Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Thomas Skov Gaardsvig: "Jeg er sgu nok under tøflen, men det er en sød tøffel"
Foto: Franne Voigt, Polfoto, Bo Nymann, Fínn Heidelberg og private Thomas Skov Gaardsvig sætter pris på at være omgivet af stærke kvinder

Thomas Skov Gaardsvig

Thomas Skov: Jeg er sgu nok under tøflen..

Kæresten scorede ham på hans livs første date. Ved at invitere på te. Nu er teen skiftet ud med "kækhedsfortynder", som hun doserer i rigelige mængder, når han bliver en tand for smart. Mød finurlige, småironiske og søde, søde Thomas Skov Gaardsvig – bedre kendt som "Praktikanten" i Anders Lund Madsens talkshow – til en snak om hans yndlingskvinder.

KÆRESTEN
Emilie Gershøj Bruhn, 23.
Studerer HA com på CBS (erhvervsøkonomi og kommunikation) og arbejder ved siden af i DR som assistent på Sporten.

– Emilie og jeg mødte hinanden i DR for tre år siden. Jeg var lige startet i praktik i DR. Jydedreng, København, helt alene. Og så var der en OL-fest for alle dem, der havde lavet OL i DR. Og der var hun så. Vi talte sammen, og det var det. Så gik der et par uger, og så snakkede vi igen sammen derude. Jeg havde aldrig rigtig været på date før, men hun spurgte, om vi ikke skulle gå ud og drikke te. Jeg havde aldrig rigtig før drukket te, men jo, sagde jeg og tænkte, at jeg vel kunne bestille en cola. Og så var vi ude på en date på Café Norden ved Storkespringvandet. Det gik godt. Jeg tror endda, jeg drak te. Og snakkede, snakkede, snakkede. Vi spiste og snakkede videre. Så kom vi hjem, og så kørte hun hjem. Ikke noget der. Så begyndte vi at skrive sammen. Og så sidder man i saksen! Men det er en god saks at sidde i.

– Jeg tror, jeg faldt for, at hun er så sød. Det er hun virkelig. Hun kan være så sur og gal og irriterende, men inderst inde er hun virkelig sød. Når man skræller alt det sure af, så er hun rigtig, rigtig sød. Hun er simpelthen så sød. Og så er hun interessant. Jeg forstår hende ikke altid, men det kan jeg sgu godt lide – at det stadig er spændende at finde ud af, hvad fanden det er, der foregår derinde, hvem er hun? Efter tre år er hun stadig lige så sød og overraskende. Og så ser vi bare fucking godt ud, når vi går hånd i hånd – det gør vi virkelig! Det er, som om vi er skabt for hinanden. Når vi stadser os ud og skal noget fint... Det betyder også lidt, at man ser godt ud sammen, matcher hinanden (graver sin iPhone frem og viser billede fra Zulu Comedy Galla). Jamen altså! Kan du SE, hvad jeg mener! Hun er meget, meget smuk.

– Nu har vi boet sammen et år og gør sådan nogle voksen-ting. Vi skal have nyt køkken, og skal det være induktion eller gas? Skal vi have malet hele lejligheden? Eller kun køkkenet? Hvad farve? Osv. Vi er forholdsvis enige, men hun har meget ført ordet, hun er også klogest og ved, hvad vi vil have. Man bliver kostet rundt nogle gange, men så længe man bare bliver kostet rundt af en sød kost, så gør det ikke noget. Jeg er sgu nok under tøflen, men det er jo meget rart at være der – det er en sød tøffel.

– Emilie formår at holde mig nede. Hun har en slags kækhedsfortynder, så jeg når at tænke, "okay, jeg skal måske også tage den lidt med ro, så er jeg heller ikke smartere"... og det er nok meget sundt. Hvis jeg ikke havde en kæreste, ville jeg nok udvikle mig til en slesk type, der sagde en masse smarte ting, som jeg ikke mente – bare for... "se mig"!

