Da Mille Lehfeldts far døde, satte det tanker i gang om hendes egen død

Det var kun fire dage siden, Mille Lehfeldt havde mistet sin elskede far efter lang tids sygdom.

Nu stod hun på scenen som en af værterne ved satireshowet ”Året der gak” og skulle uddele årets ærespris til sin mor, Kirsten Lehfeldt, og morens mangeårige makker Søs Egelind. En helt surrealistisk situation, for både Mille og Kirsten var knuste af sorg.

"Jeg husker INTET fra den aften. Eller jo, måske lidt i glimt. Og samtidig var jeg der jo. Min mor og jeg havde snakket om, hvorvidt vi skulle gennemføre det eller ej. Om vi kunne eller ikke kunne. Men som skuespiller har man nok nogle redskaber, som kommer en til gode i sådan en situation. Man kan godt gå på arbejde og gøre sine ting, mens man på en eller anden måde slår det svære lidt væk. Eller man kan bruge det svære i sit arbejde.

Og lige i forhold til den aften følte jeg egentlig også, at min far ville have nydt det. Jeg var vært sammen med Jakob Fauerby og Laus Høybye, og i vores eget show med satiretrioen Platt-Form har vi en sang, der hedder ”Lille Bitte Klik”, som min far elskede. Den havde vi fået lov til at synge på scenen den aften, og da vi gjorde det, følte jeg, at min far var nede i salen."

Hun bliver berørt og holder en lille pause.

"Jeg SÅ ham faktisk nede i salen. Og i det øjeblik følte jeg, at jeg kommunikerede med ham. Det var meget dejligt."

Du blev ikke forskrækket over at ”se ham”?

"Nej, men jeg skulle passe på, at jeg ikke kom til at græde. Og nu, hvor vi er aktuelle igen med vores Platt-Form-show, skal vi synge sangen igen. Det bliver nok lidt sentimentalt. Lidt rørstrømsk. Men det er på den gode måde, fordi det er noget, der kommer ud af kærlighed.

Jeg ville jo ikke græde og blive berørt, hvis det ikke var fordi, der havde været stor kærlighed til min far, så alle følelserne ligger på en sprød bund af taknemmelighed. Jeg har ikke en masse uforløst i forhold til min far, og på den måde er det en meget ren sorg. Og når det er sådan, kan sorg underligt nok også være en smuk ting."

Mille sidder i et stille hjørne på Nimb Brasserie med udsigt ind i Tivoli og fortæller om sorgen over at have mistet sin far i november 2022, og om hvordan hun langsomt-langsomt forsøger at bevæge sig videre i livet. Nærheden til Tivoli er ikke tilfældig, for det er netop i Glassalen, at hun, Laus Høybye og Jakob Fauerby er aktuelle med genopsætningen af deres satiriske Platt-Form-show ”Er vi gået for langt”.

"Og hold da op, hvor var det svært at lave showet dengang, og det er bestemt ikke blevet nemmere, for hvor er vores verden dog syg. Laus, Jakob og jeg spørger hele tiden os selv: Hvad er ægte sjovt? Hvad må man egentlig grine af? Og hvad kan vi tillade os? Vi er kommet frem til, at man er nødt til at kunne tage lidt pis på nogle ting, for ellers er det hele slet ikke til at holde ud, og vi er nødt til at lave satire over noget, der optager os.

Man kan ikke rykke noget som helst, hvis man hele tiden skal tænke over, hvem der kan blive stødt over hvad. Vi bliver alle sammen stødt somme tider, men over meget forskellige ting. Men ja, det er en svær balancegang at lave sådan et show, og vi skal virkelig mærke efter i forhold til vores etik."

Synes du, I censurerer jer selv i en eller anden grad?

"Det føler jeg måske, vi har gjort lidt indimellem, ja, men så gør vi noget for at bryde det. Men hvis noget bliver ved med at føles forkert, så dropper vi det. Samtidig har jeg det sådan, at det virkelig er vigtigt, at vi også giver os selv lov til at have det sjovt indimellem, for vi har nok aldrig nogensinde haft mere brug for at grine."

Du siger, at I laver satire om ting, der optager jer – hvad optager dig for tiden?

"Åh, der er mange ting …"

Hun holder en længere tænkepause.

