"Jeg tager noget magt ved at italesætte mig selv som et seksuelt menneske, der har brugt sex i en periode af mit liv"

Stine Bramsen sidder alene med sin telefon ved et skrivebord hos sit pladeselskab The Bank på ydre Nørrebro. Der er gang i det åbne kontorlandskab, men hun bryder sig egentlig ikke om at smalltalke. Hun foretrækker de ærlige, de dybe og de ”forbundne” samtaler, fortæller hun, da vi trækker ind i mødelokalet.

"Det undrer mine omgivelser, at jeg faktisk ikke bryder mig om smalltalk, men jeg bliver drænet af overfladesnak," siger hun og giver et eksempel med et grin:

"Når jeg ringer min veninde op, vil jeg helst med det samme høre om det, der har gjort allermest ondt hele ugen. På den måde kræver jeg noget af mine omgivelser. Jeg vil mærke dem ægte, og de skal mærke mig. Jeg har fundet ud af, at man faktisk står stærkest, når man tør stå ærligt og åbent i sin sårbarhed," siger hun.

Livet har rykket hende. Særligt moderskabet har ændret hendes selvforståelse og forstørret den feminine styrke i hende. Hun er gået fra ønsket om at være i kontrol, fra et stift fokus på præstationen, til at bløde op og stå ved sig selv, ved sit drive, ved sine drømme og længsler. Til at tappe ind i den urkraft, hun som kvinde har i kroppen. Derfor er det en ny side af Stine Bramsen vi møder, både igennem musikken og det nye soloalbum 'Blond and Blank' og i hendes person. De to ting hænger unægteligt sammen, især i det nye album, hvor hun træder tydeligere frem end nogensinde.  

Det er fem år siden, Stine Bramsen sidst udgav et soloalbum. Fem år har det taget at lære en ny facet af sin kvindelighed at kende. Som den ærlige og sårbare kvinde, der har foldet sig ud efter to fødsler. Efter moderskabet og midt i familielivet og ægteskabet. Hun har fulgt den udvikling, vi alle mærker i de her år. Vores normer, vores syn på kønnet og vores roller har undergået en kæmpe forandring. Stine Bramsen har ikke bare tilladt forandringerne, hun går forrest i den udvikling, tiden kalder på. Hun er blevet kaldt feminist, og det har hun det dobbelt med.

"Det synes jeg er interessant at tale højt om. Jeg har for eksempel nævnt for min booker, at jeg gerne vil have, at vi planlægger efter min cyklus, så der ikke er kæmpe events den dag, jeg har allermest PMS," siger hun og holder en lille pause.

"Jeg kender min cyklus fuldstændig, og den dag har jeg kun lyst til at ligge krøllet helt sammen på sofaen og ikke snakke med nogen. Så er det jo ret vildt at skulle stille sig op på en scene og være på. Det har jeg trænet mig frem til, at jeg godt kan, men jeg vil da helst være fri. Jeg vil helst optræde den dag, hvor det føles naturligt for mig. Så kan jeg godt se på sådan en gammel booker i branchen, at den har han ikke fået fra en kvinde før. Men én dag skulle jo være den første."

Det handler i bund og grund om at udvide vores perspektiv og være ærlige om, hvem vi er, synes hun. Som kvinder, mænd og mennesker. Og ærlig talt. Få brudt op med vores tyndslidte fortællinger om kvinden og manden. 

"Jeg har i hvert fald aldrig oplevet en mandlig kollega blive spurgt om, hvordan han klarer at være far, og det bliver jeg nærmest spurgt om i alle interviews. Særligt de første fem år. Jeg tænkte, jamen hvordan klarer alle andre arbejdende kvinder det? Det er jo ikke anderledes at være musiker for det første, og for det andet, hvorfor spørger du så ikke min medforsanger, der også blev far for et år siden? Det er jo vildt, at vi stadig er dér, at det fylder så meget."

Sagen er den, at kvindekroppen rummer en styrke og kraft, som næsten er uovervindelig. En styrke, vi underminerer, når vi bliver ved med at fastholde de gamle kasser. Det fik Stine Bramsen bevist for sig selv, da hun blev mor og gik solo nærmest samtidig.

"Jeg fik et kejsersnit og skulle bruge mine mavemuskler til at synge. Det er en vanvittig fysisk udfordring at give sig selv syv uger efter en fødsel. Jeg gjorde det ikke for at måle mig med mændene eller for at vise, at jeg kunne det samme som en mand. Jeg gjorde det, fordi jeg er et meget ambitiøst menneske og havde lovet mig selv, at jeg skulle have søsat den her solokarriere, lige meget hvornår vi så endte med at blive gravide."

