Maise Njor-novelle: Del 1

1. kapitel: Kan man knytte sig til en gennemrejsende?

”Nu vågner han”, tænkte Solvej. ”Så kysser han mig og siger, at han er nødt til at gå hjem, og så er jeg alene igen”.

Henrik kyssede hende blidt på kinden, strøg en varm hånd over hendes hår og hviskede: ”Godmorgen skat. Jeg er nødt til at gå hjem og få noget rent tøj på, inden jeg skal på arbejde”.

Aldrig. De havde aldrig spist morgenmad sammen. I det år, de havde kendt hinanden, var Henrik altid gået hjem, før Solvej kunne nå at få sat kaffe på bordet, endsige servere den store omgang brunch med æg og pølser, hun i hemmelighed drømte om, at de skulle dele. Nogle gange havde hun ligefrem købt ind til det dagen før og måtte spise det hele selv. Det kunne hun sagtens – hun havde fået en ret vild appetit her på det sidste.

”Hvad fanden er han så bange for”, spurgte Jeppe senere, da Solvej mødte op på Hotel Tordenskjold for at hente sit hold turister. Jeppe stod bag skranken i receptionen og så lækker og solbrændt ud, men han var også lige stukket af fra det danske sommervejr en uge og havde endda vist Solvej sin hvide kant, hvor speedoerne havde siddet.
”Jeg ved det ikke. Han siger, at han ikke vil have, at det bliver for fast, men han har jo ikke noget imod at sove hos mig flere gange om ugen”, sagde Solvej og rettede på den lilla uniform. Idiotiske rejsebureau, der mente, at syren-lilla bukser ville klæde nogen som helst.

”Folk, der ikke rigtig vil have én, skal man ikke bruge sin tid på”, svarede Jeppe sikkert.

Solvej sukkede og stak en finger ind under bukselinningen. De syren-lilla var begyndt at stramme. ”Jamen, du fiser jo rundt og har kort-tids-affærer hele tiden”, sagde hun.
”Det er noget andet, det er en del af det spændende homo-miljø, jeg er i”, forsvarede Jesper sig.
”En, der gider at knalde på et toilet og så smutter bagefter – hvad får man ud af det?” spurgte hun.
”Et kvarters nydelse. Nå, nu er din gruppe samlet, kan jeg se.”

Læs også: 3 bogtip til weekenden  

Ovre i hjørnet sad 15-20 amerikanere og ventede henslængt. Solvej tog smilet på, knappede den syren-lilla jakke og sagde: ”Goodmorning, ladies and gentlemen. Today I am going to show you the important landmarks of Copenhagen”.
Bus-Brian stod som sædvanlig foran sin bus og røg, da de kom ud. Og som sædvanlig var han morgensur: ”Årh, for pokker, er det amerikanere i dag? Jeg maaagter ikke deres spassede spørgsmål og deres idiotiske knævren”. Han havde jo ret, men en sur mand med pomadehår var det sidste, hun havde brug for, når hun selv var i dårligt humør, og regnen stod ned i stænger. Det havde regnet de første tre uger af sommerferien, og Solvej havde en fornemmelse af, at det aldrig ville blive sommer i Danmark.
Ved Den Lille Havfrue kom det sædvanlige spørgsmål: ”Hvorfor er hun så lille?”. Ved Operaen kom det sædvanlige spørgsmål: ”Hvorfor er markisen så stor?”, og ved Rundetårn det sædvanlige ”Hvorfor er det rundt?”. Solvej svarede høfligt på alle spørgsmål og hviskede til Bus-Brian: ”Vi tager dem sgu en tur ud på Christiania”.
Den forhutlede flok af våde amerikanere gik ind gennem porten, og Solvej førte dem gennem flokkene af store hunde op forbi Nemo-land og forbi nogle af de vildtvoksende huse, hvor en af amerikanerne simpelthen stillede spørgsmålet: ”…Hvorfor… Eh… Hvorfor?”
Solvej måtte forklare, at her i Danmark synes vi, at det er dejligt med et alternativ til den såkaldt normale livsstil, og vi hylder alsidigheden i vores samfund, humoren, den gode stemning, hjælp til de svageste…
”Idioter”, hviskede Bus-Brian. ”Spassere og nassere”.
”Fantastisk”, tænkte Solvej. ”Jeg er 34, jeg har et job, hvor jeg dagligt skal dele bus med en vrissen pomade-bolle, de eneste mennesker, jeg møder, er turister, som skal være her to-tre dage, jeg har en kæreste, som ikke rigtig vil have mig, jeg er blevet for tyk, og det har regnet tre uger i træk. Hvordan skal det her nogensinde blive en god sommer?”.
”Er det ikke bare en skønner sommer?” lød en stemme bag hende. Det var Karina, hendes gamle veninde fra Christianshavns Gymnasium. Hun havde taget sin søn, Drengen, ud af barnevognen og holdt ham på armen.
”Hvad laver du på Christiania?” spurgte Solvej. Hun holdt meget af Karina, men efter hun fik Drengen, havde hun fået en bekymrende vane med at tale gennem sit barn:
”Jeg eeelsker hunde! Mig elsker hvalpe og store og små hunde, alt med pels”, spruttede Karina med barnestemme og holdt Drengen op foran sig, som om han var en bugtalerdukke. Hun prøvede ikke engang at lade være med at bevæge læberne… Bus-Brian var ved at tænde en smøg, men stoppede midt i bevægelsen og stirrede.
”Eeh… Elsker Drengen hunde? Men han er jo hun 11 måneder, hvordan ved du det?” spurgte Solvej forsigtigt.
”Jeg kan se det på hans kropssprog”, svarede Karina. ”Mødre er simpelt hen så connectede med deres børn, at det er uhyggeligt – bare vent, til du selv får sådan en lille en.”
”Nå, ja, men det ved jeg jo ikke endnu. Ja, det bliver vel mig en dag…”
”Jeg trænger til en lur”, sagde Karina. ”Mig skal bare ligge og putte i vognen og falde i pussenussesøvn”, sagde Karina med barnestemme, mens hun holdt Drengen op foran sig. ”Vi ses til middag hos Jesper og Gitte på fredag”, sagde hun så pludselig som sig selv. ”Får man så set ham Henrik-prinsen for en gangs skyld?”.
Solvej var en smule forvirret over at se sin gamle veninde forvandlet til noget fra et omrejsende cirkus. ”Ja. Eller – jeg kommer i hvert fald”, fik hun sagt.
”Det er flot af dig at være venner med dem fra distriktspsykiatrien”, sagde Bus-Brian tørt, da Karina var gået.

