"Jeg får helt gåsehud, når jeg tænker tilbage på den dag"

"Jeg boede i Odense og havde besøg af min lillesøster, da de ringede fra TV 2 og spurgte, om jeg kunne tage vagten sammen med Jes Dorph på Rådhuspladsen under EM-finalen og dagen efter. Så på selve finaledagen stod jeg på Rådhuspladsen på en sættevogn, som TV 2 og Politiken havde sat op."

"Der var pakket med mennesker, og Bamses Venner spillede, kan jeg huske."

"Da kampen blev fløjtet af i Gøteborg, var der en eufori på Rådhuspladsen, som man kun oplever én gang i livet. Fra det sekund begyndte bilerne at køre op og ned ad H.C. Andersens Boulevard og dytte. Jeg får hel gåsehud, når jeg tænker tilbage på det i dag. Alle krammede og skålede. Det var forrygende. Bagefter tog Jes Dorph og jeg i byen, og først klokken fire om morgenen gik jeg i seng, for jeg skulle jo op og på arbejde næste dag."

LÆS OGSÅ: Lone Kühlmann: "Det var et meget hårdt slag for min selvfølelse"

"Da vi gik i gang med at sende lørdag, var spillerbussen så forsinket, at vi måtte træde vande i halvanden time på Rådhuspladsen foran 100.000 mennesker, men vi interviewede politifolk, sang fællessange, og på et tidspunkt fik vi den ide at få alle de fremmødte til at synge nationalsangen."

"Den første spiller, der ankom, var Henrik Andersen, som var blevet skadet i semifinalen. Han kom på krykker med sit skønne lyse svenskerhår. Jeg har ærligt talt glemt samtalen, men det har nok handlet om, at han var ked af, at han gik glip af finalen."

"Da spillerbussen endelig kom, stod jeg klar til at interviewe dem med mine store ørebøffer og mikrofon med ledning. Den første, der kom ud af bussen, var John Faxe, men han skulle tisse så meget efter den ”våde” bustur, at han løb direkte ind på rådhuset."

"Men jeg kan huske, at jeg fik en god snak med Brian Laudrup, som tog sig tid til at snakke med mig om kampen. Jeg husker det som en ren glædens dag."