Læs første kapitel og vind sommerens psykologiske thriller-debut

Bitter Frugt kapitel 1

                                               Prolog

Først tænder du en cigaret. Røgen vikler sig rundt om sig selv og stiger op mod loftet. Den sætter sig bagerst i din hals, da du tager det første sug, før den siver ned i lungerne og videre, kildrende, ud i blodbanerne. Du lægger smøgen i askebægeret, før du vender dig om for at forberede scenen.Du lægger dig på knæ og rækker op over sofaens ryglæn, Binder rebet fast til hylderne, mens røgen smyger sig op om dit ansigt og får det til at svide i øjnene. Du vikler et silketørklæde om rebet, så det bliver blødere, og hiver i det, en gang, to gange, for at sikre, at det sidder ordentligt fast. Du har gjort det her før. Du har øvet dig, prøvet det af. Målt op og kalibreret til perfektion. Hertil og ikke længere. Intet fald. Kun interesseret i en lille smule død her. Skærmen er på plads, den film, du har valgt, klar til afspilning. Og prikken over i’et, den appelsin, du har lagt på en tallerken. Du tager kniven, den skarpe med træhåndtaget

og det glimtende stålblad, og skærer ned i frugten. Den bliver halveret. Skåret i kvarte. I ottendedele. Skrællen er orange, indenunder er der et hvidt lag og så frugtkødet, der bliver rødere ud mod kanten, et solnedgangsspektrum. Det er alle de teksturer, du har brug for. Den stikkende røg i luften, figurerne, der danser på skærmen. Den bløde Silke om det ru reb. Blodet, der dunker i dine ører, efterhånden som du kommer tættere og tættere på, den søde eksplosion af citrus på tungen, som trækker dig tilbage fra der til her, før det er for sent. Det virker hver gang. Du ved, at du er i sikkerhed,

alene. Kun dig og det vidunderlige højdepunkt, du nærmer dig bag den låste dør. Kun et par hjerteslag væk.

1

Oktoberhimlen hænger grå over mig, og min rullekuffert er tung, men jeg venter på bussen og føler mig heldig. Retssagen er overstået, afvist midtvejs efter en procedure om utilstrækkelig bevisførelse. Det er altid fedt at vinde over anklagemyndigheden, og min klient er overlykkelig. Og det største plus er, at det er fredag. Weekend. Hjemmetid. Jeg har planlagt det – i dag vil jeg gøre det anderledes. En drink, højst to, og så hjem. Bussen ankommer, og jeg lader mig fragte tilbage over Themsen.
    Da jeg kommer ind på kontoret, går jeg direkte til sekretærernes kontor og venter på, at de bemærker mig blandt alle de ringende telefoner og den summende kopimaskine. Til sidst ser Mark op.
    „Godaften, miss. De ringede fra juristen – de er pænt tilfredse med, at du fik røverisagen droppet.“ „Tak, Mark,“ siger jeg. „De kunne overhovedet ikke identificere ham. Men jeg er glad for, at det er overstået.“
    „Et fint resultat. Du har ikke noget mandag, men der er lige kommet det her til dig.“ Han peger på en lille stak papirer på bordet, bundet sammen med lyserødt bånd. Det ser ikke særlig imponerende ud. 

    „Fantastisk. Tak skal du have. Hvad er det?“
    „Et drab. Og du kører sagen,“ siger han og rækker mig papirerne. Han blinker til mig. „Godt gået, miss.“
    Han går ud, før jeg kan nå at svare. Jeg står med dokumenterne i hænderne, mens sekretærer og elever myldrer rundt om mig i den sædvanlige fredagstravlhed. Et drab. Jeg skal stå for mit første drab. Det, som jeg har forberedt mig på hele mit professionelle liv.
    „Alison. Alison!“
    Med en kraftanstrengelse koncentrerer jeg mig om den, der taler.
    „Skal du med ud og have en drink? Vi er er så småt på vej.“ Sankar og Robert, begge to advokater i trediverne, med en hale af elever efter sig. „Vi skal mødes med Patrick på The Dock.“
    Jeg lader deres ord trænge ind. „Patrick? Hvilken Patrick? Bryars?“
    „Nej, Saunders. Eddie har lige afsluttet en sag sammen med ham, og det skal fejres. Det er den der bedragerisag, der endelig er slut.“
    „Nå ja, okay. Jeg skal lige ind med dem her. Vi ses derhenne.“ Jeg knuger dokumenterne ind til mig og går ud af rummet med blikket slået ned. Min hals er rød og varm, og jeg vil ikke have, at nogen skal se det.
    Da jeg er i sikkerhed på mit eget kontor og har lukket døren bag mig, tjekker jeg mit ansigt. Læbestift på, rødmen dækket med pudder. Mine hænder ryster for meget til eyeliner, men jeg børster håret og sprayer lidt ekstra duft på; der er ingen grund til at slæbe cellestanken med sig.
    Jeg lægger papirerne på mit skrivebord og retter på enbilledramme, jeg er kommet til at skubbe til. Fredagsdrinks. Men kun én for mit vedkommende. I aften skal det køre efter planen.

