Sussi La Cour: Jeg fortryder kun, at jeg ikke fik børn

Det eneste, Sussi La Cour fortryder i sit liv, er, at hun ikke fik børn, mens tid var. Alt andet accepterer hun. Derfor er det også dobbelt frustrerende for hende, at rigtig mange mennesker stadig har så svært ved at håndtere, at hun har en fortid som pornostjernen "Katja Kean", og at netop de 30 pornofilm, hun nåede at lave i USA på bare tre år, fra hun var 29 til 31 år, står i vejen for, at man kan se hende som et helt menneske. Som et menneske, der har en masse andet at byde på.

Smilende åbner hun døren en tidlig torsdag morgen og viser indenfor i sin treværelses Vesterbrolejlighed. Vi sætter os i stuen, hvor Sussi tænder stearinlys og skænker urtete op fra en sort støbejerns tekande. Vi spoler lige så stille tiden tilbage til hendes barndom, ungdom og senere liv, og mens hun fortæller, kigger hun det meste af tiden ud af vinduet. Som om hun derude på den anden side kan se sit liv passere. Kigger direkte bagud i tiden. Kun engang imellem vender hun blikket mod mig, ofte når hun fortæller noget, hvor hun kommer til at smile eller grine. Måske for at være sikker på, at jeg også fik pointen.

Ansvarsbevidst og oprørsk skilsmissebarn
Sussi La Cour voksede op i Avedøre i et typisk parcelhuskvarter med ligusterhæk og swimmingpool i baghaven. Rigtig 70'er stil. Begge forældre var ansat i en bank, moren som bankassistent, og faren som bankbetjent. Barndommen var Sussis lykkeligste tid. Men da hun var 12 år, blev hendes verden vendt på hovedet.

– Det var som om, der blev smidt en bombe, da mine forældre fortalte mig, at de skulle skilles. Min søster var der ikke, da de fortalte mig det, og selvom det var et kæmpe chok, samlede jeg mig hurtigt og spurgte, hvor min søster skulle bo. Hun skulle bo hos min mor, og derfor sagde jeg, at så ville jeg bo hos min far. Det var vigtigt for mig, at ingen skulle bo alene, og når jeg ser tilbage på det, var det jo ret ansvarsbevidst af en 12-årig pige. Og det var nok meget kendetegnende for det, der skete i det hele taget, for jeg kom også til at tage ansvar for min far, og pludselig styrede jeg nærmest hus og husholdning for ham. Strøg hans skjorter og lommetørklæder og sørgede for, at han havde det godt. Og han lod mig gøre det.

– Indtil skilsmissen havde jeg været en super velfungerende elev i skolen, men pludselig fik jeg meget svært ved at koncentrere mig. Jeg var i forvejen en dagdrømmer, tror jeg, med krudt i røven. Jeg var meget populær i klassen, havde styr på tingene og var vant til at gå forrest. Så det var egentlig første gang, jeg oplevede, at jeg ikke var så sikker, som jeg plejede at være. Der var nogle ting, jeg pludselig ikke længere havde styr på, fordi jeg kunne mærke, at den støtte som et hjem giver, pludselig ikke var tilgængelig på samme måde.

Hvordan gav det sig udtryk?
– Jeg begyndte at skulke lidt fra nogle af de timer, jeg i forvejen ikke var så interesseret i, og jeg begyndte at få nogle interesser, der ikke var så sunde. Røg lidt hash i frikvartererne med nogle ældre drenge, hang lidt på gadehjørnerne og startede pigebanden "The Chickens". Vi gik rundt i gaderne og syntes, vi var meget seje. Røg cigaretter, hørte høj musik og festede hjemme hos mig, hvor vi dansede, smed tøjet og hoppede i poolen. Det var meget uskyldigt, men klart en oprørsperiode, hvor vi var lost. Og ingen overhovedet forsøgte at forstå, hvor jeg egentlig var på det tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Karen Mukupa blev gravid efter syv års forsøg

