Sanne Salomonsen: "Jeg nyder også at have elskere"

Sanne Salomonsen danser sig gennem livet. Helt bogstaveligt. Uanset om hun går med hunden, køber ind, træner eller står på scenen, tæller hun inde i sig selv hele tiden: 1-2-3-4, 1-2-3-4, 1-2-3-4. Hun har altid følelsen af rytme i kroppen. Som en indre metronom, der konstant tikker frem og tilbage. Frem og tilbage. 1-2-3-4. 

– Jeg har feelingen i mig hele tiden. 

Hun knipser med fingrene og tæller højt. 

­– 1-2-3-4. Jeg kan godt lide at gå i rytmisk takt. Der er jo ingen, der ved, at jeg gør det, men rytmen er altid med mig. Og hvis jeg træner med nogen, der ikke er på beatet, kan jeg blive næsten helt søsyg. 

Velkommen til en musisk kvinde. En kvinde, som hele sit liv har brugt kroppen som sit instrument, men som faktisk er gladest, når hun slet ikke mærker kroppen. Når den bare er. Og når den ikke spænder ben for alt det, som hele Danmarks rockmama gerne vil. Sanne Salomonsen har inviteret mig op på sin firlængede gård i Gilleleje, og en times tid før interviewet ringer hun for lige at bekræfte vores aftale. Hun siger også, at det altså bare bliver helt afslappet, hun går lige og vander blomster, og hun har ikke makeup på. Bare så jeg ved det. Det er da også en Sanne au naturel, der glad viser rundt i hus og have og fortæller om alle sine blomster og de sangfugle, de gerne skal tiltrække. ”On the Road Again” står der på hendes sorte T-shirt som et tavst budskab om, at hun glæder sig til at komme ud og spille igen, når coronaen har sluppet sit tag. Sanne har dog ikke ligget på den lade side i de seneste måneder. Hun har brugt rigtig meget tid på hjemmetræning, og der er da heller ikke et eneste coronakilo, der har sat sig på hendes krop.    

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at højre side af kroppen har været ret overbelastet efter, at jeg blev ramt af en blodprop i 2006, og hele min venstre side var lammet. Jeg fik også en lyskenskade for nogle år siden, og for mig er træning gået hen og blevet rigtig, rigtig vigtigt. Jeg føler mig som en fri sjæl, og hvis min krop ikke kan følge med, så er det altså noget lort. Derfor arbejder jeg hårdt på at være i god form. Men det er også mentalt. Jeg har det bare godt, når jeg træner. Hvis jeg ikke træner, bliver jeg lidt slatten, og det gider jeg ikke blive. Min energi er til at være aktiv. Der er gang i mit hoved, og jeg har nogle gange så meget energi, at jeg er pisseirriterende for mine omgivelser. Ved træning får jeg brændt noget energi af, men jeg bruger det også oven i hovedet. Jeg fik en depression efter blodproppen, fordi jeg ikke ville have lykkepiller, så jeg ved, hvad det vil sige at se sort på tilværelsen og ikke kunne se en fremtid. Og jeg fandt ud af, at det naturlige redskab til at bearbejde en depression er motion. Når man motionerer, producerer man glædesenzymer, og på den måde har jeg gjort mig afhængig af motion. Min krop bliver yngre af at træne, og når jeg står på scenen, tænker jeg stadig ikke over, at jeg har en krop. Men hvis jeg har smerter, som da jeg havde lyskenskaden, er jeg nødt til at tage nogle smertestillende piller for at glemme, at jeg har en krop. Jeg vil helst ikke mærke min krop, når jeg står på scenen. Jeg vil ikke tænke på den. Og min krop skal slet ikke forhindre mig i noget. 

Andre ville måske have følt sig pressede til at smide tøjet?

– Muligvis, men det har jeg aldrig følt. Jeg er blevet provokeret af, at man som kvinde skulle ses på den måde. Jeg er vokset op i de år, hvor kvindefrigørelsen virkelig satte ind, vi var feminister, og det var vigtigt som kvinde i musikbranchen at stå på sin mening og sin ret. Og det kan godt være, at der var rødstrømper, der sad med bare patter, men der har været et eller andet i mit baghoved, der bare rent intuitivt har sagt mig, at det der, det skal du ikke gøre. Der kommer en dag, hvor du vil blive ked af det. Der var en gang, hvor jeg optrådte i Cirkusbygningen med Lis Sørensen, og hvor jeg pludselig midt på scenen kunne mærke … luft! 

Hun griner. 

