Prinsesser fra Blokken

Foto: Privatfoto

Prinsesser fra Blokken

Siri fra ”Prinsesser fra Blokken” ser tilbage: Jeg tog amfetamin for første gang, da jeg var 14 år

Den barske virkelighed bag den polerede facade. Det er det, man får et indblik i, i programmet "Prinsesser fra Blokken", som beskæftiger sig med en gruppe piger fra Københavns Vestegn. Camilla Siri fortæller her sin historie om et liv med misbrug, og hvordan hun kom ud på den anden side.

Fordommene stod i kø, allerede inden "Prinsesser fra Blokken" blev vist på DR3. For vi kender alle de solbrune piger, der går ved siden af en muskuløs mand, mens de retter på deres hårextensions med de kunstige negle. Men det er også det eneste, vi ved om dem.

I programmet får vi et smugkig ind i en verden, hvor vi hører om pigelivet på Vestegnen og den barske virkelighed bag den polerede facade. En af pigerne, der åbner op i programmet, er 25-årige Camilla Siri. Hun fortæller her om sin egen historie og reaktion på de mange fordomme, hun har mødt i forbindelse med programmet:

– Jeg tog amfetamin for første gang, da jeg var 14 år. Det lå på bordet til en fest, og så tænkte jeg bare, at dét skulle jeg prøve. Efter det har jeg nærmest prøvet alt. Alt, jeg kunne komme i nærheden af.

I starten var jeg kun weekendjunkie. Jeg tog stoffer fra fredag til søndag, men så fandt jeg ud af, at jeg ikke fik tømmermænd dagen efter. Og jeg kunne sagtens klare de ting, jeg skulle. Det kunne jeg hvert fald på dét tidspunkt. Og pludselig festede jeg fra onsdag til søndag uden at sove overhovedet.

Jeg blev allerede anbragt på en pension, da jeg var 14 år. Min mor havde syntes, at jeg ofte reagerede meget mærkeligt, så jeg kom til en udredning på psykiatrisk afdeling. Jeg syntes ikke selv, jeg fejlede noget, men på det tidspunkt sagde de, at jeg havde ADHD. Senere ændrede de det til borderline, som angst går hånd i hånd med.

De var på det tidspunkt i tvivl om, hvorvidt de skulle indlægge mig på en voksenpension eller ungdomsafdelingen, men de frygtede, at de psykisk syge på voksenafdelingen var så syge, at det ville skade mig at være der. Så jeg røg ind på ungdomsafdelingen. Problemet var bare, at der får man sin egen nøgle og udgang. Det endte med at blive et sted, hvor vi hang ud og røg en masse.

LÆS OGSÅ: "Hver gang jeg hører en helikopter, tænker jeg, om det mon er blevet min tur?"

Fem dage uden søvn
Jeg blev sendt til mange ungdomspensioner, og på et tidspunkt havde jeg boet flere steder, end jeg var år gammel. Jeg var 15 år på det tidspunkt. Det er jo ikke sundt for noget barn. Og når man bliver sendt fra sted til sted hele tiden, og der aldrig er nogen at knytte sig til, så bliver man også mere ligeglad. Så gider man ikke knytte sig til nogen overhovedet. For folk forsvinder bare.

Jeg troede i starten, at det var min mor, der havde fået mig anbragt. Derfor troede jeg også, at hun ikke ville have mig mere. Så da hun en dag pakkede mine ting og ville have mig med hjem, var jeg helt forvirret.

Hun hentede mig en uge efter, at jeg havde taget en overdosis. Hun mente ikke, at de kunne passe på mig på pensionerne, og derfor var det bedre, at jeg kom hjem. På det tidspunkt var jeg 16 år.

Overdosen var sket en aften, hvor jeg havde festet i fem dage uden at sove. Og når jeg siger uden at sove, så mener jeg helt uden søvn overhovedet. Jeg havde taget alt, jeg kunne komme i nærheden af, men pludselig følte jeg mig bare træt. Jeg syntes, alle omkring mig var irriterende, så jeg besluttede mig for at tage hjem. Togturen var vildt mærkelig, fordi jeg følte mig underligt tilpas. Jeg kunne ikke rigtig orientere mig, selvom jeg slet ikke følte mig påvirket.

På en eller anden måde kom jeg af på den rigtige station, men jeg endte med at gå ind til et ældre ægtepar. Jeg troede, det var der, jeg boede, så jeg bad dem om at smutte fra min lejlighed. Forståeligt nok blev de vildt bange, så de ringede efter politiet. Da de kom, lå jeg næsten livløs på sofaen, så de måtte foretage genoplivning og udpumpning.

Problemerne fortsatte
Jeg fortsatte med at tage stoffer, da jeg flyttede hjem. Problemet var, at jeg ikke havde fået nogen redskaber til, hvad man skal gøre, når man kommer hjem fra ungdomspensionen. Så misbruget fortsatte. Og det blev ikke bedre, da jeg fik min egen lejlighed.

Det endte med at blive et sted, hvor vi bare sad og røg alt muligt hele tiden. Jeg havde også flere venner, som jeg mistede i den periode. Jeg havde dog min bedste veninde, som jeg røg med hele tiden. Og det var ikke hendes skyld på nogen måde, for jeg valgte selv at sidde sammen med hende, men vi forstærkede nærmest hinanden i misbruget. En dag blev hun sendt på afvænning. Jeg nåede ikke sige hverken farvel eller "knæk og bræk". Og pludselig lå jeg bare på sofaen, helt alene i lejligheden uden venner. Så måtte jeg tage mig sammen.

Det var først, da jeg mødte min kæreste som 21-årig, at jeg kom ud af det hele. Jeg mødte ham, mens han sad i fængsel. Han har også selv været ude i en masse ting. Men vi har ligesom gjort et eller andet godt for hinanden. Vi tager ikke stoffer mere, og vi drikker kun nogle gange, når vi skal til fødselsdage eller andre festligheder. Hvilket ikke er særlig ofte mere.


Privatfoto. Camilla Siri og kæresten Danni til hendes afslutning på Kosmetologskolen, som hun færdiggjorde med rene 10-taller. Hun arbejder nu som lægeeksamineret kosmetolog, og hendes kæreste arbejder som køkkenchef.

Vi har aldrig skændes. Og jeg aner ikke, hvad han gjorde, siden jeg bare droppede det hele. Min mor har ofte spurgt om det samme, men jeg aner det virkelig ikke.

LÆS OGSÅ: Da Dittes hoved ramte asfalten, blev hendes liv ændret for altid

Det er ikke synd
Folk skal ikke have ondt af mig, for jeg er ude af det nu. Jeg kan ikke gøre noget ved, at jeg har haft en lortebarndom, og nu er jeg heldigvis videre. Det er ikke synd for mig, fordi jeg har haft det hårdt.

Jeg har også et rigtig godt forhold til min mor. Vi er bedste veninder. Jeg havde derimod nogle psykiske problemer, og det endte med at drive mig til tage en masse stoffer. Nogle vælger at skære i sig selv, men jeg var destruktiv på den måde, at jeg valgte at fylde mig selv med stoffer.

Jeg tog dem ikke, fordi jeg bare ville glemme det hele. Det var mere følelsen af "se mig, hør mig". En af de andre piger i programmet siger, at man står og skriger på hjælp, men ingen lytter. Derfor reagerer man.

Jeg fik også selv helt ondt i hjertet, da jeg så første afsnit. For jeg kan sagtens spejle mig i noget af dét, de andre piger går igennem.

Derfor dømmer jeg ikke. Jeg vil bare gerne vise, at man kan komme ud på den anden side. Det er også derfor, jeg endte med at sige ja til at være med i programmet, selvom jeg var meget i tvivl.


Foto: DR Ung. Billede fra programmet "Prinsesser fra Blokken", hvor Camilla Siri sidder med en af sine hunde.

"Overfladiske dåser"
Jeg havde slet ikke forventet, at der ville være så mange reaktioner på programmet, før det overhovedet blev sendt. Men jeg troede faktisk, at jeg ville tage det værre med de negative kommentarer, og jeg havde regnet med, at jeg ville deaktivere min Facebook, indtil det lige havde lagt sig. Men jeg griner faktisk bare af de ondskabsfulde kommentarer i stedet for. Det siger jo mere om dem.

Der er mange, der skriver "overfladiske dåser". Men mit udseende er også det skjold, jeg tager på og beskytter mig med. Jeg tror, det startede, fordi jeg aldrig har været vant til, at der var mange penge. Så da jeg begyndte at tjene mine egne penge, så skulle alle kunne se det.

Men det giver mig også mere selvtillid at have extensions i, kunstige negle på og få lavet botox. Ikke at min selvtillid ligger i dét, men det gør den meget bedre. Og bare fordi man opgraderer en bil, så betyder det jo ikke, at den var grim før.


Foto: DR Ung. Der er i alt fire afsnit af "Prinsesser fra Blokken", som bliver sendt hver mandag kl. 21:30 på DR3.

LÆS OGSÅ: Pernille Skipper: "Jeg er ikke en hykler, fordi jeg ikke sidder nøgen på en mark og spinder mit eget tøj"

LÆS OGSÅ: "På de dårlige dage tænker jeg: "Hold kæft, du er tyk, Sine"

LÆS OGSÅ: "Natten inden jeg mødte Emma, havde jeg været oppe hele natten og haft en ecstacy-benzin-drevet trekant"

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur