Margrethe Odgaard fornemmelse for farver
SPONSORERET indhold

Margrethe Odgaard fornemmelse for farver

Kom med indenfor i tekstildesignerenMargrethe Odgaards fascinerende og farverige univers.

Foto: Citrus Press
23. okt. 2013 | Bolig | BoligLiv


FORNEMMELSE FOR FARVER
Margrethe Odgaard er uddannet tekstildesigner fra Danmarks Designskole i 2005 og Rhode Island School of Design. Margrethe Odgaard Studio hører hjemme i København i et langt, lyst arbejdsrum helt oppe under taget. Det er her, Margrethes mylder af nye ideer til spændende projekter bliver til. Du kender måske hendes dug Fold Unfold fra Hay. Og lige nu er frugten af et andet samarbejde at finde i Ikea, som hun har designet en ny tekstilkollektion for. Margrethe udvikler også produkter i eget navn. Da vi besøgte hende, var hun f.eks. i gang med en strikkemaskine og forsøg med, hvilke udtryk, der kan opstå på vrangsiden af strik. Det ses tydeligt, at Margrethe elsker farver og har en helt speciel fornemmelse for farvernes nuancer og muligheder – det vidner både hendes produkter og hendes kreative og inspirerende univers om.

Margrethe: Jeg kan godt lide tanken om
… at jeg kan blive en del af menneskers hverdag i form af de farver, mønstre og materialer, vi bruger i beklædning og indretning. Der er noget meningsfuldt i at se mine design blive brugt af mennesker, jeg ikke kender, som har taget mit design til sig som en del af deres hverdag og identitet.

I princippet kan alt inspirere mig
… men jeg henter meget af min inspiration i billedkunst, arkitektur, musik og litteratur, for kunstnere har en evne til at se tingene i nye perspektiver, og det er dér, nye tanker fødes. Mødet med andre kulturer er også meget inspirerende, jeg er for eksempel i Indien to gange om året med mit arbejde, og indere har jo nogle helt andre visuelle og kulturelle traditioner. Som designer mener jeg, at det er en stor fordel, hvis man arbejder med flere af verdens kulturer som referenceramme, og ikke kun den skandinaviske.

Farver er grænseløse
… og forbindes med følelser, derfor har vi en tendens til at være lidt bange for at bruge farver. Men netop fordi farver taler så stærkt til vores sanser, har de også en evne til at påvirke os i en positiv retning. Det, synes jeg, er utrolig spændende at arbejde med. I mine design er det ikke et spørgsmål, om jeg skal bruge farven rød, men hvilken rød. Den mindste lille nuanceforskel kan medvirke til, at farven virker aggressiv i stedet for harmonisk.

Det vigtigste er
… at jeg har det sjovt med mit arbejde, og at jeg glæder mig til dagen, når jeg vågner om morgenen. Der skal hele tiden være en balance mellem arbejdet med masseproduceret design og tiden til at fordybe mig i ting af mere kunstnerisk karakter. Jeg prøver hvert halve år at lave en slags status, hvor jeg sætter mig ned og evaluerer, hvordan det sidste halve år er gået, og hvad jeg gerne vil opnå inden for det næste. Men ellers tænker jeg ikke så meget over fremtiden.

www.Margretheodgaard.com

Mød også de to grafiske designere Hvass & Hannibal