Marianne, Laura og Maria Stagetorn La Glace scroll-down
Foto: Les Kaner Marianne Stagetorn og hendes to døtre Laura (th) og Maria (tv) Stagetorn, som skal overtage det ikoniske konditori La Glace efter deres mor.

"Det nytter simpelthen ikke noget, at mine drømme skal tvinges ned over andre"

Danmarks ”kagekone” nr. 1, Marianne Stagetorn Kolos, er klar til at lade næste generation tage over på det ikoniske konditori La Glace. Men døtrene Laura og Maria har aldrig fået noget foræret, fortæller de her, hvor du også får opskriften på den traditionsrige Helligtrekongerkage fra La Glace.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Marianne Stagetorn var 22 år, da hun i 1989 købte det ikoniske konditori La Glace af sin mor, forsvarsadvokat Merethe Stagetorn. På overdragelsesdagen gav Merethe, der havde drevet La Glace ved siden af sin advokatvirksomhed, Marianne nøglerne i hånden og sagde: ”Du kan ringe, hvis der er noget”. Og så gik hun. Mariannes to døtre, Maria og Laura, der begge arbejder i La Glace, har hørt den historie mange gange gennem årene, men den fik for nylig en helt ny betydning. Den 8. oktober fyldte La Glace 150 år, og i den anledning blev det nemlig offentliggjort, at netop Maria og Laura skal overtage konditoriet efter deres mor om fem år. En beslutning, som har været meget længe undervejs, men som ingen – ud over de nærmeste – har kendt til. 

Maria: – De ord, som vores mormor sagde dengang, hun overlod nøglerne til vores mor, har vi talt om så mange gange, men til 150-års dagen fik vi alle tre tårer i øjnene, da vores mor i sin tale foran alle vores kollegaer sagde til os: ”Om fem år, går jeg ud ad døren, og så kan I ringe, hvis der er noget”. Det med, at det pludselig blev sagt højt, det var sådan … gud …!  

Hvordan reagerede jeres kollegaer på, at I skulle overtage?  

Laura: – Lige da det blev sagt, var kollegaerne sådan, nå ja, okay, det vidste vi da måske godt, at I skulle, men da der så blev sagt, at vi gik i konditorlære fra marts 2021, blev folk sådan: Wow! Og så klappede de alle sammen. Og nu siger du ”overtage”, men det er meget vigtigt for os, at man siger ”køber”. Vi overtager ikke La Glace – vi køber det. Overtage lyder som om, at vi bare får nøglerne. Men vi har aldrig fået noget som helst i vores liv! Der har aldrig været noget, der hed lommepenge i vores familie. Hvis man ville have ”lommepenge” som barn, så kunne man få lov til at komme herind i La Glace og gå med en bakke, og sådan har det været lige siden, vi var fem år. 

Marianne griner. 

Marianne: – Det er noget, jeg altid selv har kæmpet med. At jeg OVERTOG efter min mor. Jeg har overtaget en gammel minkpels og et par gamle sko efter min mor. Men jeg købte altså forretningen af hende til absolut markedsværdi dengang. Det er meget vigtigt at understrege. Og sådan er det også for Maria og Laura, selvom de har fået La Glace ind med modermælken. Jeg holdt stort set ingen barsel, da jeg fik dem og deres bror, og jeg havde dem med herind, fra de var ganske få dage gamle. Så stod de i en barnevogn, som damerne holdt øje med, og jeg ammede dem, når de vågnede. Da de var fem år, syede vi nogle arbejdsuniformer ind til dem …

Laura: – … som vi fik i GAVE! 

Marianne: – Ja, og så kom de herind og gik med sukkerskåle og sådan noget. De troede, at de var til stor hjælp, og først senere har jeg ødelagt det hele for dem ved at fortælle, at der kom ekstra mandskab på, når de var på ”arbejde”. De skulle mandsopdækkes. Men det var hyggeligt. Og da de fyldte 13, fik de et rigtigt job. 

Laura: – Til minimumsløn. Indtil da fik vi ti kroner om dagen. 

Der bliver ikke givet ved dørene? 

Maria: – Nej, for man skal lige præcis lære, at man skal arbejde hårdt for det, man gerne vil have. Det giver i øvrigt heller ikke mening af give en femårig en masse penge, for man bruger dem jo bare på slik. Men min mor havde nok ikke lige forudset, at vi ofte fik 100 kroner i drikkepenge, da vi gik rundt herinde som femårige. Det betød dog så bare, at vi selv skulle købe gaver, når vi f.eks. skulle til fødselsdage, ha ha. 

Stagetorn La Glace

Marianne, Maria og Laura har inviteret ALT for damerne på besøg i La Glace’ hyggelige lokaler, hvor de byder på varm chokolade – ikke kakao, meget vigtigt! – mens de fortæller deres historie. Maria og Laura er enige om, at har haft en dejlig og udfordrende opvækst. De har fået stukket et spil kort i hånden, hvis de har kedet sig, aldrig en telefon til underholdning. De skulle bruge tiden sammen og ikke hver for sig, og derfor er deres forhold meget nært. Og hvis samtalerne i en sommerferie kom til at handle for meget om næste måltid og intet andet, blev alle sat til at lytte til ”Mads og Monopolet” for derefter at debattere de dilemmaer, som blev vendt i programmet. Det har givet anledning til mange spændende samtaler gennem tiden. Marianne har også holdt jævnlige møder med sine tre børn. Det har været vigtigt for hende og hendes mand, Peter, at finde ud af, hvordan man sørger for, at der er en naturlig ”sult” i næste generation. 

Marianne: – Hvordan skaber man viljen til at skabe sig en karriere i næste generation? Viljen til at stå op om morgenen og gøre sit bedste? Det har været et af målene for os som forældre, og jeg synes, det er lykkedes ret godt med dem alle tre. Andreas, som ikke sidder her i dag, har også alle dage været flittig. Siden gymnasietiden har jeg trukket børnene til side til en individuel samtale og har spurgt dem: ”Hvad vil du med dit liv, min ven, og indgår der kage?”. Pigerne sagde: ”Det kan godt være, at der indgår kage”. Og Andreas sagde: ”Der indgår i hvert fald ikke kage”. Han er fulgt i sin farfars fodspor og er ved at tage en uddannelse med kød som speciale.

– Da pigerne sagde, at det godt kunne være, at det skulle være noget med kage, sagde jeg til dem, at så var det en rigtig, rigtig god idé at gå i lære som konditor i fire år, så man ved, hvad der sker i maskinrummet. Det gjorde jeg selv, og det har jeg været meget glad for. Det er vigtigt at forstå, hvorfor noget kan lade sig gøre og andet måske ikke kan, når man taler med sine medarbejdere. Siden gymnasietiden har vi så sat os ned tre-fire gange om året med en dagsorden og har debatteret fremtiden. Hvordan så pigerne fremtiden? Hvordan skulle det fungere? Der har været fordele for mig i, at jeg har været alene om at træffe alle beslutninger i La Glace gennem årene, men det har også været ensomt somme tider. Jeg har enormt gode kollegaer, men jeg har ikke haft en makker, der har haft min ryg. Vi har talt meget om at være to søstre sammen om det, for det kan både være en usædvanlig god idé, men det kan selvfølgelig også være en udfordring. 

Hvad tænker I om den udfordring? 

Maria: – Laura og jeg er rigtig meget sammen altid. Vi bor sammen, vi træner sammen, vi arbejder sammen. Og indtil videre, hvis vi har været uenige, så har vi taget diskussionen. Jeg kan godt være den, der umiddelbart stiller mig lidt negativt an i forhold til, om noget nyt er en god idé, men vi er begge gode til at argumentere og respektere den andens holdninger og meninger. 

Laura: – Vi er søstre, og selvfølgelig kan vi blive uenige, men som Maria siger, så tager vi diskussionen, og så bliver vi enige om, hvilken vej vi skal. Jeg kan ikke mindes, at vi i hele vores liv har gået i flere dage uden at snakke sammen. Jeg tror max, at vi er gået ind på vores værelse i en halv time for så at komme ud igen og sige: ”Nå, skal vi spise aftensmad og spille backgammon?”. 

Marianne: – Vi har ikke tradition for brændte broer eller store dramaer i familien.

Maria: – Nej, og jeg tror også, det er en fordel for os, at La Glace er en virksomhed med ret faste rammer og et ret klart brand. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, vi skal bare navigere inden for den dybe tallerken. Derfor tror jeg, at det bliver meget begrænset, hvor meget vi vil få brug for at diskutere. 

Marianne: – Der er enormt meget potentiale for forretningen, og der har gennem tiden været mange, der har spurgt om lov til at franchise eller lave småkager på licens. Det har aldrig interesseret mig, men hvis pigerne synes, det er interessant, så be my guest. Det er også derfor, jeg går ud ad døren om fem år på samme måde, som min mor gjorde. Jeg skal ikke sidde som den gamle, sure generation. Det har jeg set alt for mange eksempler på, og derfor har det været vigtigt for mig, at vi har aftalt en helt fast dato for, hvornår jeg stopper. 

Laura, Maria og Marianne Stagetorn
Marie Stagetorn (tv), Marianne Stagetorn Kolos (i midten) og Laura Stagetorn (th).

Hvem er Laura, Maria og Marianne Stagetorn

Laura Stagetorn, 22 

Arbejder fuld tid på La Glace og begynder til marts på konditoruddannelsen. Blev i sommer færdig med sin bachelor på CBS i HA Almen. Kæreste med Gustav. Bor sammen med sin søster, Maria, i København. 

Maria Stagetorn, 25

Læser international handel og marketing på CBH Business og er i gang med bachelorprojekt om La Glace, mens hun arbejder deltid i familie-virksomheden. Begynder til marts på konditoruddannelsen. Single og bor med sin søster, Laura, i København. 

Marianne Stagetorn Kolos, 53

Indehaver og daglig leder af La Glace. Uddannet akademiøkonom og konditor. Gift med Peter Kolos. Sammen har de børnene Maria, 25, Andreas, 24, og Laura, 22. 

Maria er i gang ved at afslutte sin bacheloropgave på CBH Business, og Laura afsluttede sin fra CBS i sommer. Ingen af dem har tænkt sig at læse kandidaten, for de siger samstemmende, at de ikke er særligt boglige. De gider ikke sidde ned og læse hele dagen, der skal ske noget, og derfor glæder de sig vældig meget til at begynde på konditoruddannelsen, som er mere praktisk. De er også så småt ved at tage flere roller på sig på La Glace. 

Laura: – Det er mig, der står for vagtplanerne nu, og f.eks. har vi ansat Andreas som juleassistance, fordi han ikke havde nok timer på sit eget arbejde på grund af corona. 

Så der er allerede beslutninger, du ikke er ind over, Marianne?

Marianne: – Jeg har det sådan, at ansvar ikke er noget, man får, det er noget, man tager. Og lige pludselig var ansættelser af juleassistance ude af mine hænder, det har jeg ellers siddet med i 30 år. Så for første gang nogensinde møder jeg folk i arbejdstøj i forretningen, som jeg ikke selv har ansat. 

Hvordan er det? 

Marianne: – Jamen, det er jo en del af en proces. Det er fint. Det er så glimrende. 

Laura: – Jeg synes også, det er sjovt, når folk spørger: ”Hvad vil I gerne implementere i forretningen, når I overtager den om fem år?”. For Maria og jeg tænker sådan her: Hvad er idéen i at vente fem år, hvis vi har et problem eller en idé nu? Vi er her jo nu. Vi sidder med det hele, så hvorfor skulle vi vente fem år og så først til den tid lægge en kæmpe plan for alt muligt, som måske kan gøres bedre allerede nu? Så vi tager en del beslutninger, og nogle gange får Marianne også lov til at sige sin mening. 

Kalder I jeres mor Marianne her?

Laura: – Nej, vi kalder hende ”chef” her. Børn skal ikke kalde deres forældre ved navn. Og vi kan ikke kalde hende mor, når vi er på arbejde, og så er der chef tilbage. 

Marianne: – Så det var en provokation, da Laura lige kaldte mig Marianne. Kunne du ikke se det på hende? 