"Så blev der helt stille, haha. Klimaet og krigene optager og påvirker mig helt utrolig meget. Min forundring over de sociale medier optager mig. Vores skønhedsidealer og vores rummelighed – eller mangel på samme – optager mig.

Og alder optager mig ret meget. Det optager mig at blive et ældre menneske i verden. Når man mister en forælder, er man pludselig den næste i rækken. Jeg har jo heldigvis stadig min mor, men jeg kan godt mærke, at jeg indimellem ser på hende og tænker, gud, hvor længe har jeg hende? Det gør noget ved en, når man mister."

Milles far var alvorligt syg i flere år, og den angst, der er forbundet med, at et menneske, man elsker, går igennem et langt sygdomsforløb, tærer. 

"Man er jo ikke den eneste i verden, der oplever sådan et forløb, men alligevel er man alene. Det er jo også det, sorg er. Sorg er så ensomt. Min far var syg i flere år, og han døde af en prostatakræft, der havde spredt sig. Det var en voldsom tid. Man tager ikke noget for givet, når der er tale om alvorlig sygdom, men man ved jo ikke, hvordan det vil udvikle sig, og derfor kan det alligevel ende med at komme bag på en, når det så pludselig går stærkt.

Jeg havde selv enormt travlt med arbejde, og det er noget underligt noget, når livet rammer en, samtidig med at det skal gå videre og leves. Jeg oplevede, at folk omkring mig var enormt søde, og opgaver blev sat på pause, men samtidig kunne jeg også mærke, at folk ikke kunne vente for evigt på mig. Jeg var utroligt glad for, at jeg faktisk tog mig tid og ro til at være der for min far i den sidste tid, hvor han kom på hospice."

Hvor længe var han der?

"Det kan jeg faktisk nærmest ikke huske. Det var længe. Også længere, end vi forventede. Og i den tid går man jo og er i sådan en ventesorg. Og ventesorgen … Den var sgu hård, altså. Vi vidste, at det næste, der sker, det er, at vi ikke har ham mere. At vi ikke skal være sammen mere.

Samtidig kan man ikke forstå det, for man har jo stadig ”sit menneske” hos sig. Man har en varm hånd. Et hjerte, der banker. Man kan ikke forestille sig, hvordan det vil være, når det pludselig ikke længere er sådan. Man prøver at forberede sig lidt. Og man venter. Og venter. Men det er så uvirkeligt. Det var en ubærlig tid, og samtidig var vi også underligt taknemmelige over, at vi fik den tid.

Der er mange måder, man kan dø på, og hvis det sker meget pludseligt, står de efterladte tilbage med et kæmpe chok. Her var der jo en form for forberedelse. Det var som et chok i slowmotion. Men selvom vi havde haft tid til at vænne os til tanken, føltes det alligevel som et frit fald, da min far døde."

Er det sorg eller depression?

Når Mille og hendes mor efter mange overvejelser besluttede, at de ville gennemføre ”Året der gak” fire dage efter farens død, handlede det blandt andet om, at de nåede frem til, at det somme tider kan være sundt og rart lige at slippe sorgen for en stund.

"Jeg tror, at sorgen kan overtage fuldstændig, hvis man ikke kan finde ud af at komme lidt videre og vende blikket ud. Sige til sig selv, okay, nu er jeg her, og nu laver jeg det her. Og så kan jeg falde ind i min sorg igen bagefter. For man kan jo ikke holde ud at være i sorgen hele tiden."

Hun holder en lille pause.

"Og så alligevel. Jeg kunne i hvert fald pludselig mærke, at jeg godt kunne være i sorgen hele tiden, hvis det skulle være, og det var lidt uhyggeligt at opleve, at jeg faktisk kunne forsvinde HELT ind i sorgen."

Hvorfor var det uhyggeligt?

"Fordi det ikke er en sund tilstand. Det er fint at mærke sin sorg, men sorgen må ikke blive altopslugende. Så bliver den alt for svær, og til sidst kan man ikke finde ud af, hvad der er hvad. Har man i virkeligheden en depression? Er det blevet noget psykisk?

Jeg kunne selv mærke, at jeg var ved at komme så meget ud af kontrol, at jeg puttede mig ind i sorgen. For inde i sorgen kunne jeg mærke, at jeg var i kontakt med min far. Og jeg kunne mærke, at jeg pludselig var bange for, at jeg ville fjerne mig fra ham, hvis jeg ikke var i min sorg hele tiden."

At du ville glemme ham?

"Måske ikke direkte glemme ham, men han ville ikke være lige så stærkt i min bevidsthed, hvis jeg ikke var inde i kernen af min sorg hele tiden. Så jeg turde nærmest ikke slippe sorgen, for ville jeg så også slippe ham? Ville han forsvinde for mig hen ad vejen, hvis jeg ikke var i min sorg?"

Hvordan havde din mor det i den tid?

"Jeg har jo på en måde været forskånet for meget i min fars sygdomsforløb, fordi jeg havde min mor. Jeg har haft mit eget liv og arbejde kørende, mens hun har stået midt i min fars sygdom med alt, hvad det indebar. Og derfor var vores reaktioner nok også lidt forskellige, for på en eller anden måde har der også været et gran af lettelse for min mor, da min far døde.

Hun havde været i en tilstand af konstant angst og alarm meget længe, fordi hun havde været lige ved siden af ham og havde passet på ham hele tiden. Samtidig med, at hun løbende skulle sige farvel til ham på en eller anden måde."

Alting skifter farve

Undervejs i farens sygeforløb har Mille og hendes mor nydt godt af at være i samme fag, for de arbejdede faktisk sammen på optagelserne til tv-serien ”Carmen Curlers” i den sidste svære tid.

"Det var meget, meget rart, at vi kunne gå på arbejde og kigge hinanden i øjnene og vide, at vi var der for hinanden. Det hele var så underligt, men vi havde hinanden, og det var et privilegium for os at kunne arbejde sammen i den tid … ej, hvor var det godt, faktisk.

I ”Carmen Curlers” spiller jeg Vita, hvis mand er indlagt efter et nervesammenbrud, og jeg havde selvfølgelig min egen aktuelle situation med mig ind i den rolle. Men samtidig kunne jeg lægge mine egne tanker lidt på hylden, når jeg arbejdede, for det var jo en andens historie, jeg skulle fortælle."

Hvordan har det været for dig at miste din far?

"Jamen altså, hvordan har det været …? Shit. Det er livsændrende på en eller anden måde. Det er grundlæggende noget, der har ændret mig som menneske. Det er nok det hårdeste, jeg har prøvet indenfor min egen personlige cirkel. Det føltes som en afgrund, der åbnede sig under mig, og det forstærkede min måde at se og registrere verden på, tror jeg."

Hvordan?

"Det er svært at forklare. Men jeg havde det som om, at alting reelt skiftede farve. Og jeg følte, at stilheden ændrede sig. Stilheden bliver aldrig den samme igen, for jeg kan mærke, at min far ikke er her. Fysisk. Jeg fornemmer verden på en anden måde.

Jeg synes simpelthen, der er noget, der har ændret sig så meget, at der er ting og steder, der giver mig en ny oplevelse af at være menneske i verden, fordi min far ikke er her mere. Og jeg kan mærke en pludselig kærlighed og taknemmelighed, der bare opstår, når jeg kigger op i himlen."

Hun holder en lille pause og smiler lidt for sig selv.

"Jeg har noget med træer. Det havde min far også. Og nu er det blevet en måde at kommunikere med ham på."

Hun kigger over på en stor plante, der står lige ved siden af os i restauranten. Det er den, der kommer tættest på hendes association om et træ lige nu og her.

"Min far malede meget. Han var pissegod til at male. Han søgte tit ud i naturen, ud i sit eget rum. Han malede virkelig mange træer, og min far og jeg har altid elsket træer og talt om træer. Når vi kørte gennem et landskab, var det altid træerne, der vakte vores beundring og fascination. Lys på træer. Lys, der falder igennem bladene. Skyggerne. Og om vinteren, træernes silhuetter.

Det er jo så fantastisk, at de står der og er så gamle og kommunikerer under jorden. Den ro, de har. Jeg synes, træer er fantastiske, og nu kigger jeg endnu mere intenst på dem. Min kærlighed til træer er blevet endnu større, for når jeg nu kigger på et træ, og lyset pludselig kommer igennem – POW – så har jeg det bare sådan: ”Hej far!”. Det er en følelse af, at det er noget, han vil have, jeg skal se."

