Dating

Foto: DR Presse Petra Nagel rejser i programserien "Petra dater hele verden" rundt til forskellige lande for at blive klogere på datingkultur.

Dating

Petra datede hele verden: ”Den største overraskelse var, at det egentlig handlede om mig selv”

Petra Nagel har rejst rundt i hele verden og datet mænd fra forskellige kulturer for at blive klogere på dating som fænomen. Det er blevet til programmet "Petra dater hele verden", som lige nu kan ses på DR3.

Petra Nagel vil gerne have en kæreste. Men det er svært, når man samtidig er godt og grundigt træt af dates – træt af fadøl på en tilrøget bodega, træt af den sædvanlige kop kaffe med tilhørende gåtur, træt af at ingen gør sig umage, ikke engang hende selv.

Hendes første tanke var, at der måtte være noget galt med vores måde at date på, med det hun kalder "den danske datingkultur". Det gav hende en idé: Hun ville rejse rundt i verden for at se, om der fandtes nogle bedre måder at gå ud med hinanden på i andre lande. Måske lå den hellige dating-gral gemt i Libanons natteliv, måske var svaret at finde blandt de unge på Island. Og den idé er nu blevet til programmet "Petra dater hele verden", som i disse dage kan ses på DR3.

LÆS OGSÅ: Nu forstår jeg, hvorfor nogle mænd er frygtelige datere

– Det kom af, at jeg synes, at de dates, jeg har været på herhjemme, har været meget ens, og at de mænd, man møder i København, hvor jeg har været på dates, er meget ens. Det var kedeligt. Men samtidig syntes jeg også, at det var ret trist at være single. Så dilemmaet har været, at jeg smaddergerne vil have en kæreste, men at jeg synes, at de dates, jeg har været på, har været meget ensformige. 

I Brasilien bliver Petra Nagel udfordret på sin selvtillid og sit selvværd. Foto: DR Presse. 

Hvad karakteriserer den danske datingkultur, synes du?

– Jeg var først og fremmest træt af, at vi altid gør det på den samme måde, når vi skal møde nogen. Og nu taler jeg selvfølgelig mest for mig selv. Jeg går i byen, drikker mig virkelig fuld med mine venner, og så vågner jeg måske op ved siden af en eller anden. Vi drikker os fulde, og så scorer vi.

Vores datingkultur er jo så ung. Vi er først lige gået i gang med at lære, hvordan man gør. I USA har de gjort det i mange år, og det kunne jeg godt mærke, da jeg var der. De tager lettere på det, og de behøver ikke tage i byen for at score. De går hen til folk på gaden, det er så fedt! De er ikke så berøringsangste. Og så har de 250 dating apps, hvor vi har to.

På Island tager Petra Nagel på aktive dates i naturen. Foto: DR Presse. 

I Libanon får Petra Nagel lagt fuld make up for at blive klar til Beiruts glitrende natteliv. Foto: DR Presse. 

Petra Nagel i Serbien. Foto: DR Presse. 

Hvordan var det så at date alle de her mange, forskellige mennesker?

– Først og fremmest sindssygt hårdt. Du skal sælge dig selv, prøve at se flot ud, prøve at flirte. Det kræver ret meget energi. Men jeg vil ikke bare være en brokmås, jeg lærte også rigtig meget af det. Jeg lærte for eksempel at smile og være charmerende. Jeg har nok haft lidt et problem med, at jeg nogle gange glemmer at smile og se venlig ud. Og det er da klart, at folk ikke har lyst til at gå hen til dig, hvis du ikke virker som en person, der har lyst til at tale eller ikke er åben.

LÆS OGSÅ: Derfor finder du aldrig den eneste ene

I har jo en vinkel i hvert afsnit, som selvfølgelig gør, at landene virker ret forskellige i forhold til dating- og singlekultur. Men hvor forskellige oplevede du egentlig, at de var?

– Mændene er jo sådan set ikke så forskellige. Det er mere den kultur, de kommer fra, der er forskellig. For eksempel var jeg meget fascinerede over, at de i Mexico var så galante. De holdt døren, betalte og tog initiativ. På det punkt kunne både mænd og kvinder herhjemme altså godt bruge en indsprøjtning. Prøve at vise, at vi faktisk er interessererede og gøre noget ud af det. Så det ikke altid bare er "lad os mødes nede på McKluuds og drikke en øl".

I Serbien var det for eksempel også meget tydeligt, at de kom fra et land, hvor der har været krig. Der var de ligeglade med, om du har en Proenza Schouler-taske på eller om din lejlighed ligger på det rigtige sted på Vesterbro. Der var det nogle andre ting, det handlede om.

Hvad var du mest overrasket over?

– Den største overraskelse var, at det egentlig er mig selv, det handler om. At det måske ikke er vores datingkultur, der er kedelig, men mig, der skal begynde at tænke det at date anderledes. Dates handler jo om kemi, om at være interesseret og kaste sig ud i det. Og så er det ligegyldigt, at du måske godt ved på forhånd, at han ikke bliver din kæreste. Du bliver bedre til at møde mennesker, og du lærer en masse om dig selv.

Har du nogle råd, du kan give videre, her efter din lange rejse rundt?

– Gå ud af døren, mens du synes, at du ser godt ud. Og så er det ligegyldigt, hvordan du så gør dét. Og så skal du bare smile, glæde dig og ikke være nervøs for, at det bliver akavet. Prøv at lade være med at være så kræsen og have nogle helt faste forventninger til, hvordan han skal se ud, og hvad han skal lave. Bare gør det. Giv personen en chance, og lad være med at tage det så alvorligt.

LÆS OGSÅ: Derfor holdt han op med at skrive

LÆS OGSÅ: Derfor er det blevet sværere at finde kærligheden

LÆS OGSÅ: Sam Mansoor: "Med ligestilling ophører romantikken"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Dating