Seks nye modeller i ALT for damerne

Seks nye modeller i ALT for damerne

Før jul søgte vi efter kvinder, som kunne tænke sig at være modeller i vores blad i 2015.

Vi har selvfølgelig adgang til et hav af professionelle modeller gennem et stort antal af bureauer, og der er mange flotte piger at vælge imellem.

Men vi vil også gerne afspejle, hvordan kvinder ser ud, når de ikke nødvendigvis kan leve af deres udseende – altså som kvinder er flest.

Vi fik flere end 500 breve fra kvinder i hele landet, som havde lyst til at vise sæsonens nyeste tøj frem i ALT for damerne, og det har været vildt svært at vælge, for der var så mange modige, livserfarne og naturligt smukke kvinder.

Hårdt presset endte redaktionen med at vælge 20 kvinder ud af den store bunke, som så kom til afstemning på vores hjemmeside, ALTfordamerne.dk.

Valget er faldet på seks smukke kvinder med vidt forskellige farver, former og aldre, og vi kan slet ikke vente med at præsentere dem.

Kathrine på 29 år beskriver sig selv sådan her: "Jeg er ikke særlig høj, jeg er ikke helt vildt slank, så jeg vil gerne vise et lidt andet kvindebillede." 61-årige Astrid, som har to voksne børn, har fået mere tid til sig selv og synes derfor, det kunne være sjovt at være ALT for damernes "læsermodel". Endelig har 42-årige Gitte engang fået at vide, at hun er "gammel-lækker", og tog det selvfølgelig som et kompliment.

På side 42 kommer du med bag kulisserne på læsermodellernes allerførste photo shoot, og på side 48 kan du se resultatet. Det er tydeligt, at de har haft det sjovt med hinanden og ALT for damernes modeteam, for deres begejstring skinner igennem på billederne, som er blevet usandsynligt vellykkede.

Tak til jer, der stemte, I har valgt helt rigtigt!

LÆS OGSÅ: Tina Nikolaisen: Værdsætter vi de kvindelige korrespondenter nok?

LÆS OGSÅ: Tina Nikolaisen: "Jeg begår alle syv dødssynder"

LÆS OGSÅ: Tina Nikolaisen: Omskæring er et overgreb, som angår os alle