Søstrene Dorthe og Hanne gik caminoen i luksusversionen
Det var ikke uden udfordringer, at journalist Dorthe Plechinger og hendes søster gik den nordspanske pilgrimsrute, Caminoen, selvom de havde valgt luksusversionen og betalt sig fra det meste. Heldigvis opvejede de bølgende vinmarker, små bjergbyer og den tiltrængte timeout fra hverdagens tankemylder de ømme ben.
Det var min søster Hanne, der for seks år siden introducerede mig til den spanske pilgrimstur, Caminoen. Den del, der kaldes den franske rute. Hun gav mig den sidste del af turen på i alt cirka 800 kilometer – sig selv inklusive – i fødselsdagsgave. Og jeg var solgt på stedet, da vi efter de 125 kilometer af ruten endte i kirken i Santiago de Compostela og sammen med tusindvis af andre pilgrimme fra hele verden blev velsignet. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme tilbage dertil og helst gå hele ruten.
Sådan skulle det ikke gå. Der gik hele seks år, før vi kom af sted igen. Og også denne gang kun etapevis, lige midt i højsommerheden og højsæsonen og uden alt for meget forudgående træning. Det var bare dét, der kunne lade sig gøre, da vi som så mange andre er viklet ind i familieforpligtelser, travlhed og feriekonstellationer. Vi valgte også på grund af travlheden den magelige løsning – at lade et rejsebureau stå for det hele: Flytur, booking af hoteller, bagagetransport, ja, sågar bestilling af pilgrimsmenu på hotellerne. Men at hastværk er lastværk, fandt vi ud af, da vi et af stederne fik serveret en pilgrimstallerken med grå linsesuppe og fede pølsestykker. Her fandt vi ud af, at vi måske skulle have taget os tiden til at arrangere noget af det selv – og i det hele taget have sat os lidt mere grundigt ind i tingene. Lyspunkterne kom heldigvis senere.
Det havde ikke ligefrem skortet på advarsler hjemmefra, som "Er i blevet vanvittige – at vandre i 40 graders varme, og så i højsæsonen for pilgrimme" eller med en vantro blik hovedrysten: "Jamen, I har jo slet ikke trænet ordentligt" – hvilket var rigtigt. Og oveni kom så vores egen lille bekymring over at skulle være så tæt sammen i 15 dage: Sove, spise, vandre, tale og tie sammen 24-7. Kunne vi finde ud af det igen efter så mange år – hvad havde vi egentlig gang i?
Men allerede den første dag, da vi stod uden for hotel Itzalpea og var topparate til at indlede vandretouren, tænkte jeg, at: "Åh, det er dét her. Det er derfor, vi gør det her igen." Solen var ved at stå op, vi skulle gå fra St Jean Pied de Port i Sydfrankrig over Pyrenæerne til Roncesvalles i Spanien, og alt gav mening. Havde begge taget ja-stråhatten på, pøset os til med solcreme og fået pakket rygsækken til dagen med sandwich, vand, solstikpiller, vabelplaster, pinex, skiftesandaler, kiks, tyggegummi, kort, guidebog – plus det løse. Blandt andet et stort foto af vores far, som så brændende havde ønsket at gå Caminoen, men som ikke nåede det. Vi ville nå det. Og han kom med i et fint plastikchartek i rygsækken. Og langsomt sneg den stille glæde, som jeg huskede fra sidste Camino, sig ind igen, da den smukkeste morgen åbenbarede sig: Det føltes som ren optur det her.