– Vi er meget, meget forskellige. Jeg kan ikke have sådan nogle par, der sidder og er enige om alting og som regel har de samme interesser. Fint nok, at man har været ude at klatre sammen, men på et tidspunkt kan man blive for ens. Så bliver hun din kammerat nede fra klatreklubben. Der må sgu godt være noget, der kan give gnister. Vi er heller ikke nødvendigvis enige om, hvad der er sjovt. Du kender også godt de der par, der hele tiden er på humor-bølgelænge og sidder og pjatter og pjanker... det er lidt irriterende.

– Det er også Emilie, jeg skal have børn med. Jeg tror, hun er klar. Det er jeg bare ikke. Så skal man pludselig til at have ansvar for noget rigtigt. Jeg imprægnerer også mine sko, men jeg er som sådan ligeglad med, at der måtte ske noget med dem. Det kan du ikke med et barn. Det bliver du nødt til at blive ved med at imprægnere. Ha ha. Jeg tror, jeg skal have børn, når jeg er 27. Om to år. Så er min kæreste 25, det er også en god fødedygtig alder.

MOREN
Karen Marie Gaardsvig, 50.
Viceinspektør på Sønder Felding Skole.

– Min mor var lærer på den skole, jeg har gået på. Også mens jeg gik der. Hun var den søde mor. Sådan en, man sagtens kunne tage med, og man var stolt, når man pegede over og sagde, "det der er min mor". Hun var ikke balladesøgende og vanvittig på nogen måde. Hun var sød og varm. Og sådan er hun stadig. Egentlig sådan en, der burde have fået nogle flere børn, så nogen flere kunne opleve, hvor god en mor hun var. Jeg ved ikke, om det er sådan, at man kun er en del god mor, og det skal så fordeles ud over alle de børn, man har? For så har jeg jo fået det hele, og så kan det jo godt være, hun kun havde været en halvt så god mor, hvis der havde været to. Det er en teori...

– Jeg husker engang, da jeg var 10-12 år, at jeg havde en frygtelig drøm. Om at hun døde. Hun kørte i åen. Da jeg vågnede, tænkte jeg, "det må aldrig ske!". Hun var til møde og ikke kommet hjem, da jeg vågnede, så jeg tænkte virkelig, "åh nej, bare hun ikke er kørt i åen!" Jeg skyndte mig at ringe over til hende på skolen – bare for at høre, at hun var okay. Det var det værste... hvis hun døde. Hun er sådan en, der SKAL være der.

– Jeg ved ikke, om det er generelt for jyder... nu er min kæreste herovre fra – men jeg synes, jeg kan ane en forskel i måden, man tager tingene på. Jeg har meget den der det-skal-sgu-nok-gå-attitude. Jeg tager ikke så mange problemer på forskud. Min kæreste er meget "hvad-nu-hvis". Min mor blæser ikke tingene større op, end de er. Hun tager problemerne, når de er der, i stedet for hele tiden at fokusere på alt det, der KAN gå galt. For som regel går tingene ikke galt. Det har jeg lært af hende. Man skal ikke være ubegrundet bekymret.

– Hun har fulgt min udvikling på tv meget, meget tæt. Jeg tror, hun googler mig hver dag for at se, hvad jeg nu har rodet mig ud i. Tit ved hun ting, før jeg ved det. Det er egentlig meget sødt. Jeg kan ikke huske, om hun syntes, mit "Vild med Dans"-skilt var sjovt eller ej (Thomas satte sig bag dommerne og holdt et skilt op, hvor der stod "Du gør mig våd"). Til gengæld tror jeg ikke, det var det stolteste øjeblik i hendes liv, da jeg lænkede mig fast til Den lille havfrue. Når der kommer politi og autoriteter indover, tror jeg, hun synes, jeg skal til at slappe lidt af. På samme måde er der sikkert noget i en mor, der stritter imod, når man smider tøjet – som da jeg sidste år lavede en nøgenkalender i DR Mama. I starten af de programmer ringede hun og sagde, "nej, hvor var det godt". Men med det her program, hvor jeg smed tøjet – hvilket jeg faktisk har gjort to gange, både for et croquishold og en nøgenkalender – der ringede hun overhovedet ikke. Og så ved man, "av, den er helt gal".

– Hun har også været skuffet, når jeg har været rigtig fuld og blevet hjulpet hjem i den der lille by af den lokale bokser ovre fra bodegaen. Der har hun sgu ikke været stolt af mig. Og alligevel har hun igen i løbet af ganske kort tid været den gode, gamle mor.

MORMOREN
Gudrun Gaardsvig, 80.
Pensioneret landmandskone og frisør.

– Min mormor er måske den klogeste, jeg kender. Hun er klog på livet og ret skarp af en 80-årig at være. Sammen med min morfar, som også er 80, tager hun til fitness og den slags. Og nu har de lige fået computer. Det er en helt ny verden, der åbner sig.

– Jeg spørger hende til råds om konkrete ting – ikke hvor-skal-jeg-hen-i-livet-ting. Der ville hun nok først og fremmest mene, at jeg skulle have taget min uddannelse færdig. Og dernæst søge ansættelse på Herning Folkeblad eller "Ugeposten".

– Jeg elskede at være ude hos mine bedsteforældre. Det var ligesom at være på ferie og så alligevel hjemme. Man var helt tryg, og man vidste, hvor gaflerne lå, men samtidig var det ikke ens eget hjem. Og den følelse er meget svær at finde. Lige nu er jeg ved at få lavet køkken, og jeg aner ikke, hvor gaflerne er! Og så havde hun alle de kulørte ugeblade – det havde vi ikke derhjemme. Det var fantastisk bare at sidde med dem i hånden. Hjemmet, Se&Hør og nogle gange Familiejournalen. Det var derude, jeg begyndte at klippe Se&Hør-pigerne ud, fordi jeg opdagede, at der var noget inde under tøjet, som fortjente at blive klippet ud af bladene. Det var sikkert, når bladene skulle smides ud alligevel, og så tror jeg, jeg tænkte, at "det var sgu synd at smide Bettina fra Næstved ud, hendes livret er jo ribbensteg, hun skal da klippes ud og lægges i en skotøjsæske". Nu kommer mormor til at tænke, at det er hende, der har spoleret mig – men det er det ikke. Det vil jeg godt understrege.

– Jeg var deres eneste barnebarn, så jeg er sikkert også blevet forkælet. Egentlig føler jeg, at jeg er ved at være for gammel til det... men det er hende, der laver risalamande til jul, og jeg får altid mandlen under bordet. Stadigvæk. Jeg ved ikke, hvornår det stopper.

IDOLET
Puk Elgård, 43.
Journalist og tv-vært.

– Søde Puk... Du kan sige meget om Puk, og hun bliver også tit brugt, når folk skal sige vitser, men hun er måske en af de bedste og varmeste tv-journalister, vi har. Hun er virkelig sød. Du kan sgu ikke hade Puk, det er umuligt. Ja, det er da sjovt, at hun hedder Puk og har troldehår, men alt det er jo bare halløj. Puk er gennemsød. Jeg gad godt at vide, hvordan man bliver det. Og så smiler hun så meget. Hun gør det ikke bare, fordi hun ved, hun skal gøre det. Det er et rigtigt smil. Man kan mærke, at hun er ægte. Når hun en dag – Gud forbyde det – skal lægge kameraet på hylden, så står verden og mangler en, og der håber man jo lidt, at de så ringer til mig.

– Det virker som om, hun er oprigtig interesseret. Det er sgu vigtigt at kunne udstråle. Det kan godt være, at hun indeni er helt ligeglad, men udadtil udstråler hun det modsatte. Det ville jeg gerne kunne have. Jeg kunne godt tænke mig at copy-paste hendes interesse for mennesker. Hvis hendes er på 100, så er min på 70 procent. Kunne jeg bare få de sidste 30 procent, så ville jeg være godt kørende.

