Lars Løkke Rasmussen
SPONSORERET indhold

Lars Løkke langer ud efter regeringen: De minder mig om en af Danmarkshistoriens største forførere

Regeringen har indført et hav af nye påbud og forbud under coronapandemien. Det får Lars Løkke til at sammenligne dem med en politisk figur, der blandt andet er kendt for sine mange tusind lovbestemmelser.

Af: Simone Brandt Hald Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
20. nov. 2020 | Livsstil

Han var kong Christian den 7. livlæge, dronning Caroline Mathildes elsker og en af 1800-tallets mest magtfulde mænd. I en årrække sad Struensee de facto på den politiske dagsorden i Danmark, og han spildte ikke tiden. På ganske få år reformerede han landet, sendte adlen væk og introducerede pressefrihed. For bare at nævne nogle få af de love og reglementer, han fik indført. Dem var der nemlig rigtig, rigtig mange af.

”Man skal altid tage forbehold for Wikipedia, men der står: På mindre end halvandet år udsendte Struensee omkring 2.000 kabinetsordrer,” siger Lars Løkke i det nye afsnit af podcasten Lund & Løkke, som han laver sammen med sin gamle studiekammerat Anders Lund Madsen.

Det er cirka fire nye love om dagen, konstaterer Anders Lund Madsen, og det får den tidligere statsminister til at drage en parallel til nutiden.

”Det minder om regeringen under corona,” siger Lars Løkke Rasmussen.

I sommer blev Venstre-politikeren uvenner med en af regeringens ministre, da han søgte svar på, om Løkkefonden måtte afholde et af sine årlige arrangementer. Efter at have talt med corona-hotlinen mødte han tilfældigt den ansvarlige minister, og der så han sit snit til at vende tvivlsspørgsmålet med hende.

”Så sagde hun, at jeg skulle bare have ringet til hende. Og så sagde hun meget stolt: ”Fordi vi har truffet xx-hundrede myndighedsafgørelser under den her krise.” Det lød helt ligesom ham der Struensee, siger han og fortsætter:

”Nu tror jeg så, at hans (love og regler red.) var lidt mere fremadrettede, det var ikke noget med at begrænse frihed. Han prøvede at modernisere Danmark,” siger Lars Løkke.

Selvom regeringen det seneste år har indført mange nye regler og restriktioner, mener Anders Lund Madsen alligevel, at de får svært ved at nå Struensee til sokkeholderne.

”Hvis man holder pressemøde hver fredag, går det da stærkt,” siger politikeren med henvisning til mundbindspåbud og forsamlingsforbud.

Hør makkerparrets samtale i podcasten Lund & Løkke.

Anbefalet til dig