Læs videre på næste side.

Tilbage i lejligheden føltes luften kvælende fugtig. Regn, regn, regn. I nabolejligheden havde de haft døde rotter i kloakken. Solvej havde glemt at lukke et vindue i morges, og nu var karmen og køkkenbordet sejlende vådt. Hun tog en gratis-avis og prøvede at få den til at suge noget af regnvandet. ”Den vådeste sommer i mands minde” stod der på forsiden.

Solvej. Navnet havde hun fået, dagen efter hun blev født. Af sin mor, som var narkoman og ville sikre hende en fin og solrig vej igennem livet. Det var sidste gang, de to havde set hinanden, og hun havde siden fået at vide, at hendes mor var død for mange år siden. Plejeforældrene havde givet alt, de kunne, hun elskede sin mor og far. Men følelsen af at være kommet til verden uønsket kunne de ikke fjerne, ligegyldigt hvor meget kærlighed de lod regne ned over hende. Følelsen af, at hendes rødder sagtens kunne omplantes, var der stadig. Og det samme gjaldt følelsen af at være på besøg, aldrig en del af den rigtige verden, men altid lidt på tålt ophold.

”Er det min egen skyld, at ingen vil knytte sig helt til mig, fordi jeg altid virker, som om jeg er på gennemrejse?” tænkte Solvej, mens hun tørrede vindueskarmen med en klud og lukkede vinduet. Hun åbnede køleskabet og stod og stirrede lidt ind på alt muligt, som ville have smagt godt, hvis man var to, men som var kedeligt at spise alene. Hun drak en tår mælk af kartonen og tog et par bidder af spegepølsen, og så tog hun sig sammen og ringede til Henrik.

”Hej smukke”, svarede han kælent.

”Elsker du mig egentlig?” spurgte Solvej, stadig med lidt pølse i munden.

”Ja, selvfølgelig, min solstråle”.

”Hvorfor vil du så aldrig ud og spise med mig eller blive om morgenen og spise morgenmad – har du bulimi, eller hvad?”

”Ej, nej…” svarede Henrik, lidt forskrækket over, at samtalen tog en drejning hen imod noget alvorligt.

”Hvad er det så”, insisterede Solvej.

”Jeg har ikke så meget tid. Jeg er gift med mit arbejde, jo”.