LÆS OGSÅ: Har du overvejet at gå Caminoen? Så skal du læse Zoeys beretning
Ømme ben og en himmelsk bøf
Og optur, det blev det i bogstaveligste forstand. For man går rigtig, rigtig meget opad til en bjergkæde. Og det fortsatte vi med at gøre i time efter time, ret forpustede, men glade og oprømte. Da vi nåede cirka 900 meters højde, blev vores anstrengelser belønnet med den mest fantastiske udsigt over den skiftevis rå og bløde bjergkæde med frit græssende køer, geder, får og heste med klokker om halsen til alle sider. Vi blev helt høje af denne ødsle naturskønhed og følelsen af, at vi fandme gjorde det! Her stod vi på en Pyrenætop med kraftig blæst omkring os, uden hedeslag og smadrede ben og var sammen, tænkte: Gå dog hjem med alle jeres bekymringer. Men jeg havde faktisk selv en lille én der: Min ene vandrestøvle var begyndt at gabe så meget i snuden, at jeg blev nødt til at skifte til vandresandaler.
Det var den ene kæmpebrøler, der hurtigt blev efterfulgt af den næste: Vi havde ikke taget os tiden til at få læst nok på lektien og set advarslerne mod at tage den alternative rute, så vi fortsatte bare efter de pile, vi kunne se. La, la, la. Og undrede os måske over, at vi ikke så flere andre pilgrimme, men herregud, de holdt nok hvil, de pjok. Pludselig gik det op for os, at vi stod midt inde i en tæt skov på en ekstrem stejl sti, der bare hældte nedad, og som var belagt med farlige løse sten og skiferstykker. Lægge og knæ begyndte nu at gøre virkelig nas.
Langsomt, forsigtigt i udpinte sandaler og med tonsvis af stræk ud-pauser undervejs snørklede vi os nu lavmælte de sidste seks-otte kilometer gennem denne øde skov, og kom faktisk til Roncesvalles, selv om vi nok havde tvivlet på, om det ville lykkedes. Vi var udmattede, men også så lettede, da vi sad med en cola og øl, at vi besluttede, at vi ville tage byen i nærmere øjesyn bagefter. Ha! Vi kunne gøre det med et enkelt øjekast, for der var de fem bygninger, der er nødvendige i en pilgrimsby, that's it: To hoteller, et herberg, en restaurant samt selvfølgelig en kirke, for det er trods alt det, der er det oprindelige formål med pilgrimsruten.
Vi kan begge godt lide kirker og besøgte også nogle af de mest unikke og gamle på vejen – blandt andet for at tænde et lys for vores far i rygsækken – og der er rigtig mange af dem. Men vores formål var altså mest at få lidt ro og en pause indeni, hver for sig og sammen. Det var også derfor, vi havde valgt den nemme udvej – at betale os fra det hele.
Det eneste, vi ikke havde betalt os fra, var det at gå 20-27 kilometer om dagen. Og lige den del tror jeg gerne, min søster havde gjort dagen efter turen over Pyrenæerne, hvis hun kunne. Hendes knæ var helt til rotterne, da hun vågnede. Humøret var altså ikke helt i hopla denne anden dag på vandreturen, da det dels viste sig, at etapen fortsatte stejlt nedad, at vi havde glemte den smertestillende Felden-creme i kufferten på hotellet, og at jeg måtte fortsætte med den ene vandrestøvle omvundet med metervis af gaffa-tape. Selvom flodens rislende vand og de smukke vandfald langs vandrestien dybt i skoven gjorde sit for at muntre os op.
Efter mange timers vandring ankom vi endelig til det skønne hotel Akerreta i en lille bjergby: Far, mor og datter tog så varmt og hjemligt imod i den nænsomt restaurerede bygning, og om aftenen blev der serveret lokal mad og vin med stor stolthed: En velsignet lækker bøf, en skøn, læskende vin. Livet var skønt i dette øjeblik. Og den forudbestilte pilgrimsmenu her levede i den grad op til forventningerne hjemmefra.
