Ole Fogh Kirkeby
SPONSORERET indhold

Ole Fogh Kirkeby: "Den mandlige identitet er i opløsning"

Filosof Ole Fogh Kirkeby mener, at den moderne mands største udfordring er at holde på sit køns værdighed.

Af: Sine Gerstenberg Foto: Ulrik Jantzen
21. jun. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

10’erne var kvindernes årti. Fjerdebølgefeministerne fyldte i medielandskabet, #metoo-bevægelsen satte fokus på de patriarkalske magtstrukturer, og vi fik igen en kvindelig statsminister. Kvinderne tør mere end nogensinde før at blande sig i debatten, men også at støtte hinanden og løfte hinanden frem. Det viste ALT for damernes Søstersindkampagne i 2019 med al tydelighed. Men hvor efterlader det mændene, og hvordan har den danske mand det anno 2020?  Vi har talt med syv markante meningsdannere om mandens plads i det nye årti.

Hvordan har den danske mand det anno 2020?

– Han har det dårligt. Den danske mand har ingen bærende ideer eller ideologier at orientere sig imod. Han har overtaget de amerikanske børnesygdomme: Han reagerer på en tid, hvor vi markerer os meget overfladisk, samtidig med at vi befinder os i en konstant søgen efter en dybere mening. Både fra omverdenen og i os selv. Den moderne mand søger dannelse. Tidligere fandt vi meningen med livet i religion, politik eller filosofi. Mit bud er, at filosofien kommer til at fylde mere i mandens åndsliv. For religion bliver hurtigt provinsielt, og politik er ikke længere knyttet til et værdifælleskab, men til et stammefælleskab, hvor vi stemmer på dem, der ligner os selv. Vi mangler ganske enkelt et anker, det giver os fremtidsforbindelse, jordforbindelse og håb. 

LÆS OGSÅ: "Det skal blive naturligt, at der står en stærk mand bag en stærk kvinde"

Hvad er hans største udfordringer?

– At holde på sit køns værdighed. Den mandlige identitet er i opløsning. Vi befinder os i et limbo, hvor børnene bliver rollemodeller, og de voksne ikke aner, hvem de er. 

Hvilke udfordringer har han overvundet?

– Han har heldigvis sejret over sin magelighed og selvretfærdighed. Han er kommet kvinden i møde, og det klæder ham.

Hvilken kamp burde han tage?

– Et mandeoprør er nødvendigt. Vi skal finde ud af, hvad der er specifikt mandlige dyder. Helt i overensstemmelse med den ridderlige tradition og tidligere dannelsesidealer. Mod, mandshjerte, visionskraft og respekt. Et mandeideal, der har værdigheden i behold. Hvor han ikke jager lysten, men i stedet en åndelig gral.

LÆS OGSÅ: Uffe Buchard: "Mænd må ikke glemme sig selv i iveren for at gøre kvinderne tilpas"

Hvilke slagsmål bør han undgå? 

– Alt det, der har med småligheden at gøre. Når han bare vil skrabe mere til sig. Kampen mellem mænd og kvinder har udfoldet sig i alle klasser og generationer, og den er god og sund. Det er den grådige, egennyttige kamp ikke.

Er der stemmer, du savner bliver hørt? 

– Visdommens og dødens stemmer. Alderdommens stemmer bliver hele tiden talt ned; vi skal agere som 50-årige, når vi er 65, og som 60-årige, når vi er 80. Jeg tror ikke på det. Vi skal være mere bevidste om visdom og ”aflæring” som et centralt begreb. Jeg arbejder selv hen imod at nå et sted, hvor jeg har sagt, hvad jeg skal. Hvor jeg kan pege i stedet for at tale.

Hvilken samtale ville du gerne sætte i gang?

– Jeg vil gerne fastholde samtalen om, hvad livet er. Der går desværre tit ”manager-tænkning” i vores livsfilosofi, hvor vi kun spørger ”What is in it for me? Hvor høj løn kan jeg få?”. Vi skal hellere spørge os selv om, hvad vi kan bidrage med til menneskeligheden i almindelighed.

Hvem ville du ønske holdt sin kæft? 

– De mennesker, der kun bestræber sig på at skabe ”followers” på de elektroniske medier. Dem, der er ”meningsdannere” uden et budskab. De må gerne komme komme et godt sted hen – bare de forsvinder. 

Anbefalet til dig