Robin svensk sanger
SPONSORERET indhold

Robyn: ”Det var et chok at finde ud af, at jeg var gravid, et chok, der ikke gav slip”

Hun brød igennem som 16-årig, nu har hun rundet de 40 år – og er om muligt mere aktuel end nogensinde. Bliv klogere på det svenske pop-ikon her.

Af: Susanne Baden Jensen Foto: Getty Images
04. jul. 2019 | Livsstil | ALT.dk

1. Hvad er Robyns fulde navn?

Cher. Elvis. Rihanna. Der findes stjerner så store, at de ikke behøver et efternavn for at blive introduceret - og Robyn er naturligvis én af disse. Men den svenske sanger, som vi kender så godt kun ved fornavn, hedder faktisk: Robin (med ”i”) Miriam Carlsson (*og som bonus-fun fact til det kan tilføjes, at kollegaen Rihannas fulde navn faktisk er: Robyn Rihanna Fenty.)

Men hvorfor hedder hun så Robin? Det skulle efter sigende komme sig af, at hendes mor kendte en amerikansk spejder!

2. Hvornår er Robyn født?

Hun kom til verden 12. juni 1979 i den svenske hovedstad Stockholm. Det gør hende for resten til Tvilling af stjernetegn.

LÆS OGSÅ: ALT om de forskellige stjernetegn samlet ét sted

3. Hvem er Robyns forældre og søskende?

Robyns forældre hedder: Maria Ericsson og Wilhelm Carlsson. De var med i en teatertrup, som den lille familie rejste rundt med i Europa, frem til at Robyn skulle starte i skole.

– Jeg var totalt et excentrisk barn og lidt af en Pippi Langstrømpe, har sangeren fortalt om sin opvækst til Paper Magasin.   

Forældrene blev skilt, da hun var 11 år, og hendes far fandt siden en ny kone, Denize Karabuda, som han har fået to børn med, altså Robyns to halvsøskende.

Den yngste Effie Carlson (f. 1995) er journalist, mens broren Jac Carlson (f. 1986) er instruktør, koreograf, dj og danser. Han medvirker faktisk i videoen til ”Say It”, som Robyn lavede med Röyksopp tilbage i 2014.

4. På tv med sin første sang som 11-årig

Robyn var et kreativt og altid syngende barn. Som 8-årig medvirkede hun i en Strindberg-forestilling på teaterscenen. Som 9-årig lagde hun stemmer til tegnefilm.

Da hendes forældre gik fra hinanden, ramte det den 11-årige pige hårdt, og en pædagog i hendes fritidshjem opfordrede hende derfor til at skrive en sang om det. Det blev til sangen ”In my heart”, som en tydeligvis talentfuld Robyn optrådte med året efter på national svensk tv. Rimelig fremmeligt barn!

5. Blev opdaget af kendt svensk sanger 

Da Robyn er 14 år, optræder den svenske gruppe Legacy of Sound med sangeren Meja i forgrunden på Robyns skole. Og lad os lige få på plads, hvem Meja er: Hun havde sidst i 1990’erne et kæmpe internationalt hit med sangen ”All about the money” (it's all about the dum dum duh dee duuum, ja, red.).

I pausen under gruppens optræden stiller Robyn sig op på scenen og siger: ”Hej, jeg hedder Robin, og jeg skal synge en lille sang, jeg har skrevet”. Det gør hun SÅ godt, at Meja får hendes telefonnummer og giver det sin manager Peter Swartling.

Den unge sanger har ingen demo, som han kan høre, så hun synger i stedet en sang a cappella for ham, og han har siden beskrevet, at ”jeg trillede ned af stolen, men jeg forsøgte ikke at vise noget.”

Robyn får i 1993 en pladekontrakt, og udgiver sit første album året efter som 15-årig. Men samarbejdet med et pladeselskab skal gå så galt… Mere om det senere.

6. Derfor hedder hun Robyn med ”y”

Robyns debut klarer sig godt i Europa, Japan og USA.

Da hun i 1997 drager til USA med sin debutplade ”Robyn is here”, har hun skiftet vokalen ”i” i sit fornavn ud med et ”y” i hendes kunstnernavn. Og det skyldes ikke kun en smart ”gimmick”.

På albummet findes der nemlig to hitsingler, "Do You Know (What It Takes)" og "Show Me Love" – og det er den sidstnævnte, som er problemet.

For på det tidspunkt findes der allerede en sanger ved navn Robin S, som har succes med en helt anden sang, som tilfældigvis også hedder ”Show me love”.  Well, what are the odds, spørger vi bare…

7. Hun har skrevet sange om at få en abort

Robyn kan skrive sange! Og det gør hun også igen på sin 2. plade ”My Truth” fra 1999.

