Bodil Jørgensen troede, hun kunne gøre det igen: "Det kan man jo ikke bare sådan lige, har jeg fundet ud af"

Bodil Jørgensens datter, Rigmor, går i 9. klasse, og når afgangseksamenen er i hus, skal hun et år til Italien på udveksling.

Bodil fortæller det med næsten hviskende stemme, for det er en stor ting, og hun har måske endnu ikke helt vænnet sig til tanken om, at hendes yngste nu, som den sidste af de tre børn, er på vej ud i verden. Samtidig glæder hun sig også på sin datters vegne.

"Det her med at skulle ud og erobre et sprog, en kultur, det er jo virkelig stort. Vi har talt om, at der selvfølgelig vil være noget hjemve, men at hun skal give det en chance. Prøve at overvinde de svære dage, der nok vil være i begyndelsen."

Og så er I pludselig kun dig og din mand, Morten, herhjemme, hvad tænker du om det?

"Så bliver vi kun os to, ja. Vi må se. Vi kunne godt tænke os at bo lidt mere på Røsnæs, hvor vi har en lille knaldhytte af et sommerhus. Det er jo en ny fase i livet, når børnene flytter hjemmefra."

Og man skal ligesom lære hinanden at kende igen?

"Ja. Og det bliver jo ikke på den måde, som da man var ung. Det er sjovt, for jeg har altid tænkt, nå ja, så kan jeg genoptage nogle af de ting, som jeg slap, da jeg blev mor, og da arbejdet begyndte at fylde meget. Men så … altså det kan man jo ikke bare sådan lige, har jeg fundet ud af. Blandt andet fordi fysikken ikke er, som den var. Man bliver jo ikke yngre. Og det mærkelige er, at ens fortid pludselig fylder mere end ens fremtid. Fremtiden forkortes jo helt bogstaveligt talt for hver dag, der går.

Så jeg forsøger at skære ind til benet for at få det gode ud af livet. Og her begynder naturen at spille en stor rolle igen, synes jeg. Jeg kommer fra landet, så naturen har på en eller anden måde altid været der, men jeg vil gerne have genetableret den tætte kontakt til naturen i den tid, der kommer. Samtidig føler jeg, at jeg lige nu er i orkanens øje med teaterforestillingen 'Indenfor murerne' på Det Kongelige Teater og med premieren på filmen 'Rom'.

Der sker stadig en masse, men jeg kan mærke, at tilbagetrækningen hiver i mig. Det er som en bølge, der er skyllet ind igennem mange år, men som nu er på vej ud igen. Og det har jeg meget lyst til, kan jeg mærke. At være på den bølge, der er ved at trække sig ud."

Det er svært at forestille sig dansk teater, film og tv uden Bodil Jørgensen, men som hun sidder her i sin stue en stille vinterdag er det ”den tredje alder”, der fylder i næsten alt, hvad hun siger. Men det er også Italien. Og det er sjovt, at Rigmor har udvalgt støvlelandet som sin destination i sabbatåret, for i den aktuelle film 'Rom' spiller Bodil netop en kvinde, Gerda, der som ganske ung tog til Rom i sit ”rodeår”, som Bodil kalder det, og som nu genbesøger byen med sin ægtefælle, Kristoffer, i anledning af deres 40-års bryllupsdag.

De skal genopleve byen, hvor Gerda i sin tid gik på kunstskole, men turen kommer på ingen måde til at gå som forventet. Da parret møder Gerdas karismatiske kunstlærer og tidligere flamme, Johannes, havner Kristoffer på sidelinjen, mens Gerda jagter sin ungdom i Roms gader og bliver konfronteret med de ting, der skete, dengang hun var ung og i sine følelsers vold.

"Gerda og Kristoffer har aldrig været i Rom sammen, men nu har de fået turen af deres datter i bryllupsgave, og man fornemmer hurtigt, at de er meget forskellige. Hun har arbejdet i forlagsbranchen i mange år og er meget kulturelt interesseret, han har arbejdet som postbud altid og har ikke de samme interesser, så de har meget forskellige tanker om, hvad de skal i Rom."

De har også kløerne fremme i deres forhold, hvad handler det om?

