Tina Nikolaisen: Et år der gav mening

"Det føles godt at vide, at vi som kvindeblad kan være med til at gøre en forskel"

Derfor var 2014 i følge chefredaktøren et fantastisk år.

2014 har været et godt år på ALT for damerne. Vi skød det i gang med raketfart og en provokerende overskrift, som satte tiltrængt fokus på voldtægt af kvinder.

Vi ville gerne have svar på, hvorfor kvinder i stigende grad bliver mødt med mistro og mistænkeliggørelse, når de anmelder et overgreb, og derfor ofte ender med at trække deres anmeldelse tilbage. Vores forside og artikel gav genlyd i hele Danmark, og vi fik sat gang i en debat, som blandt andet resulterede i, at formanden for Folketingets Retsudvalg, Karina Lorentzen (SF), efter et debatmøde med ALT for damerne fremsatte et politisk forslag om at indføre en lovparagraf om uagtsom voldtægt. Den vil betyde, at mænd kan straffes i sager, hvor de burde have været klar over, at de krænkede kvinden, men måske ikke var det. Mens jeg skriver dette, er der politisk høring på Christiansborg om præcis dette forslag. Det føles godt at vide, at vi som kvindeblad kan være med til at gøre en forskel.

I foråret var højdepunktet ALT for damernes Kvindeløb (du kan tilmelde dig 2015-løbet her, red.). Næsten 25.000 kvinder løb i 5 forskellige byer i Danmark. Jeg løb selv med i alle byerne, og det var en fornøjelse at møde jer læsere i løbetøj og mærke humøret stige. I september gjorde vi det igen til Støt Brysterne-løbet, hvor overskuddet går direkte til Kræftens Bekæmpelse. Det er naturligt, at vi også støtter kampen mod brystkræft, som rammer 1 ud af 9 kvinder.

I oktober gik der et sus gennem redaktionen. TV2's Ulla Terkelsen fik årets kvindepris, og hun endte som en supersej "cover-girl". Vi kan godt lide at have forskellige kvinder på forsiden af ALT for damerne og glæder os til et nyt år, hvor vi har en masse spændende overraskelser på vej. Vi lytter altid til jeres ris og ros, og derfor håber og tror jeg, at 2015 vil blive endnu bedre end det år, der slutter lige om lidt.

I næste uge får du dit skræddersyede årshoroskop, og straks efter nytår får vi sundhedsguruen Chris MacDonald til at levere opskriften på, hvordan du kommer godt i gang med 2015.

Rigtig godt nytår på vegne af hele ALT for damernes redaktion.

LÆS OGSÅ: Tina Nikolaisen - Kvinder i krig

LÆS OGSÅ: Tina Nikolaisen "Jeg begår alle 7 dødssynder"

LÆS OGSÅ: Første dom nogensinde afsagt i sag om hævnporno