Hvor var dine forældre i det?
– De var der ikke rigtig for mig i den periode, men jeg har altid haft en god og ligeværdig kontakt til dem, og jeg har aldrig kunnet forstå, når nogen siger, at de har skullet leve op til deres forældre eller spørge deres forældre om lov, for det har jeg aldrig skullet. Jeg har altid kunnet gøre, hvad jeg havde lyst til, og det har været fantastisk, for det har givet mig friheden til at udvikle mig, som jeg gerne ville. Det lidt negative er, at jeg nok har manglet nogle rammer omkring mig og nogen, der måske havde stillet nogle flere og højere krav til mig. Jeg var i forvejen en Pippi som barn – min mor vidste aldrig, hvor jeg var – så trangen til at komme ud i livet lå latent i mig. Den trang blev der så skubbet yderligere til, tror jeg, fordi ingen stillede krav til mig, og fordi jeg ikke havde en daglig struktur som ung teenagepige. Det gav mig et endnu større behov for at kaste mig ud i det ukendte og opleve nye eventyr.

Udlængsel og pornojobs
Sussis fire år ældre søster rejste kort efter forældrenes skilsmisse til udlandet, hvor hun arbejdede som model, og Sussis egen udlængsel trængte sig også på. Efter at have arbejdet nogle år efter folkeskolen, rejste hun som 20-årig alene til Sydafrika.

– Jeg havde en følelse af, at jeg skulle væk fra konformiteten. Jeg følte mig fastlåst og begrænset, jeg ville ud i livet. Jeg ville så langt væk fra Danmark som muligt, for jeg ledte efter nogle andre grænseområder. Jeg ledte efter at være i et miljø, hvor der simpelthen var nogle andre grundregler. Jeg følte mig ikke stimuleret ved at være i Danmark. Jeg var i Sydafrika et par år, rejste rundt og tog så tilbage til Danmark, hvor jeg arbejdede som tjener og fotografassistent.

Efter nogle år kom følelsen af stagnation, kedsomhed og understimulering tilbage, og da Sussi var 29 år besluttede hun, at hun ville til USA for at arbejde i pornobranchen.

Hvordan fik du den idé?
– Jeg følte mig fastlåst. Jeg kunne ikke udleve min trang til at udforske og sætte mig selv på spil. Og jeg var klar over, at det at arbejde i pornobranchen var det mest kontroversielle, grænseoverskridende og intense, jeg kunne finde på at foretage mig. Det har altid været vigtigt for mig at udfolde min kreativitet, og seksualitet er faktisk en af vores stærkeste kreative energier. Det er der, hvor vi virkelig oplever det intense. I dag forstår jeg, at det var en af grundene til, at jeg valgte sexbranchen. Jeg kunne ikke finde noget, der gav mig en større følelse af at opleve livet lige nu og her. Her kunne jeg virkelig være på. Og jeg tænker ikke "på" i forhold til kameraet. Jeg tænker at være "på" i forhold til at være til stede i livet lige nu og her.

