Da Mette Kierkgaard var 15 år, gjorde hun noget særligt – nu håber hun, at børnene vil gøre det samme

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine bedsteforældre?

"Jeg har lært noget helt grundlæggende om hjertevarme og omsorg af min bedstemor.

Hun havde det reneste hjerte. Hun så det bedste i alle mennesker og fandt det positive i alting."

Hvad var det bedste ved at vokse op på landet?

"Jeg var meget glad for, at man kendte så mange, og at man passede på hinanden. Der var hele tiden et rend af venner hos os, og vi løb ligesom bare frem og tilbage til hinanden. Der var sådan en carefreeness."

"Vi bor faktisk ved siden af den gård, jeg voksede op på, og før det boede vi i Århus, hvor jeg kan huske, at vi snakkede om det der med… ”Gud, når vores børn vokser op, skal de have en telefon med, når de er ude, og vi skal køre dem rundt til alting, fordi det ikke er muligt bare lige at løbe ud i verden”. Jeg synes, at børn skal have noget frihed og space, og det kan man få i en lille landsby."

Hvilket rum i dit hus holder du mest af?

"Vi har et rum, der faktisk fylder det meste af førsteetagen – jeg tror, det er ca. 80 kvadratmeter. Så det er en kæmpe stue, hvor vi både har kontor og en fjernsynsafdeling. Og så er der vinduer både til øst, syd og vest.

Nu bor vi jo med udsigt ud over marsken, så du kan måske forestille dig, at når man sidder på kontoret, så står der bare lys ind. Fordi der er masser af vinduespartier, opstår der en masse spil af sollys, så det er simpelthen det skønneste rum."

Hvis du skulle flytte til et andet land end Danmark, hvor ville du så tage hen?

"Du tapper jo ind i en snak, vi jævnligt har derhjemme. Ikke fordi vi snakker om noget konkret, men fordi vi holder virkelig meget af at rejse og har boet forskellige steder.

Jeg har for nylig været i Japan for første gang – i forbindelse med arbejdet. Og det kunne jeg godt tænke mig at vende tilbage til. Så lige nu – på stående fod – så kunne jeg godt tænke mig at bo i … måske i Kyoto, fordi det er sådan lidt den gamle del af Japan."

Er der et sted, du aldrig ville tage på ferie?

"Det kan jo være, man skal nogle steder hen i en arbejdssammenhæng, og så er det måske lidt noget andet, men privat ville jeg have svært ved at tage et sted hen, hvor der er åbenlyse overtrædelser af menneskerettighederne. Men når det så er sagt, hvor går grænsen så i forhold til dét? For år tilbage var jeg for eksempel i Sydindien, hvor vi så politiet banke mennesker på gaden, fordi de lige var det forkerte sted."

"Nej, når jeg tænker over det, tror jeg faktisk ikke, der er nogen steder, jeg ikke ville tage hen. Men det ville være med forskellige formål. Jeg tror grundlæggende, at det med at rejse også handler om at se nogle ting, der giver én en realitetsforståelse. Det er jo også vigtigt at se ting, som er svære, og som man i sin egen magelighed og ”privilegerethed” ikke behøver at være udsat for."

Hvilke situationer på dine rejser har gjort særligt indtryk på dig?

"Jeg får lidt forskellige billeder op, som alle handler om det her med, at mennesker finder en vej. De finder ud af at have et godt, meningsfuldt liv, uanset hvilke betingelser de har.

Da vi var i Sydindien, var vi inde at besøge et sted, hvor kvinder, der var blevet gravide udenfor ægteskab, kom hen for at føde. Og så blev børnene bortadopteret. Og det er jo en virkelig svær situation, men da vi var der, mærkede vi ligesom, at det også var ret meningsfuldt."

"En anden gang var, da vi var i Sydcambodia, hvor vi var så heldige at møde en lokal tuktuk-kører, som tog os med rundt i sin landsby og fortalte om, hvordan de nu byggede huse af mursten i stedet for af ler, som de tidligere havde gjort. Der var virkelig sådan en skabertrang."

"Vi boede også i en lille landsby i Ohio på et tidspunkt, og i Midtvesten – ude midt på landet – er der jo mange, der ikke har så meget til dagen og vejen, men vi så, hvordan folk alligevel fandt en mening. Så går man op i hverdagen og børnenes baseball og finder fællesskaber dér. Folk er gode til at finde meningen og glæden."

Hvad i dit liv er du mest stolt over at have opnået?

"Da jeg var 15 år, tog jeg på Interrail for første gang og havde sparet omkring 4.000 kroner op til det. Jeg blev sat af på Vojens banegård, og så tog en veninde og jeg en måned afsted, og det fik jeg selv til at ske. Jeg har også rejst meget alene, og da jeg studerede i USA, brugte jeg hver en lille klink på at rejse rundt med Greyhound Busses. Så det der med at finde min egen vej igennem ting og ligesom hvile i, at det finder jeg sgu nok ud af, det er jeg ret stolt af."

"Og det er jeg også stolt over, at jeg føler, jeg giver videre til mine børn. Jeg har tillid til, at de nok skal finde deres vej i livet. I den her verden er der jo mange, der har tusindvis af holdninger til, hvad deres børn skal, men som forældre skal man også give slip.

Når man åbner bare tre aviser, kan man hurtigt få et billede af, hvor farlig verden er, men jeg mener virkelig, at mine børn skal ud i den. Jeg har også spurgt dem, om de ikke skal på Interrail, men så siger de, at de ikke gider sidde i det der tog, og så bliver jeg helt forarget og siger ”jamen, så køber vi en minivan, og når I så får kørekort, så skal I altså køre væk med jer!”."