Louise Dorph
SPONSORERET indhold

Louise Dorph: Sådan pynter jeg op til jul

Indretningsarkitekten Louise Dorph Houvenaeghel er vild med julen, og i denne uges Her & Nu kan du se, hvordan hun pynter op til den festlige højtid.

Af: Lise Benzon Foto: Lars E. Andreasen
06. dec. 2017 | Livsstil

Ved første øjekast er Louise Dorph Houvenaeghels juleudsmykning ekstremt stilren og stringent. Men faktisk er der mange små, legende detaljer, når øjet først går på jagt. Og det er noget af det, indretningseksperten holder allermest af ved julen.

– Jeg er vokset op med min mor, som altid har formået at gøre julen til noget lidt barnligt og eventyragtigt. Det fører jeg videre. Det er i julen, man må lege, selv om man er ­voksen, siger 47–årige Louise med sit velkendte og smittende smil.

Julekuglerne i glas er fra Brink Nordic, men ellers har Louise selv designet både bord, bakke og de fire adventsstager. De er lavet, så man nemt kan sætte blomster, grene eller andet pynt direkte ned i stagen.

– Det er en tradition i min familie, at vi køber vores juletræ med rod, og så bliver det plantet ud efter jul. Jeg planter dem ved mit sommerhus. I år er det en koreansk gran, siger Louise.

Lejligheden, hvor hun bor sammen med sine to yngste børn, Gustav på 15 år og Anna på 14, er pyntet smukt op i grå og isblå nuancer – selv jule-gaverne bliver pakket ind i de samme farver.

– Men det er altså ikke ­sådan, at jeg pakker gaverne om, hvis de er i noget andet papir. De bliver nok lagt ind bagved... Sådan noget gavepapir fra Fætter BR er jo ikke personligt. Jeg gør selv meget ud af at pakke alle mine gaver flot og personligt ind, for det synes jeg er en stor del af det, siger Louise, som glæder sig til både at begave og bespise masser af gæster den 24. ­december.

Alle gaverne bliver pakket ind derhjemme med kærlighed. – Jeg har købt det meste i Søstrene Grene. De er ret gode til papir og bånd.

Selv det lille køkken bliver helt kunstfærdigt, når Louise sætter bagværk frem. Her er det lækre bagværk omringet af ting fra Kähler, Royal Copenhagen og Louises eget design, A Simple Mess.

– Min ældste datter, Signe på 28, venter en søn til januar, så i år er det nok sidste gang, jeg holder jul alene med alle mine fire børn uden deres
kærester og egne familier. Min datter Laura på 26 studerer i London, men kommer hjem til jul, og derudover kommer min mor, min søster og hendes døtre, fortæller hun.

Der er ikke noget ­billigt plastikpynt på juletræet, som har fået lette sprøjt med sølvmaling. Den håndmalede juletræspynt fra A Simple Mess er holdt i ­Louises yndlingsfarve.

I mange år har Louise Dorph samlet på julekugler, og her er der ingen restriktioner på farverne. Disse to er de nyeste i samlingen indkøbt på efterårsferien i New York med de to yngste børn. Hun har selv valgt taxaen og datteren Anne de ­nygifte snemænd.

En kæreste, som tilføjer ­livet kæmpe lykke, har Louise også, men det er endnu ikke besluttet, hvorvidt han slutter sig til juleselskabet. Til gengæld vil datterens store, ­runde mave i selskabet være en skøn påmindelse om den snarlige rolle som meget ung bedstemor, og som også får glædesbarometeret til at ryge helt til tops.

– Det bliver fantastisk! Jeg har vidst det, siden min datter opdagede graviditeten, og jeg skal være med til fødslen, ­fortæller hun.

Julebordet er fyldt med forskellige ­elementer, men den ensrettede farveskala binder alt sammen. Den store krans er købt ved blomsterhandleren og flettet af hvidmalede hørblomster.

Louise har valgt at bruge viskestykker af eget design som ­stofservietter på ­julebordet. Det kobberfarvede bestik er af mærket ­Gense, mens de sjove, små keramiknisser er eget ­design.

Først skal julen dog forhåbentlig nydes i ro og mag, og netop julepyntningen har Louise al mulighed for at ­forene med sit travle job som interiør-designer af sit eget mærke "A Simple Mess". Her har hun designet alt fra juletræspynt til advents-stager, så det falder af gode grunde helt i hendes egen smag.

Anbefalet til dig