Og så føler du dig særligt forbundet med ham?

"Ja. For min far havde også noget med lyset. Han talte altid om lys. Lyset i Skagen. Lyset i Nordjylland i det hele taget. Og han malede lys. Lys er jo ikke bare lys. Lys er alt muligt. Og jeg kan også have det sådan, når jeg sidder i et rum, og solen pludselig kommer ind ad vinduet og rammer mig – åh, der var min far. Nu snakker han til mig. Jeg oplever det som kommunikation, for jeg kan mærke, at der sker i skifte i mig, når det sker."

Og det er dejligt?

"Ja, det er dejligt. Jeg føler, det er en vej, jeg har lyst til at gå. Jeg føler mig mere til stede. Det føles vigtigere end at sidde og scrolle på telefonen eller tænke over, hvad jeg skal tage på til Robert-festen. Nogle gange føles det faktisk vigtigere end det liv, jeg lever. Og ja, det bliver jo altid lidt kliché-agtigt at tale om de her ting: Åhhh ja, tilbage til naturen!"

Hun laver sin stemme helt om, så den pludselig lyder overlegen og doserende, mens hun siger det, hvorefter hun sænker stemmen til en hvisken, da hun fortsætter:

"Men ej, der må være en grund til, at vi søger naturen. Det må der bare. Jeg tror, at mange mennesker henter trøst og ro i naturen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi er forbundet med hinanden i universet. Og det hører ikke op, fordi et menneske dør. Det er lidt som at se et skib sejle ud mod horisonten og blive mindre og mindre, indtil man ikke længere kan få øje på det. Skibet bliver jo ikke væk. Det dukker op et andet sted."

Er du kommet videre?

Mille føler, at hun er blevet lidt mere voksen, efter hun har mistet sin far.

"Der er jo en mindre i verden nu, der interesserer sig for mig. En mindre, der er nysgerrig på mig og overdrevet stolt, når det går mig godt. Og der er en mindre, som synes, jeg er den sjoveste i verden på sådan en barnlig måde. Uhhh, se nu, hvor hun kan, vores Mille! Det er da en livsændring i den voksne retning."

Hun griner lidt undskyldende.

"Ej, men det er også lidt pinligt at sige. Men det er sådan, det føles. Der er jo ingen, der elsker en på den helt ubetingede måde, som ens forældre gør. Hvis man vel at mærke er så heldig, at man har haft nogle gode forældre. Det er jo desværre ikke alle forundt. Jeg synes i hvert fald, at det har været mærkeligt at opleve, men måske er det bare mig, der er fortsat med at være lidt barnlig indeni, samtidig med at kroppen ældes.

Jeg kan stadig ikke tage mig selv seriøst sådan i revisoragtige sammenhænge og den slags. Jeg ved ikke, hvornår man bliver rigtigt voksen, men jeg er i hvert fald blevet mere voksen, siden min far døde. Og det er godt, for det bliver ikke ved med at være lige charmerende at være sådan en, der ikke forstår, hvad der foregår, mens man kommunikerer med lyset og bladene."

Hun griner højt.

"Ej, altså – det går jo ikke."

Kan du mærke, at savnet og sorgen er faldet mere på plads i dig nu, hvor der er gået noget tid?

"Der er flere, der har sagt, at der sker noget skelsættende, når der er gået et år, efter man har mistet. Og ja, jeg kan godt mærke, at tiden gør noget godt. Men tiden gør også, at omgivelserne føler, man skal komme lidt videre. Sådan er det bare. Folk bliver ikke ved med at spørge, hvordan man har det, for nu er vi ligesom videre.

Interessen ophører ret hurtigt, synes jeg egentlig, og folk kan ikke rigtig overskue, hvis jeg åbner op og begynder at fortælle, hvordan jeg har det. Der går ligesom en lille klap ned. Øjnene begynder at flakke. Jeg forstår det sådan set godt. Derfor holder jeg det mere og mere for mig selv, og så kommer man ind i den fase, hvor sorgen er en ensom ting.