LÆS OGSÅ: 5 nordiske natur-getaways
Ro i sindet
De følgende dage gik med værkende knæ for min søsters vedkommende og stadig nye påmonteringer af gaffa på min støvle, men ellers ret højt og stigende humør, efterhånden som vi fandt vores rytme. Det vil sige sindssygt tidligt op om morgenen og af sted, så vi kunne nå at gå mange kilometer, inden det blev for varmt. Og vi fik hverken solstik, hallucinationer eller solskoldninger. Igennem store og små perler af byer som Pamplona, Najera, Estella, men især turen derfra til Los Arcos får et af turens største plusser. Gennem grønne vinmarker og gyldne kornmarker med bløde bjerge, der ligesom er løbet ud og har lagt sig til rette i smukke, buede folder for neden med tiden. Så uendeligt smukt. Og så stille. Vi gik og blev bare så rolige indeni og udenpå, for vi havde efterhånden nået det punkt, hvor vi ikke behøvede at sige så meget til hinanden. Nu snakkede vi mest med os selv. Det var helt, som det skulle være.
Vi var bestemt ikke de eneste, der havde fået idéen om at gå Caminoen her i højsæsonen. Det føltes dog sjældent belastende. Tværtimod. Og af samme grund blev vi enige om, at vi ikke ville betænke os på at gå turen alene en anden gang. Det giver en stor tryghed, at der er andre, og man kan altid tage en let og uforpligtende snak, en dybere, hvis man er til dét, eller slet ingen snak overhovedet med andre. Flere midaldrende par tager turen sammen, fordi det giver mulighed for at få talt sammen på en anden og ny måde, flere familier med større børn gør det også. Og vi så det overraskende, at unge fra hele verden bruger rejseformen med de meget billige herberger undervejs som et alternativ til interrail. Der er med andre ord frit slag for alle nationaliteter, generationer og familiekonstellationer til at tage turen på forskellige måder og af alle slags grunde – religiøse, kulturelle, verdslige eller sociale.
Da vi ramte endestationen, storbyen Burgos, konstaterede vi – trods udfordringer undervejs og efter 300 kilometer og næsten en halv million skridt – at vi gør det igen: Tager den sidste del af ruten, gerne i højsæsonen, gerne i de allermest varme måneder, men at vi arrangerer og bærer det meste selv næste gang. Også tunge guidebøger. Og så træner vi først og sørger for at have de mest solide støvler på markedet med – plus gaffa!
Fakta om Caminoen
Siden middelalderen har den nordspanske Camino været en af de vigtigste kristne pilgrumsruter. Langs ruten finder man af samme grund små kirker i hobetal.
Du kan planlægge din egen rute gennem det bjergrige terræn, men endedestinationen er Santiago de Compostela og byens katedral, hvor en af de 12 apostle, Skt Jakob, ifølge sagnet, ligger begravet. Derfor går Caminoen også under navnet "Jakobsvejen".
Camino på 1. klasse
Du kan vælge at lade et rejsebureau tage sig af alt det praktiske, som vi gjorde: Vagabond Tours gjorde et virkelig godt arbejde og reddede i sidste ende vores hjemtur, da Air France strejkede. Så det er ikke deres skyld, at vi selv vil stå for det næste gang. Vi betalte i alt ca. 15.000 kr. alt inklusive pr. person. Spainismore.es arrangerer også turen for cirka samme pris.
Læs mere på Vagebondtours.dk og Spainismore.es
Camino på 2. klasse
Du kan også vælge selv at arrangere ved at tjekke ruten på nettet eller i bogen "Pilgrimsvejen til Santiago de Compostela" af Henrik Tarp. Her kan du se de byer, der ligger langs ruten og selv booke hoteller og evt. bagagetransport. Vi mødte et irsk par, der havde gjort det og sparet mange penge. Tag bogen med – den er god!
Camino på 3. klasse
Tag afsted med rygsækken på ægte pilgrimsmanér. Book et herberg undervejs. Det er den mest fleksible og billigste måde at gøre det på – og den mest anvendte. Du kan evt. tage en hotelovernatning indimellem, hvis du bliver generet af snorken fra de andre på seksmandsstuen.