Magrethe Vestager
SPONSORERET indhold

Margrethe Vestager: ”Jeg gemmer altid dette, for jeg har fået at vide, at det er guld”

Der kommer økonomiske argumenter på bordet, når Margrethe Vestager og hendes familie tager stilling til, hvornår juletræet skal pyntes. Og så er der heller ikke altid hel enighed om, hvordan småkagerne skal smage.

Af: Marie Varming Foto: Sara Skytte
18. dec. 2023 | Livsstil | Hjemmet

Hvornår begynder julen for dig?

"Det gør den efter min datter Rebeccas fødselsdag 26. november, og den slutter inden vores ældste datter, Marias, fødselsdag 30. december, for jeg synes, man har ret til at have en fødselsdag uden jul.

På det tidspunkt har min mand været i gang med at smugspise pebernødder i lang tid, for han køber dem, så snart, de kommer frem i butikkerne.

Men omkring første søndag i advent går jeg i gang med at jule. Der kommer adventskransen op, og så er vi i gang. Det betyder blandt andet også julebagning med en god gammel ven, som var min ministersekretær, dengang jeg var undervisningsminister. Vi har bagt sammen i 20 år, og den står altid på pebernødder, vaniljekranse, brunkager, klejner og fedtebrød, som jeg synes særlig godt om.

Jeg synes, julen gerne må forny sig lidt, så jeg prøver altid – til min families grænseløse irritation – at lave vaniljekransene om til enten safrankranse eller lakridskranse eller sådan noget."

Hvilken jul er den værste, du har oplevet?

"Jeg kan huske en jul, hvor vi skulle køre til mit barndomshjem i Ølgod i Jylland. Vi havde været omkring en gård på Sjælland og hente en økoand, som jeg sad med i skødet, for hele bilen var fuld af gaver, vores tre børn og min mands langrendsski, som lå på tværs gennem bilen. Men motorvejen over Fyn frøs til, og jeg sad ti timer i den bil med en frossen and i skødet.

Det sjove var, at man kunne fornemme, at alle bilerne på vejen var i samme båd, for ingen af os kunne køre, så længe der lå sort is på motorvejen. Til gengæld kunne vi høre nogle af de andre bilister ringe ind til P4’s trafikradio og fortælle, hvordan det gik."

Hvordan holder du jul i år?

"For tredje år skal vi prøve at holde vores egen jul hjemme, da den ældre generation efterhånden synes, det er lidt for meget, at vi alle sammen kommer til dem. Vi skiftes altid mellem vores to familier, og i år er det min mands familie, der kommer. Jeg har et barnebarn på et år, men de skal desværre være hos min datters svigerfamilie, men så ser jeg frem til, at det er min tur næste år."

Hvad spiser I juleaften?

"Vi er meget traditionelle. Altså hos os kan man ikke bare få en rødkålssalat i stedet for den traditionelle rødkål. I min familie spiser vi både flæskesteg og medister, men i min mands familie spiser de ænder, så vi skal have det hele. Og der er naturligvis chips til. Det er åbenbart noget, der vinder indpas, for sidste år var der udsolgt over hele København. Men de er også så gode til sovsen.

Det er min mand, der står for ænderne, og jeg står for resten. Og så gemmer jeg altid andefedtet, for jeg har fået at vide, at det er guld. Så står det i mit køleskab et par måneder, til jeg smider det ud."

Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?

"Den har jeg måske til gode, for jeg er jo ikke død endnu. Til gengæld tror jeg måske, gaveræset snart får en ende. Men der var et år, hvor jeg fik en symaskine i julegave af mine forældre. Den var jeg glad for, men jeg har den ikke længere, for det er ved at være et par symaskiner siden."

Hvad er den værste julegave, du nogensinde har fået?

"Som barn ønskede jeg mig engang en racerbane, men jeg fik et leksikon. Jeg har aldrig været så skuffet. Jeg tror ikke engang, at ordet racerbane optrådte i det leksikon."

Bruger I mandelgave?

"Ja, det gør vi, men jeg vinder næsten aldrig. Vi er ikke sådan nogle, der snyder, men vi har dog to forskellige gaver, alt efter om det er et barn eller en voksen, der vinder. Og så har vi to skåle med risalamande. En hvor mandlen er i, og en til at fylde op med til dem, der vil have mere. På den måde kommer ingen til at spise sig fordærvet. Hvis der er noget tilbage, gemmer jeg det, for risalamande smager allerbedst julemorgen."

Har du en yndlingssalme?

""En rose så jeg skyde". Den har en dejlig melodi."

Hvad er din yndlingsjulekalender?

"Jeg synes, de er lidt uhyggelige i dag. De er jo fulde af splittede familier, onde kræfter og den slags. Jeg har heller ikke tid til at følge med før 22. december, når jeg går på juleferie. Til gengæld kan man sige, at nutidens julekalendere handler om noget. Der er jo noget mere substans i end i 'Jullerup Færgeby'."

Har du en yndlingsjulefilm?

"'Alene hjemme' og 'Love Actually' skal jeg nå at se på et tidspunkt i juledagene."

Hvordan er din december måned?

"Den er travl, for man skal nå en hel måneds arbejde på den halve tid og samtidig hygge sig. Illusionen om, at man kan gå på juleferie med et helt ryddet skrivebord, holder ikke en meter. Til gengæld er det en lettelse, at jeg ikke længere skal nå alle klippe-klistre-arrangementerne i børnehaver og skoler.

Jeg synes, januar og februar er så lange og triste, at man godt kunne skubbe lidt af hyggen til der. Vi giver den jo fuld gas i november og december og piller det hele ned i januar, som er mindst lige så trist. Samtidig siger bladene, at man skal have dårlig samvittighed over sin vægt."

Hvilke juletraditioner har du med fra din barndom?

"Faktisk er den jul, jeg holder i dag, næsten en tro kopi af min barndoms jul. Men en ting, jeg har taget med mig, er at lave en juledekoration. Min mormor var blomsterbinder, og min mor har også talentet, så hun laver altid en juledekoration med oasis i bunden og tre lys i. Det gør jeg også hvert år.

Nogle få ting har dog ændret sig. For eksempel pyntede vi også først juletræet juleaftensdag, da jeg var barn. Vi købte træet i starten af december, men der var jo god plads ovre i Jylland, så det stod udenfor frem til jul og var helt friskt, når det kom ind i huset 24. december og blev pyntet.

Min mand og mine børn insisterer dog på at pynte træet omkring 1. december, og de taler virkelig til økonomen i mig, når de siger, at jeg skal regne prisen ud pr. dag, vi har et pyntet træ. Så kan jeg jo ikke sige noget"

Anbefalet til dig