GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Læs ugens boganmeldelser
Foto: PR. Læs ugens boganmeldelser

"Svært underholdende og begavet spænding på samtlige sider"

Journalisten Mikkel Fjordager dør og efterlader sig en eksplosiv arv i ny, rost thriller.

Begavet spænding
"Ernestos hænder"
Af Morten Hesseldahl
Modtryk, 276 sider, 299 kr.

Revolutionshelten Che Guevara er et af omdrejningspunkterne i en underholdende krimi af Morten Hesseldahl. Journalisten Mikkel Fjordager dør og efterlader sig en eksplosiv arv. Jakob Mimer, hans forlægger og ven, sætter sig for at rydde op i vennens noter og oplevelser lige før, under og efter Guevaras død. Hesseldahl balancerer elegant sin insiderviden om forlag, medier og socialisme, mikset effektivt med en personlig tragedie, hvor en smuk datter, et grusomt regime og en undercover CIA-agent spiller hver deres underfundige rolle. Kort sagt – svært underholdende og begavet spænding på samtlige sider. ap




Noget på hjerte
"Forelskelser"
Af Javier Marías
Gyldendal, 368 sider, 299,95 kr.

Hver morgen på en cafe iagttager Maria "det perfekte par" og digter historier om dem. Da manden bliver dræbt, opsøger hun konen og møder herigennem Javier, som hun forelsker sig i. Men da hun overhører en samtale mellem Javier og dennes bekendt, udvider historien om drabet sig til andet og mere. Marias observerende udgangspunkt danner ramme for romanens lange, detaljerige refleksion over, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør, og hvad der udgør den menneskelige identitet. En roman, der lægger op til filosofisk stillingtagen hos læseren og kalder på at blive læst langsomt. Sidstnævnte er på en og samme tid romanens helt store force og til tider ditto irritationsmoment. amp




Ikke for hypokondere
"Lever"
Af David Wagner
Gyldendal, 280 sider, 279,95 kr.

Hvis du lider af sygdomsangst, vil jeg stærkt anbefale dig at lægge denne bog fra dig. "Lever" er en dyster rejse ind i hovedet på en dødssyg mand, der står foran en organtransplantation. Hovedpersonen færdes hjemmevant på de kliniske hospitalsgange og skriver om blod, der siver ud af kroppen, som var det lige så almindeligt som at spise morgenmad. Selvom bogens emne er tungt og tragisk, forfalder forfatteren sjældent til følelsesladede klicheer. Sproget er konkret og originalt – og når det er allerbedst, handler det mere om selve livets glans end det mørke, der venter os, når vi stiller træskoene. knj



LÆS OGSÅ: Ny roman fra Fay Weldon

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger