Linn Cecilie Faber
SPONSORERET indhold

"Der er ikke noget tidspunkt, hvor det ikke giver mening at sejle i kajak"

Linn Cecilie Faber er vokset op ved havet langt fra stenbroen, hvor hun bor nu. Hun sejlede i optimistjolle som barn og legede med sin fars surfboard, så da hun blev introduceret for den oppustelige kajak, som hun nemt kunne have med sig overalt, var hun solgt.

Af: Lene Lykke Hovmand Foto: Stine Christiansen
15. jun. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

– Mit ultimative fristed er mit barndomsland på Tåsinge, og når jeg sejler ud i min kajak på Svendborgsund, SÅ har jeg fri! Men udover det, så har jeg haft kajakken med mig mange andre steder, bl.a. i den svenske skærgård, langs den sjællandske kystlinje, op ad Esrum Å og ved Møns Klint. Det er den fedeste eventyrkajak. Det er der, jeg kan få renset mit hoved og finde inspiration, og samtidig kan det være både smukt og sjov og ballade afhængig af, om jeg sejler på blankt vand eller i store bølger. Men det er, når jeg kommer ud, hvor der bare er fred og ro, og hvor jeg er helt alene og helt tæt på vandets overflade, at jeg nyder det allermest. Så er det bare at smække benene op og læne mig tilbage, så ligger jeg som i den dejligste sofa, hvor jeg kan fortabe mig i himlen over mig, mens jeg vugger afsted.

LÆS OGSÅ: Mads Vangsø roede over Atlanten: "Fra det første åretag glædede jeg mig til at komme hjem til Østerbro"

– En af de gode ting ved kajakken er, at man kan komme helt tæt på naturen og på havets dufte, lyde og farver. Op ad Esrum Å drev jeg lige så stille helt tæt forbi tre rådyr, som stod ved kanten og græssede og ikke kunne forstå, at der skulle være noget farligt ved mig. Den slags oplevelser inspirerer mig og får mig til at drømme om flere ture og eventyr. Blandt andet er det en kæmpe drøm for mig at komme tilbage til Canada og opleve landet fra floderne i Rocky Mountains
eller fra kystlinjen ved Vancouver Island, hvor der er flokke af spækhuggere.

Linn Cecilie Faber
Foto: Stine Christiansen.

Har du andre frirum?

– Ja, jeg elsker musik, og det er lidt den samme lykkefølelse, der bobler i min mave, når jeg går til en god rockkoncert, hvor den tunge bas og stortrommens dobbeltpedal fylder rummet. Det er noget helt andet, men det vækker den samme glæde i mig.

Hvorfor har vi brug for et frirum?

– Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi er sat i verden for at leve et så spændende og stort liv, og så skal vi bruge så meget tid på at være hektiske og travle i en rutinepræget hverdag. Jeg er stor fortaler for flere deltidsjobs, alternative arbejdsformer, flekstid og andre løsninger, der giver os bedre mulighed for at leve livet ved siden af også. Vi har brug for frirum, hvor vi kan få lov at tænke frit og ikke kun praktisk – hvor vi kan komme ud og få luftet hjernen lidt, føle os lykkelige og få ny energi.

LÆS OGSÅ: "I dag kører jeg for det meste sammen med de piger, jeg har garage med"

Hvad er det bedste ved din kajak?

– Det er en oppustelig kajak, og det er en vigtig detalje, for det giver mig ultimativ frihed. Jeg kan tage den med mig overalt, og jeg kan endda balancere med den i min cykelkurv. Det er genialt, at selvom man bor i byen eller i lejlighed, så kan man stadig have en kajak på denne her måde. Københavns havn og kanaler er nemlig også et fantastisk sted at sejle rundt. Det giver et helt andet perspektiv på byen, og her letter man på kasketten, når man passerer hinanden, om man sejler en kæmpe skonnert eller en lille flyder som min. Der er ikke noget tidspunkt, hvor det ikke giver mening at sejle i kajak. Det vil jeg blive ved med for altid.