Sanne mødte mange løftede øjenbryn – nu gør flere og flere som hende: ”Det gør, at jeg får tudet”
Efter Sanne Schiørring Madsen deltog i ’Landmand søger kærlighed’ har hun fået en del kommentarer på, at hun krammer træer – men hun opfordrer dig til at prøve det.
Kronen på det store bøgetræ hvisler stille i vinden, som det står der på bakketoppen. I bunden af det store træ står en kvinde med lukkede øjne og rolig vejrtrækning. Hun har armene tæt omkring stammen i ét stort kram, og hendes kind lægger sig helt op ad barken.
Sanne Schiørring Madsen tog Danmark med storm, da hun inviterede et kamerahold med hjem i sit lille gule hus ved Dronninglund Storskov i programmet ’Landmand søger Kærlighed’.
Læs også
Programmet gav hende mange søde kommentarer med på vejen, men også spørgsmål om særligt én ting går igen.
For på hendes sidste date i programmet tager Sanne en af mændene med ud i skoven. Ikke for at holde picnic, men for at kramme træer – og dét, synes mange, er både sjovt, underligt og inspirerende.”Folk spørger tit, om jeg har fået krammet nogle træer for nyligt. Og der kan jeg kun svare, at ja, det har jeg,” siger hun med et stort smil.
”Det er ikke alle træer, som jeg møder, jeg krammer, for så bliver jeg aldrig nogensinde færdig. Men jeg kan godt give dem, der taler til mig et kram. Jeg ved godt, at det lyder skørt, for de siger jo ikke noget, men der er bare nogle træer, jeg får lyst til at gå hen til og give et klem – og det klem gør bare underværker.”
Hundetur på bakketoppen
Sanne har altid følt sig stærkt forbundet til naturen og længe boet på landet for at komme endnu tættere på det grønne. Det var dog ikke før, hun købte sit lille gule hus ved Dronninglund Storskov for seks år siden, at det for alvor gik op for hende, hvor meget naturen kan give hende.
Læs også
”Da jeg flyttede hertil, begyndte jeg at gå ture med hundene på bakken i skoven, hvor der står en masse gamle bøgetræer. Jeg gik altid længe og kiggede på træerne – især det store træ helt oppe på toppen, som virkede til at være det største og ældste,” fortæller hun.
”Jeg gik derud en sommerdag, hvor jeg havde givet den alt for meget gas, og hvor jeg kampkogte. Når jeg ser tilbage, var det nok præ-overgangsalder, fordi jeg blev ramt af hele lortet på én gang. Men jeg endte med at læne mig op ad det store træ, og så blev jeg stående der for en stund. For jeg kunne mærke, at der bare indfandt sig en helt særlig ro, som jeg ikke har fundet andre steder.”
To ører, én mund
For nogle år siden oplevede Sanne stresssymptomer, men hun slog dem hen. Længe. Så længe, at hun en dag vågnede og ikke kunne mærke sine arme. Men så tog hun affære og var til både psykolog og hesteterapi – og brugte mere tid i naturen. Dengang lærte hun en vejrtrækningsøvelse, hvor hun skulle trække vejret helt ned i maven og lukke alt andet ude for en stund.
”Første gang jeg lavede den, begyndte jeg at græde. Sådan virkelig græde,” fortæller hun.
”Jeg fik løsnet op for alt det, der ulmede helt nede i maven. Fordi jeg altid kun havde trukket vejret ned i brystkassen, var jeg aldrig nået helt ned i maven før – og det var vildt at opleve.”
Sannes vejrtrækningsøvelse
Sanne er ikke uddannet i vejrtrækning, men hun har alligevel én øvelse, som hun laver mindst én gang om dagen – og gerne, mens hun er nær ’sit’ store bøgetræ.
Hun lukker øjnene og trækker så vejret ind gennem næsen i fire sekunder. Så holder hun vejret i fire sekunder og puster derefter ud gennem munden i imellem seks og ti sekunder. Dét gør hun, indtil roen har indfundet sig.
I dag går Sanne ud til ’sit’ store bøgetræ på bakketoppen hver dag og laver sin vejrtrækningsøvelse. Hun krammer ikke nødvendigvis træet hver eneste gang, men hun er omkring det. Sidder ved det, læner sig op ad det. Selv de dage, hvor det regner, trækker hun i regntøjet og sætter sig i læ under bøgetræets store krone.
”Det er lidt et helle. En pause. Et sted, hvor jeg kan lade op og finde den ro, som jeg har brug for. Vi er så meget i vores hoveder, men jeg kommer helt ned i kroppen, når jeg er i naturen. Når jeg krammer træet. Når jeg lægger mig i bladene. Når jeg lytter – og ikke taler. Vi har to ører og en mund, og det er der en grund til,” fortæller hun.