Men albummet bliver denne gang KUN udgivet i Europa – og ikke i USA, hvor debuten ellers klarede sig fint. Det skyldes særligt to af albummets sange, ”88 days” og ”Giving You Back”, der handler om en abort, som Robyn fik i efteråret 1998, da hun var 18 år. Det er for hård kost for amerikanerne.

Selv har Robyn sagt om emnet:

– Det var et chok at finde ud af, at jeg var gravid, et chok, der ikke gav slip. Uanset hvor meget jeg overvejede, kom jeg ikke frem til noget andet, end at det var forkert, hvad end jeg gjorde, sagde hun dengang ifølge Aftonbladet

– Jeg tror, ​​at alt sker af en grund, og ved at tage et liv kunne jeg også give liv... Der er noget, der trods alt lever videre, jeg tog ikke kun et liv, uden at der blev født noget godt ud af det også.

Robyn betegnede selv sangen ”Giving You Back” som det bedste, hun på det tidspunkt selv havde skrevet.

8. Hun har været med i svensk Melodi Grand Prix (på en måde)

Lad det være sagt med det samme: Melodi Grand Prix – eller ”Melodifestivalen”, som de kalder det – er MEGET stort ovre i det svenske.

I 1997 havde Robyn faktisk også et bidrag med i konkurrencen ved at være medforfatter og producer på sangen ”Du gör mig hel igen" sunget af Cajsalisa Ejemyr. Og man skal vist ikke være superfan for at spotte unge Robyns 1990’er-”pop møder r’n’b”-lyd i den sang (som kun opnåede en 4. plads, what?!)

9. Hun HADEDE starten af sin karriere

Tilbage til Robyns forhold til pladeselskaber. Da Robyn kom frem, ville pladeselskaberne gerne promovere hende på samme måde som andre af datidens største, unge ”pop-prinsesser”, som Britney Spears og Christina Aguilera.

I 2001 skiftede Robyn fra BMG til Jive Revords, som udgav hendes 3. album ”Don’t stop the music” året efter. Men Robyn kunne IKKE lide noget af det.

Hun har beskrevet de første faser af sin karriere som ”totalt ubehagelige,” skriver The New York Times

– Min manager blev bedt om af pladeselskabet at forsikre sig, at jeg viste min ungdommelighed mere. Hvad end det betød, forklarer hun.

Men den HELT store konflikt opstod i forbindelse med spørgsmålet om kunstnerisk frihed. Robyn ville gerne have den, Jive ville gerne begrænse den og hive hende i en ren popretning. Robyn fik tilsendt en plade fra den dengang relativt ukendte svenske, elektroniske gruppe The Knife. Hun var vild med, hvad hun hørte, og sammen lavede de sangen ”Who’s That Girl”. Pladeselskabet nægtede at udgive den, og kompromisløse Robyn sagde: Fint, så er det farvel, jeg starter mit eget pladeselskab!

Og konflikten fornemmer man også i sangens tekst...

10. Hun har opkaldt sit pladeselskab efter … en sketch

Robyn etablerede i 2005 sit helt eget pladeselskab Konichiwa Records.

Det har aldrig været Robyns plan, at det skal være noget stort pladeselskab. Faktisk har der kun været én anden artist tilknyttet udover hende selv, nemlig den svensk-kurdiske artist Zhala.

Ordet konichiwa er en slags “fejlskrivning” af konnichiwa på japansk, der betyder både “hello” og “god dag”. Helt direkte oversat er det: “denne dag er”.

Men hvorfor har Robyn valgt det? Lige så meget som Robyn er dronningen af ”knuste flasker og hjerter”-pop, har hun også masser af humor – hvilket går igen i flere numre og i musikvideoer. Konichiwa kommer faktisk fra sketchen ”Racial Draf” fra Chappelle’s Show (med komikeren Dave Chappelle, red.), som ironiserer over, når kendte mennesker ”tilknyttes” en race. Her vælger den asiatiske delegation Wu Tang Clan som ”deres”, og to af medlemmerne fra hiphop-gruppen takker oppe fra en talerstol og slutter af med at sige et ”konichiwa, biches”.

11. Robyn og kærester

I 2002 blev Robyn kæreste med mixed martial arts-udøveren og kunstner Olof Inger, og de to blev senere forlovet, men gik fra hinanden i 2011.

