"Alle har en angst indbygget, angsten for at noget voldsomt kan ramme"

14. februar 2015

Et debatmøde om ytringsfrihed og censur er godt i gang i Krudttønden på Østerbro. Omkring 50 mennesker er til stede, herunder den svenske Muhammedtegner og kunsthistoriker Lars Vilks og filminstruktøren Finn Nørgaard. Kl. 15.33 brager en serie skud gennem Krudttøndens foyer og cafe. På et øjeblik er debatmødet forandret til et inferno af angst, blod og død. Flere betjente bliver såret, og Finn Nørgaard, der forsøger at overmande gerningsmanden udenfor, bliver skudt og dør. Danmark er i chok. Dagen igennem kommer der gradvist flere og flere oplysninger, og politiet oplyser, at angrebet efterforskes som terror. Kl. 20.06 offentliggøres de første billeder af den mulige gerningsmand. Sort-hvid jakke. Sort-hvid kasket. Intet synligt ansigt. Folk opfordres til ikke at gribe ind, hvis de ser gerningsmanden. Kl. 01.00 lyder der flere skud foran den jødiske synagoge i Krystalgade i centrum af København. Politiet oplyser, at en mand er blevet skudt i hovedet, og senere på natten står det klart, at det er den jødiske Dan Uzan, der holdt vagt ved en Bat Mitzva, der foregik i synagogen. Politiet er i hælene på gerningsmanden, der bliver set på flere overvågningskameraer, og kl. 05.17 kommer politiet i skudveksling med ham på Svalevej på Nørrebro. Gerningsmanden bliver dræbt. Gennemhullet af 29 skud. Om eftermiddagen offentliggør politiet hans identitet. En 22-årig mand ved navn Omar Abdel Hamid el-Hussein. 

– Jeg spiller Rico, som er politimand og arbejder for AKS, politiets aktionsstyrke. Rico er tydeligvist meget ambitiøs, jobbet har været hans liv, identitet og selvforståelse, men det har også tæret på familielivet, fordi det altid er kommet først. Nu er han nyligt fraskilt, har to børn med sin ekskone og er ikke kommet til det punkt i skilsmissen, hvor han har sluppet vreden. Han lever alene i det halvtomme hus, hvor han før havde sin familie, han forsøger sig med nogle Tinder-dates, men han er ikke tilfreds med sin situation. Hans krop er slidt ned, og man fornemmer, at han står i et skæringspunkt i sit liv. Han har en dyb angst for, hvad der skal ske i hans arbejdsliv, for det er noget, han ikke har kontrol over. 

Er Rico bygget over den politimand, der rent faktisk skød Omar el-Hussein?

– Nej, politiet vil jo ikke oplyse, hvem der skød, for det ville være alt for farligt for den person. Men Rico-karakteren er baseret på mange, lange samtaler med folk i tilsvarende stillinger. Filmens instruktør, Ole Christian Madsen, har brugt enormt meget tid på research til filmen. 

Hvilket tanker har du gjort dig om at medvirke i en film om så sprængfarligt et emne som virkelighedsbaseret terror? 

– Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man også beskæftiger sig med den nyere historie. Vi har jo meget succes med film, der beskæftiger sig med f.eks. Anden Verdenskrig, men det ligger også så langt tilbage, at vi kan lave nogle helteskikkelser, som vi kan spejle os i. Det er sværere med nyere historie, men netop derfor skal vi tale om det og beskæftige os med det. Det var meget voldsomt, hvad der skete den nat for fem år siden, og det skulle helst være en enlig svale. Hvordan undgår vi, at det sker igen? Hvad kan vi gøre anderledes? 

Tænker du, at en film kan være med til det?

– Det eneste, jeg håber, er, at filmen kan være med til at sørge for, at vi snakker om det. Det er altid en svær balance at lave sådan en film, men jeg synes, at den er blevet rigtigt god, og jeg blev meget berørt, da jeg så den. Man sidder fra starten med sådan en knugende fornemmelse, for man ved jo, hvad der kommer. Det er så håbløst, og det er så meningsløst. Jeg synes, det er vigtigt, at man snakker om de her ting, for vi får ikke noget ud af at køre de her parallelsamfund, hvor vi fortæller hinanden, hvor tossede de andre er. Vi bliver nødt til at finde fællesskabet. 