”Henrik, du ejer fire solcentre og tre møntvaskerier, jeg kan ikke se, at de kan optage al din tid. Desuden har du jo masser af tid til at spille squash… Men du vil ikke give dig tid til at spise med mig. Det vil vel egentlig sige, at jeg betyder mindre for dig end en squash-bold. Jeg tror, vi skal sige, at vi stopper den her”, sagde hun, og så lagde hun på og løb ud på toilettet og kastede op. Mens hun lå på gulvet foran toilettet, kiggede hun op på de beige fliser med motiver af palmer. ”Hvorfor har jeg aldrig taget mig tid til at gøre noget ved den her lejlighed?” tænkte hun. ”Alting føles så midlertidigt, som om jeg ikke rigtig vil det, som om jeg ikke magter at gøre tingene rigtigt”, tænkte hun, og så fik hun øje på sig selv i spejlet og kom til at tude, fordi hun fik sådan medlidenhed med personen, hun så.

Læs også: Se boganmelderens top ti

”Hvad har du spist?” spurgte Jeppe, da hun ringede til ham, fordi hun syntes, det var for lidt kun at få medlidenhed fra sig selv.
”Pølse. Spegepølse”.
”Og hvad mere?”
”Ikke mere. Bare et par bidder spegepølse”.
”Jeesus, Solvej, det er en virkelig patetisk aftensmad, jeg har mistet ca. 82 procent respekt for dig. Tag dig dog sammen. Jeg kommer forbi om lidt med en Clearblue”.
”Ej, jeg hader roquefort”, svarede Solvej og var ved at kaste op igen.
”Clearblue er en graviditetstest, smarte. Du er jo gravid, din lille tosse, ellers kaster man ikke op af to bidder pølse”.

Jeppe blæste ind ad døren, og han havde blomster og pizza med, og Solvej blev helt glad igen, mest fordi, at hvis hun lukkede øjnene for det faktum, at Jeppe kun havde kysset to piger i femte klasse og havde svoret aldrig at røre den slags igen, lidt som hun selv havde det med jordbærchampagne efter Steen Pihls diskotek i sportshallen som 14-årig, så var han den perfekte kæreste. Han havde endda mad med, som han godt gad spise med hende. Hun blev vækket af dagdrømmeriet, da han sagde: ”Nå, fister, så er det ud og tisse på den her”, og rakte hende en pakke med en graviditetstest.

Strålen lod vente på sig. Hendes hjerne sagde, at hun skulle, men hendes krop nægtede. Til sidst fik hun klemt lidt ud, gik ind med testen til Jeppe, som protesterede over at skulle holde den i hånden, indtil resultatet viste sig, men gjorde det alligevel.
To streger. Jeppe spærrede helt bogstaveligt øjnene op, som om han var med i en tegnefilm og skulle illudere ”meget overrasket”, og begyndte at hoppe rundt i stuen, mens han råbte: ”Jeg skal være onkel, jeg skal være onkel!”
Det regnede igen. Ned ad ruderne og ned ad Solvejs kinder. Det regnede på indersiden og ydersiden af hende, da hun stille sagde: ”Men jeg skal jo ikke have det barn. Jeg skal jo ikke have barn med en mand, som ikke vil have mig. Jeg skal ikke have den mand, det har du selv sagt til mig i morges”.
Jeppe stoppede sin hoppen og stirrede forskrækket på hende. ”Jo, du skal da, du skal have det barn”, hviskede han.
”Nej, jeg skal have det fjernet hurtigst muligt”, sagde Solvej.
”Det er så uetisk, at jeg næsten ikke kan have det”, sagde Jeppe. ”Man slår da ikke bare børn ihjel”.
”Søde Jeppe, det kan du måske sige, fordi du aldrig kommer til at tage stilling til det spørgsmål… Men jeg skal ikke have et barn med en mand, som ikke engang elsker mig nok til at dele en krydderbolle”.
Nu var det Jeppes tur til at få tårer i øjnene. ”Tænk på din egen mor. Hun fik dig, selvom hun ikke havde en chance for at passe på dig. Hun gav dig livet. Tænk, hvis hun ikke have givet dig chancen for at leve livet…”.

Det var blevet mørkt i lejligheden, og Solvej rejste sig og tændte nogle stearinlys, mens hun tænkte over et svar. Med et prust, som nær havde pustet lysene ud igen, sagde hun: ”Jo, men sagen er, Jeppe, at jeg måske aldrig har levet livet. Måske føler jeg ikke helt, at jeg har ret til det, fordi jeg kom hertil på et afbud”.

Glæd dig – i denne og de kommende uger får du Maise Njors sjove, uhyggelige og sært genkendelige sommerføljeton om ”Solvejs vej mod solen”.

Følg med på ”Solvejs vej mod solen” i næste uge, hvor vi bringer 2. afsnit af Maise Njors underholdende sommerføljeton.