"For første gang mærkede han sin egen krop og sig selv."

KLUMME: Vi fylder vores liv med larm – for når stilheden ufrivilligt indtræffer, indhenter den os med spørgsmål, vi har flygtet fra hele vores voksenliv. Her er en personlig beretning om at konfrontere den stilhed. En beretning som jeg i nogle år har holdt som en hemmelighed indtil i dag.

Du er i det bankende hjerte af byens summende kor af lyde i forskellige frekvenser og decibel. De forplanter sig skjult i dit baghoved og hver fiber af din krop reagerer latent på det. Din konstante fokus er, i stedet, rettet hårdnakket mod, hvor du skal hen nu, bagefter og efter det.

En gammel kending, lad os kalde ham John, havde en intens samtale med mig. John talte med en unødvendig, tilhørende iscenesættelse, han krævede opmærksomhed og der boede en latent rastløshed i hans kropsprog. Han skiftede tillige spor i sit liv som en ræsende bilist på en autobahn. En dag fik jeg nok af hans rastløshed. Jeg blev udfordret – endsige forsømt – i hans selskab. I hans selskab, fandt jeg mig fanget i at misunde indsatte for deres stille tilværelse i en isoleret celle fra omverdenen.

LÆS OGSÅ: Tør vi mænd ikke kæmpe for kærligheden?

Johns rastløse ordstrøm, som var støj, hvilede i en alt for gængse, menneskelig konflikt: den usunde konflikt, der er mellem det handlende menneske og det værende menneske.

I vores moderne samfund er vores identitet entydigt defineret af handlinger: arbejde, købe ind, smile, lytte, tale, hente børnene fra skole, etc. Det værende menneske er, desværre, det menneske vi ikke har tid til at være.

Det værende menneske er jo det, du er i handlingernes og forventningernes fravær – i stilhedens barske selskab.

Jeg så denne konflikt skrige ud af ham, uden at han var klar over den. Jeg måtte træde ind. Det var ikke let. Du ser et menneske, du holder af, jage ordene, støjen, fordi det gav ham en falsk tryghed fra ham selv.

En dag byggede jeg modet til at råbe – og trygle – overfor ham, at han skulle tie stille. Holde fucking kæft og for en gangs skyld lytte – ikke til andre men til sig selv.

Idioten forstod ikke, hvad han skulle lytte til. Men så rev stress gulvet under ham to gange. Så sagde hans spinkle krop fra og han kom til bevidsthed i en ambulance med blod på venstre ærme. Endelig, da hans bekymrede mor besøgte ham i hospitalssengen, og han tårevædet undgik hendes blik men knyttede hendes hånd, forstod han alvoren.

LÆS OGSÅ: Her er 11 råd mod stress, som virker

"Jamen, hvad fuck skal jeg lytte til?" spurgte han i frustration. Jeg beroligede ham. Det var et lykketræf, jeg fandt ham, og reddede ham fra sig selv i det skæbnesvangre punkt i hans liv.

Jeg talte ham ned, bad ham roligt om at lukke øjnene. Det var svært for ham. Efter gentagne forsøg fra min side, lukkede han øjnene. Jeg dirigerede ham med en klar forventning om et dramatisk udfald. "Hold øjnene lukkede, træk vejret ind – og ud – fra maven, langsomt. Mellem hver vejtrækning, lyt til stilheden, den stilhed som du har inde i dig."

Jeg vågede over John under hele seancen.

"Har du nogensinde lyttet til den stilhed? Den stilhed som er mellem larmen i dit hoved og larmen om dine ører? Kan du høre din stilhed?" gentog jeg. Jeg gentog ordet "stilhed", som et mantra, til det endeligt synkede ind. For John var bedrevidende, som verden var gammel.

Efter få minutter brød han sammen. For første gang mærkede han stilheden, sin egen krop, og sig selv.

LÆS OGSÅ: 12 for specialet, men uden job: "Jeg har aldrig følt mig så umyndiggjort, ligegyldig og lille"

Hele sit liv har han flygtet fra sig selv, begravet sig i støjen af sine handlinger, hvad han ønskede at være – druknet sig i det bundløse hav af omverdenens forventninger.

Den stilhed John fandt, er den stilhed som, for os alle, bor mellem støjen i sindet og støjen fra den ydre tilværelse.

Jeg så med tiden en bemærkelsesværdig udvikling. Hans toneleje blev roligere, rundere og med en smuk undertone af sårbarhed. Det var som at se en voksen blive genforenet med den lille dreng, han engang forsømte.

Og straks var verden genfødt for ham. Når han trådte ud i byens kor, tog han støjen for det, den var: et lydspor som var en seperat, vibrerende helhed fra ham selv. Han kunne ynde den prisvenlige luksus at sidde på en fortovscafé og, stille, kigge på de forbipasserende uden tidsfornemmelse. Han blev tro mod sine fejl, hans inderste ar og accepterede, endelig, hans selvhad. For selvhadet var en ligeså vigtig del af ham som hans prisværdige sider. Det gør han til den dag i dag.

John var, som De måske har gættet, i virkeligheden mig. Det er stadig svært at lytte til stilheden. Det er stadig barskt. Men jeg savner ham ikke, ikke et eneste sekund... jeg begravede ham for længe siden.

LÆS OGSÅ: "Det sværeste ved at være 25 år er..." 

LÆS OGSÅ: Kan man som kvinde leve alene og alligevel være lykkelig?

LÆS OGSÅ: Her er mændenes dom over din frisure