Vores gruppe fylder halvdelen af kælderbaren, et skummelt sted frekventeret af jurister og advokater. Da jeg er på vej ned ad trappen, vinker Robert med sit glas i retning af mig, og jeg sætter mig ved siden af ham.
    „Et glas vin?“
   „Vin, helt sikkert. Men kun ét glas, jeg vil gerne tidligt hjem i aften.“
    Ingen siger noget. Patrick har ikke sagt hej. Han sidder på den anden side af bordet, opslugt af en samtale med en elev – Alexia – mens han holder et glas rødvin i hånden. Stilfuld og flot. Jeg tvinger mig selv til at se væk.
    „Du ser godt ud, Alison. Er du blevet klippet?“ Sankar er opstemt. „Synes du ikke, hun ser godt ud, Robert? Patrick? Patrick?“ Mere eftertryk anden gang. Patrick ser ikke op. Robert vender sig om fra en samtale med en af kontoristerne, nikker og hæver sit ølglas.
    „Godt gået med drabssagen dér. Og ovenikøbet som sagsansvarlig. Du bliver Queen’s Counsel, før du ved af det – sagde jeg det ikke, efter du klarede det så fremragende i appelretten sidste år?“
    „Lad os nu lige klappe hesten,“ siger jeg. „Men tak. Du lader til at være i godt humør?“ Min stemme er munter. Jeg er ligeglad med, om Patrick lagde mærke til mig, da jeg kom, eller ej.
    „Det er fredag, og jeg skal en uge til Suffolk. Du skulle prøve at holde ferie på et tidspunkt.“

Jeg smiler og nikker. Selvfølgelig skulle jeg det. En uge ved kysten måske. Et øjeblik forestiller jeg mig at hoppe i bølgerne, ligesom på de kåde billeder, man ser i visse feriehytter. Senere skulle jeg spise fish and chips på stranden, hyllet i et tæppe som værn mod den kølige oktoberluft, der blæser ind fra Nordsøen, før jeg tændte op i pejsen i mit totalt velindrettede hus. Så kommer jeg i tanke om dokumenterne på mit bord. Ikke nu.

Robert hælder mere vin i mit glas. Jeg drikker det. Samtaler flyder og strømmer rundt om mig, Robert råber til Sankar og så til Patrick og så til mig igen, der er bølger af latter og bunker af dårlige vitser. Mere vin. Et glas mere. Flere advokater kommer til. En pakke smøger bliver sendt rundt. Vi ryger udenfor, én til, nej, nej, lad mig købe nogle, jeg bliver ved med at stjæle dine, og roder efter småpenge og vakler ovenpå for at købe nogle i baren og ingen Marlboro Light kun Camel, men det er lige meget, lad os få lidt mere vin og et glas til og et til og så en omgang klistrede mørke shots, og rummet og samtalen og vitserne hvirvler hurtigere og hurtigere rundt.
    „Sagde du ikke, at du skulle tidligt hjem?“ Fokuser. Patrick, lige foran mig. Han ligner en sølvhåret Clive Owen fra den rigtige vinkel. Jeg leder efter den, vipper mit hoved først den ene vej og så den anden.
    „Du milde, du er vissen!“
    Jeg rækker ud efter

hans hånd, men han trækker den hurtigt til sig og ser sig om. Jeg læner mig tilbage i stolen og børster hår væk fra ansigtet. Alle de andre er gået. Hvorfor har jeg ikke lagt mærke til det?
    „Hvor er de alle sammen?“
    „De er gået på natklub. Den der Swish. Skal vi gå derhen?“
    „Jeg troede, du snakkede med Alexia.“
    „Nå, så du så mig godt, da du kom ind. Jeg tænkte ellers lige …“
    „Det var dig, der ignorerede mig. Du kiggede ikke engang op og sagde hej.“ Jeg prøver forgæves at skjule min indignation.
    „Hey, du behøver ikke flippe ud Jeg gav bare Alexia et par gode karriereråd.“
    „Ja, det gjorde du helt sikkert.“ For sent nu, al min jalousi vælter Hvorfor virker han altid sådan på mig? 