Læs også
”For mig er naturen det, der skaber balancen. En ventil. Det er det, der gør, at jeg får tudet, når jeg skal tude – og ikke går og holder på noget, så jeg pludselig til et marketingmøde sidder og græder over en farve, som jeg synes er forkert. Men det er også der, hvor jeg kan sidde og nyde, hvor dejlig min dag er.”
Kuk-kuk
Sanne er ikke bange for at tale højt om at kramme træer. Heller ikke i primetime på landsdækkende tv. Det var dog alligevel lidt grænseoverskridende for hende at have et helt kamerahold og en af de mænd, hun datede, med ud til sit træ i ’Landmand søger kærlighed’.
”Jeg har det fedeste venskab med ham den dag i dag. Jeg ved dog ikke, om det nødvendigvis er på grund af trækrammeriet,” griner hun.
”Men det viste mig, at han var meget åben for at prøve nye ting, hvor kuk-kuk det nu end kunne virke at kramme træer – og det, at vi har haft en så speciel oplevelse sammen, er jo kun fedt.”
Læs også
Den dag i dag får hun også stadigvæk kommentarer på trækrammeriet, når hun går på gaden. Mange på hendes egen alder og derover synes, at det er mærkeligt, at hun krammer træer, hvorimod den yngre generation har spurgt mere interesseret ind og synes, at det er sejt.
”Jeg synes, at det er vildt fedt, at så mange spørger ind til det, hvad end det er, fordi de synes, at det er spændende eller underligt. Fordi det betyder, at man er nysgerrig på, hvad naturen kan gøre for en,” fortæller hun og slutter:
”Og hvis man bare kan få halvt så meget ud af det, som jeg gør, så er det tiden værd at tage ud i naturen. Hvad end det er for at kramme et træ eller ’bare’ gå en tur og nyde, hvordan fuglene synger.”
Om Sanne Schiørring Madsen
- Bosat i Dronninglund på et nedlagt landbrug.
- Salgschef for Hornsyld Købmandsgaard.
- Deltog i sæson 10 af ’Landmand søger kærlighed’.
Sådan kommer du godt i gang med at bruge naturen
Det kan for mange virke underligt, hvis man tænker, at man skal gå ud og kramme et træ – og det behøver heller ikke nødvendigvis være der, man starter, siger Sanne. Bare man kommer ud i naturen og oplever, hvad den har at byde på.
Her får du hendes bedste tips til, hvordan du kommer godt i gang med at bruge naturen:
- Start med bare at være i naturen og opleve den. Lyt og se, hvad der er omkring dig. Hvis du har svært ved at give slip på dagligdagens jag, så giv dig selv en opgave: Se, om du kan finde tre forskellige insekter, gæt hvor mange forskellige fugle, der fløjter omkring dig, eller tænk over, hvor mange af træsorterne omkring dig du kender.
- Bevæg dig lidt rundt og se, om der ikke er et træ, der måske er lidt mere interessant end de andre træer. Du behøver ikke nødvendigvis kramme træet, men læn eller sæt dig op ad det. Sanne anbefaler, at du finder et bøgetræ fremfor et fx grantræ, da grantræer ofte har mange myrer.
- Luk øjnene. Træk vejret helt ned i maven. Ind gennem næsen, helt ned i lungerne, ud gennem munden.
Hvad er skovbadning?
Ifølge etnolog og trendforsker Julia Lahme er skovbadning en ældgammel japansk tradition, som vi også længe har kendt til i Danmark, men som først for alvor gjorde sit indtog her i landet i 1980’erne.
Gennem industrialiseringen gjorde vi alt for at komme væk fra naturen, men da vi så var blevet civiliserede, gik det op for os, at vi manglede noget, hvis vi ikke var i kontakt med naturen. Derfor begyndte man at dyrke naturen mere – og at skovbade.
Skovbadning betyder ikke, at man som sådan vasker sig i skoven, men at man bader i den følelse, det er at være i skoven. Det handler om at være i så tæt fysisk kontakt med skoven, som man overhovedet kan være, og at skabe et rum, hvor man er fuldt til stede i den natur, som man er omringet af. Det kan eksempelvis være, at man ligger i skovbunden med lukkede øjne og giver sig hen til skovens mange lyde – eller at man krammer et træ og lukker alt andet end naturen omkring sig ude.
Selvom traditionen er gammel, mener Julia Lahme, at kulturen omkring skovbadning, som vi ser den nu, er ny. Ifølge hende er vi nemlig meget mere bevidste om at komme ud i naturen og finde en ro i naturen, end vi nogensinde har været.