Billede 1 - Ben Gorham Byredo Parfums

Mød Ben Gorham, manden bag kultduftene

Byredo har siden grundlæggelsen i 2006 udviklet sig fra at være et nichebrand til en anerkendt parfumeproducent med trofaste kunder over hele verden. Mærket er kendt for sine unikke dufte og ikke mindst de fine flakoner, og manden bag, svenskfødte Ben Gorham, har desuden haft succes med at udvikle duftene til krops- og hudplejeprodukterne fra & Other Stories. Eurowoman har fået en snak med den 37-årige grundlægger om dufte, minder og fornemmelser.

Ben Gorham ligner ikke en mand, der lever af at lave parfume. Med sine 195 cm, fuldskægget, de store tatoveringer og den skovmandsskjorte, han ofte er iklædt, er han ikke ligefrem arketypen på en mand i skønhedsbranchen. Det var da også et rent tilfælde, at han havnede netop her og i 2006 startede parfumefirmaet Byredo, som i dag er kendt over hele verden for sine unikke og underspillede dufte i minimalistiske flakoner.

I første omgang var planen derimod at blive professionel basketballspiller, og faktisk var han godt på vej. Ben Gorham er født i Sverige som søn af en indisk mor og en canadisk far, men han er primært opvokset i Canada og er flyttet adskillige gange pga. faderens udstationeringer som ansat i FN. Efter nogle år i New York vendte han tilbage til Canada og læste bl.a. interiørdesign på universitetet, men basketball fyldte langt mere. Planerne om at forfølge en karriere i den europæiske basketball-liga gik imidlertid i vasken, da Ben Gorham var canadisk statsborger og ikke kunne skaffe et svensk pas. Parfumer var på det tidspunkt stadig en by i Rusland for den dengang 26-årige Ben Gorham, som i stedet valgte at vende tilbage til sin fødeby Stockholm for at begynde på kunstskole. Resten er historie.

Hvordan kom du ind i parfumebranchen?

- Efter kunstskolen mødte jeg en fyr, der hedder Pierre Wulff, som er uddannet parfumør, og han fortalte mig om dufte og parfumer og de kreative muligheder, der er i dufte. Det fascinerede mig virkelig meget. Jeg vidste intet om dufte, men efter at have gået på kunstskole var jeg altid på udkig efter nye måder at udtrykke mig på kreativt. Jeg sammensatte derfor et projekt i samarbejde med Pierre, som byggede på forskellige minder om dufte. Det blev begyndelsen til Byredo. Det, der startede som et kreativt projekt, voksede og blev en besættelse for mig, og jeg besluttede mig for, at jeg ville arbejde i retning af at kunne gøre det fuldtid. Allerede i den indledende fase, hvor jeg fik nogle folk til at prøve de første dufte, var interessen enorm. Byredo kom derfor til verden ud fra en kombination af, at jeg virkelig nød arbejdet med duftene, og en erkendelse af, at der rent faktisk kunne være en plads til den type produkter på markedet.

Hvornår opstod din interesse for dufte?

- Før jeg mødte Pierre, havde jeg aldrig skænket dufte en tanke, og jeg havde aldrig brugt parfume. Jeg var interesseret i mode- og skønhedsbranchen som forbruger og beundrede den udefra, men jeg havde ingen ambitioner om – og så ingen muligheder for – at jeg selv kunne arbejde i branchen. Det var en helt fremmed verden for mig. Jeg kom fra en meget æstetisk verden, hvor det visuelle fyldte enormt meget, så for mig var det fantastisk at opleve, hvordan noget så abstrakt kunne vække så stærke følelser. Det var fascinerende at opleve, hvordan en bestemt duft kunne føre mig 15 år tilbage i tiden til et bestemt sted og en specifik situation.

Hvad er årsagen til, at Byredo så hurtigt fik stor succes?

- Det er et godt spørgsmål. Succesen overgår langt, hvad jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg tror, det skyldes forskellige faktorer. Da vi skabte Byredo, var folk først lige begyndt at bruge unikke parfumer, så timingen var relativt god. Folk var på udkig efter muligheder for at udtrykke deres personlighed på nye måder via dufte, og det blev begyndelsen til en hel bevægelse. Men jeg tror også, at vi skabte nogle produkter, som virkelig havde en eksistensberettigelse ud over bare at tjene penge på dem. Industrien var ved at blive ødelagt af firmaer, der spyttede parfumer ud konstant uden nogen som helst tanke bag. Målet var at skabe et produkt i en så god kvalitet, at det havde en grund til at være her. Det skulle være et originalt produkt, som man skulle kunne knytte følelser til. Det tror jeg, at forbrugerne kan mærke.

Hvad gør parfumerne fra Byredo unikke?

- Først og fremmest bruger vi størstedelen af vores budget på selve indholdet i flasken. Jeg bruger kun råmaterialer i absolut topkvalitet. Jeg synes, mange parfumer lugter ens, og da jeg prøvede at finde ud af, hvorfor det var sådan, fandt jeg frem til, at selv når der ligger en god idé bag en parfume, putter producenten ofte 30-40 ekstra råmaterialer oveni, så den appellerer til 80 % af befolkningen. Vi har i stedet fjernet de overflødige ingredienser, hvilket har resulteret i meget enkle kompositioner, hvor vi bruger nogle virkelig gode ingredienser, men kun 5-10 forskellige komponenter. På den måde har vi skabt meget simple parfumer, men i meget høj kvalitet.

Hvor vigtig er æstetikken hos Byredo?

- Jeg har valgt ikke at bruge ret mange penge på indpakningen, men jeg har til gengæld brugt rigtig meget tid på den. Jeg tror, at det visuelle appellerer til en stor del af vores kunder. Jeg prøvede at skabe et udtryk, der på en gang var moderne, klassisk og troværdigt. Parfumemarkedet var på det tidspunkti høj grad domineret af franske og italienske producenter, så jeg tror, at folk sætter pris på, at vores parfumer fremstår tidløse.

Hvad inspirerer dig, når du laver parfumer?

- I begyndelsen var de meget bundet op omkring specifikke minder som fx det sted i Indien, hvor min mor var født og opvokset, som var meget unikt, men jeg har også skabt parfumer baseret på duften af kalligrafi-blæk, og lige nu arbejder jeg på en ny duft, som er inspireret af lugten i ørkenen. Inspirationen kommer ofte fra rejser, mennesker og poesi. Jeg kan ikke sætte mig ned og afsætte tid i min kalender til at skabe en ny duft. Det kommer til mig på tilfældige tidspunkter, og så skriver jeg ideerne ned i min notesbog.

Hvor involveret er du i processen med at udvikle duftene?

- Jeg laver de kreative koncepter for de forskellige varianter, og så rejser jeg til New York og mødes med min parfumør, som derefter laver den første ‘skitse’. Efterfølgende arbejder jeg i laboratoriet med parfumøren i den tid, det kræver at nå frem til det rette resultat. Det kan tage alt fra seks måneder til mere end tre år. Af samme grund arbejder jeg altid på tre eller fire parfumeprojekter ad gangen.

Hvilken type kvinde henvender Byredo sig til?

- Da jeg startede, havde jeg en idé om, at jeg ville lave dufte, der appellerede til kvinder fra 18 til 85 år, og i dag er det nok en af mine største bedrifter, at såvel unge piger som deres bedstemødre og alt indimellem køber vores dufte. Jeg er ikke så god til marketing og den slags, men min fornemmelse siger mig dog, at de fleste kunder i dag nok er mellem 28 og 38 år. Det er typisk kvinder, der elsker mode, og som går meget op i kvalitet.

Hvor meget kan du fortælle om en person ud fra den måde, vedkommende dufter på?

- Jeg kan nok sige en hel del. Jeg tænker ikke så meget over, hvordan folk dufter, men når jeg møder nye mennesker, kan jeg meget hurtigt forudsige, hvilken duft de ender med at købe ud fra min fornemmelse af deres personlighed, hvordan de klæder sig, eller hvad de bestiller på en restaurant. Jeg er som regel spot on. Men der er også et kulturelt aspekt i det. Kvinder i Sverige er vokset op med at tænke, at de ikke skal lugte for meget af parfume, og mange af dem foretrækker derfor en duft som Blanche, der indeholderbl.a. aldehyd (syntetisk duftstof, red.), hvilket giver en meget ren duft, mens Gypsy Water, som bl.a. indeholder enebær og er lidt hippieorientalsk, er meget populær i L.A., hvor derer en tendens til, at folk har en mere glamourøs livsstil.