Stine Bramsen vil også gerne italesætte den her forestilling om, at der kun er plads til én dronning på den store scene. Mens det er lækkert at være den ene udvalgte, er tankegangen forkert, mener hun. Der er publikum nok til alle de talentfulde kvinder, der har noget på hjerte, uden at de skal proppes ned i en kasse som popdronningen, partypigen eller divaen. Hun har selv bevæget sig væk fra den kasse, hun har været i hele sin karriere, som den glade, pæne poppige.

"Det føles fantastisk at være fri for," siger hun med et stort smil.

Hun har taget magten over, hvilken musiker hun vil være, og så har hun besluttet sig for at hjælpe andre kvindelige kunstnere frem. Det skal være slut med at bekæmpe hinanden og slås om den ene lagkage.

"Jeg har i sommer truffet et aktivt valg om at have flere kvinder med på scenen. Jeg var meget bevidst om, at de ikke skulle vælges kun på grund af deres køn, men at jeg skulle vælge nogle dygtige musikere, der helst var kvinder, fordi jeg gerne vil have en bred repræsentation. Jeg drømmer om, at det er en selvfølgelighed, at der er kvinder på de scener, og det ikke er noget, vi italesætter. Jeg går ikke ind for kvoter, men jeg går ind for aktive valg, der ændrer magtbalancen."

Det kræver dog også en bevidsthedsændring fra kvinden selv. For selvom Stine Bramsen har stået på scenen, siden hun var 16 år, har hun altid følt, at det var alle mod alle.

"Jeg kan ikke huske konkrete eksempler på kvindelige kolleger, der har nedgjort eller skubbet mig – men jeg har ikke umiddelbart nogen kvindelige veninder i branchen. Det har været alle mod alle – ud med albuerne, og det er mig, der skal optræde på det her slot ved det award show. Det sker jo også på grund af den her fortælling om, hvem popdronningen er. Som om der kun er plads til én popsangerinde i Danmark. Det er jo latterligt. Hatten af for Drew (Sycamore, red.), der kører derudaf lige nu, og det er totalt fedt. Men der kan godt være plads til 20 andre sangerinder, der er dygtige til noget andet," siger hun.

Hun fortæller om en branchemiddag, hun var til, hvor alt fra yderst erfarne musikere til musikere, der endnu ikke har fået udgivet noget, delte oplevelser og var ekstremt sårbare over for hinanden.

"Jeg gik derfra og tænkte, at det her er meningen med at være musiker. Det var følelsen af at løfte hinanden i stedet for kun at kæmpe for sig selv. Det gav så meget mening, at jeg kunne sige: ”Nej, du skal ikke finde dig i at komme ind i et studie, hvor du bliver tilbudt coke. Det skal ikke være på mændenes præmisser. Du skal kun gøre det her på din egen måde, og det skal føles rigtigt i maven”. Man behøver ikke at gå på kompromis med, hvordan man vil være som kunstner. Det skal nok komme på et eller andet tidspunkt, hvis man bliver ved," siger hun.

Og hun ved, hvad hun taler om. I snart 20 ud ad sit 35-årige liv har hun selv stået i spidsen af poppen og oplevet større optur, end de fleste popstjerner tør drømme om. Alphabeat blev op igennem 00’erne en kæmpestor dansk succes. Da Stine Bramsen var blot 19 år, rejste bandet til London for at realisere den ultimative drøm, nemlig et internationalt gennembrud.

I 2013 valgte Stine Bramsen at forfølge sin solokarriere. Hun havde vokset sig stærk i sin rolle som partypige med et ekstra gear, men den levnede ikke plads til alle de små toner. De skrøbelige og sårbare sider i det at være en hel kvinde. En kvinde med cyklus, med følelser og forventninger, med sexdrive og med et spirituelt udsyn. Den levende ikke plads til den eventyrlystne skytte, hun er i stjernetegn, og måske levnede den ikke plads til, at hun fandt ro og slog sig ned med sin store kærlighed, sin helt egen løve, Kasper. For hun tror på stjernetegn og på, at stjernerne spiller en afgørende rolle, når vi finder vores match.

Løven og skytten er begge ildtegn. Mens skytten siges at være det eventyrlystne tegn med hang til frihed og filosofiske diskussioner, så er løven tegnet på egoet. På solen. På skabertrang og på det legende i livet.

"Jeg tager noget magt ved at italesætte mig selv som et seksuelt menneske, der har brugt sex i en periode af mit liv uden at være flov over det. Den type kvinder findes også, og det er totalt forældet at tale om, at manden bare er en tyr, når han nedlægger, mens kvinden er billig. Der findes alle mulige slags mennesker. Der findes også mænd, der er for sårbare til onenightstands – og der findes kvinder, der er player-agtige – det har jeg selv været, og jeg håber, at der er nogle 20-årige piger, der føler sig lidt mere frigjorte af at have hørt ”Sex it away”," siger hun.