Hvordan var det at være seksuelt sammen med ukendte mænd, mens kameraet kører?
– Det trigger mig at gøre noget, der ikke er accepteret og godkendt, og derfor havde jeg brug for at udforske det miljø. Jeg har aldrig følt mig skamfuld nogensinde. Jeg har altid bare accepteret min seksualitet fuldstændig og har gjort, hvad jeg havde lyst til. Min tilgang til seksualitet er måske meget som en mands, jeg har altid bare taget, hvad jeg havde lyst til, så da jeg gik ind i den branche, var min seksualitet meget afklaret i forvejen. Jeg havde haft one-night stands og fået udlevet en masse seksuelle fantasier, så jeg var grounded på den måde. Jeg følte, at jeg havde styr på det seksuelle og mig selv, og tænkte, at så kunne det jo ikke være så svært at være på kamera også. At være sammen med mænd, jeg ikke havde nogen relation til eller nogen følelser for, var overhovedet ikke noget problem. Tværtimod, vil jeg sige. Det er nok lidt en kunst at kunne være intim uden intimitet. Og det var jeg mester i. Det er klart, det er en balance ligesom alt muligt andet, og det er klart, at du heller ikke kan give slip og forløse dig, hver gang du er sammen med en fremmed mand. Du er også nødt til at passe på dig selv, så du skruer op og ned for, hvor meget du giver. Jeg kunne sagtens give helt slip og være i flow, og så når scenen var slut, komme tilbage til mig selv. Tage tøj på igen og være mit repræsentative jeg. Det havde flere af de andre piger svært ved, kunne jeg se. De følte, at de også skulle rende rundt topløse og skabe sig, når de ikke lavede en scene. Og det forventede man. Man forventede, at når du er pornostjerne, så er du sexet 24 timer i døgnet. Og det var jeg ikke. Jeg kunne sagtens adskille tingene. Jeg så det som et professionelt arbejde, hvor jeg kunne udfolde min kreativitet.

Imaget hænger ved
Netop fordi Sussi altid selv har kunnet skille figuren Katja Kean fra mennesket Sussi La Cour, kan hun have svært ved at forstå, at hun den dag i dag skal kæmpe med det image, når hun siden har arbejdet som skuespiller, haft egen lingerivirksomhed, har taget en mastergrad fra RUC og arbejdet som selvstændig forandringskonsulent. Hun kan tydeligt mærke, at mange kvinder stadig har et problem med hende og ikke ønsker hende på en arbejdsplads, og for mændenes vedkommende handler det om, at de liiige prøver med en lummer bemærkning eller et tilsvarende tilbud. Når hun bliver omtalt i pressen, er det næsten altid med en sidebemærkning om, at "hun har et frækt glimt i øjet" eller noget tilsvarende.

– Hvis vi nu f.eks. tager Marilyn Monroe – ikke for at sammenligne mig med hende – men hun var også synonym på en sexet kvinde og et sexet image. Marilyn Monroe ønskede at komme ud af den sexede rolle, men det var en umulig kamp for hende at blive set som en seriøs skuespiller, og hun opgav til sidst. Og det er klart, at når jeg har brugt mange år på at skabe og brande Katja Kean og Katja K, kan jeg godt forstå, at folk ikke bare helt kan glemme det, og det er fint nok. Jeg er stolt af, at jeg har været i stand til at skabe så stærkt et brand, men det frustrerende er, at det er en fortsat kamp at få lov at vise andre sider også. Frihed har altid været det primære for mig, og jeg har aldrig nogensinde kunnet finde frihed i en allerede defineret identitet eller rolle i samfundet. Det var derfor jeg rejste ud, og nu, hvor jeg er hjemme i Danmark, er jeg nok mere defineret end nogensinde før. Og det er jo det vildeste paradoks! Det var jo lige præcis det, jeg ikke ville! Man kan sige, nå ja, det kunne du have tænkt dig til, det er jo en stereotyp rolle. Men sådan har jeg jo slet ikke set det. For mig at se var tiden i pornobranchen en udforskning af seksualiteten, ja, men også af kreativiteten og identiteten.

Fortryder du de ting, du har lavet?
– Nej, overhovedet ikke. For jeg har jo levet mit liv, som jeg har følt, det har været rigtigt for mig. Tværtimod, vil jeg næsten sige, er jeg mere glad og stolt over, at jeg faktisk er en total fightertype, som er iværksætter, og som altid har nye idéer til nye spændende projekter. Jeg har modet og kræfterne til at kaste mig ud i alverdens ting. Jeg tager virkelig hatten af for mig selv for, at jeg stadig gør det, på trods af, at jeg igen og igen og igen skal mødes af tåbelige mennesker, som ikke ved, hvordan man bør opføre sig. Uanset hvor man kommer fra, er man simpelthen nødt til at have respekt for andre. Og man skal altså ikke skal have ondt af mig. Jeg møder rigtig mange søde og fordomsfrie mennesker i mit store netværk, og der følger også en masse fordele med, når man er et kendt ansigt.