Efterfølgende mødte hun filmfotografen Max Vitali under indspillingen af ”Be Mine”-videoen, som hun har været on/off-forlovet med et par gange – men de to skulle eftersigende være sammen igen, skrev The Cut sidste år. 

Det er også Max, der har instrueret den berømte video til hendes nummer ”Call your girlfriend”.

12. Om at blive forvekslet med at være dreng

Da Robyn voksede op, troede folk ofte, at hun var en dreng, fordi Robyn allerede dengang havde kort hår – og fordi Robin i Sverige er et drengenavn. Særligt komisk blev det med en af hendes undervisere i folkeskolen.

– Min håndarbejdslærer troede i tre år, at jeg var en dreng. Jeg forsøgte at fortælle hende, at jeg var en pige, men hun blev bare ved med at sige: "Min lille dreng ville også være en pige, da han var barn.” Til sidst var min mor nødt til at skrive en note til hende, hvor der stod: "Vær sød at holde op med at antage, at Robin er en dreng, fordi hun er en pige", har hun fortalt til Popcrush

Men sådanne situationer åbnede sangernes øjne for alternative livsstile.

– At have den oplevelse, hvor jeg blev konfronteret med folks reaktioner på, hvordan jeg så ud, eller hvordan jeg burde se ud, fik mig til at identificere med queerness. Det sker stadig for mig hele tiden, og ofte sker det for mig i Amerika, fordi selvom det, som jeg betragter som ”butch” (maskuline træk hos en kvinde, red.) stadig er meget feminint i Europa, kan du her (i USA, red.) chokere folk meget let ved bare at se lidt queer ud.

13. Hun har fået en deodorant opkaldt efter sig

Husker du DATE-deodoranten? Hvis du voksede op i 1990’erne som hunkøn, gør du helt sikkert!

Det var den oplagte 20 kroners-gave til enhver pigefødselsdag, hvor alle duftene var opkaldt efter kvindenavne som Suzanne, Felicia og Pamela (den sidste var god, vi siger det bare...) Producenten bag var svensk – så hvad er mere oplagt, når man har en ung, kæmpe pop-stjerne i sit hjemland? Hun skal da på en deo!

Eller, sådan tænkte producenten muligvis, i hvert fald fik Robyn sin helt egen DATE-duft opkaldt efter sig – og den er præcis så 90’er, som du kan forestille dig <3

14. Hun har været ramt af en dyb depression

I 2014 mistede Robyn en af sine allertætteste samarbejdspartnere og venner, Jonathan Falk. Det efterlod hende i et dybt mørke, som hun gik i intens terapi for at komme igennem, har hun fortalt til The Cut 

De tunge tåger fra depressionen begyndte at lette, mens hun arbejdede på hendes 8. album Honey.

– Når du er trist eller virkelig deprimeret, gør det dig virkelig nøgen. Der er noget rigtig sejt i at komme ned til den minimale mængde sikkerhed, du har brug for. (..) Jeg var handicappet på en måde af min tristhed. Jeg kunne ikke bryde igennem den, hvilket ville være min naturlige go-to reaktion. Men så beslutter du at gøre ting virkelig, virkelig, virkelig blødt, og du indser, at det er mere effektivt, sagde hun til The Cut.

15. Hun lavede nummeret ”Honey” klar til serien Girls

Der gik (hvis man er superfans, som os) lææænge før, at Robyn var klar med et nyt album, efter hun lavede Body Talk-trilogien i 2010. I mellemtiden kom der dog i ny og næ ny musik, hvor hun samarbejdede med andre kunstnere.

Men så i 2017 kom det helt store hint om, at en ny plade var på vej, da Robyn afslørede, at hun havde (endnu) et nummer med i HBO-serien Girls.

Det havde Robyn nemlig også i første sæson af serien, hvor nummeret ”Dancing On My Own” kom med, fordi seriens skaber og hovedrolleindehaver Lena Dunham er fan af Robyn.

Instagram skrev Robyn:

Efter Lena brugte Dancing On My Own i første sæson af Girls på den mest fantastiske måde, var jeg så glad, da hun spurgte mig, om hun kunne tage en anden af mine sange med i serien. Jeg sendte hende noget musik, jeg arbejder på, og hun valgte “Honey”. Den var ikke klar til at blive frigivet, men vi færdiggjorde denne version til hende og serien ❤."

16. Hun er ægte på Insta

Robyn er en fornøjelse at følge på sin Instagram, hvor hendes profilnavn er: @robynkonichiwa. Hvad enten hun fortæller om sin musik, hvor hun er i verden eller deler billeder af sine venner (som hun ofte er på cool clubs med…) Og så er hun tilmed sjov!

Anbefalet til dig