Klumme: Taler jeg stadig flot dansk?

Det var i 1986, at den ældre dame med smukt hvidt curlet hår, blomstret tørklæde og grå frakke henvendte sig til mig i bussen.

Hun konstaterede smilende: ”Hvor taler De dog flot dansk”. Jeg svarede instinktivt, høfligt og med et gengældt smil: ”Jo tak, det gør De også”. Sådan var tonen dengang med en nysgerrighed, varme og en høflig tilgang til folk som mig, der så anderledes ud.

På det tidspunkt var jeg 8 år gammel. Jeg voksede op i 1980’erne i Odense, hvor lignende søde og sjove episoder udspillede sig til lyden fra ghettoblasteren, der spillede numre som ”We are the World”. 

Sådan husker jeg det i hvert fald: Min flygtningebaggrund gav ikke anledning til grove bemærkninger eller krænkende kommentarer fuld af fordomme, men derimod til nysgerrige spørgsmål og imødekommenhed fra naboer og bekendte. ”Er det rigtigt, at en bøvs betyder tak for mad?” ”Er det rigtigt, at i Kina spiser man hunde?” eller ”Hvor kommer du fra?”

Særligt sidstnævnte spørgsmål er jeg blevet stillet ofte gennem mit 42-årige liv i Danmark, og jeg har altid haft svært ved at svare. For der findes ikke et enkelt svar til det simple spørgsmål.

Jeg kom til Danmark som bådflygtning fra Vietnam, da jeg var bare halvandet år gammel. Mine delvist kinesiske forældre drev en succesfuld restaurant i Saigon (byen, der nu hedder Ho Chi Minh City), men da den vietnamesiske stat begyndte at forfølge kinesiske handlende i Vietnam, måtte min familie hals over hoved flygte fra landet og opgive alt, hvad de havde opbygget. Flugten blev voldsom og flere familiemedlemmer klarede ikke turen.

Da min familie endelig kom til Danmark efter et år i en flygtningelejr i Thailand, havde vi ikke mistet modet. Mine forældres tilgang til livet og danskernes åbenhed dengang er noget, der sidenhen har inspireret mig meget. Mine forældre har ikke været bange for at bruge deres kreativitet til at skabe en både ny og bedre tilværelse for os – på trods af, at de på ingen måde talte sproget, og at vi ikke ejede andet end det tøj, vi ankom i.

Linh Ma som baby i armene på sin far i en flygtningelejr i Thailand i 1979. Foto: Jørgen Flemming

Så når folk spørger mig, hvor jeg kommer fra, så svarer jeg noget i retning af: ”Jamen, jeg er vokset op i O’ense, men jeg er født i Saigon. Min mor er dog kineser, men hun er født og opvokset i Vietnam. Min far var halv kineser og halv vietnameser, og jeg bor nu i København med min pige, som er halv fransk, og jeg skal giftes med min etnisk danske mand til august.

Pyha. Et langt svar, der har taget år for mig at ”udvikle”.

Derfor er jeg også taknemmelig for de mange spørgsmål, jeg er blevet stillet gennem tiden. For når jeg ser tilbage på mit liv, så har hvert eneste møde med nysgerrige danskere formet mig og gjort en forskel. Måske ikke for den gamle dame i bussen, men for mig har den spørgende tilgang været fundamental for min integration – den har formet mig og i et større perspektiv ansporet mig til, at jeg som menneske udveksler farver og omfavner diversitet i mødet med andre.

Tal med dem, der ikke ligner dig selv

Sådan er det langt fra for alle i dag. Jeg savner den positive tilgang, jeg selv blev mødt med, da jeg var barn – hvor dialog og nysgerrighed var i fokus. Hvor jeg var mere fri for fordomme, også mine egne.

I dag ser jeg mange fordomme. Det kan være alt fra den store overraskelse, jeg møder, når det går op for folk, at jeg faktisk er mere vant til at spise traditionel dansk mad end min etniske mand er, eller at jeg ikke er en eksotisk og forsørget kvinde uden selvstændigt drive, karriere og virkelyst. Derfor har det aldrig været vigtigere at værne om netop dialogen.

Det er også pointen med FN’s Internationale flygtningedag, som hvert år fokuserer på et nyt tema. I år hedder den ”Every action counts” – hver handling tæller.

Det handler for mig om, at vi i mødet med ”de andre” altid opdager, at der er så meget mere, der forener os end det, der adskiller os. Også selvom den, der ellers ser sig selv som tolerant og open-minded, ikke altid regner med at kunne få den oplevelse i mødet med fx ”en fra” det totalitære Kina.  

Derfor skal vi blive endnu bedre til at snakke sammen på tværs. Jeg foretrækker i hvert fald de positive fordomme og uskyldige bemærkninger frem for afstand, berøringsangst og mangel på handlekraft i frygten for det fremmede i denne globale verden. 

Derfor står mig også nært at kunne bidrage med min fortælling, der viser, at jeg er mange forskellige ting. Jeg er 1. generations flygtning, men jeg er også mor til Marylou på 10 år og har som iværksætter skabt et børnelivsstilskoncept, Marooms, som netop handler om at turde invitere vores børn til at drømme, tænke anderledes, være anderledes og altid bruge deres kreative evner til at anskue verden på nye måder. Så vi sammen med dem kan skabe diversitet og udvikle os fremad, aldrig stå stille, altid se muligheder og løsninger.

Uden nysgerrighed til det ukendte eller mangel på næstekærligheden bliver jeg, mit barn og verden fattigere.

Derfor: Spørg løs derude og tal sammen med dem, der ikke ligner jer selv! Jeg håber i hvert fald snart, at min pige kommer hjem fra skole med en anno 2020-udgave af ”hvor taler du flot dansk” med et glimt i øjet - for det er for mig et tegn på venlig nysgerrighed og interesse. Når vi møder hinanden med et åbent sind ved jeg, at vi virkelig er på rette vej med diversiteten.