Man følger jo både Rico, Omar, Finn og Dan op mod angrebet, hvad tænker du om det billede, der bliver tegnet af Omar?

– Han er jo en helt, helt ung mand, der bor hos sin mor. Det er så svært at samle de to billeder. Terroristen og den unge fyr, som moren gerne vil se film og hygge sig med. Det sidste er noget, alle kan relatere sig til, men Omar er et helt andet sted. Da filmen begynder, bliver han løsladt fra fængslet, hvor han har afsonet en dom for vold, og han udviser tegn på radikalisering. Filmen forsøger ikke at forklare, hvorfor han ender, hvor han gør, den fortæller bare historien.  

Man siger altid, at alle, der levede på det tidspunkt, kan huske, hvad de lavede, da John F. Kennedy blev skudt. Mange har samme oplevelse i forhold til terrorangrebet i New York 9/11, og Nikolaj kan også godt huske, hvor han var, da angrebet på Krudttønden blev kendt.  

– Jamen, jeg var simpelthen hjemme, og jeg mærkede sådan en lammende følelse af chok over, at sådan noget kunne ske i Danmark. 

Terror er jo noget, der har fundet sted før, også i Danmark? 

– Jeg føler stadig, at terror er noget, som foregår et andet sted end i Danmark. Samtidig ved jeg godt, at det ikke er rigtigt. Det ER jo sket her. Og det kan ske igen. Vores samfund er meget åbent, og det skal det være, for det er noget af det vigtigste, vi har, sammen med retten til at sige og gøre, hvad vi vil, inden for lovens rammer. Det er så vigtigt, at vi beskytter de rettigheder. Se bare den historie, der kørte med Kina, der ville have en undskyldning for en tegning af deres flag med virussymboler. Det er jo tosset. Vi har det så godt i Danmark med vores velfungerende samfund, men det er ikke noget, vi kan tage for givet. Vores samfund er tydeligvis ikke så homogent, som jeg måske har gået og bildt mig selv ind. Da jeg var barn, gik konflikterne på, om du var jyde eller sjællænder. Og somme tider bare på hvilken by, du kom fra. Det var tosserne fra Glumsø mod dem fra Herlufmagle, da jeg voksede op på Sydsjælland. Men der var stadig en grundlæggende forståelse for, at hey, vi var jo alle sammen ”os”. 

Så ”os” og ”dem” er blevet mere tydeligt i dag? 

– Ja, og det dur bare ikke. Da jeg var barn, vidste vi jo inderst inde godt, at dem fra den næste by ikke var idioter, men i dag handler det om religion og farve, og det bliver vi nødt til at forholde os til og tage fat i. Min kone er fra Grønland, og jeg har også oplevet en masse ”os” og ”dem” gennem hende. Der er stadigvæk en accepteret racisme i forhold til grønlændere, når danskere taler om dem. Somme tider tænker jeg, hvad fanden er det, du lige sidder og siger, når folk lufter deres fordomme om grønlændere. Det er ikke ondt ment, der er slet ikke nogen refleksion over det, det er bare sådan, det er, men tiden udvikler sig, og man må følge med. Det handler ikke om realiteter, det handler om fordomme, og det handler om noget historik mellem de to lande, som er meget betændt. Og igen, vores selvbillede i Danmark er, at vi er de mest tolerante. De bedste. Men måske er det ikke hele sandheden. Heldigvis var angrebet i februar 2015 alt andet lige et meget lille angreb i forhold til, hvad der er sket andre steder i Europa. En enlig svale af et angreb. Forstå mig ret, det betyder jo ikke, at skaden ikke var enorm for de mennesker, der blev berørt af det, men det ville være skønt, når vi ser tilbage om ti-tyve-tredive år, at vi så kunne sige: ”Kan du huske det, der skete i 2015, det var totalt undtagelsen”.  

Er fem år nok?