– Jeg kiggede ned og så, at mit ene bryst var ude af jakken. Det var i en tiendedel af et sekund, men tror du, at der var nogen, der nåede at tage et billede? Yes. Men det måtte jeg jo bare grine af. En anden gang sprang jeg i vandet i Gilleleje efter en Sneakers-koncert, topløs, og da jeg var på vej op af vandet, opdagede jeg, at der lå en i klitterne med en kæmpe linse. De billeder – nogle sort-hvide, hæslige, grynede billeder – kom i Ugens Rapport, og jeg så rasende ud på dem alle sammen. Endelig fik de mig. Det var så latterligt. Og der kan man sige, at det er det skønne ved at blive gammel: Nu er der ikke nogen, der er interesserede i mine elskede, svenske folkeviser.  

Dine elskede, svenske folkeviser …?

– Ja, det kalder jeg mine bryster i dag. De er lange og kedelige som svenske folkeviser. 

Hun griner højt. 

Og så kommer vi fra ALT for damerne og spørger, om du vil vise hud på vores forside? 

– Ja …

Hun holder en pause.  

– Så længe det er bagfra, er det fint for mig. 

Men du har jo aldrig sagt ja til det før, hvorfor så nu?

– Nej, det har jeg nemlig ikke. Men måske netop DERFOR. I en alder af 64. Ja. Der vil jeg gerne gøre det, så længe det er sobert og rock’n’roll. And if you can’t take it …

Hun griner igen. 

– Så er det bare sådan her … 

Hun rækker en fuckfinger frem. 

– Jeg synes, der er noget fedt ved at endelig at vise min krop lidt frem som 64-årig. 

Da du som ung var irriteret over, at folk fokuserede på dine bryster, prøvede du så nogensinde at gemme dem lidt væk?

– Nej. Jeg har altid følt, at det er min ret at være, som jeg er. Jeg hader at gå med brystholder. Jeg har aldrig gået med brystholder. Eller jo, når jeg står på scenen i dag. I min alder kan brysterne godt være både oppe og nede og alle vegne, ha ha, og man skal heller ikke ligge i ”planken” og kigge ned ad sig selv uden bh i min alder. 

Hun griner højt. 

– Jeg har ikke noget kunstigt i brysterne, så de ser jo ud, som de ser ud. 

Hvorfor kan du ikke lide at have bh på?

– Jeg føler mig indespærret. Og jeg er en meget fri sjæl, så jeg skal ikke spærres inde nogen steder. Men jeg har haft bh eller body på, når jeg optræder, siden jeg fik Victor. Det kan faktisk godt være ubehageligt ikke at have bh på, når jeg bevæger mig så meget på scenen, som jeg gør. Og så er det, at jeg mærker, at jeg har bryster, og det gider jeg ikke. Der har du det igen. Jeg gider ikke mærke min krop. Jeg gider ikke tænke over den. Den skal bare fungere. 

Meget tidligt i karrieren valgte Sanne et look, som hun har været tro imod lige siden. Stort hår, kraftig øjenmakeup, boots og læderbukser. 

– I nogle perioder har jeg været afsindigt out i min stil, og i andre har jeg været SUPER moderne. Men jeg har altid haft mine cowboystøvler på. Eller mine construction- eller armyboots. Det har noget at gøre med at stå godt. Jeg bruger min krop utrolig meget, når jeg synger. Og jeg har fundet på nogle stillinger, jeg står i, for at kunne connecte med alle musklerne i de centre, der skal arbejde sammen. Det kan jeg ikke, hvis jeg har forkert fodtøj på. Så det er mit arbejdstøj, og jeg har ligesom vænnet mig til det. 

Men ser du ikke også sådan ud privat?

– Nej, ikke helt så meget. Privat er jeg i virkeligheden pisse kedelig. Jeg gider ikke have sminke på, og jeg går rundt i klipklapper, overlevelsesdragter, gummistøvler – alt, hvad der er praktisk, når man har hund og skal ud og gå hele tiden eller være i sin have. Familie og venner ser mig kun uden makeup, medmindre jeg kommer lige fra arbejde. 

Men du havde alligevel lige behov for at ringe til mig i dag for at sige, at du ikke havde makeup på? 

– Det er kun, fordi der vitterligt er folk, der bliver forskrækkede, når de ser mig uden makeup, ha ha. Og det har noget at gøre med, at ”Sanne Salomonsen”, sangeren, et eller andet sted er en illusion. Jeg er jo en rødblond pige og helt farveløs, hvis ikke jeg får farvet vipper og bryn. Så når jeg får mit drag-krudt på, og der virkelig er knald på, så er det jo en illusion, men folk tænker, at det er sådan, jeg ser ud. Og når du så ser mig sådan her, uden makeup, så er det en helt anden person, selvom du jo godt kan høre og mærke, at jeg er den samme. Jeg har et arbejdsansigt, og så har jeg mit helt private ansigt. Og jeg har aldrig ladet mig offentligt fotografere uden sminke. Det gør, at jeg, når jeg ikke arbejder, faktisk virkelig føler mig privat. Jeg kan nemt skille private-Sanne fra scene-Sanne, og samtidig føler jeg mig altid som det samme menneske indeni. Jeg har aldrig forstillet mig, for det er ganske enkelt lettest bare at være sig selv. Men jeg synes, det er skønt at vide, at jeg bare kan gå ind i min krudtkasse og gå i gang, tage noget pænt tøj på og så gå ud ad døren og ligne en million. Eller en halv. Eller jeg kan sidde her og ligne nothing og bare være en dejlig, normal kvinde. 

Kan du sætte nogle flere ord på, hvordan du gennem livet har brugt din krop som dit instrument?

– Ja, og det lyder jo absurd, når jeg siger, at jeg ikke vil mærke min krop, men det handler om, at den ikke skal spænde ben for mig. Høje sko bremser mig. For mange kilo bremser mig. Jeg vil gerne bevæge mig gennem livet på en måde, hvor jeg mærker min stemme og min musik indeni. Når jeg siger, at jeg altid mærker rytmen 4-4 indeni, er det jo fordi, jeg udtrykker mig meget med min krop. Når jeg taler om noget, der er vigtigt for mig, kan jeg mærke, at mine muskler er alert. De responderer på mine tanker og forstærker mine tanker i mit udtryk. Mit fysiske udtryk reflekterer det, jeg tænker på, og den person, jeg er. Det giver mig mod og frihed til at klare de ting, der skal klares. Jeg bruger min energi til at være fokuseret. Sådan som du og jeg er lige nu, hvor vi sidder og snakker. Samtidig har jeg evnen til at kunne rejse mig op, når vi er færdige, og sige: Så, det var det. 

Hun klapper sig foran på lårene og på maven og viser, hvordan maven hæver og sænker sig, når hun trækker vejret. 

– Hele mit center bærer mig, når jeg bevæger mig ud i livet, og når jeg synger. Folk, der bliver nervøse, som i ”X Factor”, trækker kun vejret oppe i brystet, og så kommer de til at overilte. Jeg vil have dem til at trække vejret helt ned i maven, spænde musklerne, mærke kroppen, puste ud gennem næsen. Igen og igen. Så bliver kroppen stabil, og man kan holde jordforbindelsen og få styrken til, at DER KOMMER POWER ...

Det sidste råber hun, som stod hun på Orange Scene. Og demonstrerer samtidig HVOR meget power hun har i sin lille, spinkle krop. 

– Sådan er det bare. Kroppen bærer os igennem livet. I alle situationer. 

Skjuler anklerne 

Selvom Sanne elsker sin krop for at have båret hende gennem livet, har hun ikke altid været helt tilfreds med den. 

– Altså, jeg har jo ikke verdens smukkeste krop. Det har jeg bare ikke. Jeg gik til ballet som helt lille, jeg har tæer, der vender udad, jeg har småknyster fra tåspidsskoene, og jeg har hævede ankler. Men det har da ikke styret mit liv. Jeg har bare taget boots på, når jeg har haft kjole eller nederdel på, for at skjule mine ankler. Men altså, sikke noget pis, ikke …?

Jo, egentlig, hvorfor er mange kvinder så selvkritiske, tror du? 

– Jeg ved det sgu ikke. Der er jo alle mulige idealer, vi synes, vi skal leve op til. Lige nu er det moderne at være have en giga røv, store lår, ingen talje, store bryster, torskemund og tatoverede øjenbryn. Sorry. Der kan jeg ikke lige være med. For jeg har ikke lyst til at ”putte ting i mig”. 

Så du har aldrig fået lavet noget?

– Jeg har prøvet at få sprøjtet noget ind her ved læben, hvor jeg har et stort ar, efter at jeg som barn blev skambidt af en hund. Det prøvede jeg at få fyldt ud, men det var så væmmeligt. Det brød jeg mig ikke om. 

Så det er det eneste, du har prøvet?

– Nej, jeg har fået lavet noget …

Hvad?

– Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle det …

– Jo? 

