Lone Theils har skrevet en imponerende debutroman
SPONSORERET indhold

Lone Theils har skrevet en imponerende debutroman

Mangler du nyt læsestof,Tre bøger der giver denne uges anmeldere dig tre gode bud.

Af: Katrine Nadia Jørgensen, Anna Pia Holmegaard og Amrit Maria Pal
27. mar. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

I seriemorderens kløer
"Pigerne fra Engandsbåden" Af Lone Theils

Lindhardt og Ringhof, 328 sider, 249,95 kr.

To danske piger forsvinder i 1985, mens de er ombord på Englandsbåden. Først mange år senere dukker et foto op, der kan hjælpe til at opklare mysteriet om deres død. Pigerne er rundet af en opvækst på en ungdomsinstitution, og en dansk journalist giver sig til at grave i deres baggrund. Før hun ved af det, er hun i kløerne på en sag om en seriemorder, der kan gøre selv den mest hærdede researcher bange. Lone Theils har skrevet en imponerende debutroman. Plottet er klart og medrivende – og sproget bærer præg af, at forfatteren er en erfaren journalist, der kender sit værktøj som sin egen bukselomme. knj



Bevægende sammenbrud
"Stormskader" Af Katrine Grünfeld

Gyldendal, 112 sider, 200 kr.


Hvad er det med hende? Hvorfor er hun så langt ude? Drikker, klipper hår, raser, væltes af vrede over børnene, der æder hende – manden, der forstår i bidder og så alligevel ikke. Og hvor går hun hen med sin mentale orkan og sit kaos? Katrine Grünfeld beskæftiger sig i sin nye roman med det afsindigt store tema: Familiers styrker og svagheder. Kunst, kærlighed og smerten ved livets trummerum. Eksemplificeret i kvinden, forfatteren, der er i sommerhus, drevet på flugt fra familien og langsomt rulles dramaet, orkanen i hendes indre op og de stormskader, den afstedkom. Bevægende, foruroligende – genkendeligt, hvis man tør begive sig ind i hendes univers. ap


Dansk krimi når det er bedst

"Farlig fortid" Af Julie Hastrup

Rosinante, 328 sider, 249,95 kr.

En livstidsfange overmander to ambulancefolk under en sygetransport og flygter. En ensom bonde bliver spiddet med en høtyv. En sognepræst læser sin egen dødsannonce i avisen. Og et sted sidder en kvinde og skriver kærlighedsbreve til en dødsdømt. Men hvem er skyldig, og hvem er uskyldig, når fortiden bliver gjort op? Det er spørgsmålet i Julie Hastrups veloplagte krimi, der er femte bind i serien om efterforsker Rebekka Holm. Plottet er skarpt udtænkt: Mistanken bliver kastet på først den ene, snart den anden, og fortællingen er stram og fremadstormende uden unødige svinkeærinder. En gedigen og velkomponeret dansk krimi, når sådan en er bedst. amp



LÆS OGSÅ: Ugens bøger: "En anderledes underholdende krimi"

LÆS OGSÅ: Ugens bøger: Magisk genudgivelse af Murakami

LÆS OGSÅ: Ugens bedste bog: "En tårefremkaldende og overvældende beretning"