Den ligger stadig latent lige under overfladen og kan komme i en pludselig stor bølge, men nu er jeg faktisk i stand til at holde den i skak. Jeg kan godt snakke videre og lave kaffe, selvom jeg ud af det blå får lyst til at græde. Men jeg græder ikke. Og det er nok det, tiden har gjort.

Jeg kan styre det nu, det kunne jeg ikke for et år siden, der var jeg fuldstændig i mine følelsers vold. Vores samfund er ikke indrettet til, at vi skal begynde hver dag på vores arbejde med at tale en time om vores sorg, inden vi kan lave noget. Det går jo ikke. Og derfor bliver sorgen noget, man går med selv."

Inspireret af far

Mille er også nået til det stadie, hvor hun ikke tænker sygdom og død, når hun tænker på sin far. Det er i stedet de gode minder, der tæller, og hun er lykkelig for, at der findes så meget, der dokumenterer hans liv.

"Jeg vil gerne have, at min børn skal kunne huske deres morfar, og heldigvis har vi billeder og videoer, der kan hjælpe hukommelsen på vej. Min far lagde også stemme til rigtig mange tegnefilm, og når vi sidder og ser dem, siger jeg: ”Hør, det er jo Moffus’ stemme”."

Hvordan reagerer dine drenge på det?

"Den lille siger tit: ”Åh, jeg savner altså Moffus”, og så kigger han på mig med sådan nogle store øjne og forventer en reaktion. Det er så fint, og det kommer også af, at vi var meget åbne i forløbet omkring min fars sygdom og død. Børnene var en stor del af det hele, så der er ikke noget, der er tabu. De har set os være meget kede af det, og det var helt sikkert voldsomt for dem, men det var også vigtigt for os, at det blev gjort til noget naturligt."

Hvordan har din mand været i det her forløb for dig?

"Helt fantastisk. Altså det er jo det der med at have en base, som bare er der. Og som også løfter, når man ikke selv kan. Jeg kan godt have en tendens til at flakse rundt og løbe ti gange rundt om mig selv, men sådan er min mand ikke. Han er helt rolig, han flakser ikke omkring. Og det er jeg meget taknemmelig for."

Hvad har du fået med fra din far?

Hun holder en lang pause.  

"Hmmm, jeg kan mærke, at jeg minder meget om ham, og i virkeligheden tror jeg, at han inspirerede mig i langt højere grad som menneske, end jeg var klar over, mens han levede. Han var lidt menneskesky – eller måske rettere introvert – og det er jeg også. Han var glad for at være alene i naturen og fordybe sig, og han havde ikke brug for at dele alt muligt med hele verden. Det har jeg heller ikke. Jeg har det svært med de sociale medier, og for mig er det f.eks. også utrolig voldsomt at sidde og tale så meget om mig selv, som jeg gør i dag."

Milles mor er en af de kvinder, der har været med til at bane vejen for, at kvinder godt må være sjove. Det kommer bl.a. Mille til gode, når hun optræder med Platt-Form, og hendes mor er en af satiregruppens største fans.

"Hun kan ikke lade være med at blande sig, og det elsker vi hende også for. Det er altid rart at vende ting med hende og se, hvor hun griner, og hvad hun griner af. Hun er utrolig moderne i sit syn på verden, og det, hun og Søs Egelind har lavet sammen, var helt klart forud sin tid, da de begyndte på det."

Hvad har det betydet for din mors og dit forhold, at I har mistet din far?

"Vi har altid haft et stærkt forhold, og det er kun blevet endnu stærkere. Vi er opmærksomme på hinanden i svære stunder, men samtidig har vi også hver vores liv. Min mor har travlt og arbejder enormt meget, så på den måde er hun meget selvkørende.

Men jeg tænker da over, at hun nu vågner op alene derhjemme. Stilheden i rummet kan være knugende, når man har været vant til at være to. Og det snakker vi også om. Men det er jo en del af livet, og døden kommer til os alle."

Der lyder et højt klonk i den stille restaurant. Mille stopper op og kigger over på den store plante ved siden af os, som lige i dette øjeblik tabte et af sine tykke, tunge blade.

"Ej, hej far!"

Hun smiler og ser helt glad ud.

Talte han lige til dig der?

"Ja, og jeg tror han sagde: ”Nu stopper du, Mille – du skal ikke dele alt”."