langt mere problemfrit end at rejse med den nuværende kone. Tænk over det. Næste gang, du planlægger ferie og kigger ind i et par blågrønne øjne, du kender. Måske det har noget over sig. Ferie med din eks.