"Det nytter simpelthen ikke noget, at mine drømme skal tvinges ned over andre"

Marianne Stagetorn var 22 år, da hun i 1989 købte det ikoniske konditori La Glace af sin mor, forsvarsadvokat Merethe Stagetorn. På overdragelsesdagen gav Merethe, der havde drevet La Glace ved siden af sin advokatvirksomhed, Marianne nøglerne i hånden og sagde: ”Du kan ringe, hvis der er noget”. Og så gik hun. Mariannes to døtre, Maria og Laura, der begge arbejder i La Glace, har hørt den historie mange gange gennem årene, men den fik for nylig en helt ny betydning. Den 8. oktober fyldte La Glace 150 år, og i den anledning blev det nemlig offentliggjort, at netop Maria og Laura skal overtage konditoriet efter deres mor om fem år. En beslutning, som har været meget længe undervejs, men som ingen – ud over de nærmeste – har kendt til. 

Maria: – De ord, som vores mormor sagde dengang, hun overlod nøglerne til vores mor, har vi talt om så mange gange, men til 150-års dagen fik vi alle tre tårer i øjnene, da vores mor i sin tale foran alle vores kollegaer sagde til os: ”Om fem år, går jeg ud ad døren, og så kan I ringe, hvis der er noget”. Det med, at det pludselig blev sagt højt, det var sådan … gud …!  

Hvordan reagerede jeres kollegaer på, at I skulle overtage?  

Laura: – Lige da det blev sagt, var kollegaerne sådan, nå ja, okay, det vidste vi da måske godt, at I skulle, men da der så blev sagt, at vi gik i konditorlære fra marts 2021, blev folk sådan: Wow! Og så klappede de alle sammen. Og nu siger du ”overtage”, men det er meget vigtigt for os, at man siger ”køber”. Vi overtager ikke La Glace – vi køber det. Overtage lyder som om, at vi bare får nøglerne. Men vi har aldrig fået noget som helst i vores liv! Der har aldrig været noget, der hed lommepenge i vores familie. Hvis man ville have ”lommepenge” som barn, så kunne man få lov til at komme herind i La Glace og gå med en bakke, og sådan har det været lige siden, vi var fem år. 

Marianne griner. 

Marianne: – Det er noget, jeg altid selv har kæmpet med. At jeg OVERTOG efter min mor. Jeg har overtaget en gammel minkpels og et par gamle sko efter min mor. Men jeg købte altså forretningen af hende til absolut markedsværdi dengang. Det er meget vigtigt at understrege. Og sådan er det også for Maria og Laura, selvom de har fået La Glace ind med modermælken. Jeg holdt stort set ingen barsel, da jeg fik dem og deres bror, og jeg havde dem med herind, fra de var ganske få dage gamle. Så stod de i en barnevogn, som damerne holdt øje med, og jeg ammede dem, når de vågnede. Da de var fem år, syede vi nogle arbejdsuniformer ind til dem …

Laura: – … som vi fik i GAVE! 

Marianne: – Ja, og så kom de herind og gik med sukkerskåle og sådan noget. De troede, at de var til stor hjælp, og først senere har jeg ødelagt det hele for dem ved at fortælle, at der kom ekstra mandskab på, når de var på ”arbejde”. De skulle mandsopdækkes. Men det var hyggeligt. Og da de fyldte 13, fik de et rigtigt job. 

Laura: – Til minimumsløn. Indtil da fik vi ti kroner om dagen. 

Der bliver ikke givet ved dørene? 

Maria: – Nej, for man skal lige præcis lære, at man skal arbejde hårdt for det, man gerne vil have. Det giver i øvrigt heller ikke mening af give en femårig en masse penge, for man bruger dem jo bare på slik. Men min mor havde nok ikke lige forudset, at vi ofte fik 100 kroner i drikkepenge, da vi gik rundt herinde som femårige. Det betød dog så bare, at vi selv skulle købe gaver, når vi f.eks. skulle til fødselsdage, ha ha. 

– Da pigerne sagde, at det godt kunne være, at det skulle være noget med kage, sagde jeg til dem, at så var det en rigtig, rigtig god idé at gå i lære som konditor i fire år, så man ved, hvad der sker i maskinrummet. Det gjorde jeg selv, og det har jeg været meget glad for. Det er vigtigt at forstå, hvorfor noget kan lade sig gøre og andet måske ikke kan, når man taler med sine medarbejdere. Siden gymnasietiden har vi så sat os ned tre-fire gange om året med en dagsorden og har debatteret fremtiden. Hvordan så pigerne fremtiden? Hvordan skulle det fungere? Der har været fordele for mig i, at jeg har været alene om at træffe alle beslutninger i La Glace gennem årene, men det har også været ensomt somme tider. Jeg har enormt gode kollegaer, men jeg har ikke haft en makker, der har haft min ryg. Vi har talt meget om at være to søstre sammen om det, for det kan både være en usædvanlig god idé, men det kan selvfølgelig også være en udfordring. 

Hvad tænker I om den udfordring? 

Maria: – Laura og jeg er rigtig meget sammen altid. Vi bor sammen, vi træner sammen, vi arbejder sammen. Og indtil videre, hvis vi har været uenige, så har vi taget diskussionen. Jeg kan godt være den, der umiddelbart stiller mig lidt negativt an i forhold til, om noget nyt er en god idé, men vi er begge gode til at argumentere og respektere den andens holdninger og meninger. 

Laura: – Vi er søstre, og selvfølgelig kan vi blive uenige, men som Maria siger, så tager vi diskussionen, og så bliver vi enige om, hvilken vej vi skal. Jeg kan ikke mindes, at vi i hele vores liv har gået i flere dage uden at snakke sammen. Jeg tror max, at vi er gået ind på vores værelse i en halv time for så at komme ud igen og sige: ”Nå, skal vi spise aftensmad og spille backgammon?”. 

Marianne: – Vi har ikke tradition for brændte broer eller store dramaer i familien.

Maria: – Nej, og jeg tror også, det er en fordel for os, at La Glace er en virksomhed med ret faste rammer og et ret klart brand. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, vi skal bare navigere inden for den dybe tallerken. Derfor tror jeg, at det bliver meget begrænset, hvor meget vi vil få brug for at diskutere. 

Marianne: – Der er enormt meget potentiale for forretningen, og der har gennem tiden været mange, der har spurgt om lov til at franchise eller lave småkager på licens. Det har aldrig interesseret mig, men hvis pigerne synes, det er interessant, så be my guest. Det er også derfor, jeg går ud ad døren om fem år på samme måde, som min mor gjorde. Jeg skal ikke sidde som den gamle, sure generation. Det har jeg set alt for mange eksempler på, og derfor har det været vigtigt for mig, at vi har aftalt en helt fast dato for, hvornår jeg stopper. 

Maria er i gang ved at afslutte sin bacheloropgave på CBH Business, og Laura afsluttede sin fra CBS i sommer. Ingen af dem har tænkt sig at læse kandidaten, for de siger samstemmende, at de ikke er særligt boglige. De gider ikke sidde ned og læse hele dagen, der skal ske noget, og derfor glæder de sig vældig meget til at begynde på konditoruddannelsen, som er mere praktisk. De er også så småt ved at tage flere roller på sig på La Glace. 

Laura: – Det er mig, der står for vagtplanerne nu, og f.eks. har vi ansat Andreas som juleassistance, fordi han ikke havde nok timer på sit eget arbejde på grund af corona. 

Så der er allerede beslutninger, du ikke er ind over, Marianne?

Marianne: – Jeg har det sådan, at ansvar ikke er noget, man får, det er noget, man tager. Og lige pludselig var ansættelser af juleassistance ude af mine hænder, det har jeg ellers siddet med i 30 år. Så for første gang nogensinde møder jeg folk i arbejdstøj i forretningen, som jeg ikke selv har ansat. 

Hvordan er det? 

Marianne: – Jamen, det er jo en del af en proces. Det er fint. Det er så glimrende. 

Laura: – Jeg synes også, det er sjovt, når folk spørger: ”Hvad vil I gerne implementere i forretningen, når I overtager den om fem år?”. For Maria og jeg tænker sådan her: Hvad er idéen i at vente fem år, hvis vi har et problem eller en idé nu? Vi er her jo nu. Vi sidder med det hele, så hvorfor skulle vi vente fem år og så først til den tid lægge en kæmpe plan for alt muligt, som måske kan gøres bedre allerede nu? Så vi tager en del beslutninger, og nogle gange får Marianne også lov til at sige sin mening. 

Kalder I jeres mor Marianne her?

Laura: – Nej, vi kalder hende ”chef” her. Børn skal ikke kalde deres forældre ved navn. Og vi kan ikke kalde hende mor, når vi er på arbejde, og så er der chef tilbage. 

Marianne: – Så det var en provokation, da Laura lige kaldte mig Marianne. Kunne du ikke se det på hende? 

Hvordan var det med din egen mor, efter du havde købt forretningen?

Marianne: – Hun kom her og vaskede op med pigerne, da de var små. Hun kunne godt lide at stå ude i køkkenet, hvor ingen kunne se hende, og snakke med pigerne, mens de lavede noget praktisk. Så hvis jeg bliver bedstemor en dag, vil jeg gerne komme og vaske op, men jeg gider ikke stå og vaske op alene. 

Laura: – Nej, du skal ikke vaske op, du skal pakke småkager og være værtinde. 

Maria: – Ja, værtinde er nok den bedste rolle. 