– Jeg har fået lavet mine øjne. Jeg har fået fjernet det hud, der sad her over øjet. Det er måske 25 år siden. Det faldt ned herude i siden, og mine øjne løb i vand hele tiden. Min sminkør var ved at blive sindssyg over det og spurgte, om jeg ikke kunne få det lavet. Det gjorde jeg så, og det var som at få helt nyt syn. Jeg har været så glad for det. 

Hvorfor vidste du ikke, om du ville fortælle det? 

– Det var også tosset, selvfølgelig skal jeg da fortælle det, det er jo lige meget. Men det er bare fordi, der er mange, der krukker omkring sådan noget. Jeg har også fået lavet et kæbeløft. Da jeg havde siddet og set mig selv i ”X Factor ” og set, hvor træt, gammel og hamsteragtig min hud var blevet efter overgangsalderen, så gik jeg hen til hende, der i sin tid lavede mine øjne, og så fjernede hun noget hud. Strammede det op. Det var vokset sammen allerede dagen efter, man kunne slet ikke se, at jeg havde fået det gjort, og jeg tænkte: Hva’ fa’en, hvorfor har jeg ikke fået det gjort for hundrede år siden, ha ha. Så jeg vil ikke have ting sprøjtet ind, men jeg vil gerne have ting væk. 

Har du nogensinde budt din krop noget, som du ikke ville byde den i dag? 

– Jeg tror, at vi alle sammen i vores spæde ungdom gjorde ting, som vi ikke ville byde vores krop i dag. 

Hun slår en rå latter op. 

– Jeg har prøvet det hele. Jeg har prøvet alt. Jeg ville se, hvad jeg kunne tåle og ikke tåle. Jeg ville se, hvor grænsen gik. Det hører ungdommen til, at man eksperimenterer, så jeg har da haft mine blackouts og har haft det skide sjovt, men jeg GAD ikke opleve det i dag. Jeg bliver fuld måske to gange på et år, højest, og jeg er meget træt i tre dage bagefter. Så spiser jeg McDonald’s, det hører en bagskid til. Men det skal ikke ske ret tit, det er spild af tid. 

Hvornår føler du dig mest lækker og godt tilpas? 

Hun holder en længere pause. Griner. 

– Guuud …

Pause igen.  

– Altså … Der er mange situationer, hvor jeg har lige præcis den fede følelse. Jeg har den, når jeg har brugt lang tid i mit badeværelse og er kommet hele min krop godt og grundigt igennem. Så har jeg en virkelig lækkerhedsfornemmelse. Og jeg kan også have den, når jeg står på scenen og kan mærke, at min kommunikation med publikum virkelig kører. Så føler jeg mig magtfuld. Men det er jo også fordi, det er MIG, der har mikrofonen og kan sige noget. Det kan alle de andre jo ikke, ha ha. Og jeg går lykkelig af scenen, når jeg har en glad sal dernede. Jeg kan godt lide at sige, at jeg bliver elsket af masserne. Jeg har ikke nogen fast, jeg lever sammen med, så jeg nyder den kærlighed, jeg får fra mit publikum. Jeg nyder også at have elskere, og jeg nyder den magt, det er at kunne sige: ”Skat, jeg tager regningen, og jeg smutter nu, tag du bare morgenmaden med”. Det synes jeg er frihed og magt. 

Ja, det lagde jeg godt mærke til! 

– Det er jeg nødt til, ha ha. Men der er også andre kvinder, der har snuppet mænd fra mig, og alt er fint. Jeg er gode venner med mange af de kvinder i dag. 

Hvis du afsluttende skal sige, hvor i livet du er i dag …?

– Så er jeg en kvinde, der har levet livet. Og i dag, 14 år efter jeg blev ramt blodproppen og mistede evnen til at synge, har jeg knoklet mig tilbage. Jeg har næsten flere kræfter til at synge, end jeg havde før, jeg blev syg. Min stemme er ikke slidt på samme måde, som den var før, jeg blev syg. Den er helet op, fordi den fik fred i en periode, og jeg har bygget den op igen på samme måde, som jeg har bygget hele min krop op igen. Som 50-årig måtte jeg også lære at spise med kniv og gaffel igen, og jeg har skridt for skridt genvundet min førlighed. Det har været grænseoverskridende for mig personligt, at alle har været vidne til min sårbarhed og mit handicap undervejs, men jeg har overvundet det hele nu, og jeg føler, at jeg er lykkedes med alt. Jeg takker for mit liv hver aften, når jeg lægger mig til at sove, og jeg takker, når jeg vågner igen næste morgen. Og hvad skal jeg så nu? Jeg skal søge nye udfordringer. Jeg skal finde ud af, hvad der pirrer min nysgerrighed, og så skal jeg i gang med det.