Vi går sammen hen til natklubben. Jeg prøver et par gange at tage hans arm, men han undviger, og før vi når helt hen til indgangen, skubber han mig ind i en mørk niche mellem to kontorbygninger, mens han griber mig om kæben for at understrege alvoren. „Hold fingrene væk, når vi kommer ind.“
    „Jeg ville aldrig røre dig.“
    „Pis med dig, Alison. Sidste gang, vi endte der, ragede du på mig. Det var så åbenlyst. Jeg prøver bare at beskytte dig.“
    „Nærmere beskytte dig selv. Du vil ikke ses sammen med mig. Jeg er for gammel …“ Min stemme dør hen.
    „Hvis du har tænkt dig at være sådan, skulle du måske bare gå hjem. Jeg prøver at beskytte dit ry. Alle dine kolleger er derinde.“
    „Du vil bare score Alexia, og så skal du lige have mig af vejen først.“ Jeg har tårer i øjnene; enhver værdighed er for længst gået tabt.
    „Lad nu være med at lave en scene.“ Hans mund er tæt på mit øre. „Hvis du laver en scene, taler jeg aldrig til dig igen. Slip mig så.“ 
    Han skubber mig væk og drejer om hjørnet. Jeg vakler lidt i mine høje hæle, støtter mig til muren for ikke at falde. I stedet for den ru tekstur af cement og sten mærker jeg en klistret substans der, hvor jeg har anbragt min hånd. Jeg står mere stabilt nu og lugter til min hånd. Jeg er lige ved at brække mig. Lort. En eller anden vittig hund har smurt lort ud over muren. Lugten gør mig mere ædru end noget af det, Patrick har hvæset.
    Er det et vink om, at jeg skal gå? Fandme nej. Aldrig i livet ville jeg lade Patrick være på egen hånd i den natklub, ikke med alle de hungrende unge kvinder, der er så ivrige efter at gøre et godt indtryk på en af de vigtigste senioradvokater fra et af firmaerne i vores fælles kontorbygning. Jeg tørrer det værste af på et stykke ren mur og går selvsikkert hen til Swish, mens jeg smiler til dørmanden. Hvis jeg vasker hænder længe nok, får jeg stanken væk. Ingen opdager noget.

Tequila? Ja, tequila. En mere. Ja tak til en tredje. Musikken dunker. Nu danser jeg med Robert og Sankar, nu med en af kontorfolkene, nu viser jeg eleverne, hvordan det skal gøres, jeg smiler, tager dem i hænderne og drejer rundt, og så danser jeg alene igen med armene over hovedet, tyve år gammel igen, fuldstændig sorgløs. Et shot mere, en gin og tonic, mit hoved snurrer baglæns og falder ned gennem rytmen, mens mit hår falder ned omkring mit ansigt.
    Patrick er herinde et sted, men jeg er ligeglad, jeg kigger ikke efter ham, har i hvert fald ikke opdaget, at han danser tæt med Alexia, mens han smiler det smil, der kun burde være til mig. Jeg kan sagtens spille det spil. Jeg går hen til baren. Jeg vugger i hofterne. Ser godt ud. Mit mørke hår er lækkert redt tilbage, jeg er i god form af en næsten fyrreårig at være– kan sagtens matche en hvilken som helst tyveårig herinde. Selv Alexia. Især Alexia. Patrick ser det, åh han kommer til at fortryde, han ikke tog chancen, at han ikke slog til …
    En ny sang begynder, en med en tungere rytme, og to mænd maser sig forbi mig for at komme ud på dansegulvet. Jeg vakler, falder, ude af stand til at genvinde balancen. Min telefon ryger ud af lommen, og jeg støder hårdt ind i en kvinde, som spilder rødvin ud over det hele, ned ad sin gule kjole og ned på mine sko. Hun ser på mig med udtalt væmmelse og vender sig bort. Mine knæ er fugtige i en pøl af vin, og jeg prøver at komme lidt til hægterne, før jeg rejser mig.
    „Op med dig.“
    Jeg ser op og så ned igen. „Lad mig være.“
    „Ikke i den tilstand. Kom så.“
    Patrick. Jeg har lyst til at græde. „Hold op med at grine ad mig.“
    „Jeg griner ikke ad dig. Jeg vil bare have dig til at komme op at stå og ud herfra. Det er nok for én aften nu.“
    „Hvorfor hjælper du mig?“
    „Nogen skal jo gøre det. Og resten af dine kolleger har fundet et bord og sidder og bæller prosecco. De lægger ikke mærke til, at vi går.“
    „Går du med mig?“
    „Hvis du kommer lidt i omdrejninger.“ Han rækker hånden frem og hiver mig på benene. „Gå udenfor. Så mødes vi dér.“
    „Min telefon …“ Jeg ser mig omkring på gulvet.
    „Hvad med den?“
    „Jeg tabte den.“ Jeg får øje på den under et bord i udkanten af dansegulvet. Skærmen er revnet og klistret af øl. Jeg tørrer den af i min nederdel og smutter ud. 

