Anette Jensen
Foto: Privat "Den eneste sans, vi bruger, når vi ser på billeder på Tinder, er øjnene. Vi tillader os at nøjes med det, og det er sgu en flad fornemmelse," skriver klummeskribenten.

47-årig kvinde på Tinder: ”Da like-tælleren nåede over 99, orkede jeg ikke mere”

Skal synssansen virkelig være den, der afgør, hvem der bliver vores kommende partner? Sådan spørger klummeskribent Anette Jensen, der allerede efter to timer på Tinder fik nok af den polerede virkelighed.

”Jeg er ude af det der. Jeg ender som kattedame,” skrev jeg til en veninde dagen derpå. Det handlede om min flirten med Tinder.

Det blev en kort flirt.

Hvor går man hen, når man gerne vil have en kæreste?

Året er 2020, så et stævnemøde ved gadekæret, bal i forsamlingshuset eller over kaffen på Storebæltsfærgen er jo ikke længere steder, hvor øjne kan mødes og sød musik opstå. I det hele taget er det vanskeligt at få to sæt øjne til at mødes, så svaret for mange ser ud til at være Tinder.

Især smartphonen ligger konstant i vores hånd og tager vores opmærksomhed.

Den kan underholde os, få os til at grine, sige noget klogt (og noget dumt), sende sød musik ind i vores ører, holde os opdateret med dagens nyheder fra hele kloden (og endda læse dem op for os, hvis vi ikke selv gider at læse dem). Den kan bekræfte os i, at vi er smukke og dygtige, når vores venner ”in space” skriver kommentarer til vores delte billeder.

Vi har med andre ord hele verden i vores hånd – eller i hvert fald den del af verden, som vi selv har valgt at følge.

Behovsudsættelse er ingen en dyd; er der noget vi vil vide, søger vi efter det ASAP. Er der noget, vi vil have, bestiller vi det ASAP. Smartphonen giver en masse, den forventer ikke noget.

Jo – den vil have vores opmærksomhed, vores øjne skal se på den. Vælge. Klikke. Videre. Nyt. Se mere her.

Netop vores øjne, vores opmærksomhed, er indgangen til at se et andet menneske og måske starte en flirt.

En flirt kræver og forventer noget, så længe den varer. Små skridt frem og tilbage tilpasset modpartens små skridt.

Hjerne+hjerte

I profilteksten på Tinder skrev jeg: ”hjerne+hjerte. Jeg elsker havregrød om morgenen, bølgernes slag mod stranden og måneskin. Jeg læser bøger og lytter.”

Det var noget mit publikum kunne lide. Appen havde allerede bestemt, hvem det var: mænd i alderen 35-50 år.

Likene tikkede ind nærmest hurtigere end mine hjerteslag. Jeg lagde et billede af mit ansigt på profilen, et billede af mit ene ben, hvor man kunne se nogle skønhedspletter gennem mine nylonstrømper, og et par billeder, jeg havde taget i Japan. Intet pikant, ingen bar hud.

Da like-tælleren nåede op på trecifrede tal, blev den bare ved med at stå på 99+ – den orkede ikke at tælle mere, og jeg orkede ikke at være på Tinder længere.

To timer var gået med at sortere. At sortere i mænd. Eller rettere at sortere i de billeder af mænd, som blev vist for mig; dem, som algoritmen syntes, jeg skulle se. Jeg gav dem højst mit blik i fem sekunder hver.

Ud til højre var godkendt. Ud til venstre var lig med afvist.

Bevares, jeg oplever da selv, at de første minutter (sekunder…!) kan have meget stor indflydelse på, hvordan jeg opfatter et andet menneske. Men når det foregår i den virkelige verden, er alle mine sanser da mere eller mindre bevidst i brug.

Hvordan bevæger han sin krop? Hvordan dufter han? Hvordan ser han på mig og på andre mennesker? Hvordan lyder hans stemme? Hvad siger han?

Små bitte beskeder bliver kogt hurtigt sammen inde i mig.

Sanserne kan med andre ord åbne nogle døre hos mig, og jeg tror, at den lille maggieterning er et godt fundament for at få indtryk af en mand.

Er synssansen kun prikken over i’et?

I den virkelige verden kan en redigeret facade sjældent holde ret længe: En kraftig sidevind ødelægger en lækker frisure, svedige hænder afslører nervøsitet, og en cykelklemme omkring det ene bukseben viser, at han har været ivrig efter at komme af cyklen og ind i lokalet.

På den måde lyver den virkelige verden ikke ret længe.

Helt anderledes er det med billederne på Tinder. De er nøje udvalgte og redigerede. De viser de gode højdepunkter og afslører ikke meget om det uperfekte (og ofte charmerende).

Den eneste sans, vi bruger, når vi ser på billeder på Tinder, er øjnene. Vi tillader os at nøjes med det, og det er sgu en flad fornemmelse. Og så tror vi, at det nærmest er et halvt fuldendt match, når vi mødes i virkeligheden. At de andre sanser nok også bliver tilfredse.

Men hvad nu hvis det faktisk er omvendt?

At lugtesansen, smagssansen, høresansen og følesansen er de dominerende, og at indtrykket fra synssansen i virkeligheden bare er prikken over i’et?

Kemien er vigtig, siger vi, når det handler om kærlighed og pardannelse.

Men er kemien i virkeligheden ikke alt andet end synssansen?

Den, vi har så stor tillid til, når vi er på Tinder…

Om klummeskribenten

  • Anette Jensen, 47 år
  • Cand.mag., ph.d., billedkunstner
Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Tinder og Kærlighed