Bengt og Rebecka Kristoffersson
SPONSORERET indhold

Bengt blev brugt som sæddonor uden at vide det: ”Pludselig havde jeg en datter”

I 32 år troede Bengt, at han kun havde én biologisk datter. Men så ringede en dna-forsker og fortalte ham en historie, der lød usandsynlig. Der var endnu en datter, som var blevet til gennem en fertilitetstest, han havde taget næsten 35 år tidligere...

Af: Mikael Svensson Foto: Mikael Svensson
23. apr. 2024 | Livsstil | Hjemmet

Rebecka Kristoffersson, 32, byder os velkommen i sit hus i Vallberga uden for Laholm og præsenterer sig med en let latter:

"Jeg er resultatet af den store sædskandale."

Læs også

Selvom det i bund og grund er en bizar historie, hvor en læge på Halmstad sygehus ulovligt tog sæd fra fertilitetstests og brugte det som donorsæd, kan Rebecka stadig se glæden i det hele.

Hun har fået mulighed for at møde sin biologiske far, som hun ikke har haft noget kendskab til hele sit liv. Noget, der aldrig ville være sket, hvis ikke et dokumentarprogram på svensk tv havde besluttet sig for at komme til bunds i den store skandale på Halmstad Sygehus. Intetanende mænd, som troede, at de leverede sæd til fertilitetstests, er nu pludselig blevet fædre til voksne børn.

En af dem er Bengt, som er far til Rebecka. Det anede han intet om før i februar sidste år, da en dna-forsker overbragte ham nyheden, som næsten fik ham til at tabe sin mobiltelefon på gulvet:

"Den aften var overvældende, og jeg tømte en halv flaske vodka, mens jeg forsøgte at fordøje det, jeg havde hørt. Det føltes som en dårlig amerikansk film," siger Bengt.

Men da følelserne havde lagt sig lidt, valgte han at møde Rebecka, og det har han det godt med:

"Vi har mødtes et par gange og ringet til hinanden. Processen med at lære hinanden at kende må tage sin tid," siger de begge.

For Bengt har afsløringen betydet, at han nu har fem børnebørn. Ud over de tre børnebørn, han havde før, har han også Rebeckas to sønner, 11-årige Jack og 9-årige Viggo.

Fertilitetstest

Hele historien tager sin begyndelse i slutningen af 1980'erne. Bengt har mødt en kvinde, som er ti år ældre end ham, og som allerede har tre børn. For Bengt var det ikke vigtigt at få sine egne børn, men hans partner ville gerne have et sammen med ham. Og det hastede lidt, fordi hun nærmede sig de 40 år.

"Jeg ræsonnerede med mig selv og kom frem til, at hvis vi skulle have et barn, ville jeg altid være der for barnet og være en nærværende far. Det var et krav, jeg stillede til mig selv."

Men parret havde svært ved at få børn, og efter et par aborter foreslog hospitalet i Halmstad, at både Bengt og hans kone skulle tage en fertilitetstest.

"Min hustru tog min prøve med på sygehuset. Jeg gik ud fra, at den ville blive smidt væk, når de havde lavet de nødvendige undersøgelser," siger Bengt.

Læs også

Testen viste, at der ikke var noget galt med Bengts fertilitet. Sædcellerne var "gode svømmere", fik han at vide.

Ved hjælp af hormonbehandling blev han og hans kone gravide, og en datter blev født i sensommeren 1991.

Bengt var den lykkelige far til sit første barn – troede han i hvert fald. Hvad han ikke vidste var, at han i begyndelsen af året, otte måneder tidligere, var blevet far til en pige, der boede ikke langt fra, hvor han boede.

God og tryg opvækst

Rebecka var det første barn i sin familie. Hendes mor og far havde længe forsøgt at blive forældre, men det var ikke lykkedes. Undersøgelsen viste, at det var på grund af manden. For at få et barn var insemination fra en frivillig sæddonor den bedste løsning, mente de begge.

Efter Rebecka kom Alexandra, som blev født i 1993, og Tobias, som blev født i 1996, også ved insemination. Forældrene valgte ikke at sige noget om, hvordan børnene var kommet til verden, men de tre søskende gik ud fra, at det var ligesom i andre familier, og de tænkte aldrig over forskellene i udseende.

Et pudsigt sammentræf var, at Rebecka og Bengts datter gik i samme folkeskole:

"Selvom vi var jævnaldrende, gik vi ikke i samme klasse, fordi hun havde fået lov at starte et år tidligere. Men jeg husker hende, selv om vi aldrig var sammen," siger Rebecka, som havde en god og tryg barndom.

Hendes forældre blev skilt, da hun var 18 år, og et par år senere ventede Rebecka sit første barn. Under et tjek bad jordemoderen hende om at udfylde papirer om sygdomme i familien, både på moderens og faderens side.

"Jeg tog papirerne med hjem til min mor. På hendes side var der ingen problemer med at svare, men da det kom til faderens side, begyndte hun at vride sig."

Rebeccas mor bad Rebeccas to søskende, som stadig boede hjemme, om at komme.

”Far er ikke din far," sagde hun, og Rebeccas første tanke var utroskab. Men det afviste hendes mor med det samme. Så fortalte hun historien om deres barnløshed og det faktum, at de havde brugt forskellige sæddonorer til alle tre børn.