Forholdet til sin mand, som er det eneste langtidsforhold, hun nogensinde har haft, har lært hende rigtig meget om, hvad kærlighed egentlig er.

"Apropos det her med at lave et ærligt album, så er kommunikation og ærlighed en vild læring for mig i parforholdet. Jeg havde aldrig lært at skændes, før jeg mødte Kasper. Jeg var ret konfliktsky, og hvis mig og min mor kom op at skændes derhjemme, var det hurtigt noget med at sige undskyld og kramme. De første par gange Kasper og jeg råbte ad hinanden, var jeg sikker på, at vi skulle gå fra hinanden, og jeg ville gå i stykker. Med årene har jeg lært, at vi ikke går i stykker af, at vi har et problem, og det med at forlade hinanden er den sidste løsning. Ikke den første," siger hun og giver nogle eksempler på, hvad hun kalder for klassiske mand/kvindeproblemer i deres hjem.

"Jeg kan ikke forvente, at han læser mit blik, som min veninde kan. Dér skal jeg forklare ham tingene, og det er jeg færdig med at bebrejde ham. Han er også en meget distræt mand. Jeg kunne godt tage det personligt, at han ikke hører, hvad jeg siger de første fem gange. Det kunne sikkert også have været skilsmissegrund, hvis jeg følte, at han ikke respekterede mig. Men jeg ved, at det ikke er det, det handler om. Han er bare distræt. Til gengæld lever han med, at jeg er et kæmpe rodehoved, der ikke har ordnet opvasken, når han kommer hjem. Også selvom jeg kun skulle den ene ting den dag."

Hun har oplevet par, der er kommet til at hade den anden lidt for, at de er blevet kedelige, men det er et fælles ansvar ikke at miste det, man var, før man gik i familiemode. Stine Bramsen har selv lyttet til den unge, frie og vilde pige, hun engang var. Hende, der turde sætte sig selv forrest, og hun har taget hendes stemme med i sit nye album.

"Jeg har dybest set en frygt for at blive kedelig. Mine veninder griner, når jeg siger det, det kan du aldrig blive, siger de. Der er bare så lidt plads til at sidde med sine tømmermænd og kigge ud ad vinduet en hel dag og fundere over, hvad der skal blive af én, når man har familie og børn. De stunder har jeg brug for. Den pige har jeg altid været. Som barn har jeg også altid siddet og kigget ud ad vinduet," siger hun og viser, hvordan hun sad med et skråt, undrende blik.

"Man sætter hak ved alle de her ting, som familielivet byder på, og som vi lykkes med. At ungerne kommer godt i skole, vi tjener nogle penge, har et dejligt hus og alt det. Men vi skal også huske, at livet handler om meget mere end det. Det, tror jeg, vil være rådet fra mit 19-årige selv. Husk at dyrke kernen i dig selv."

Der er ingen tvivl om, at kvindelivet er komplekst. Men hendes budskab er, at vi skal huske vores styrke og turde være i det komplekse. Eller som hun synger i ”Mother Earth” fra ”Blond and blank”:

"I am the lover in your bed

I raise the kids we made

I am the hardest working woman still

I am the fighter in your ring

I give you peace within

I am the captain of the ship we built"

Det kræver ikke de store søgninger på Stine Bramsens navn, før de lidt svære historier også dukker op. Hendes søn, der faldt ud ad vinduet under hendes første soloturné. En kæreste, der også var kæreste med Stine Bramsens dobbeltgænger på samme tid. Senest i 2019 er der tilføjet endnu et kedeligt afsnit. Det pludselige dødsfald af et vigtigt bandmedlem, Jens Jones. Ham, som kiggede på hende, og så vidste hun, at alt ville gå.

"Han lærte mig at smide kontrollen og have en grundlæggende tillid til, at jeg bare skal stille mig op og synge. Jeg skal ikke analysere eller tage stilling til, at alt skal være perfekt. Livet må gerne være grimt og umiddelbart og impulsivt. Han lærte mig grundlæggende, at der er en grund til, at jeg står deroppe," siger hun og viser, at hun har fået tatoveret hans underskrift på underarmen.

På den anden arm har hun slettet den tatovering, hendes ekskæreste overtalte hende til at få lavet. Som han også forsøgte at få dobbeltgængeren til at få. Sådan sætter livet sig på kroppen, og hendes budskab er enkelt. ”Don’t judge me”, som hun senere skrev, efter hendes lille dreng faldt ned fra 1 sal. Det skete under hendes første sommerturné som solist.