Laufey er 24 år og har allerede været udøvende musiker i to årtier: ”Jeg begyndte at spille klaver, da jeg var fire”

Laufey slog igennem under coronapandemien, da hun udgav nummeret Street by Street, som strøg direkte til tops på hitlisterne i Island, fik magsinet Rolling Stone til at hylde det spirende talent og gav hende nye fans som Billie Eilish.

Men historien om Laufey (udtales Lay-vey, red.) starter ikke med berømmelse.

Den starter med hendes mor. For hvis man vil kende Laufey, skal man kende hendes mor, kinesiske Lin Wei. En lille dame med et stort format, der aldrig har påtaget sig rollen momager som Kris Jenner eller Tina Knowles, men som derimod har fungeret som inspirator, mentor og muse for den 24-årige kunstner og hendes tvillingesøster.

Derfor føles det også helt rigtigt, at det netop er Lin Wei, der er den første, vi møder, inden interviewet med hendes datter en iskold vinterdag i København. Hun taler med varme i stemmen om sit liv med musik i Kina, hvor hendes far, Laufeys bedstefar, var professor i klassisk musik, og hvor hun begyndte at spille violin, fra hun kunne gå.

“Musikken har altid fyldt i vores familieliv. Det er et universelt sprog, og ofte formidler musik følelser og stemninger bedre end ord.”

Og det får man brug for, når et andet universelt sprog sætter ind, nemlig kærlighedens. Lin Wei forelskede sig i islandske Jon Sigurgeirsson som ung og besluttede sig for at flytte med ham til Island.

Overgangen fra livet i Kina til Island var overvældende, men den blev hjulpet på vej af musikken, for Lin Wei blev naturligvis en del af Islands Symfoniorkester i 1988. Og 13 år senere kom Laufey og hendes tvillingesøster, Junia, til verden. I dag er hun fortsat aktiv violinist og underviser, men følger også sine døtre på deres rejser, når hendes koncertkalender tillader det.

“Jeg har lyttet til min mors musik, siden jeg lå i hendes mave, og hele min barndom har jeg hørt hende øve sig, undervise og give koncerter,” husker Laufey, der selv om hun kun er 24 år, allerede har været aktivt udøvende i to årtier.

“Jeg begyndte at spille klaver, da jeg var fire, og cello, da jeg var syv, og vidste instinktivt, at jeg ikke skulle spille violin som min mor. Den var ‘hendes’. Celloens feminine lyd og bløde klang kunne jeg gøre til min egen,” fortæller hun.

“Jeg begyndte også at synge tidligt. Det var en naturlig forlængelse af min musikalske opdragelse. Jeg har altid haft en relativt dyb stemme, som egner sig godt til jazznumre og store arrangementer med strygere.”

Hvordan var din barndom?

“Den var et stort, kulturelt sammensurium med musikken som klangbund for alt. Jeg blev født i Island, hvor min far er fra, men det var faktisk min mors kultur, der fyldte mest i de første mange år af mit liv. Mandarin var mit første sprog, og vi spiste masser af kinesisk mad.

Da jeg var seks, flyttede vi to år til Washington, D.C., hvor mit sprog fik en tydelig amerikansk klang, og jeg fik forståelse for den amerikanske kultur. Det hjælper mig nu, hvor jeg bor i L.A. og skriver alle mine tekster på engelsk.”

Laufey voksede op med tre forskellige stilarter i ørerne – klassisk, jazz og Taylor Swift – som på hver deres måde præger hendes musikalske udtryk.

“Jeg kan ikke vælge én stilart som min foretrukne, for de betyder alle noget for mig, men det er i jazzen, jeg føler mig mest hjemme lige nu. Jazz er særlig, fordi den har en tidløs kvalitet. Den lyder som musik fra fjerne egne, musik fra en kulørt tid og som lyden af gamle, amerikanske film.