LÆS OGSÅ: 3 kendte kvinder: Her er min livsfilosofi

Tough og super sårbar
Sussi gik konkurs med sin undertøjsvirksomhed i 2009, og i tiden efter, benyttede hun sig af en erhvervsrådgiver.

– Hans anbefaling var, at jeg aldrig nogen sinde mere skulle tale om min pornofortid. Overhovedet. Og jeg skulle aldrig nævne navnet Katja Kean eller Katja K, kun Sussi La Cour. Men sidste efterår begyndte jeg at tænke, hvad er det egentlig, jeg har gang i? For hvad pokker er problemet egentlig. Når jeg har et brand, som stadig er så stærkt, hvorfor skal jeg så holde fast i, at jeg vil slet ikke have noget med det at gøre og samtidig ikke have en krone på lommen? I'm sorry – det er for vanvittigt. Jeg er nødt til at embrace og acceptere det hele. Alle de ting, jeg har lavet, har en sammenhængende værdi. Og Katja Kean og Katja K er lige så stor en del af min karriere, som Sussi La Cour er. Ved at tænke på den måde, blev det hele forløst for mig. Jeg kan ikke ofre hele mit liv på at skulle bevise eller vise overfor andre, at der er mere ved mig, for hvad er det så for et liv, jeg lever? Er det mit eget, eller er det for andre skyld? Jeg ved jo godt, hvem jeg er. Jeg ved godt, at jeg er intelligent og har super meget integritet, er et ordentligt menneske, har store sociale kompetencer og faktisk efterhånden også en stor viden om en masse ting. Og så er jeg ikke mindst klog på livet. Hvorfor skulle jeg bruge min energi på at fortælle andre om alt det, jeg indeholder? Nej, det gider jeg simpelthen ikke bruge et sekund mere på.

Hun kigger meget direkte og bestemt på mig. Et smil dukker op og understreger, at hun er glad for, at hun har fået sat tingene på plads for sig selv og for omverdenen. Hun skal videre. Men med hvad? Hun mistede alle sine penge, da hun gik konkurs med sin undertøjsvirksomhed, og konkursen var hendes livs største krise, siger hun – udover forældrenes skilsmisse.

– Jeg havde ikke flere penge, måtte flytte fra min dejlige lejlighed og opmagasinere alle mine møbler. Jeg er jo et offentlig kendt ansigt fra pornobranchen, så det var ikke lige sådan at gå hen og få et job, og på det tidspunkt følte jeg også, at jeg havde været så meget på, at jeg var nået til et mætningspunkt. Jeg følte mig udbrændt, og det var hårdt at skulle finde ud af, hvad jeg nu skulle arbejde med. Jeg begyndte på RUC og oplevede, at jeg i virkeligheden læste om de ting, jeg faktisk allerede havde gjort. Det var egentlig ret betryggende, at der var noget, jeg kunne genkende, og det var interessant at læse om alle teorierne. Og for første gang siden min barndom, oplevede jeg struktur. Jeg kunne ikke bare rejse i morgen, hvis jeg fik lyst til det, og jeg kunne mærke, at det provokerede mig, så jeg skulle finde en balance i det. Det var ikke nemt for mig at skulle følge et system, og jeg var meget vagtsom for ikke at blive suget ind i noget, der ikke var mig, og som kunne dræbe min kreativitet. Og det kan godt være, at nogen tænker, jamen det er jo bare en uddannelse, men sådan havde jeg det altså. Jeg er meget følsom og registrerer mange ting. Jeg er tough på den måde, at jeg er meget stærk. Jeg kan gennemgå mange ting og stadig bevare troen og optimismen på livet. Men jeg er ikke hårdhudet. Jeg er faktisk meget sårbar.