Han rører mig ikke på vejen hen til kontoret. Vi taler ikke, vi diskuterer det ikke. Jeg låser op, får tastet koden til alarmen i tredje forsøg. Han følger efter mig ind på mit kontor, flår i mit tøj uden at kysse mig, før han skubber mig ned, så jeg ligger på maven hen over skrivebordet. Jeg retter mig op igen og ser på ham.
    „Vi burde ikke gøre det her.“
    „Det siger du hver gang.“
    „Jeg mener det.“
    „Det siger du også hver gang.“ Han ler, trækker mig ind til sig og kysser mig. Jeg vender hovedet væk, men han tager hånden op og drejer mit ansigt tilbage mod sit eget. Min mund er hård og afvisende mod hans et øjeblik, men hans lugt, hans smag overvælder mig.
    Hårdere. Hurtigere. Mit hoved banker imod dokumenterne på bordet, mens han støder i mig bagfra. Han holder et øjebliks pause og trækker sig så ud.
    „Jeg sagde ikke …“ begynder jeg, men han ler og laver tyssende lyd. Hans ene hånd hiver mig i håret og den anden skubber mig ned på skrivebordet, og mine ord forvandles til et hulk, et gisp. Igen og igen mod bordet, og papirerne skrider og falder og rammer billedet, som også falder ned, så glasset smadres, og det er for meget, men jeg kan ikke stoppe ham, og jeg vil ikke have ham til at stoppe, men det vil jeg, og videre og videre, og nej du må ikke stoppe, du må ikke stoppe, stop, det gør ondt, du må ikke stoppe, indtil han udstøder et grynt og er færdig, retter sig op og tørrer sig af.
    „Vi er nødt til at holde op med det her, Patrick.“ Jeg kommer op fra bordet og trækker mine trusser og strømper op og trækker min nederdel ned til knæene. Han trækker bukserne op og stopper skjorten ned. Jeg prøver at knappe min egen skjorte.
     „Du rev en knap af,“ siger jeg. Mine hænder ryster.
    „Jeg er sikker på, at du kan sy den på igen.“
    „Jeg kan ikke lige nu.“
    „Ingen Lægger mærke til det. Her er ingen. Alle sover. Klokken er næsten tre.“
Jeg lader Blikket glide rundt på gulvet og får øje på knappen. Jeg stikker Fødderne i skoene og vakler ind i skrivebordet. Rummet Drejer rundt, og mit hoved er tåget.
    „Jeg mener det. Det skal stoppe.“ Jeg prøver på ikke at græde.
    „Som jeg sagde, så siger du sådan hver gang.“ Han ser ikke på mig, mens han tager sin jakke på. 
    „Det slutter nu. Jeg kan ikke klare det mere.“ Nu græder jeg virkelig.
    Han kommer hen til mig og tager mit ansigt i hænderne. „Alison, du er stangstiv. Du er træt. Du ved udmærket, At du ikke vil stoppe med det her. Det vil jeg heller ikke.
    „Jeg mener det altså.“ Jeg bakker væk fra ham og prøver at se beslutsom ud.
    „Nu må vi se.“ Han bøjer sig frem og kysser mig på panden. „Jeg smutter nu. Vi tales ved i næste uge.“
    Patrick går, før jeg kan argumentere yderligere. Jeg synker ned i lænestolen i hjørnet. Hvis bare jeg ikke blev så fuld. Jeg tørrer snot og tårer væk fra ansigtet med jakkeærmet. Mit Hoved falder sidelæns ned på min skulder og ned i mørket.