"Det var selvfølgelig et chok at finde ud af, at min far ikke var min rigtige far. Men det ændrede ikke rigtig noget, for han var den, jeg altid havde set som min far. Jeg accepterede det og kom videre uden at bede om dokumenter for at finde ud af, hvem det var. Men det gjorde mine søskende, og de fik navnene på deres fædre. Min søsters donor viste sig at være død. Min bror fandt sin på Facebook, men tog aldrig kontakt."

Skandalen afsløres

Heldigt nok, for deres navne skulle senere vise sig at være helt forkerte.

For i november forrige år afslørede tv-programmet, at to piger, som ville hente deres papirer på hospitalet i Halmstad for at finde ud af, hvem deres sæddonorer var, havde fået forkerte navne. Sæden var kommet fra fertilitetstests fra mænd, som var uvidende om, at deres sæd var blevet brugt til donation.

Rebeccas mor, Anette, så programmet og fik ondt i maven, da hun fik mistanke om, at de tre børn, hun havde, også kunne være en del af sædskandalen. Hun kontaktede programmet og delte sin mistanke med redaktionen og fortalte det til sine børn. Nu blev Rebecka også nysgerrig på, hvem der kunne have været hendes sæddonor, og undersøgte det.

Ifølge papirerne var det en mand, der havde en datter, som hun havde boet tæt på, men som aldrig havde været sæddonor.

"Det føltes næsten grinagtigt," siger Rebecka.

I mellemtiden havde folkene bag tv-programmet tilkaldt den kendte dna-forsker Fredrik Mejster, som tog dna-prøver fra Rebecka og hendes søskende.

"Det blev hurtigt fastslået, at vi ikke havde noget genetisk slægtskab med de mænd, som ifølge hospitalets register skulle være vores fædre. Det var utroligt chokerende, og vi tabte både næse og mund."

Endnu mere chokeret blev deres mor, som var på ferie i Thailand, da de tre søskende ringede for at fortælle hende det.

Hun var tavs nogle sekunder, inden det gik op for hende, hvad det betød.

Opsporede Bengt

Fredrik Mejster og redaktionen bag tv-programmet gik videre for at opspore Rebeckas far og hendes søskendes fædre:

"Han bevægede sig bagud på mit og min mors stamtræ."

Og så landede han på Bengt og hans helbror.

"Mit mobilnummer ligger ikke på nettet, men det gør min brors, så Fredrik Mejster ringede til ham og fortalte, hvad det handlede om," siger Bengt.

Læs også

"Eftersom min bror ikke havde afleveret en fertilitetstest, forstod han, at det var mig, og ringede til mig. Jeg var hjemme hos min datter og passede børnebørnene, mens min datter var ude at løbe."

"Da min bror begyndte at fortælle mig om det, troede jeg først, at det var ham, der havde været ude og lave numre. Men da han fortalte mig, at det handlede om fertilitetstests, der var blevet misbrugt, begyndte jeg at tænke over det og kom i tanke om, at jeg havde lavet sådan en test for næsten 35 år siden. Så jeg ringede til dna-forskeren, og efter det opkald var der ingen tvivl."

Kort efter kom Bengts datter hjem fra løbeturen var på vej i bad, da han fortalte hende, at hun lige havde fået en søster. Hun var lamslået.

"Hvad har jeg fået?" sagde hun, og så måtte Bengt fortælle.

"Første troede hun ikke på det," siger Bengt, som derefter tog hjem, helt fortumlet.

"Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig. Det føltes som et forræderi mod mig selv og mine principper om altid at være der for mine børn. Nu havde jeg en datter, som jeg aldrig havde fået lov til at være tæt på, selv om jeg vidste, at hun havde haft en god opvækst i en tryg familie."

Kort efter fik Rebecka via en reporter fra tv-programmet at vide, at de havde fundet hendes biologiske far.

"Det var en lettelse," siger Rebecka.

Så blev Bengt spurgt, om han ville møde Rebecka. "Selvfølgelig", svarede han uden tøven, og lige så selvfølgeligt var det for Rebecka, at hun gerne ville møde Bengt.

Den 20. februar mødtes de på et neutralt sted.

"Det var nervøst," siger Bengt.

"Meget," tilføjer Rebecka.

Men det blev et hyggeligt og varmt møde med masser af humor, selvom de begge havde været udsat for en skandale.

"Vi ledte selvfølgelig efter ligheder, og jeg konstaterede med det samme, at vi ligner hinanden fysisk, for eksempel har vi samme mund," siger Rebecka.

"For ikke at tale om kropssproget," tilføjer Bengt.

"Jeg lagde straks mærke til, at du, ligesom jeg, ofte lægger armene over kors, når vi sidder og snakker."

Det første møde varede halvanden time.

Både Rebecka og Bengt er glade for at kunne mødes og måske endda udvikle et tættere forhold, hvis det føles rigtigt.

Samtidig er Bengt lidt bekymret:

"Tænk, hvis min fertilitetstest er blevet brugt på andre kvinder, og der er flere børn, jeg er far til, som jeg ikke kender til..."

Takket være dna-testen har Rebeckas søster Alexandra også fået kontakt med sin biologiske far, og de har sendt sms’er til hinanden. Hendes bror Tobias' biologiske far er også fundet, men han vil rådføre sig med sin familie om, hvorvidt han skal lade Tobias vide, hvem han er.

Anbefalet til dig