Hvilken parfume er den største bestseller hos Byredo lige nu?

- Det er nok den, der hedder Bal d’Afrique. Det gik ret sent op for mig, hvor meget potentiale den rent faktisk havde. Den kombinerer forskellige verdener og har et kommercielt islæt over sig. Den dufter en lille smule af noget ‘spiseligt’, og det appellerer som regel til mange mennesker. Folk kan også godt lide historien bag. Duften er inspireret af min fars dagbøger, som handler om de 30 år, han tilbragte i Afrika.

Du har udviklet duftene til high streetbutikken & Other Stories. Hvad fik dig til at sige ja til det samarbejde?

- Jeg har tidligere lavet noget konsulentarbejde, bl.a. for H&M (som står bag & Other Stories, red.), og det virkede, som om H&M var i gang med et projekt, der var noget helt særligt. Jeg fandt det udfordrende at forsøge at skabe et kommercielt produkt til en meget større målgruppe, som samtidig var unikt og i høj kvalitet. Jeg fik ingen restriktioner i forhold til udviklingen af indholdet af flaskerne, og det tiltalte mig meget.

Hvilke ligheder og forskelle er der mellem Byredo og & Other Stories?

- Begge mærker er drevet at kreativitet, ogbegge har en moderne tilgang til fx emballage. De er nok skabt i den samme tidsånd, men når man sætter dem op ved siden af hinanden, er de meget forskellige. For det første havde duftene for & Other Stories en brøkdel af det budget, jeg har til Byredos produkter, så jeg var nødt til at være kreativ i kombinationen af råmaterialer. Derudover var målgruppen yngre til disse dufte, så der er en urban forestilling om ungdom knyttet til dem. Byredos dufte har noget meget klassisk over sig, som jeg ikke brugte i & Other Stories-duftene. Yngre kvinder kan godt lide, at parfumer er lidt lettere og mindre seriøse. Der er en særlig livsglæde hos unge mennesker, som vi mister lidt som ældre, og den kan man ofte se i deres parfumevalg.

Hvilken parfume bruger du selv?

- Jeg bruger ikke parfume. Jeg har aldrig rigtig gjort det, og siden jeg er begyndt at arbejde med parfumer, har jeg hver eneste dag en eller anden ny duft på min hånd, som jeg er ved at udvikle. Så rent praktisk ville det være svært for mig at stå op om morgenen og tage parfume på og derefter tage på arbejde og forsøge at finde ud af, hvad der var hvad. Jeg er i det hele taget meget simpel, hvad angår skønhed. Jeg træner, og jeg går i bad. Jeg bruger en stor flaske bodylotion fra apoteket og naturlige deodoranter fra amerikanske mærker som Tom’s. Jeg er ikke rigtig nogen ‘dandy’ på det område.”

Billede 3 - Mød Ben Gorham, manden bag kultduftene

Ben Gorhams 3 tips til velduft

1: - Brug parfume præcis, som du har lyst. Der findes mange teorier om, hvor på kroppen man skal bruge det, men jeg tror virkelig, at det er subjektivt og meget individuelt. Så gør, hvad du føler dig bedst tilpas med.

2: - Bed altid om at få prøver med hjem. Den største misforståelse omkring parfume er, at du kan gå ind i en butik, lugte til et stykke papir og købe parfumen på stedet. Dufte ændrer sig over minutter, timer og dage. Det tager tid at lære en parfume at kende og sætte pris på den.

3: - Lær duftfamilierne som blomster- og trædufte, orientalske dufte osv. at kende. Går du ind i et stormagasin, er der flere hundrede parfumer at vælge imellem, hvilket gør det svært at navigere. Når du kender familierne, er det lettere at udvælge en duft, fordi du kun skal koncentrere dig om én gruppe.

3 x eau de cologne. 1. Gypsy Water. 2. Sunday Cologne. 3. Mister Marvelous. E au de cologne, 250 ml fra Byredo, ca. 1.500 kr. pr. stk.


LÆS OGSÅ: Michelle Williams: Jeg er afhængig af at have det nyeste design