Jazzen åbner en verden, hvor der er plads til vilde drømme og store armbevægelser. Man kan ikke andet end at blive rørt, når man lytter til Nat King Cole, Ella Fitzgerald og Chet Baker. Deres stemmer tilsat strygere, og så har du det bedste af alle verdener. Det storladne taler til mig. Jeg elsker også musicalgenren, de store shows, fjer og glimmer, og hvem ved? Måske får jeg en dag skrevet en musical. Det er en af mine store drømme.”

Family affair

Laufeys mor kommer med en sandwich med skinke og ost, og hun undskylder, at hun spiser mens vi taler “… men jeg har slet ikke nået det før nu. Min mor husker mig på den slags.”

Og Laufey ved, at hun skal passe på sig selv med det heftige program, der følger med at være en internationalt anerkendt sanger, der brød igennem som bare 13-årig, hvor hun var den yngste deltager nogensinde i Islands version af The Voice.

Hun vandt ikke, og selv om det slog hende ud dengang, ser hun det som et held i dag, fordi hun har kunnet forme sin egen identitet og træffe sine egne kreative valg.

Som årene er gået, er hun vokset mere ind i sin dybe, sjælfulde alt-stemme, som blev hendes adgangsbillet til det prestigiøse Berklee College of Music i Boston, hvor hun fik fuldt stipendiat, lærte at komponere sin egen musik og skabte sine egne karakteristiske værker, der fusionerer strygerarrangementer med Gen Z-lingo.

“Min mor er mit forbillede og min største inspirationskilde. Og det er, som om jeg bliver mere og mere som hende for hver dag, der går. Ja, jeg klæder mig faktisk også som hende,” smiler hun og kigger efter sin mor, der er iklædt en mørkere version af Laufeys tøj.

“Det er hendes stil, der har præget mig mest, og hende, der fyldte hjemmet med toner af Oscar Peterson og Bill Evans blandet med Debussy og Ravel. De lavede musik efter samme principper som de impressionistiske kunstnere, og det er dem, jeg låner fra, når jeg laver mine egne arrangementer. De har lært mig at være fri i min fortolkning af de indtryk, jeg får.”

Hvad har været dit eget musikalske højdepunkt indtil videre?

“Det er uden sammenligning at optræde med et stort orkester i ryggen. Første gang var med Iceland Symphony Orchestra, og det var magisk at høre mine egne kompositioner spillet i den smukke koncertsal og ikke bare i mit eget soveværelse. Siden har jeg også haft æren af at spille med LA Phil i min nye hjemby og med China Philharmonic Orchestra sammen med nogle af min bedstefars tidligere studerende. Det var et full circle moment.”

Det er dog ikke de store opsætninger, der motiverer Laufey mest. Det er derimod samarbejdet med hendes enæggede tvillingesøster, Junia, som hun har ansat som sin kreative direktør, selv om hun bor i London.

“Når jeg har færdiggjort en ny sang, og den stadig bare er en voice note, sender jeg den til min søster, som er den første, der får lov at høre mine nye sange. Jeg er altid meget tilfreds og håbefuld, når jeg føler, at jeg har skrevet en sang, der kan vække følelser og holde over tid, og det vil jeg gerne dele med hende,” siger Laufey.

“Jeg bliver ofte spurgt, hvordan det er at arbejde så tæt med sin søster, men jeg kunne ikke forestille mig det anderledes. Jeg ved, at hun altid er 100 procent ærlig over for mig, og der er ingen, hvis mening jeg sætter højere. Det er også hende, der står for mit tour-merchandise og mine musikvideoer. Hun er en forlængelse af mig og rejser altid med mig på turné. Når hun er med, føler jeg mig hjemme, uanset hvor i verden jeg befinder mig.”

Det lyder jo enestående. Så I skændes slet ikke, som andre søskende?

“Oh my God, yes! Selvfølgelig gør vi det. Hver dag. Det er jo ofte skænderierne, der gør, at vi udvikler os som mennesker. Særligt hvis vi skændes med dem, der kender os bedre end nogen andre.”

Det er ikke kun musikken, der har gjort Laufey til en international stjerne, men i lige så høj grad hendes stil, der på Instagram, TikTok og i Vogue omtales som Laufey-core, og som hendes horder af fans har taget til sig i en sådan grad, at hun kan spotte dem på gaden.

“Det er meget rørende, at min stil ræsonnerer med så mange. Da jeg var yngre, savnede jeg nogen at spejle mig i, fordi jeg ikke lignede mine venner i Reykjavik, så jeg er glad for, at jeg kan repræsentere noget genkendeligt for så mange andre,” smiler hun og forklarer, at Laufey-core er et miks af feminine koder som Mary Janes-sko og sløjfer i håret tilsat plisserede nederdele og skjorter med Peter Pan-kraver.

“Jeg elsker den fællesskabsfølelse, som tøj kan skabe. Tænk, at vi har vores eget community, er en del af en større tribe og sammen viser, at man sagtens kan være girly og cute klædt og samtidig være powerful,” siger hun.

“Jeg har altid elsket mode, og den visuelle del er en naturlig forlængelse af mit kunstneriske arbejde. Jeg har en forkærlighed for klassiske modehuse som Chanel, men er også glad for alt, der kommer fra Miu Miu i disse år. De har ramt tidsånden så rent og har givet mange af os modet til at klæde os i pasteller, glimmer og sløjfer uden at være bange for, om vi vil blive taget alvorligt. De har skabt en lille revolution.

Jeg går også meget i nordisk og kinesisk design, for jeg vil gerne bruge min platform til at fremhæve nogle af de mindre kendte, men superdygtige designere, der har samme rødder som mig, som Sandy Liang og Hildur Yeoman.”

Ingen vej tilbage

Det næste år er allerede planlagt fra start til slut. Laufey skal på turné i hele Europa, USA, Canada, Sydkorea og Indonesien med sit seneste album Bewitched, og hun håber, at det er sådan, hendes tilværelse vil fortsætte mange år frem.

“Jeg har det bare sjovest, når jeg laver musik, og selv om jeg har prøvet at være fornuftig og søge ind på et universitet i Skotland for at læse økonomi, har skæbnen sendt mig til Boston for at studere musik. Der opstår hele tiden chancer, jeg ikke kan sige nej til i musikkens verden. Det er, som de siger i The Godfather Part III: “Just when I thought I was out, they pull me back in.”

Når hun ikke turnerer, prøver hun at nyde en rolig og rutinefyldt hverdag. Det var et “chok for systemet” at flytte fra Island til L.A., og selv om hun glæder sig over alle de kunstneriske muligheder og nye venner, hun har fået i branchen, værner hun også om den ro, hun har med sig fra Island.

“Jeg elsker de dage, hvor der ikke er noget program. Hvor jeg kan starte med at hente en kaffe, gå en tur, besøge et museum og plante mig selv på en café, hvor jeg sidder i timevis og skriver dagbog, nedfælder nye ideer, læser i en bog og bare observerer mennesker,” fortæller hun.

“Det har overrasket mig, hvor meget jeg savner Island – alt på nær vejret. Og det kan jeg endda også savne indimellem. Jeg savner de islandske snacks, jeg fik som barn, at bade i de varme kilder og få en øl i saunaen bagefter med mine venner, min familie og bare alt det hverdagslige, der hører til livet der. Ironisk nok er det de ting, jeg helst ville væk fra, som jeg savner mest. Nu elsker jeg at komme tilbage til Reykjavik, for her står tiden nærmest stille i en verden, hvor alting går så hurtigt.”

Er der noget, du fortryder?

“Nej. Jeg har ingen fortrydelser – endnu. Faktisk har jeg altid været så bange for at komme til at fortryde noget, at jeg har besluttet mig for, at alt, jeg gør, er det rigtige valg. Hvis jeg ikke stoler på mig selv, hvem skulle så gøre det?”

Vores tid er gået. Hun skal videre. Med sin mor. På falderebet spørger jeg, hvad hendes vigtigste livserfaring har været indtil videre?

“Playing it safe isn’t safe at all!”