"Gerda bliver mindet om det liv, der måske kunne have været, hvis hun var blevet i Rom. Hun går lidt i krig med sin mand, fordi hun synes, at han trækker alt ned på jorden og bare gerne vil have fred og spise en pølse. Hun synes ikke, at han gør sig umage.

Samtidig har han noget ret fantastisk over sig, synes jeg, for han har også masser af følelser. Han viser dem bare på en anden måde end Gerda. Og så er der det med Gerdas fortid, der fylder, der er noget, hun skal orden på. Det oplever jeg også selv i mit eget liv i disse år. Jeg er begyndt ligesom at gøre tingene op. Når jeg det, jeg gerne vil? Når jeg det hele? Sådan er det også i filmen, og der er Rom jo en fantastisk kulisse. Der har boet mennesker i 3000 år, der har været kærlighed, had, opgør og krig, og i den sammenhæng er vores liv jo ganske korte.

Det gik virkelig op for mig, da jeg boede i byen i fem uger i forbindelse med optagelserne og gik rundt dernede. Forum Romanum. Colosseum. Altså man bliver helt svimmel af at være de steder, det er så overvældende med alt det liv, der har været levet der."

Det sætter også en fin scene for, at tiden er gået i Gerda og Kristoffers forhold?

"Ja, og hvad tiden er gået med? Det er jo spørgsmålet. De har deres datter, og kærligheden til hende er stor og det hele værd, men de har også betalt en pris for det liv, de har levet."

Nærheden og resten af verden

Bodil og hendes mand har været sammen i snart 25 år, og hun kan godt genkende nogle af de tanker og følelser, som parret i filmen har.

"Det er en blanding af, at hvor ER det godt, at vi er her sammen, og hvor ER det godt, at verden også er derude. Fordi for mig er en stor del af kærligheden, at man sætter hinanden fri. Og her snakker jeg ikke om åbne forhold, men jeg mener bare, at jeg har mine interesser, og jeg må gerne komme en time for sent hjem, fordi jeg har mødt en eller anden, der var spændende at tale med.

Man skal ikke holde hinanden fast. Nærheden kan godt involvere resten af verden, som jeg ser det, men det kan man jo godt blive lidt uenige om somme tider. Særligt når den ene er meget ude, og den anden er meget hjemme."

Er det en diskussion, du og Morten har?

"Ja, og samtidig ved jeg, at jeg har den frihed til at være ude. Men jo, vi kan godt skændes lidt om det engang imellem, hvis der er uligevægt i det."

Fordi du er meget væk?

"Ja, fordi jeg er meget væk. Men det er ligesom grundpræmissen. At den store kærlighed også er den store kærlighed til verden, til andre og til livet. Og det kræver, at man også søger udad og ikke altid er til stede hjemme.

Omvendt skal man også være bevidst om somme tider at sige, okay, nu tager vi alle sammen en tur til Rom eller Marokko, hvor vi f.eks. har været med hele familien. Det er noget, vi aldrig glemmer, og det er dejligt at have sådan nogle oplevelser sammen. Vi har også et lillebitte hus i Ligurien, hvor vi kommer med børnene, og hvor vi får gode oplevelser sammen."

Hvad er det bedste ved jeres lange forhold?

"Det er det her med at komme hjem og vide, at det er herfra min verden går. Det er hjemmefra, min verden åbner sig. Det er hjemmefra, jeg får kræfterne til at tage ud. Her er trygt og godt. Og så har vi jo vores børn sammen, og hold da op, hvor vi snakker meget om dem. De er en stor del af os. Og når man taler om dem, kommer man også til at tale om verden, fordi børnene er ude i den nye verden. I den teknologiske verden. I den vilde verden med krige og hvad ved jeg."

Så den gode samtale mellem dig og Morten er vigtig?

"Ja, og den fylder. Men det er ikke altid, jeg hører efter, når han fortæller mig om brændeovnens teknik, eller hvordan en airfryer fungerer."

Så du kan godt se ud som om, du lytter, men i virkeligheden …?

"Ja, det kan jeg godt."

Hun hvisker svaret, og griner højt lige bag efter.

"Når man kender hinanden så godt, ved man også, hvornår man bare kan nikke, mens man tænker på noget andet."

Ved han godt, at du gør det?

"Nogle gange, ja. Og så siger han: ”Jeg HAR sagt det her før, jeg har forklaret dig det”."

Hun griner højt igen.

"Men sådan er det nok bare i lange forhold."

Hvad er bagsiden af at være sammen så længe?

"Hvis ting forlægger sig, så er det næsten altid mig, der har gemt dem … Morten siger i hvert fald til mig: ”Hvor fanden er mine seler?”. Han er begyndt at bruge seler, haha. Jeg svarer: ”Jamen, de har ligget derude på hylden, Morten”. Det gør de så ikke mere, og så siger Morten, at det da GODT nok er underligt, hvor de er blevet af. Underforstået at det helt sikkert er mig, der har flyttet dem, haha.

Nå, det er sådan en ongoing ting herhjemme, men nu er det jo lidt unfair at tale om den slags, når Morten ikke er her. Og der er bestemt også ting, han er irriteret over ved mig. Det er der ingen tvivl om. Ting, der har med mit sløseri at gøre."

Sløseri?

"Hvis jeg f.eks. ikke kommer hjem til aftalt tid. Det er mest Morten, der laver mad, og han vil gerne servere maden varm. Og det minder mig om mine forældre. Mor kaldte og kaldte på far, når maden var klar, men han var sådan en, der altid lige havde gang i tusind ting. Når han så endelig kom, var maden blevet kold, og det blev mor meget irriteret over.

Den slags kan godt gentage sig, kan jeg se. Når alle de andre sidder klar i bilen, så er der altid en masse små ting, jeg lige skal ordne. Det kan Morten godt blive irriteret over, men sådan er det nok, når man har været sammen længe. Alt kan jo irritere, når man først får øje på det, men det handler om ikke at lade det skygge for alt det gode, der er.

Morten og jeg er bare ret forskellige. Hvis vi f.eks. tager i jule-Tivoli med Rigmor, så går jeg all in og vil bare nyde det og blive længe derinde. Morten vil gerne hurtigt hjem. Derfor kan jeg godt finde på at tage de Tivoliture alene med Rigmor, sådan kan man jo løse det."

Er du mere udadvendt end Morten?

"Ja, det er jeg nok. Og det er godt, det er sådan, jeg er jo også skuespiller. Morten er filmmand, han er den, der kigger. Og det er faktisk meget sigende. Han behøver ikke sige noget, og han er vant til at koncentrere sig om lige præcis det, han er i gang med. Set i det perspektiv er Tivoli jo bare et stort, støjende markedshalløj, så jeg forstår ham godt. Men jeg synes også, at det er sjovt og spændende."

Kærligheden fra hunde

Alder er et tema i filmen 'Rom', og blandt andet bliver Gerda kaldt en ”gammel dame”, da hun genbesøger forholdet til sin ungdoms kunstlærer. Bodil tænker selv en del over alderen og hvad den betyder for hende.

"Jeg tænker da nogle gange, hvor Søren blev de af? Årene. Hold da op. Jeg er over 60 år, det er jo helt vildt, og der er ikke nogen vej tilbage. Vi kan ikke blive unge igen. Vi kan ikke gøre noget om. Jeg fik Rigmor, da jeg var 47, og der var mange, der var sådan: What? Og der var helt sikkert nogle, der tænkte, er du ikke for gammel til det?"

Til at få et barn eller til at have et sexliv, hvor der kom et barn ud af det?

"Jamen begge dele. Vi lever jo i meget ungdomsfikseret verden."

I filmen viser man ikke, hvad der sker med Gerda og kunstlæreren, gardinet bliver trukket for, da de kysser. Handler det om, at man ikke skal se modne mennesker være intime, tror du?

"Det er rigtigt, der er noget der. Men måske er det fordi, filmen handler mere om det her med at blive forelsket end om selve akten. Og i min alder …"

Hun holder en længere pause og hvisker så:

"I min alder ville sådan en scene godt nok også være svær … Altså, det seksuelle er der jo et sted, selvom kroppen ældes og sådan set ikke vil det seksuelle mere. Eller ikke kan det mere. Og det gælder både for mænd og for kvinder. I hvert fald kan det blive sværere og sværere med selve akten.

Derfor synes jeg også, at det er så smukt i filmen, at Johannes ligger og holder så sødt om Gerda. De har haft noget fint sammen, hvad end det så har været. Men normalt skal der jo hjælpemidler til på den ene eller anden måde i min alder."

Hun griner højt.

"Nå, men det er jo ikke lige sådan en film."

Sidst vi talte sammen, sagde du, at du hellere vil ligge og holde i hånd end at have sex. Det har mange reageret på, for kan man virkelig sige sådan? Hvad tænker du om de reaktioner?

"Det er et skisma. Men for mig handler det ikke om at nøjes. Det er noget med at finde andre måder at se kærligheden på. Jeg ser ikke sexlivet separeret fra resten af livet, jeg kan bedst lide, at det hele hænger sammen, og der, hvor jeg er nu i mit liv, er det dejligt bare at holde om hinanden. Det er det, min gamle, trætte krop har brug for, haha.

I filmen er der jo nogle følelser, der blomstrer op, og det er jeg sikker på, sagtens kan ske. Også med den mand, man har været sammen med i mange år. Jeg oplever i hvert fald en stor nærhed med Morten. Man ændrer sig med alderen, og jeg kigger f.eks. ikke længere på mænd på den måde, som jeg måske gjorde i mine yngre dage. I dag er jeg mere sådan, aj, hvor ser han sød ud, den unge mand der, han kunne være min søn."

Så du ser ikke længere mænd som objekter?

"Nej. Jeg ser anderledes på folk. Jeg ser dem som mennesker på jorden. Og jeg lægger mærke til både mænd og kvinder. Og hunde i øvrigt. Jeg er blevet så glad for hunde."

Hun griner højt.

"Den ubetingede kærlighed, man får fra hunde, den er så overvældende. Gotte, min hund, bliver SÅ glad hver eneste gang, jeg kommer hjem, og så glemmer jeg alt om, hvad jeg har stået model til den dag ude i den virkelige verden."

Det sidste stykke

Det med at genbesøge sit tidligere liv, som Gerda gør i filmen, er noget, som Bodil også selv har gjort. Hun har sin ældste søn, Johannes, med sin første mand, Henrik, og de genbesøg, hun har foretaget – og dem, som hun drømmer om – involverer blandt andet de to.

"Min første mand og jeg havde en lejlighed i Paris, som vi delte med ni andre på en form for timesharebasis. Og jeg har tit været henne og stå ved døren til den lejlighed, når jeg har været i Paris."

Og hvad føler du så?

"Afmagt over tidens tand. Og det handler nok især om, at min eksmand ikke lever længere. Da jeg stod der foran døren dengang, da vi havde lejligheden, var det jo ikke sådan, det skulle gå. Ikke sådan, det skulle være. Der var vi bare lykkelige."

Er der andre steder, du kunne tænke dig at genbesøge en dag?

"Ja, og det er et af de første steder, jeg mødtes med Johannes’ far. Det var et gammelt badehotel i Bretagne, som var på vej til at lukke, og hvor jeg fik en stor, gammel nøgle, så jeg selv kunne låse mig ind. Jeg boede der helt alene med kæmpe køkken, spisesal, en masse tomme værelser og store bølger, der slog ind mod klipperne lige udenfor. Og så kom Henrik ned og besøgte mig. Det badehotel … hold kæft, det kunne jeg godt tænke mig at se igen."

Hvad er det for en følelse eller tanke, du ville besøge der?

"Det er nok tanken: Var det badehotel der virkelig? Somme tider kan det føles som om, at det næsten ikke var der. At det hele var en drøm. Jeg kunne også godt tænke mig at besøge mit barndomshjem, hvor der nu bor nogle andre mennesker. Jeg kan se, at der er lavet en masse om."

Så du tager somme tider forbi?

"Ja. Jeg kommer til Vejen engang imellem, og så kører jeg derhen. Jeg går langsomt forbi huset, for jeg vil ikke stå og glane. Men jeg tror nu, at jeg en dag vil gå ind og banke på, og jeg tror også, jeg vil være velkommen."

Hun smiler og er stille et øjeblik.

"Jeg kunne godt tænke mig at se, om min hule stadigvæk er der. Der var en lille dør fra vores barneværelse ind til sådan et skunkagtigt rum. Der havde vi en hule. Jeg har den samme tanke om den hule, som jeg har med badehotellet: Findes den mon?"

Er der mennesker, levende eller døde, du gerne ville opleve igen?

"Altså, hvis man forestillede sig, at min far og Henrik stadig var i live, ville jeg gerne tage dem med over til Aarhus og besøge min søn, Johannes. Og Morten skulle selvfølgelig også med. "

Hvorfor?

"Det er fordi, jeg selvfølgelig er meget stolt af Johannes, og hvor han er kommet til i sit liv. Det ville jeg gerne dele med dem. Det er et fantastisk tankeeksperiment at forestille sig sådan et møde, for det fortæller jo noget om, at de mennesker, man har haft – og har – i sit liv, betyder noget. Min far var meget historieinteresseret, og i dag er Johannes i gang med en ph.d. i idéhistorie. Det ville have interesseret min far, og Johannes ville også nyde at dele det med ham."

Stærk nedtrapning

Er der valg i dit liv, du ville gøre om, hvis du fik muligheden?

"Nej, det er der egentlig ikke. Der er måske situationer, hvor jeg kunne have gjort noget anderledes, men der er ikke noget, jeg fortryder. Det er der simpelthen ikke. Det kan da være meget sjovt at sidde et øjeblik og glo ud i luften og prøve at tænke sig til et andet liv, men jeg har ikke lyst til et andet liv end det, jeg har haft."

Du sagde før, at du tænker over, om du når det hele, hvad vil du gerne nå i dit liv?

"Jamen, det er sådan set bare at gå det sidste stykke med fred i sjælen og i hjertet. Nogle gange tænker jeg, hvis jeg nu skulle dø i morgen eller i overmorgen, har jeg så nået at sige alt det vigtige til mine børn? Selvom jeg kan se, at de er så gode ude i livet, så er der jo stadig så meget, jeg gerne lige vil give dem med. Børnene går ikke mine skridt, det ved jeg, men de er jo stadig mine, og de går i mit kølvand. Under min kappe."

Morten har over de senere år trappet sit arbejde som fotograf en del ned, og Bodil har planer om at følge efter, når Rigmor har fået sin studenterhue på hovedet. Huset skal sælges, og så er det tanken at flytte til en lille lejlighed i Lyngby, som kan kombineres med de længere ophold i sommerhuset på Røsnæs. Bodil vil ikke holde helt op med at arbejde, men hun har tænkt sig at lave det, hun selv kalder en ”stærk nedtrapning”.

"Jeg vil stadig gerne tage ud og lave nogle oplæsninger, podcasts og den slags, og hvis der kommer sådan en fin rolle som nu rollen som Gerda, så kan det godt være, at jeg siger ja. Men jeg skal ikke lave ret meget. Jeg vil gerne give slip på det. Jeg har været så utrolig privilegeret altid at have haft spændende arbejdsopgaver, men jeg glæder mig til at have dage, hvor jeg kan vågne op i sommerhuset og tænke: Neeej, hvad skal jeg lave i dag?"

Og hvad vil du så lave?

"Jeg skal i hvert fald ud og gå med Gotte, for det holder jeg rigtig meget af. Vi har også tænkt på, at vi skal lave noget gymnastik eller yoga. Der må været noget i Kalundborg, man kan melde sig til, eller også kan vi lave det hjemme med en madras på gulvet og finde noget undervisning på nettet. Jeg tror, det er vigtigt at strække kroppen igennem om morgenen.

Og så vil jeg gerne læse højt for Morten. Det har jeg også gjort førhen, da vi havde tid til det. Jeg skal bare have noget godt lys og nogle gode briller, haha. Og så har jeg en drøm om noget vinterbadning. Jeg ser frem til langsommeligheden. Og freden.

Til min fars begravelse sang vi: ”Fred hviler over land og by, ej verden larmer mer’”. Og det med at finde fred til sidst, det vil jeg gerne. Fred med mig selv, fred med verden. Og jeg håber, at den rastløshed, der bor i mit indre, også lægger sig til ro."