I har allerede tænkt over det?

Laura: – Opvask er ikke der, hvor du er bedst … 

Marianne: – Jeg er da glad for at høre, at I gerne vil have mig frem i forreste række …

Maria: – Det er fordi, det er det, du er god til. Du er en rigtig god værtinde. 

Laura: – Det er den hårdeste tjans, så det er en stor kadeau. Og så ER du ikke god i opvasken! Sidst slukkede du maskinen, så vi måtte vaske op i hånden i den halve time, det tager for den at starte op igen. 

De griner alle tre. 

Marianne: – Ja ja, men jeg går i hvert fald ud ad døren, og så må de fikse resten. Og så tænker jeg i øvrigt, at jeg får lusket med ind i købskontrakten, at jeg har gratis kaffe herinde til mine dages ende. 

Har I tænkt over, at I måske også skal have børn på et tidspunkt, og hvad der så skal ske med jeres samarbejde og forretningen? 

Laura: – Der er flere, der har sagt, at det er usmart af os at skulle købe forretningen om fem år, fordi vi til den tid vil have en naturlig alder til at få børn. Og nogen har så sagt, at vores mor derved udskyder det at blive bedstemor. Men jeg ser det på en anden måde. Jeg ser en fuldtidsbarnepige, der kommer med i kontrakten! Så kan du sidde her med din gratis kaffe, mor, og passe vores børn. 

Marianne griner højt igen. 

Marianne: – Ja, ja, vi ser. Vi ser. 

Har I tænkt jer at betale for den eventuelle fuldtidsbarnepige? 

Laura: – Nej, hun får kaffen. Man betaler ikke sit familiemedlem for hjælp. Familiemedlemmer hjælper hinanden, fordi de gerne vil. 

Maria: – Det er også noget, vi er vokset op med! Og vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden. 

Hun stopper op og kigger på Marianne. 

Laura: – Ja, undskyld, men jeg kalder dig altså mor i det her interview, selvom vi sidder på La Glace, ha ha – men som mor siger, så er det fedest at være på en arbejdsplads, hvor folk gerne vil komme. Der er jo rigtig mange jobs, hvor ens ”kunder” ville ønske, at de ikke havde brug for en. Der er nok ikke nogen, der glæder sig til, at de skal til møde med deres forsikringsselskab, og hvem tænker, yes, nu skal jeg bruge en forsvarsadvokat? Nej, vel. Men folk glæder sig til at komme her på La Glace, og det er et lille eventyr, vi sælger hver dag. Det kan vi godt lide. 

Hvilke råd giver du videre i forbindelse med forretningen, Marianne?

Marianne: – Når man er to, der skal dele kagen, om jeg så må sige, er det vigtigt, at man siger, hvad man har på hjerte, hvis det er relevant og noget, der går en på, og at den anden så lytter grundigt efter. Det er også vigtigt for mig, at Maria og Laura i de kommende fem år lærer det, de er dårligst til, så de kan tage over for hinanden. Laura er f.eks. bedst til tal og dermed nok også til økonomien og regnskaberne, så derfor er det mig magtpåliggende, at Maria får lært det først i relation til forretningen. Omvendt er Maria bedst til personale, og der skal Laura til at lære lidt om tålmodighed og den slags. 

Hvad er jeres drøm med La Glace? 

Maria: – For mig er det en drøm, at vi bliver mere internationalt orienterede f.eks. på vores hjemmeside. Ikke dermed sagt, at vi pludselig skal have butik i London og Paris, men jeg vil gerne have, at vi får mulighed for at kunne sende vores varer forskellige steder hen. Jeg har også en drøm om, at der kommer mere fokus på personaleudvikling. 

Laura: – Min drøm er det, som vores mission er: At skabe kvalitet og livsglæde til kunder og kollegaer og bevare den tidslomme, som La Glace er. 

Marianne: – Da jeg købte forretningen af min mor, gik der faktisk reelt 14 år, før der for alvor begyndte at ske noget nyt rent forretningsmæssigt. Det var først i 2003, jeg begyndte at lave handlingsplaner og begyndte at vokse med opgaven. Det tog mig alt for lang tid at finde ud af, at når det gik godt her, så var det min fortjeneste. Meget længe havde jeg det sådan, at når det gik godt, så var det nok fordi, mor Merethe var dygtig. Så at påtage mig ansvaret for forretningens succes, det tog noget tid, og det håber jeg, at Maria og Laura hurtigere gør. Laura refererede til en tidslomme før, og det er en kliché at sige, at man skal forny sig med respekt for historien. Men sådan er det faktisk. Og man skal ikke læne sig tilbage og bare sige: ”Ih, hvor går det godt”. Man skal læne sig tilbage og sige: ”Ih, hvor går det godt, hvad kan vi nu gøre bedre?”.