Myten om den perfekte kvinde hjemsøger mænd

Forelskelser kan gøre os sindssyge. Og selvom vi elsker spillet mellem mænd og kvinder, kan det også være udmattende. Sam Mansoor skriver i denne uge om myten om den perfekte kvinde (og mand).

KLUMME: Foråret tvinger bladene frem, og solens stråler luner den kolde havluft, som stormer igennem København. Hvis vinteren har båret frugt, har du mødt en, en som er ganske enestående.

Dine veninder kender til ham, dine forældre kender ham af navn, og i et usikkert øjeblik brygger du en fremtid med ham over morgenkaffen. Der er dog en ubehagelig sandhed, som du må vide. Noget ganske bestemt som vi sjældent sætter ord på, men som er gennemgående hos manden: du konkurrerer med en anden kvinde. Og heri hviler tragedien: det er højst sandsynligt, at hun er en myte.

Den perfekte kvinde som hjemsøger manden, kender vi alt for godt. Og endnu værre er; hvis manden har fundet hende og mistet hende, vil hun hjemsøge ham år efter. Det kan være, han har stiftet familie, forelsket sig på ny, men det åbne sår, det uforløste vil gøre døren evig åben for hende, som "got away"...

LÆS OGSÅ: Utroskab: Hvem siger, partneren gerne vil vide det? 

Den franske virtuos Jacques Brel udtrykte det perfekt. I hans berømte sang fra 1959 "Ne Me Quitte Pas" (oversat "Forlad mig ikke") synger han i forførende, poetisk fransk om kvinden, som for alt i verden ikke må forlade ham:

"I will offer you
Pearls of rain
Coming from countries
Where it does not rain
I will dig the ground
Till after my death
To cover your body
With gold and light
I will make a field
Where love will be king
Where love will be law
Where you will be queen
Don't leave me"

I et famøst fransk interview udtrykte Jacques Brel, en mand som har været gift flere gange (man var vel fransk), at han søger efter kvinden, eller kærligheden, som ikke eksisterer.

Et andet og oldgammelt eksempel er forelskelsen mellem Kleopatra og Cæsar. Da de indledte deres affære, som skabte stor skandale i Romerriget, siden Cæsar var gift, var Kleopatra blot 21 år, og han 52. Cæsar støttede Kleopatras vej til tronen og forevigede endda hendes minde med at rejse en statue i hendes billede. Deres historie er over 2.000 år gammel, men ikke desto mindre tidløs.

Historien er rig på kvinder, som har influeret magtfulde mænd. Jeg vil vove at påstå, at feminisme – i forskellige former – har været hos os i årtusinder. Kvinder – som et slags evigt mysterium, vi ikke kan blive mætte af – har en så dynamisk gennemslagskraft, at vi har behov for at redefinere hendes rolle samt betydning ved hvert generationsskifte.

Og som Kleopatra, eller Jacques Brels perfekte kvinde, søger vi mænd stadig efter den perfekte kvinde, som ofte ikke helt falder i de helt moderne roller. Ideen om hende er som et velkendt hjem, vi aldrig har besøgt. Men hun bor hos os. Hun bor i mig og bor formentlig hos din nye erobring. Hun er en mytisk og urealistisk sammensmeltning af moderfigur, prom queen, trofæ og en dominatrix, som tvinger os i knæ med en gag-ball i kæften.

Og hvad kan man bruge det til? Man kan muligvis bruge det til at fodre klicheen med, at vores drømme aldrig ophører. Vi vil som mennesker altid være forført af græsset på den anden side. Men vi kan også acceptere den måske bitre indsigt, at det perfekte og idealistiske ikke eksisterer... at det uperfekte er dét, som gør os klogere, og som tvinger os til at kigge efter en anden gang.

Du ikke kan konkurrere med den perfekte kvinde, ligeså lidt som jeg kan konkurrere med Mr. Big. Og det er trods alt rigere at kysse din elskede end at jage regnbuer. Og det skal vi som mennesker, være bedre til at efterleve – på trods af drømmen og det uforløste bider i os fra tid til anden...

LÆS OGSÅ: Åbent brev: Til veninden jeg ikke længere kan se

LÆS OGSÅ: Jo, du kan købe dig til lykke

LÆS OGSÅ: Utroskab: Hvem siger, partneren gerne vil vide det?