Det er kun fem år siden, at angrebet i København fandt sted, og det bliver ofte diskuteret, hvor lang tid der skal gå, før man må lave film, bøger eller teater om noget så voldsomt som f.eks. et terrorangreb. 

– Det er jo noget, man også har talt om i forhold til Ubådssagen, hvor Kim Wahl blev slået ihjel, og i forbindelse med Breiviks angreb på Utøya. Og jo, der er en fare for, at film eller andet kan blive spekulation i andre folks tragedie, men personligt og særligt nu i forhold til ”Krudttønden” tror jeg, at det lige præcis er vigtigt, at man husker på det, fordi man så gerne vil glemme det. Man vil så gerne ignorere, at det skete, for ”vi er jo ikke sådan”, og verden fortsætter jo. Vi lever videre. Men se, hvad der skete for nylig, hvor nogle jødiske kirkegårde blev skændet. Det er antisemitismen, som stikker sit grimme ansigt frem, præcis som det skete i februar 2015, hvor Dan Uzan blev slået ihjel, udelukkende fordi han var jøde. Vi har været igennem det i Anden Verdenskrig, og vi MÅ ikke glemme historien, for hvis vi gør, så ender vi bare med at gentage den. Og derfor synes jeg, det er vigtigt at tale om det. Og lave film om det. 

Er fem år lang tid nok i forhold til de berørte familier?

– Folkene bag filmen har snakket med alle pårørende til de dræbte. Men det er klart, at der blandt de overlevende fra Krudttønden måske vil være nogle, der er for, og andre, der er imod, at man laver sådan en film. Det var en ret stor gruppe mennesker, og jeg ved, at der er nogle, som har haft meget svære psykiske mén efter det. Men om der går fem eller ti år … Altså, man kan nok altid diskutere, hvornår tidspunktet er rigtigt. Det værste, der kan ske, synes jeg, er, at det bliver en dårlig film. Og der synes jeg virkelig, at Ole Christian Madsen har fundet en fin og respektfuld balance. Filmen er nærmest lidt dokumen-tarisk, og så må folk selv tage stilling. 

Man hører ofte, at man ikke skal lave noget om i sit liv, for så har terroristerne vundet, hvad tænker du om det? 

– Det handler om følelser og fornuft. Følelser er meget svære at kontrollere. Ens fornuft kan sagtens sige, hør her, risikoen for, at du bliver ramt af et terrorangreb, er meget, meget mindre end for, at alt muligt andet rammer dig. Alligevel lader man terror gå ind og påvirke en, så på den måde er det enormt effektivt. Det handler også om, hvornår man kalder noget terror. Så snart politiet siger, at de efterforsker noget som terror, så bliver det til noget stort. Hvis nu man havde kaldt ham fra Krudttønden for en sindsforvirret ung mand, så havde det ikke været det samme. Men fordi han var muslimsk og havde erklæret, at han angreb for den her fremtidsillusion, han troede på, så er man sikker på, at det er en terroraktion. Og det interessante er, at man bliver mere bange for det, end man blev for Breivik, hvilket jo et eller andet sted er absurd. Breivik slog 77 mennesker ihjel. Terminologi betyder meget. Hvis en bandetosse går ud og skyder et andet bandemedlem og samtidig rammer to civile, så er det ”bare” noget kriminalitet, der går galt. 

Frøer og angst

Nikolaj bor i Lyngby med sin kone og to halvvoksne døtre. Terror er ikke det, der står forrest i hans bevidsthed, når snakken falder på pigerne. 

– De drøner jo rundt i S-tog hele tiden og lever for fulde gardiner, men der er ting, jeg frygter meget mere end terror i forhold til dem. Jeg håber f.eks. virkelig ikke, de skal kysse for mange frøer. Der er mange frøer derude. Den ældste har fået en kæreste, det er rigtig godt. Jeg tror, den yngste er i gang med frøerne, ha ha.  

Hvad er det næste, du kaster dig over rent arbejdsmæssigt? 

– Jeg har lavet filmen ”Smagen af sult” med Christoffer Boe. Den har premiere næste år. Og en amerikansk thriller, ”The Silencing”. Og så er jeg gået i gang med at udvikle en masse ting selv.

Jeg har startet et selskab med en god ven, manuskriptforfatter Joe Derrick, og jeg tror, at vi skal annoncere vores første film om meget kort tid. Vi har skrevet manuskriptet sammen. Jeg vil gerne lave flere ting fra start til slut af en filmproduktion. Og så er der så mange medier i dag, andre måder at fortælle historier på. Jeg fik virkelig smag for at lave dokumentar efter at have lavet dokumentarserie i Grønland, det vil jeg gerne lave mere af (”Gennem Grønland” kan streames på Dr.dk, red.). Jeg er også begyndt at lytte enormt meget til podcasts. Det er sjovt, for da jeg startede som skuespiller, var mit første job på Radioteateret. Det er lukket nu, men meget af det, man i dag kalder podcast, er grundlæggende bare radioteater.

Jeg er i gang med at udvikle noget, som jeg måske før ville have kaldt radioteater, men som altså nu er en podcast. 

Det lange parforhold

Du og din kone har også købt et hus i Los Angeles, skal I flytte derover på et tidspunkt? 

– Nu kan jeg jo ikke regne med, at HBO betaler for mit hotel mere, ha ha.
Så det er helt praktisk. Jeg bruger en del tid derovre, og det er godt at have et sted at bo. Jeg har altid været selvstændig, jeg har ikke den store pensions-opsparing, så jeg ser også huset derovre som en investering. Og først og fremmest blev jeg rigtig glad for det hus, da jeg fandt det, og jeg ved, at jeg kommer til at bruge meget tid derovre fremover, så det giver meget mening. 

Og har Nukâka samme behov for at være der? 

– Nej, overhovedet ikke. Men jeg må jo se, om jeg kan få hende listet derover. 

Han griner højt. 

– Men det er nok meget godt, at jeg stadig er væk indimellem, jeg tror, at hun ville blive helt forvirret, hvis jeg hele tiden var hjemme. 

Er det så opskriften på det lange parforhold? 

– Jeg vil ikke sige, at opskriften er, at man ikke skal se hinanden, men det har fungeret meget godt for os. Jeg har altid rejst, og jeg har nok i gennemsnit været væk fire-fem måneder om året i al den tid, vi har kendt hinanden. Og det er meget, ja, men Nukâka og børnene har jo også været ude og besøge mig somme tider. Nu er børnene så store, at de hellere vil være sammen med deres venner. 

Så de har ikke sagt, at du skal være mere hjemme?

– Nej, de har aldrig haft det sådan, tror jeg, det har altid været den familiestruktur, vi har haft. Og så tror jeg også, at jeg meget tidligt besluttede, at det med at gå rundt og pibe, det skal jeg ikke gøre. Det er jo et valg, jeg har truffet. 

Er der arbejdsmæssigt flere muligheder i LA?

– Der er mange muligheder, men det kommer jo an på, hvad man vil. Min makker, Joe, er englænder, så vi udvikler på engelsk, og så er man automatisk i den engelsksprogede del af verden med det, man laver. Jeg har professionelt hovedsagligt haft base i USA siden 2005, og jeg har mange kontakter derovre. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke arbejder her. 

Er du lige så kendt derovre som her? 

– Ja … 

Så det er ikke også for at få lidt fred, at du er i LA?

– Nej, det er det sgu ikke. Jeg har meget mere fred her i Danmark, faktisk. Her kommer folk ikke bare hen til mig. Ikke her i Lyngby i hvert fald. I de latinske lande går folk helt grassat, det er noget helt andet. De har den der impuls, at selvfølgelig skal vi da snakke sammen! Der er danskerne mere reserverede. Her i Lyngby er det kun i september, når de nye internationale studerende begynder på DTU, at der lige er et par uger, hvor folk vender sig om. Men det er fint nok.

Interviewet et slut, og jeg følger Nikolaj ned til rådhuset, hvor fotografen venter. Og det kan godt være, han ikke synes, at danskere kigger ret meget efter ham, men det kan jeg så godt afsløre, at de helt sikkert gør.