– Jeg mødte hende første gang, da hun startede på Aftenshowet. Talkshowet deler redaktion med Aftenshowet. Jeg husker det, som om det lynhurtigt var fantastisk, at hun var sød og rar. Det er sjældent, at jeg er på knus efter kort tid, men lige med hende var jeg.

– Hun ved, at jeg holder meget af hende. Men om hun ligefrem ved, at jeg beundrer hende, det ved jeg ikke. Det finder hun ud af nu. Vi ses ikke privat. Endnu. Vi er på sms. Hvis jeg oplever noget crazy, hvor jeg tænker, "det må hun se", så tager jeg et billede og sender til hende.

– Jeg tør ikke sige mere om Puk. Hendes mand er jo jægersoldat, så man skal passe lidt på med, hvad man siger...

LÆRERINDERNE
Maise Njor, 43.
Camilla Stockmann, 38.
Journalister og forfattere af bogen "Michael Laudrups tænder".

– Jeg tror, jeg fik bogen ved et uheld. "Michael Laudrups tænder". Nogen har tænkt: "Laudrup? Det er nok noget for Thomas!". Jeg var vel 18-19 år og lige gået ud af gymnasiet. Jeg kaster mig ikke så tit over en bog, som regel går jeg død i bøger, fordi de er for kedelige eller ligegyldige, men denne her er hyggelig-sjov og ret let at læse. Og pludselig gik det op for mig, at det var vildt smart at læse præcis den bog, for så kunne jeg komme ind i hovedet på kvinder – se hvordan de fungerer. Og for hver side jeg bladrede mig forbi, blev jeg klogere og klogere på, hvad der foregår derinde i hovedet på jer.

– Jeg så, at I kvinder sgu er nogle forvirrede små mennesker, men der er som regel også en mening med jeres forvirring og jeres tanker. Men der er mange afkroge af jeres hjerner. Jeg ser lidt mit eget hoved som en landevej med nogle huller, men den går kun én vej. Oppe i hovedet på jer er der mange små smutveje og genveje og sideveje, hvor tankerne kan ende. Forgreninger. Og mange blinde veje. Nu ved jeg, at hvis Emilie f.eks. er ude på en lidt blind vej, så er det ikke kun hende, den er gal med, så er det bare fordi, det er sådan, I fungerer. Det tror jeg, jeg lærte af den bog.

– Min mor har jo ikke sat sig ned og forklaret mig, hvordan kvinder var. Nogle ting skal man selv finde ud af. Jeg tror måske, jeg tog en smutvej ved at læse den bog. Det er nok en af de bøger, jeg har fået mest ud af at læse nogensinde. Den burde alle mænd læse! Jeg tror, mange mænd ville have godt af at please deres feminine sider lidt.

– Det mest overraskende var... at en kvindebog var så interessant for mig. Jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt var i tvivl om, om jeg var i den rigtige krop. Det kunne jo godt være, at jeg blev i tvivl om, om jeg var en kvinde, der var fanget i en mands krop. Det gjorde jeg ikke. Men jeg var bare overrasket over, hvor interessant det var at lære de to mennesker at kende. Jeg kendte dem ikke i forvejen, men jeg var meget fascineret af dem. Alene ved at de var i denne her branche, medierne – det var jeg ikke på det tidspunkt – var fascinerende. Jeg havde en idé om, at hvis jeg skulle være kvinde, ville jeg gerne være en af de to. Nok mest Camilla Stockmann. Bare for en dag. For at se, hvordan det ville være.

Artiklen blev første gang bragt i ALT for damerne nr. 3/2012.

Thomas Skov Gaardsvig

Journalist og vært på DR Mama. Vel nok bedst kendt som "Praktikanten" fra DR1's "Det Nye Talkshow" med Anders Lund Madsen.

Aktuel i programmet 'Thomas Skovs bilprogram' på DR HD.

Opvokset i Sønder Felding ved Herning. Enebarn.
Bor på Frederiksberg med sin kæreste.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kærlighed, Puk Elgård og Maise Njor