Øjeblikket, der ændrede mit liv
SPONSORERET indhold

Kendte kvinder: Dét ændrede mit liv

Begge Anna Thygesens forældre begik selvmord, da Anna var ung. Pernille Rosenkrantz-Teil mistede sin veninde i en bilulykke, og Dicte vandt en talentkonkurrence, som kickstartede hendes karriere. Læs de tre kvinders fortællinger om præcis dét øjeblik i deres liv, der brændte sig ind i dem og forandrede deres livsbane.

Af: Lene Kjældgaard
22. sep. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

Da mine forældre begik selvmord
Anna Thygesen, 47 år. Direktør i kommunikationsbureauet PrimeTime DIVA. Kæreste med journalist Bill Rathje og mor til en dreng på otte år.

Anna Thygesen traf tre valg, da hendes forældre valgte at tage deres eget liv. Ikke at føle skyld. At tillade sig selv at spise af livet – og nyde det. Og at tilgive.

– Da jeg var 16 år, blev min far syg og fik en depression. Et år efter valgte han at begå selvmord. Selv om han havde været syg, var det ikke på en måde, hvor man tænkte, at det kunne ende med det. Min mor havde været maniodepressiv, siden jeg blev født, men fik medicin for det, og det var ikke noget, vi mærkede meget til, før min far blev syg. Men min mor var meget lidt rask fra min fars død, til jeg var 21 år, hvor hun også begik selvmord.

– Mine forældres selvmord betød, at jeg skulle revurdere alt i mit liv. Allerede da min far begik selvmord, sagde jeg til mig selv, at det skulle jeg komme godt ud af, for ellers ville mit liv simpelthen blive ad helvede til. Jeg var meget sorgfyldt, og det kunne jeg godt mærke, at jeg skulle gøre noget ved, for ellers kunne det være, jeg ikke kom ud af det igen. Det var simpelthen et spørgsmål om overlevelse. Jeg blev nødt til at bearbejde min fars og siden min mors selvmord og tage stilling til det. Man kan godt blive bitter og tænke: „Hvad bilder de sig ind at gøre sådan mod mig?" Den holdning dur ikke. For det første syntes jeg ikke, mine forældre fortjente det. For det andet kom der ikke noget godt ud af det.

– Det, at jeg blev alene, fordi mine forældre pludselig var væk på den brutale måde, gjorde, at jeg blev opmærksom på at tage valg i livet og stå ved dem og ikke lade andre træffe valg for mig. Jeg er herre over mit eget liv. Jeg ville vise mine forældre, at jeg ville få et godt liv. Måske er det affødt af, at mine forældre også tog nogle stærke valg, da de begik selvmord. Det var ikke et valg, jeg ville tage, men det var et valg. Jeg elskede mine forældre og har valgt at respektere og acceptere deres valg.

– Jeg traf også tre andre valg, da mine forældre døde. Det første var ikke at føle skyld. Jeg kunne godt have pisket mig selv og spurgt: Hvorfor var jeg i Israel, da min mor døde, hvorfor var jeg ikke hjemme, havde jeg i virkeligheden ikke set det komme, havde jeg ikke fået et brev, hvor hun næsten ikke kunne skrive om, hvor skidt hun havde det? Nej. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Skyld kommer der ikke noget godt ud af. Og så valgte jeg at sætte mig selv fri til at spise af livet og nyde det. Og endelig valgte jeg også at tilgive.

Da min veninde døde
Pernille Rosenkrantz-Theil, 35 år. Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og partiets energi- og klimaordfører. Gift og mor til to børn på tre og fire år.

Kun ti dage efter, hun havde født sit første barn, mistede Pernille Rosenkrantz-Theil sin veninde i en trafikulykke. Det betyder, at hun er blevet endnu mere rastløs, og så har det lært hende, at hun skal kramme sine børn nok til, at det kan holde resten af livet.

– En af mine veninder døde i en trafikulykke i Zambia for fem år siden. Det blev en skelsættende begivenhed i mit liv, fordi det var så voldsomt i sig selv, og fordi det skete ti dage efter, jeg havde født mit ældste barn. Hun havde en lille søn på to år, og det at opdage sin egen dødelighed blev selvfølgelig meget præsent.

– Hendes død fik tippet rigtig mange ting rundt i mit hoved, og det var selvfølgelig enormt voldsomt følelsesmæssigt, at jeg først blev trukket igennem noget positivt, da jeg fødte mit barn og derefter skulle forholde mig til den helt modsatte begivenhed.

– Det, min venindes død kom til at betyde for mit liv, var jo ret banalt, men også rigtig vigtigt. Jeg har altid levet et meget hektisk liv med fuldt knald på uden nogen form for fornemmelse af, at det faktisk kan gå galt. Og det er jo ikke, fordi jeg har levet et ubekymret liv, for jeg synes egentlig, jeg har påtaget mig meget ansvar, fra jeg var meget ung, men i det har der bare ikke ligget den der fornemmelse af, at på et tidspunkt slutter livet også. Når folk har fortalt, hvad det er at blive voksen, har jeg fået indtryk af, at det bl.a. handler om, at ens tålmodighed og line er blevet længere, men for mig har min venindes død betydet, at jeg er blevet endnu mere rastløs, for der er nogle ting, jeg bare ikke kan vente på længere. Jeg har ikke tid til at vente på, at hele verden forandrer sig på én gang og i et stort snuptag. Vi er nødt til at forandre det, vi kan, NU, for det er ikke sikkert, der er en dag i morgen.

– Min venindes død lærte mig, at livet er skrøbeligt, ikke kun for det lille barn, der stod tilbage uden mor, og for mit eget barn, men også for en selv, fordi det ikke er sikkert, man har resten af livet til at passe på det. De første to-tre år er jo de vigtigste i et barns liv, og det faktum blev der sat to fede streger under. Derfor blev det meget vigtigt for mig at kramme mine børn nok til, at det skulle holde resten af livet.

Da jeg vandt en talentkonkurrence
Dicte Vestergaard Madsen, 47 år. Sangerinde og mor til to børn.

Lidt halvspontant tilmeldte Dicte Vestergaard Madsen sig en talentkonkurrence med sit band. Og vandt. Det blev startskuddet til en rockkarriere med syv albums forude.

– I 1989 deltog jeg og mit daværende band i en talentkonkurrence i Aarhus, der tidligere var blevet vundet af bl.a. Michael Learns to Rock. Jeg havde ikke spillet så længe i bandet, der i forbindelse med konkurrencen blev til gruppen Her Personal Pain, og vi havde kun skrevet tre numre, men jeg tænkte, at jeg bare ville prøve at melde os til. Det var sådan en halvspontan ting, man gør, når man er fuld af ung energi og pionerånd og selv har en forestilling om, at man kan alt og har det bedste band i verden!

– Vi blev udvalgt til at komme med i konkurrencen og havde en måned til at udvikle et repertoire, der kunne bære en halv times koncert og, hvis vi vandt, to set på spillestedet Vestergade 58 i Aarhus. Vi havde et øvelokale øverst oppe under taget i en sort bygning, da landet blev ramt af hedebølge hele sommeren. Jeg sad med fødderne i baljer med is i et 43 grader stegende varmt rum – det var helt sindssygt! Men i en rus af gejst og gåpåmod skrev vi 25 numre på 30 dage.

– Vi havde aldrig prøvet at spille live før, og pludselig skulle vi spille til en konkurrence, hvor der kom 2.000 mennesker. Det endte jo med, at vi vandt konkurrencen, 30.000 kr. og et spillejob på Skanderborgfestivalen. Jeg har hørt båndet fra konkurrencen efterfølgende. Det lyder helt rædselsfuldt, men man kan høre, der er energi, og at vi vil det her. Vi syntes, vi var det mest fantastiske i verden.

– Vi kunne ikke presse os igennem køen til koncerten, da vi skulle spille på Vestergade 58. Der var så mange mennesker, og det gik langsomt op for os, at de var kommet for at se os. Kort efter begyndte pladeselskaberne at henvende sig, vi blev signet og kom i gang med karrieren. På to måneder gik vi fra at sidde inde i en kasse under et tag og være ved at brænde sammen af varme, til at være superstars – i hvert fald inde i vores egne hoveder! Fra at have spillet lidt på må og få havde vi lige pludselig fået pladeselskab og bookingbureau. Da vi først var i gang, stoppede det ikke. Og det er det, der kan være så vigtigt i ens liv: At nogle gange vælger livet for dig, og så vågner du 20 år senere og har lavet syv plader. Altså, jeg valgte jo at medvirke i konkurrencen, men så bum!, var jeg bare lige pludselig blevet rockmusiker med en HF-eksamen!