De griner alle tre højt. Og Laura og Maria får også lige fortalt, at de hader at blive opfattet eller tiltalt som chefens døtre, og at de retter personalet, hvis nogen henviser til chefen som deres mor. 

Men for lige at få det på det rene, Marianne, du ER stadig chefen?

Marianne: – DET er jeg. Jeg har titel af kagekone. Vi har også en kageførstedame, som har været her fra min mors tid, og der er tre vicekageførstedamer. Maria og Laura er nu udnævnt til vicekagekoner. Derudover har vi kagedamer og kagepiger i butikken. Meget nørdet, men meget vigtigt, ha ha. 

Hvad tænker du om den dag, hvor du rent faktisk skal gå ud ad døren, Marianne?

Marianne: – Jeg tænker, at jeg går ud ad døren, og så tager jeg på en lang ferie, hvis man må rejse til den tid. Men ellers … så tænker jeg egentlig ikke så meget over det.

– For mig er det vigtigste, at Maria og Laura ved, at de er ved rorpinden og må træffe de beslutninger, de nu engang har behov for træffe, selv.

– Hvis de kommer og spørger mig til råds, vil de få min uforbeholdne mening, men i øvrigt må de gøre, som det passer dem til den tid. 

Hvordan var det med din egen mor, efter du havde købt forretningen?

Marianne: – Hun kom her og vaskede op med pigerne, da de var små. Hun kunne godt lide at stå ude i køkkenet, hvor ingen kunne se hende, og snakke med pigerne, mens de lavede noget praktisk. Så hvis jeg bliver bedstemor en dag, vil jeg gerne komme og vaske op, men jeg gider ikke stå og vaske op alene. 

Laura: – Nej, du skal ikke vaske op, du skal pakke småkager og være værtinde. 

Maria: – Ja, værtinde er nok den bedste rolle. 

I har allerede tænkt over det?

Laura: – Opvask er ikke der, hvor du er bedst … 

Marianne: – Jeg er da glad for at høre, at I gerne vil have mig frem i forreste række …

Maria: – Det er fordi, det er det, du er god til. Du er en rigtig god værtinde. 

Laura: – Det er den hårdeste tjans, så det er en stor kadeau. Og så ER du ikke god i opvasken! Sidst slukkede du maskinen, så vi måtte vaske op i hånden i den halve time, det tager for den at starte op igen. 

De griner alle tre. 

Marianne: – Ja ja, men jeg går i hvert fald ud ad døren, og så må de fikse resten. Og så tænker jeg i øvrigt, at jeg får lusket med ind i købskontrakten, at jeg har gratis kaffe herinde til mine dages ende. 

Har I tænkt over, at I måske også skal have børn på et tidspunkt, og hvad der så skal ske med jeres samarbejde og forretningen? 

Laura: – Der er flere, der har sagt, at det er usmart af os at skulle købe forretningen om fem år, fordi vi til den tid vil have en naturlig alder til at få børn. Og nogen har så sagt, at vores mor derved udskyder det at blive bedstemor. Men jeg ser det på en anden måde. Jeg ser en fuldtidsbarnepige, der kommer med i kontrakten! Så kan du sidde her med din gratis kaffe, mor, og passe vores børn. 

Marianne griner højt igen. 

Marianne: – Ja, ja, vi ser. Vi ser. 

Har I tænkt jer at betale for den eventuelle fuldtidsbarnepige? 

Laura: – Nej, hun får kaffen. Man betaler ikke sit familiemedlem for hjælp. Familiemedlemmer hjælper hinanden, fordi de gerne vil. 

Maria: – Det er også noget, vi er vokset op med! Og vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden. 

Marianna, Maria og Laura Stagetorn

For Marianne har det været meget vigtigt, at Maria og Laura gik ind i La Glace af egen fri vilje, og fordi det virkelig var det, de gerne ville. 

Marianne: – Jeg har altid sagt, at det var MIN drøm, at de skulle købe La Glace, men jeg har i samme åndedrag sagt, at … hvad har jeg sagt, piger?

Laura: – Du har sagt, at det er vigtigt, at det også er VORES drøm, at man skal have evnerne og viljen til det, og at du ville blive skuffet i HØJEST tre dage, hvis vi ikke gjorde det! 

Marianne: – Ja, for det nytter simpelthen ikke noget, at mine drømme skal tvinges ned over andre, og derfor har vi været meget ærlige i det her forløb. Det har formet sig som en on going debat igennem cirka otte år, og når folk i den tid har spurgt, om Maria og Laura skulle være næste generation, har jeg haft et rigtig godt svar …

Maria: – … og det har været, at vi har set tv-serien "Matador", som viser, at der ikke altid kommer noget godt ud af at blive tvunget ind i et firma. 

Og hvorfor er det så, at I synes, at det at træde ind i La Glace er det fedeste, I kan lave? 

Laura: – Vi kunne da sikkert også være blevet gode forsvarsadvokater ligesom vores mormor eller noget helt andet, men som vi sagde før, er vi ikke særligt boglige, og vi har brug for, at der sker noget, at vi kan bevæge os omkring, og at der er daglige udfordringer. Samtidig betyder kontinuitet også noget for os. Kager er måske ikke som sådan vores største passion, men det er alt det, der ligger bag kagerne, der interesserer os. Det eventyrlige. Og som mor altid siger …

Hun stopper op og kigger på Marianne. 

Laura: – Ja, undskyld, men jeg kalder dig altså mor i det her interview, selvom vi sidder på La Glace, ha ha – men som mor siger, så er det fedest at være på en arbejdsplads, hvor folk gerne vil komme. Der er jo rigtig mange jobs, hvor ens ”kunder” ville ønske, at de ikke havde brug for en. Der er nok ikke nogen, der glæder sig til, at de skal til møde med deres forsikringsselskab, og hvem tænker, yes, nu skal jeg bruge en forsvarsadvokat? Nej, vel. Men folk glæder sig til at komme her på La Glace, og det er et lille eventyr, vi sælger hver dag. Det kan vi godt lide. 

Hvilke råd giver du videre i forbindelse med forretningen, Marianne?

Marianne: – Når man er to, der skal dele kagen, om jeg så må sige, er det vigtigt, at man siger, hvad man har på hjerte, hvis det er relevant og noget, der går en på, og at den anden så lytter grundigt efter. Det er også vigtigt for mig, at Maria og Laura i de kommende fem år lærer det, de er dårligst til, så de kan tage over for hinanden. Laura er f.eks. bedst til tal og dermed nok også til økonomien og regnskaberne, så derfor er det mig magtpåliggende, at Maria får lært det først i relation til forretningen. Omvendt er Maria bedst til personale, og der skal Laura til at lære lidt om tålmodighed og den slags. 

Hvad er jeres drøm med La Glace? 

Maria: – For mig er det en drøm, at vi bliver mere internationalt orienterede f.eks. på vores hjemmeside. Ikke dermed sagt, at vi pludselig skal have butik i London og Paris, men jeg vil gerne have, at vi får mulighed for at kunne sende vores varer forskellige steder hen. Jeg har også en drøm om, at der kommer mere fokus på personaleudvikling. 

Laura: – Min drøm er det, som vores mission er: At skabe kvalitet og livsglæde til kunder og kollegaer og bevare den tidslomme, som La Glace er. 

Marianne: – Da jeg købte forretningen af min mor, gik der faktisk reelt 14 år, før der for alvor begyndte at ske noget nyt rent forretningsmæssigt. Det var først i 2003, jeg begyndte at lave handlingsplaner og begyndte at vokse med opgaven. Det tog mig alt for lang tid at finde ud af, at når det gik godt her, så var det min fortjeneste. Meget længe havde jeg det sådan, at når det gik godt, så var det nok fordi, mor Merethe var dygtig. Så at påtage mig ansvaret for forretningens succes, det tog noget tid, og det håber jeg, at Maria og Laura hurtigere gør. Laura refererede til en tidslomme før, og det er en kliché at sige, at man skal forny sig med respekt for historien. Men sådan er det faktisk. Og man skal ikke læne sig tilbage og bare sige: ”Ih, hvor går det godt”. Man skal læne sig tilbage og sige: ”Ih, hvor går det godt, hvad kan vi nu gøre bedre?”.    

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Livsstil, Interview og Kage
Tilbage til toppen