Har du fundet ud af, hvad du skal bruge fremtiden på?
– Jeg har et kontrolgen, og jeg vil gerne styre tingene og gå forrest. Dominerende uden at være...nej, jeg er nok bare dominerende, ha, ha. Og så har jeg en anden side, der er helt modsat. Kreativ, crazy, eventyrlysten, uhæmmet, spontan og super positiv. Og de to sider konflikter. Jeg har egentlig lyst til bare at give f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g slip – som i at sige, "nu satser jeg fuldstændig, siger min lejlighed op og køber en enkeltbillet til et eller andet sted, tager ud på eventyr og ser, hvad livet bringer, giver afkald på alt det sikre". Det er ikke nogen flugt, det handler bare om, hvor glad jeg er. Den anden side af mig kan ikke acceptere, hvis tingene ikke bliver gjort ordentligt, og derfor har det været vigtigt for mig at færdiggøre min uddannelse. Det, jeg gerne vil lave, er noget med at skrive og fotografere og samtidig komme ud i verden. Bruge mig selv som case og lave noget dokumentar. Jeg vil gerne fortælle om rejser. Både de fysiske rejser, men også livsrejser. Jeg har ikke i sinde at blive gammel i Danmark. Jeg skal til udlandet igen, og jeg har nogle konkrete idéer, som skal afprøves på et passende tidspunkt.

Single længe nok
Sussi fik sin første kæreste, da hun var 16 år. Hun har to forhold på syv år bag sig, og da hun arbejdede i pornoindustrien i Los Angeles, blev hun undervejs gift med en dansk mand. Hendes forhold til de mænd, der har været i hendes liv, har altid været præget af tæt venskab, godt partnerskab og stormfulde forelskelser. I dag er Sussi single, og det har hun været, siden hun brød med sin kæreste og businesspartner i lingerifirmaet et par år før, de gik konkurs. Hun har dog ikke opgivet at finde kærligheden.

– Nu synes jeg, jeg har været alene længe nok. Jeg har da selvfølgelig fået nogle tilbud, men jeg er meget bevidst om, at det ikke skal være fornuft, men kærlighed, der skal drive det. Men efter at have været single i seks år ved jeg også godt, at kærlighed ikke bare er noget, der kommer og banker på døren. Man er nødt til at arbejde for kærligheden, så derfor arbejder jeg meget med mig selv. For selv at skabe kærlighed i mit liv. Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg får en kæreste, før jeg selv oplever, at mit eget liv er i flow.

Tror du, at det er sværere at finde en kæreste på grund af din baggrund?
– Ja, helt sikkert. Når jeg møder nogen, skal jeg altid over den der hurdle. Det er altid sådan et mini-interview, jeg skal lave, inden vi overhovedet kan tale om andet. Jeg føler ikke, at jeg bliver set på som en kvinde. Jeg bliver set på som Katja K. Derfor vil det nok også være nemmere at lære en mand at kende i udlandet, hvor jeg ikke er kendt. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at der er ret mange spændende og originale mænd i min aldersgruppe i Danmark – eller også ser jeg dem bare ikke.

Hvad tænker du omkring børn?
– Det er for sent nu. Det tror jeg desværre. Det ville jeg rigtig gerne have oplevet. Og da jeg var yngre, var jeg helt sikker på, at jeg skulle have børn. Men jeg ville gerne have en karriere og tingene i orden, før jeg fik børn, så jeg kunne tilbyde dem noget, men pludselig var tiden gået. At jeg ikke har fået børn, er faktisk det eneste, jeg fortryder i mit liv. Alt andet accepterer jeg. Og derfor kan jeg også sige, at "historien" ikke er slut endnu. Jeg er ikke nået helt dertil, hvor jeg kan sige: I found happiness! Men jeg er virkelig, virkelig godt på vej.

LÆS OGSÅ: Guldager: "70'erne var en utryg tid at vokse op i"